Essays i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Med hilsen til Århus -

Af Søren Krarup. Tidehverv, 1971, s.89-95. Krabbesholm 1971.

Der er altid noget foragteligt over hr. flovmand, som bagefter ved, hvad han skulle have sagt, men der er også noget alt for velkendt ved ham, og bliver man ikke til hr. flovmand ved egen skyld, så kan man blive det ved omstændighedernes. I det sidste års tid har jeg gået med en flov smag i munden, fordi jeg ved en bestemt lejlighed skulle have sagt noget, jeg ikke fik sagt, og når ærgrelsen over min mundlamhed var ved at tage magten, gav jeg omstændighederne skylden. En streng ordstyrer kan ødelægge den bedste vilje. Når værten er hensynsløs nok til at sige velbekomme, hvor man netop har fattet sin ske for at slå på glasset, er man sagesløs i, at de forløsende ord ikke bliver udtalt.

Alligevel er man jo brændt inde med dem, og da anledningen ikke var så ganske ligegyldig, men efter mit skøn karakteristisk for en udbredt og fatal misforståelse, har jeg lyst til at indhente det forsømte. Tiden var marts 1970. Stedet var den store sal i Vartov, smukt pyntet og med festlige borde og festklædte mennesker. Lejligheden var Johannes Lauridsens 50 års fødselsdag, hvor megen ånd og veltalenhed var stævnet mod hovedstaden for at hylde den vennesæle lægmand.

Adskillige af disse gode venner benyttede lejligheden til at sige fødselaren en velment tak for mange velgerninger, og talerne var udsøgte og lange. Det gjaldt også Ejvind Larsens. Han fik ordet et stykke inde i desserten og takkede Laurids for råd og dåd i tidens løb. Takken kom utvivlsomt fra et ærligt hjerte, men skjules kunne det dog ikke, at Ejvind Larsen i løbet af denne tid var kommet i et teologisk modsætningsforhold til ham, af hvem rådene var blevet givet og dåden øvet. Dette kom taleren imidlertid nemt om ved. Han forholdt sig blot til fødselaren som æstetisk fænomen, hvis ord han mest opfattede som ekscentriske boller på suppen, og således blev Ejvind Larsen i stand til at causere spøgefuldt over Johannes Lauridsens teologiske fyndord. Det er så morsomt for os andre, sagde Ejvind Larsen, at vi eet sted altid kan se linien mellem det relative og det absolutte strengt bevogtet. Indrømme må vi rigtignok, vi der står i det daglige og praktiske arbejde, at vi somme tider må se stort på linievogterfunktionen, fordi praksis sætter den ud af kraft, men imponerende og fascinerende er det ligegodt at se den energi, hvormed Laurids vinker, hvergang nogen forsynder sig mod skellet imellem det absolutte og det relative. Og så vidt jeg husker, sluttede taleren med at udbringe en skål for den festlige linievogter.

Det var denne tale, der fik mig til at fatte skeen. Det skete desværre for sent, men min langsomhed skyldtes, at Ejvind Larsens utrolige despekt for Johannes Lauridsen først gik op for mig efterhånden som desserten blev fortæret og hedvinen drukket. Tilsyneladende var det jo idel hyldest. Men at der i denne hyldest lå en grov arrogance og foragt for Johannes Lauridsens holdning og for så vidt også person, stod mig mere og mere klart. Ejvind Larsen tog ham jo ikke en gang alvorligt mere. Men da jeg ville til at anholde dette i kraftige ord, blev der sagt velbekomme, og gæsterne rejste sig og gik til kaffen, medens jeg flovt lagde skeen tilbage på tallerkenen.

Det sene tidspunkt skal imidlertid ikke afholde mig fra at sige, hvad jeg ikke fik sagt dengang, for grunden til at gøre det er lige stor. Ejvind Larsens nedladende og overbærende forhold til Johannes Lauridsen svarer jo nemlig nøje til Århus-teologiens forhold til Tidehverv. Man roser i Århus de tidehvervske præster som skrappe og hårdkogte linievogtere, hvis kritik man kan finde morskab og fornøjelse i, men når det bliver alvor, må man for resten se bort fra denne golde linievogterfunktion. De mange amanuenser på Ringgaden står i et frugtbarere forhold til kulturdebatten og den skabte tilværelse end Tidehvervs negative, men på den anden side kan amanuenserne ordentligt more sig over et par drøje skældsord. Det er så morsomt med sådanne teologiske og pastorale gadedrenge. Men leve et virkeligt og frugtbart menneskeliv på det, de siger, kan selvsagt ingen amanuensis eller professor.

Men det betyder jo, at disse amanuenser og professorer slet ikke regner de tidehvervske præster for levende mennesker, men for groteske abstraktioner. Det menneskelige og virkelige og sunde har Århus-teologerne taget patent på. Og som patenteret levende og frodige mennesker kalder de en holdning som Tidehvervs for steril og uvirkelig.

Men måske er Johannes Lauridsens ord blevet til i et personligt slagsