Af N. O. Jensen. Tidehverv, 1956, s.56-64.

Grundlaget for vor kirkelige lovgivning er grundlovens § 4, hvori det hedder: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som saadan af staten."

Spørger man et jævnt medlem af folkekirken, om folkekirken er evangelisk-luthersk, vil han antagelig svare: "Ja, det er den vel?" - men iøvrigt have sig frabedt at gaa nærmere ind paa, hvad det vil sige, eller have rørt for meget ved det spørgsmål. Han er i den henseende tilfreds med forholdene, som de er, og ønsker ingen forandring.

Af og til dukker der dog forhold op eller indtræffer begivenheder, som faar en eller anden til at spørge, om det fortsat giver mening at betegne folkekirken som evangelisk-luthersk, og besinde sig paa, hvad det i saa fald vil sige. I efteraaret blev jeg selv stillet overfor spørgsmaalet, og inden jeg var naaet til ende med mine overvejelser i den anledning, blev spørgsmaalet igen rejst fra helt anden side. Hele den debat om folkekirkens nød, der blev ført i Kristeligt Dagblad med de obligate angreb paa tidehverspræsterne og deres forkyndelse og det klart udtalte ønske fra indlederens side ved lejlighed at faa statueret et eksempel og et par præster fradømt kjole og krave, skal jeg her se bort fra; men det virker ejendommeligt, at man netop fra den side vil paaberaabe sig skrift og bekendelse, hvor man altid har afvist ethvert redeligt forsøg paa at lytte sig ind til, hvad de har at sige.

Den ydre anledning til, at jeg selv paa ny kom til at beskæftige mig med spørgsmålet, var et foredrag i Aarhus Studenterkreds i oktober, hvor jeg var anmodet om at sige noget om Luther og om folkekirkens forhold til ham. Anledningen til, at man fra ledelsens side ønskede det spørgsmaal taget op, var Billy Graham-røret sidste sommer; men der fulgte ingen forpligtelse med til at komme ind paa dette særlige tilfælde. Det faldt mig da ind, at den virkning, mødet med Luther havde paa mange af os i vor ungdom, som baade dengang og nu hører tidehvervskredsen til, maatte være ukendt for den yngre generation, og at man i stedet for at stille brikkerne op paa ny selv kunde have udbytte af at repetere, hvad opgøret dengang drejede sig om, og om muligt derfra forlænge linierne ned til nutiden. Disse overvejelser og de forhold, som gav anledning dertil, mundede for mig ud i et dobbelt spørgsmaal, først det rent faktiske om folkekirkens forpligtelse paa de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter overhovedet betyder noget i dag, og dernæst et mere principielt, om bekendelsen bør betyde mere for kirken, end den faktisk gør, eller om man omvendt bør tage konsekvensen af udviklingen og af forholdene, som de er, og slette baade præsteløftet og forpligtelsen paa bekendelsen. Hvis det sidste spørgsmaal besvares bekræftende, udspringer deraf et nyt, om forpligtelsen paa skrift og bekendelse ikke lige fuldt vil bestaa som en forpligtelse for den enkelte, der direkte udspringer af selve evangeliet og derfor med fuld ret kan gøres gældende overfor alle, enten bekendelse og præsteløfte formelt og juridisk besvares eller ej.

Med dette dobbelte spørgsmaal som udgangspunkt blev foredraget om Luther og om folkekirkens forhold til ham senere omarbejdet og holdt som foredrag ved Sct. Mortens konvent i Randers. Hvad der her fremlægges er et omarbejdet uddrag af begge foredrag, idet dog hovedafsnittet om Luther er skaaret fra til senere behandling.

Billy Graham var en døgnflue. Røret i anledning af hans besøg i Aarhus var forbi, saa snart mødet paa Stadion var holdt. Det er der derfor ingen grund til at opholde sig ved.

Derimod nok ved den kendsgerning, at to biskopper, biskop Fuglsang-Damgaard i 1954 og biskop Hoffmeyer aaret efter demonstrativt optraadte som kirkelige garanter for det planlagte vækkelsesforetagende. Der er med rette blevet spurgt, hvorledes denne altfavnende rummelighed kan forenes med det løfte, en biskop ved ordination maa afkræve de vordende præster, og hvori disse sidste "for den alvidende Guds aasyn" og "med regnskabsdagen for øje" bl. a. maa love at beflitte sig paa, "at bekæmpe saadanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse."

Det forekommer mig, at de to biskoppers medvirken ved disse lejligheder rejser to spørgsmaal, som staar i forbindelse med de tidligere nævnte: 1) om det fortsat giver mening at bibeholde præsteløftet, og 2) om man fortsat kan og skal opretholde den fiktion, at folkekirken er evangelisk-luthersk.

De to biskopper optraadte jo ved disse lejligheder ikke som privatpersoner, men som folkekirkens øverste repræsentanter, og til yderligere bekræftelse paa det gode forhold mellem den tilkaldte vækkelsesprædikant og folkekirken var det jo ogsaa i Aarhus oprindeligt meningen, at Billy Graham skulde have talt i domkirken.

I efteraaret har biskop Lindegaard i Ribe efter først at have raadført sig med sin juridiske konsulent forbudt pastor Magle i Tønder at lade en katholsk præst prædike i sognekirken der. Jeg kan ikke indse, at der er nogen forskel paa, om man indbyder en katholik eller Billy Graham. Kun den, at i førstnævnte tilfælde er tilhørerne klar over, at katholikken prædiker som indbudt gæst, fordi man vil vise frisind og ogsaa vil høre paa, hvad man fra den side har at sige, mens Billy Graham blev lyst i kuld og køn for at kunne udnyttes i den fælleskirkelige vækkelseskampagne.

At biskop Fuglsang-Damgaard trods præsteløftet indbød Billy Graham til at tale i domkirken, kan skyldes naivitet eller en tankeløshed; men at biskop Hoffmeyer stillede sig i spidsen for et tilsvarende vækkelsesforetagende i Aarhus, efter at der i København var sagt fra og protesteret netop med henvisning til præsteløftet, kunde kun føles som udfordring og en haan overfor dem, for hvem det dog fortsat betyder noget, om folkekirken skal anses for at være evangelisk-luthersk eller ej.

De to biskopper kan begrunde deres medvirken ved en henvisning til de økumeniske bestræbelser i tiden. Det giver ingen mening at mødes med kristne af andre konfessioner i en bestræbelse for at slaa bro over de konfessionelle forskelle ved konferencer i udlandet og saa nægte at vedkende sig fællesskabet og samarbejdet med de samme kristne ved møder herhjemme.

For mig at se staar de kirkelige enhedsbestræbelser som noget af det farligste, der er fremme i tiden. Der er fare ved at indkapsle sig i konfessionel selvgodhed og selvtilstrækkelighed; men der er efter mit skøn en endnu større fare ved en altfavnende velvilje, ved hvilken ens egen kirkelige tradition, og hvad den staar for, indskrænkes til at betyde mindst muligt, og det er derhen bestræbelserne tenderer. "Vi er jo alligevel enige om det væsentlige, hvorfor saa ikke samles om det og se bort fra det, som skiller."

Spørgsmaalet brænder jo langt mere paa i missionslande, hvor missionærer af forskellig konfession virker indenfor et og samme omraade, og hvor dette omraade tilmed er overrendt af sekterer og Jehovas vidner i lige saa høj grad som herhjemme. Den indfødte, kristne befolkning savner forudsætning for at forstaa, hvad alle disse historisk betingede forskelle betyder, og menighederne er gennemgaaende saa smaa og svage og lever under et saa overvældende tryk af det omgivende hedenskab, at det af hensyn til dem vilde være meningsløst at afvise styrken og støtten af et fællesskab, hvor et fællesskab er muligt, samtidigt med at enheds- og sammenslutningsbestræbelserne presser paa, enten de er ønskede eller ej.

Pastor Jens Christensen, nu biskop for Pakistans Lutherske Kirke skrev derom i Dansk Pathanmissions Blad (Nr. 4, april 1955) en artikel "Hvor langt kan vi strække os?" Han hævder deri, at "en kirkes eller en sekts væsen og forkyndelse har sit kærnepunkt i opfattelsen af daab og nadver." Længere end til disse to behøver man faktisk ikke at gaa, før man ved, om samtale og samarbejde er mulig, eller man for sin samvittigheds eller for evangeliets skyld er nødt til at sige fra. Ikke alene i teori, men ogsaa i praksis vil den reelle forkyndelse i en hvilken som helst kristen kirke eller sekt ligge i forlængelse af eller være afhængig af sakramentforstaaelsen. Jeg mener, at Jens Christensen deri har ret. Det er aabenbart ikke for intet, at vejene paa reformationstiden skiltes paa sakramentforstaaelsen. Pastor Jens Christensen hævder videre i den nævnte artikel, at det rettelig at forvalte sakramenterne, som den augsburgske konfession gør til et af kirkens kendetegn (Kirken er der, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret.), ikke alene betyder at forvalte dem med de rette ritualer, men ogsaa med den rette lære, d.v.s. at skillelinien maa være, om sakramenterne er udtryk for en Guds handling og en Guds pagt, eller de blot er menneskelige lydigheds- og bekendelseshandlinger og derved i sidste instans kun et udtryk for menneskets tro paa sig selv, som f. eks. baptisternes daabssyn og daabspraksis efter Jens Christensens mening er det.

Missionær Poul Wandall under D.M.S., som paa sit arbejdsomraade i Sydindien staar overfor de samme problemer, har vedrørende muligheden for en gensidig anerkendelse af præste- og nadverfællesskab mellem lutheranerne og den sydindiske unionskirke udtalt: "Det, der vistnok maa siges at være det afgørende for spørgsmaalet, om man kan have nadverfællesskab, er ikke teologernes lære, i alt fald ikke naar den forvilder sig ind paa erkendelsesteoretiske spørgsmaal; men derimod hvad der er indholdet af den nadver-gudstjenesteordning, man følger, om de skriftord, bønner og liturgiske udtryk, man bruger, er fyldestgørende og evangeliske."

Der er en meget betegnende forskel paa de to udtalelser. De har da ogsaa forskelligt sigte. Alligevel synes jeg, at ogsaa den sidste udtalelse peger paa noget væsentligt, naar man vil besinde sig paa folkekirkens forhold til dens lutherske arv og paa spørgsmaalet om, hvortil denne arv forpligter.

Det er jo ikke en tilbagevenden til den lutherske orthodoksi eller til Luthers lære i dens oprindelige, tidsbestemte form, vi maa være ude efter. Den hjælper os ikke i dag. Derimod kan det nok være os baade til hjælp og til forfærdelse at faa det, folkekirken forkynder som kristendom i dag, konfronteret med det evangelium, der for Luther var den umistelige skat, han til sine dages ende maatte kæmpe for.

Inden jeg gaar over til det, vil jeg dog gerne endnu et stykke tid opholde mig ved vor kirkes bekendelse og ved spørgsmaalet om, hvortil den forpligter. Ikke mindst, fordi det vist ligger de fleste baade præster og lægfolk fjernt at beskæftige sig med det.

Den danske, evangelisk-lutherske folkekirke har en bekendelse. Ved præsteløftet maa den, der ordineres, love at beflitte sig paa "at forkynde Guds ord rent og purt, saaledes som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger" d.v.s. de tre oldkirkelige trosbekendelser, den uforandrede aar 1530 overgivne augsburgske bekendelse og Luthers lille katekismus.

Efter Arboe-Rasmussen-sagen ligger det klart, at denne bekendelsesforpligtelse ikke mere kan gøres juridisk gældende. Højesteret vil ikke dømme i tros- og lærespørgsmaal. Ved ordination er dét en udtalt eller stiltiende forudsætning, at det er aanden og sigtet i disse bekendelsesskrifter, man forpligter sig paa, ikke deres bogstav og mere eller mindre omdiskutable enkeltheder, eller man opfatter bekendelsesskrifterne som historiske aktstykker og vedkender sig den folkekirkelige tradition, indenfor hvilken disse skrifter betegner et led i den udvikling, hvis sidste skud paa stammen er den danske, evangelisklutherske folkekirke i hele dens brogede mangfoldighed i dag. Evangelisk-luthersk staar i saa fald ikke som udtryk for, hvad disse betegnelser i sin tid stod for, men er blot en fællesbetegnelse for, hvad der saadan i al almindelighed er den danske folkekirkes tro og lære og forkyndelse i dag.

Det vil med andre ord sige, at en præst kun er bundet og forpligtet, saa langt som hans egen samvittighed binder og forpligter ham, og ingen kan vist ønske, at det skulde være anderledes, selv om adskillige kredse som nævnt i indledningen vil lægge ikke saa lidt mere vægt paa præsteløftet og bekendelsesskrifterne, end jeg her har gjort, og enkelte gerne vil have en præst strittet ud i ny og næ.

Vi har ikke en bekendelseskirke som den tyske, og vi ønsker ikke at faa det. Vi tror ikke paa nytten eller betydningen af at faa kirkens bekendelse fastslaaet i en formel i dag eller paa, at en saadan læreformel vilde garantere noget som helst.

Vi har praktisk talt lære- og forkyndelsesfrihed her i landet, og adskillige af os betragter det som en forudsætning for, at ogsaa evangeliet af og til kan komme til orde, at denne frihed bevares.

Vilde det saa ikke alligevel være det klareste og det rigtigste, om man slettede betegnelsen evangelisk-luthersk og nøjedes med at sige den danske folkekirke og lod folkekirkens forkyndelse være udtryk for, hvad der er folkereligion i Danmark i dag, og hvad præsterne ellers kan faa deres menigheder til at høre paa? Vilde det ikke være et sandt udtryk for forholdene, som de faktisk er i dag?

Det vilde det maaske nok; men om det derfor alligevel vilde været rigtigt, er et andet spørgsmaal.

Benævnelsen evangelisk-luthersk er dog udtryk for, at vi staar i en bestemt tradition, og at der er noget i denne tradition, som forpligter. Og det, som forpligter, kan man ikke uden videre afvise eller stille sig uforstaaende overfor, selv om betegnelsen evangeliskluthersk i dag hverken opfattes som forpligtende paa Luther eller paaa evangeliet, som han forstod det.

For et par aar siden blev som bekendt sognepræst Hjorth i Naur-Sir tvunget ud af sit embede efter en strid med sit menighedsraad og de overordnede, kirkelige myndigheder. Der var mange momenter i den sag, som aldrig blev tilstrækkeligt klarlagt; men pastor Hjorth selv vil hævde, at han blev fældet paa sin forkyndelse, netop fordi han holdt sig til evangeliet og til Luther, og det samme vil flere af de præster, som fulgte sagen paa nærmeste hold.

Det er meget betegnende, at den eneste præst, som i de senere aar er blevet tvunget ud af sit embede for sin forkyndelses skyld, er en, som tog det mere alvorligt med forpligtelsen paa, hvad der er sand, evangelisk-luthersk kristendom, end de fleste folkekirkepræster. Hvis evangelisk-luthersk skal betyde almindelig, dansk folkekirkekristendom, som den i det store og hele er i dag, er der intet at sige til, at man ikke vil vide af en forkyndelse, der udfordrende og ensidigt holder sig til, hvad der var sandhed for Luther; men hvis folkekirken vil være evangelisk og luthersk i reel forstand, da maa den til enhver tid kunne holdes fast paa og drages til ansvar for sit forhold til det, som var evangeliet for Luther.

Det kan være en blandet fornøjelse at være præst i folkekirken i dag, saa opløst som forholdene er, og saa aabenlyst sand, evangelisk forkyndelse bringes i foragt eller mistænkeliggøres fra indflydelsesrigt kirkeligt hold; men det lader sig dog gøre med godt humør at finde sig i mistænkeliggørelsen og tage kampens vilkaar, saa længe man som præst tør vide sig lovformeligt kaldet til at forkynde sand, evangelisk kristendom og derfor i sin gode ret, naar man efter bedste overbevisning forsøger at gøre det. Den dag, bekendelsesforpligtelsen var slettet, da folkekirken kun var en almindelig religionsanstalt med frihed for enhver til at forkynde efter behag, eller præsten kun var en funktionær, der havde til opgave at sige, hvad folk vil høre, kan jeg ikke se, det gav nogen mening at være præst.

Det er ikke tolerance, det drejer sig om, men om et valg. Vil man tolerere fænomener som Billy Graham indenfor folkekirken, saa har man i og med, at man gør det, opgivet illusionen om, at folkekirken er og skal være evangelisk-luthersk; saa har man i den hellige og almindelige tolerances navn ladet haant om baade præsteløfte og bekendelse og gjort kirken til en almindelig religionsanstalt, hvor den ene forkyndelse kan være lige saa god som den anden, blot der er nogen, der vil høre derpaa, og den forkyndelse er bedst, som samler flest.

Det kan man naturligvis gøre; men saa skal man vide, at det er det, man gør, og sige klart, at man ønsker at gøre det. Ønsker man derimod at bevare folkekirkens karakter af evangelisk-luthersk, saa maa man gøre sig klart, at der i selve evangeliet og i det lutherske er noget, som siger fra og ikke vil gaa i spand med en hvilken som helst forkyndelse, der taler mennesker til behag og opbygger dem i troen paa sig selv, men i stedet selv vil være baade bindende og forpligtende for forkyndelsen.

Dette forpligtende kan man kun forholde sig til i frihed, men i en frihed til at sige ja eller nej til det forpligtende, ikke derimod til at ophæve, udvande eller overflødiggøre det forpligtende. Det forpligtende binder i samme grad, som det frigør, og det frigør kun ved at binde og forpligte.

Naturligvis vil der altid kunne være delte meninger om, hvori det bindende og forpligtende da bestaar. Ikke derimod om, at det indeholder en lige saa ubetinget forpligtelse til at sige nej som til at sige ja, saa sandt som det nu engang ikke lader sig gøre at sige ja til evangeliet uden i og med, at man gør det, at sige nej til modevangeliet.

Den frihed, vi indenfor folkekirken maa unde hinanden, til hver at gøre sin overbevisning gældende, indeholder samtidig en forpligtelse til at sige fra, til ikke at lade nogen i tvivl om, hvad der for en selv er sandhed, og hvad der er løgn, og til paa ny og paa ny at lade baade ens egen og andres opfattelse af, hvad sandheden og evangeliet er, dømme af evangeliet selv saaledes som det er indeholdt i de skrifter, som danner grundlaget for vor kirkes tradition.

Professor Lindhardt har i et radioforedrag om frie menigheder og bundne præster hævdet, at mens udviklingen har tilbagegivet menighederne den ret til frit præstevalg, som de havde paa reformationstiden, er præsterne ved præsteløftet, som gaar tilbage til enevældens og orthodoksiens tid, blevet bundet paa en maade, som de ikke var det i reformationens tidsalder. Saadan kan man maaske nok ved en overfladisk betragtning af den historiske udvikling gøre forholdet op; men i virkeligheden binder eller forpligter præsteløftet vel i lige saa høj grad den kirke og de menigheder, som kræver eller fortsat ønsker det aflagt, som de præster, der aflægger det, og er saadan forstaaet præstens frihedsbrev i hans forhold til sin menighed, saa sandt som kun den i sin samvittighed bundne er virkeligt fri.

En præst er jo dog ikke ansat til at udbrede sin private overbevisning, eller hvad Per og Poul mener, men derimod, hvad der er "den hellige og almindelige kirkes" tro og lære. Det ansvar har han ikke alene som præst, men som almindeligt medlem af folkekirken eller rettere som et enkelt led af den hellige, almindelige kirke. Saa ubestemt som denne samhørighed er, er det vel den, man bevidst eller ubevidst har villet vedkende sig, da man ved grundloven fastslog, at det er den evangelisk-lutherske kirke, saadan som man fra fortiden kendte og fortsat ønskede at bevare den, der er den danske folkekirke og som saadan understøttes af staten.

Selv om det til sidst bliver den enkeltes personlige ansvar at tage stilling til, hvad der er det sande evangelium og dermed skal være kirkens tro og lære, saa er spørgsmaalet om sandheden eller om evangeliet dog ikke dermed overladt til privat forgodtbefindende eller subjektiv vilkaarlighed. Da evangeliet nu engang er sat ind i verden, er det den enkeltes personlige ansvar og forpligtelse at finde ud af, hvad det gaar ud paa, og det er forkyndelsens og kirkelærens ansvar at holde os fast ved det; men det er saa sandelig evangeliet selv, der sidder til doms baade over min subjektive afgørelse og over kirkelærens indhold.

I foredraget "Autoritet og myndighed" ( P. G. Lindhardt: Religion og Evangelium side 40 ff.) henviser professor P. G. Lindhardt til Grundtvigs skelnen mellem det skrevne ord som et ord i almindelighed og det talte ord som et ord i særdeleshed og fortsætter derefter: "Udfra andre forudsætninger fandt Kierkegaard samme vej. For ham laa modsætningen ikke mellem talt og skrevet, men mellem det objektive og derfor ganske ligegyldige og det subjektive og derfor afgørende." Med samme ret kan man vende sætningen om og tale om det objektive, nemlig sandheden og evangeliet selv som det ene afgørende, der er, hvad det er, og siger, hvad det vil, uden hensyn til, om folk vil høre det eller ej, og hvad de iøvrigt vil gøre ved det, og i modsætning dertil det subjektive i betydningen af det personlige og tilfældige, et menneskes rent private mening og overbevisning, og derfor i den forbindelse det vilkaarligste og ligegyldigste af alt.

Saa lidt som sandheden lader sig indfange i objektiverende viden, saa lidt giver den sig til pris for subjektiv vilkaarlighed. Den er altid noget bestemt, et budskab, en befaling, som et menneske staar til regnskab overfor, og saa sandt som dette bestemte vil have et menneske i tale, er det forkyndelsens ansvar at give udtryk for, hvad dette bestemte, som er sandheden, vil. "Jeg giver mig ikke ud for from; men om ordet, om de lærer sandt, derom kæmper jeg," sagde Luther. "Der kan gøres et stort og slidsomt arbejde paa mest muligt at nærme forkyndelsen til det, man med mere eller mindre gode grunde anser for "bibelsk", men hele vægten falder dog bestandig paa, hvorledes man selv forholder sig dertil," siger Lindhardt". Nej, for forkynderen falder vægten virkelig paa, om han i sin tid og paa sit sted "lærer sandt", som Luther siger det. Den, der med en henvisning til sin egen subjektive afgørelse overfor budskabet vil unddrage sig et opgør om evangeliets indhold og dermed dets forhold til skrift og bekendelse, har dermed henvist sin forkyndelse til privatmeningernes ligegyldighed. Hvad er hele debatten om det evige liv, hvis den ikke er et spørgsmaal om, hvad der er evangeliets egen tale i denne sag.

I samme foredrag af professor Lindhardt tales der et sted om, at viden altid er usikker og relativ og aldrig faar vished. Derefter hedder det: "Men troen spørger anderledes, og troen er jo netop det visse, for intet kan man være mere vis paa end det, som man ubetinget vil sætte sig selv ind paa." Nu er det naturligvis meget smukt af troen, at den ubetinget vil sætte sig selv ind, og i den forstand er troen vel som oftest en sjælden fugl iblandt os; men vished faar man ikke ad den vej, og selv om man fik en aldeles urokkelig og bombefast vished ved at sætte sig selv ind, hvad hjalp det saa, hvis det, man satte sig selv ind paa, var en løgn? De, der i dag har størst vished om deres tros og deres læres sandhed og overensstemmelse med skriften er vel Jehovas Vidner.

Det er rigtigt, at tro er lydighed; men lydighed mod en befaling og et budskab. Netop derfor er troen ikke altid vis. Ikke paa, at den har hørt rigtigt, og navnlig ikke paa, at den sætter sig selv ind. Budskabet, befalingen kan for troen være det visseste af alt; men med hensyn til, om den tror og om den sætter sig selv ind, kan den nok have grund til at svare: "Jeg tror, hjælp min vantro!"

Ingen vil være mere interesseret end troen i at se det budskab, den forholder sig til, udleveret til aaben drøftelse og fri stillingtagen, og troen vil ikke unddrage sig drøftelsen ved at søge beskyttelse i et privat gudsforholds uigennemtrængelige ingenmandsland.

Naar professor Lindhardt paastaar, at heller ikke Kierkegaard fastholdt sit standpunkt, at subjektiviteten er sandheden, helt igennem, men førte sit sidste opgør med kirken ud fra den forudsætning, at der dog fandtes en "det nye testamentes kristendom", der lod sig objektivere og anvende som alenmaal paa den bestaaende kirkes misforhold mellem tro og liv, og at saa vel den grundtvigske "kirkelige anskuelse" som Kierkegaards klamren sig til det nye testamente kun viser, hvor svært det er fuldt ud at fastholde kristendommen som et budskab, personligt og direkte, og ikke som en lære af almengyldig og derfor ligegyldig art, maa dertil indvendes, at et opgør saavel med "den kirkelige anskuelse" som med Kierkegaards angreb paa det bestaaende til enhver tid, hvis der skal være mening i det, maa foretages ud fra det grundsynspunkt, om det virkeligt er "det nye testamentes kristendom", de hver paa sin maade gør sig til talsmand for, for der findes ingen anden.

Heller ikke, naar den nytestamentlige enhed og helhed for en objektiv, videnskabelig betragtning opløser sig i et kor af forskelligartede skrifter, udtryksformer og trosopfattelser. Saa er det igen "det nye testamentes kristendom" i betydningen af evangeliet selv, de hver for sig er sat til at forkynde og derfor ogsaa hver for sig skal prøves paa og dømmes efter, og det samme er tilfældet med en hvilken som helst kirkelig tro og bekendelse historien igennem.

Derfor kan man heller ikke som professor R. Prenter i et par kronikker i "Kristeligt Dagblad" først hævde, at "det er enhver bekendende kristens ansvar selv at kunne skelne bekendelsestro og bekendelsesstridig forkyndelse fra hinanden, baade inden for og uden for folkekirken og selv bære det fulde ansvar for, at han skiller sig fra den forkyndelse, der vildleder ham," - og derefter udnævne sig selv og sine kirkelige tros- og meningfæller til "den troende, bekendende og lovsyngende menighed," der afgør, om forkyndelsen er i overensstemmelse med kirkens bekendelse.

Ligesom det er evangeliet selv, der afgør og sidder til doms over, hvad sand, evangelisk forkyndelse er, er det alene evangeliet og den sande forkyndelse, der afgør, hvem der er den bekendende og lovsyngende menighed. Her kan det meget vel være kætteren, der forkynder sandt, mens hele "den troende, bekendende og lovsyngende menighed" opbygger sig selv ved en løgn og i sin blindhed stempler det sande evangelium som kætteri. Til evangeliet kan man kun forholde sig sandt i vantroens lytten og spørgen, aldrig i den besiddelsens rigdom, der paa forhaand har sandheden og troen garanteret.

Den bekendelse, der lever, aflægges vel ofte ubevidst. Den vil altid tvinge til besindelse paa forkyndelsens indhold baade ens egen og andres. Den er en bekendelse til en sandhed, som er uden for os og over os som noget, vi hver for sig skal staa til ansvar overfor. Saa snart vi skal til at sikre eller værne bekendelsen, er bekendelsen død, og bekendelsen er i vor mund blevet en løgn.

Jeg har opholdt mig saa længe ved disse ting, for hvis der ingen befaling, intet budskab er, som vil være sandheden og vedblive at være sandheden, enten den høres, eller den fornægtes, og hvis det ikke er muligt at drøfte, hvad budskabets indhold er, uanset ens personlige stilling dertil, giver det ikke nogen mening at spørge om Luther og om folkekirkens forhold til ham, for saa har folkekirken intet forhold til Luther uden et meget tyndt og historisk betinget. Det maa i dette forhold være forholdet til evangeliet, der spørges om, ellers giver det ingen mening at spørge.

For Luther selv var der ingen tvivl om, at den sandhed, der friede ham ud af hans angst, var evangeliet selv og dermed den hellige og almindelige kirkes tro og lære. "Evangeliet, som vi prædiker, er ikke vort, men vor Herres Jesu Kristi. Vi har ikke opfundet eller lavet og indstiftet det, men det er os aabenbaret af Gud, ordnet og givet ved Kristus."

Det, der gav Luther styrke i kampen, var hverken hans personlige trosmod eller hans overbevisnings styrke, men den forvisning, at hvad han stod fast paa og forkyndte, var noget, han ikke havde kunnet tage af sig selv og ikke selv var herre over, men som var indholdet af skriftens vidnesbyrd og kirkens sande tro og lære, ja, som skriftens vidnesbyrd og kirkens lære selv var forpligtet paa, fordi det var Guds eget ord. Luther satte sig selv ind paa denne sandhed, og det var ikke at rose ham for. Han kunde jo ikke igen gøre den til en løgn. Den vilde for ham vedblive at være sandheden, selv om han fornægtede den. Een ting vidste han, at den alene frier fra samvittighedens angst og pine. Derfor maatte han tage kampen for den op baade for sin egen skyld og for deres, som sammen med ham var under dommen og behøvede en naadig Gud, og derom var han overbevist, at det gør vi alle.

Noget af det efter min mening klareste, der blev sagt i anledning af Billy Graham-debatten i sin tid var nogle bemærkninger i et foredrag af sognepræst O. Paludan, Aarhus, der mundede ud i, at det, det drejer sig om, er, om man kan høre, og om man kan høre forskel.

Det kunde man, da spørgsmaalet om folkekirkens forhold til Luther i min ungdom pressede paa. Man kunde høre, at der var en himmelvid forskel paa det, Luther i sin tid levede paa og kæmpede for, og den forkyndelse, vi selv var vokset op med, og man kunde høre, at her talte et menneske, som var i Guds vold paa en maade, som vi ikke hidtil havde kendt det, og som var nødt til at sige, hvad der var sandhed, og hvad Gud vilde have sagt, paa trods af, hvad han selv eller andre kunde ønske forkyndt.

I Tidehvervs første nr. for oktober 1926 findes en artikel af Tage Schack om "Den skjulte Gud". Det er tankerne fra skriftet om den trælbundne vilje og fra Heidelbergteserne fra 1518 om herlighedens teologi som den falske og korsteologien som den eneste sande erkendelse af den Gud, som kun aabenbarer sig i sin skjulthed, der ligger til grund for denne artikel:

"Hvorfor denne tilbagevenden til reformatorerne, særlig til Luther? Det skal ikke forsøges, fordi vor konfession kalder sig med Luthers navn, heller ikke for at opnaa en historisk rigtig forstaaelse af Luthers udvikling og standpunkt. Det maa overlades til fagmændene og har til syvende og sidst ingen personlig interesse." - "Ikke for at grave Luther op skrives dette, - men for at antyde, hvad der i denne mærkelige bog findes af hjælp til at blive stillet overfor virkeligheden, overfor Gud selv."

Baggrunden for den artikel og for den senere beskæftigelse med Luther var den, at alle de pæne og fromme, kirkelige og kristelige ord, ja, skriftens egne ord var blevet tomme for os, og Gud selv var blevet borte under bevægelseskristendommens forsøg paa dels at gøre hans gerning, dels selv at regulere sit forhold til ham. Beskæftigelsen med Luther var udtryk for en ny spørgen, en søgen efter virkelighed, efter et sted, hvor man paa ny kunde komme til at spørge uden at vente at faa ekkoet af sin egen stemme tilbage som svar.

Hos Luther var det i hvert fald ikke ekkoet af vor egen stemme eller af samtidens kristelige forkyndelse, vi fik at høre. I Heidelbergteserne staar der: "Vi lever ved Guds skjulthed (d.e.: i den nøgne tro paa hans barmhjertighed) uden at have andet i os selv end synd, taabelighed, død og helvede."

Kampen blev ført paa mange fronter og af meget forskellige mænd. Opgøret med Indre Mission blev bl. a. foretaget af pastor H. I. Hansen, Løjt. Da Chr. Bartholdy kom med den sædvanlige beskyldning om ensidighed - der fandtes ogsaa en anden side hos Luther - svarede Hansen, Løjt: "De vil have den hele Luther. Det vil Fanden ogsaa! - Men hverken De eller han skal faa deres vilje. De skal faa og har faaet den Luther, som I. M. ved sin forfalskning af evangeliet har kaldt paa. Og ham skal De faa helt."

Siden har vi unægteligt faaet den hele Luther. Vi har faaet et par doktordisputatser om Luther, og vi har flere præster, der flittigt, hæderligt og dygtigt sidder og følger med i den omfattende Lutherlitteratur og faar tingene sat paa plads og indordnet i de rigtige rubrikker. Vi ved sikkert mere om Luther i dag, end man vidste for 30 aar siden, og saa vedholdende er vi blevet mindet om den rigtige Luther, at en præst i dag kan udbryde: "Bliv mig fra livet med Luther!" Men om al denne viden om Luther saa ogsaa er et udtryk for, at man har begrebet, hvad Luther vilde, og agter at høre paa ham, lader jeg staa hen. Man har indtryk af, at interessen for, hvad Luther kan have haft at sige, aftager i samme grad, som anerkendelsen og rigtigheden tager til. Det er saa ligegyldigt rigtigt alt det, der siges og skrives om Luther i dag.

I en doktorafhandling skal man som bekendt have gennemgaaet i hvert fald den væsentligste del af den litteratur, der har betydning for emnet. Jeg har i litteraturfortegnelsen til hjemlige doktordisputatser om Luther set mange ikke særligt omfangsrige, men sikkert baade lærde og fuldt ud videnskabelige smaa-afhandlinger anført, men har forgæves ledt efter spor af, hvad der herhjemme var blevet sagt eller skrevet om emnet af folk, hvem sagen laa virkeligt paa sinde. Det er i den forbindelse særlig eet bestemt opgør, jeg sigter til.

I forbindelse med sin disputats fra samme aar skrev dr. Lerfeldt i 1949 i Dansk Kirkeliv en afhandling: "Luther og forkyndelsen i dag". Han omtalte deri ogsaa Tidehvervs eller forskellige tidehvervspræsters opgør med Luther eller ved hjælp af Luther med den hjemlige kirkelighed; men eet bestemt opgør glemte han helt, det vigtigste af dem alle, Gustav Brøndsteds opgør med biskop Vald. Ammundsen. Det begyndte, som læsere af Tidehvervs ældre aargange vil huske, med et spørgsmaal til biskoppen om, hvorledes dennes autorisation af dr. Kapers katekismus var at forstaa, men blev fortsat i en artikelserie gennem flere aar om "Kirkens Skat", der handler om skriftforstaaelse og om frelseskendsgerninger, om lov og evangelium, om tro og gerninger, om det nye liv og troens frugter og meget mere. Vil man vide, hvad sagen gælder, og hvad der er Luther og nutidens kirkelighed imellem, skal man tage denne gamle artikelserie fra 1931 til 33 frem.

Et sted i denne artikelserie hedder det:

"Altsaa "Tanken om det nye liv ud af troen"."

Nu er der her to ting, jeg gerne vil sige saa kraftigt jeg kan.

Først, at det er uden for al tvivl og uden for al diskussion, at biskop A. i al luthersk kirkeligheds navn har ret til at paaberaabe sig Luther i denne sag - ikke bare nogle spredte, tilfældige eller forvrøvlede udtalelser i de hundred- og jeg véd ikke hvor mange bind; ikke heller en ufærdig ynglings eller en alderdomssvækket gamlings ord; men netop "Luthers egen lære" i denne sag.

Og dernæst, at her, om nogetsteds, gælder det, at et ords, en "læres" sandhed eller løgn ligger i situationen. Lad "læren" nu i Luthers situationer være, hvad den vil, - vi kan ikke flytte sandheden fra situation til situation; selve vor interesse i foretagendet er løgnens begyndelse." (Tidehverv 5. aarg. 1931 s. 149).

Og videre i samme artikel (s. 152 ff.): ""Troens nødvendige frugter". Netop i det ord ligger jo dobbeltheden, her er sporskiftet. Er det et virkeligt ord, saa ved vi ogsaa, hvorhen tanken er rettet; der kan kun tales om tro, naar Gud er "grundled". Men er det en reproduktion, et kontrolord, saa er sporet skiftet, saa er blik og opmærksomhed rettet, ikke paa troens giver men paa os selv, paa om vi nu ogsaa virkelig har frugterne og dermed er delagtige i denne tro - saa er vi inde i den lange kæde af prøve, modprøve, sammenligning; vi er kastet tilbage paa os selv, paa vor egen linie: "Fuldkomnere og fuldkomnere"."

Efter at have citeret det kendte ord fra fortalen til romerbrevet om troen som en levende, virksom og handlende ting, der ikke spørger, om gode gerninger skal gøres, men før man spørger, har gjort dem, saa det er lige saa umuligt at skille gerning fra tro som at skille varme og lys fra ilden, fortsætter Brøndsted:

"Se, vi er paa sporskiftet. En lille nuance, som betyder alt - og det som var evangelium, er tomhed.

Og hvad om nu alle disse ord, hvad om nu hele denne side hos Luther, tilegnet af vor tid netop betød opbyggelse i "egne gerninger"? Var de saa ogsaa Luthers? Var de saa ogsaa evangelium - det "fulde evangelium"?

Det er i denne artikelserie udtrykket "løgnen i Det nye Testamente" første gang er brugt, ikke som et slagord brugt i al almindelighed uden nærmere dokumentation af, hvad dermed menes, men belagt med eksempler og som et udtryk for, at det sande evangelium, tilegnet og udnyttet af mennesker ikke altid vedbliver at være sandt, selv om de nok saa meget er i god tro, naar de giver det videre som sandhed. "Hvor Gud taler, er djævelen næst." Løgnen findes ikke i ufuldkommenheden, men i "fuldkommenheden", i det virkende og stærke. "Hvor frelsen forkyndes bliver ogsaa løgnen existentiel i forkyndelsen".

Blandt de mange eksempler paa, hvordan ordet fra Gud allerede i nytestamentlig tid er blevet udnyttet til kirkelig selvhævdelse omtales ogsaa apostelkonciliet i Jerusalem (Ap. Gern. 15), hvor "førerne samles - og Helligaanden bringes i kirkelig funktion", og et sted i I Kor. 5., hvor Paulus ved Helligaandens virken i menighedens forsamling og ved vor Herre Jesu kraft vil have et medlem af menigheden, der har gjort sig skyldig i et eller andet groft brud paa de anerkendte ægteskabsregler, overgivet "til Satan til kødets undergang (d.v.s. døden!), for at aanden kan frelses paa den Herre Jesu dag". Derefter fortsættes:

"Er dette Kristus eller er det løgnen? Er det Kristus, med hvad ret existerer da en "luthersk" kirke, der siges at bygge paa skriften? Er det maaske et uvæsentligt træk ved forkyndelsen af Aanden i N. T.'s forkyndelse? Eller lader vi blot sagen bero, fordi folk nu engang ikke længere dør af helligaandsangst? Og fordi vi har mistet brugsretten til de sikrere virkemidler, hvormed kirken senere hen i tiden kom Helligaanden til hjælp, naar de suggestive midler efterhaanden slog fejl? Ja, for ogsaa dette sidste ser vi jo allerede i nytestamentlig tid; - - men saa længe de virkede, var de autoritetsskabende og kirkebyggende, og det gav mangfoldig efterklang i de følgende slægtled, bl. a. i apokryfe apostelhistorier." (Tidehv. 6. aarg. 1932 s. 66 ff.).

Er der nogen artikelserie i Tidehverv, der fortjener at blive samlet og genoptrykt, er det denne. Den er lige saa aktuel i dag som for tyve aar siden, om muligt endnu mere. Den har handlet om troen og om det nye liv ud af troen, om hvad der bliver tilbage af troen, naar kirken eller den enkelte tilbageskuende vil konsolidere sig eller sikre sig, at den har troen og det nye liv, som er troens frugter, den sande, den rette, den autoriserede tro "i overensstemmelse med bibelen og med Luther" og det nye liv som garant for, at denne tro fortsat er virksom og levende. Jeg kan ikke afholde mig fra at citere den lignelse, hvormed den slutter:

"Israel sultede.
Da faldt der manna fra himmelen, fortælles der, saa folket kunde samle, hvad der trængtes, nok fra dag til dag, "for at Jeg kan prøve det, om det vil vandre i min lov eller ej".

Og da det vilde samle mere, og gemme det natten over, saa var det morgenen derefter ikke Guds brød til liv, men en ækelhed af maddiker og stank." (Tidehverv 7. aarg. 1933 s. 160).

Af denne artikelserie kan man lære, hvad det vil sige at beskæftige sig med bibelen og med Luther, ikke for at gøre sig til herre over dem eller stive sin egen vaklende autoritet af med dem, men for at høre paa, hvad de har at sige.

Der blev sat parentes om dette opgør som om alle de øvrige. Kirken gik videre, som om intet var hændt. Noget var dog hændt; man havde lært i endnu højere grad end før at sikre sig ved hjælp af bibelen og af Luther, idet man dog nu lagde vægt paa at faa "den hele Luther" med og tage afstand fra den ensidighed, der kun vil lade den ene side gælde, nemlig den, hvori han selv i sin tid havde hørt evangeliet, og hvori det var blevet hørt igen i dag. Iøvrigt er det jo ikke et spørgsmaal om een side eller om flere sider, men om at kunne høre, hvad sagen gælder, og gøre det gældende overalt.

Vi har her i landet en evangelisk-luthersk frikirke uden for folkekirken og en evangelisk-luthersk missionsforening, der fortsat ønsker at blive staaende inden for folkekirken, fordi de, som de siger, af Gud er blevet sat dér, men iøvrigt forholder sig kritisk og afvisende overfor det meste af folkekirkens tro og lære. "Vor forening er oprundet af en nødstilstand. Havde den danske folkekirke været tro mod sin bekendelse, havde den sande evangelisk-lutherske forkyndelse lydt fra dens prædikestole, da var foreningen ikke blevet til. Men den danske evangelisk-lutherske folkekirke er veget fra sin bekendelse og er i meget stor udstrækning hverken evangelisk eller luthersk, skønt den ikke officielt har forkastet sin bekendelse," hedder det i et af denne forening udgivet mindeskrift fra 1942.

Der er grund til at tage disse samfund og deres forkyndelse alvorligt, fordi det for dem selv er alvor med at ville staa paa bibelens og de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifters grund. Forkyndelsen indenfor disse samfund er sikkert paa afgørende punkter (naaden, arvesynden, menneskeviljens totale afmagt, retfærdiggørelse, helliggørelse o.s.v.) mere evangelisk og luthersk end de fleste folkekirkeprædikener i dag. Naar jeg alligevel ikke finder grund til at gaa ind paa disse samfunds tro og lære, er det, fordi de straks fra starten forsøger det umulige, nemlig at holde Luthers evangelium og hans skriftbundethed fast i en lære og i en bekendelse, der forpligter paa ordene. Det er den lutherske orthodoksi, de klamrer sig til, og de fastholder ufravigeligt bibelens verbalinspiration. "Netop ordene er indgivne af Gud. Som personer var apostlene syndere som vi."

For de fleste af os er denne tro paa bibelordets ydre ufejlbarlighed simpelthen usand og kan kun opretholdes ved fortielse eller benægtelse af uomtvistelige historiske kendsgerninger. For de fleste nutidsmennesker er der ingen mulighed for at komme i et sandt, personligt forhold til skriftens tale og til Luthers forkyndelse uden en uforbeholden anerkendelse af den historisk-kritiske forsknings ret og forpligtelse til at tage ogsaa disse skrifter og deres vidnesbyrd under sin lup.

"Betænker man, hvilken uhørt vægt, Luther lagde paa at skelne mellem G. T. og N. T. (det gamle og det ny testamente), mellem lov og evangelium, turde man dog heri kunne se et ganske typisk eksempel paa, hvordan enhver uhistorisk betragtning af bibelordet ufejlbarligt ogsaa i nogen grad fører over til en lov-bestemt opfattelse af det." (Einar Billing, 1901).

Hvor historiske kendsgerninger vedrørende det gamle og det ny testamente ikke respekteres, der bliver skriftbundetheden og bekendelsestroskaben lov, og hvad værre er, der nægter man at vedkende sig skriften, som den er, og afskærer sig selv fra at høre, hvad den har at sige. Det er ikke en tilbagevenden til den gamle skriftbundethed, der kan hjælpe os i dag, men en redelig spørgen og lytten efter, hvad skriften "i sin fornedringsskikkelse" virkeligt har at sige.

Det er det, der har harmet mig, naar selv universitetslærere deltager i den almindelige, kirkelige afvisning af afmythologiseringsbestræbelserne, at de derved er medvirkende til at give en falsk sikkerhed i forhold til bibelens vidnesbyrd og at tilsløre, at det er uomtvistelige, historiske kendsgerninger, nemlig at de nytestamentlige forfattere hver for sig taler i deres tids mythe, der stiller problemet og gør en stillingtagen dertil uomgængelig.

Spørgsmaalet om folkekirkens forhold til Luther er ogsaa et spørgsmaal om dens forhold til skrift og bekendelse; men det vil jeg forbeholde mig at vende tilbage til ved senere lejlighed.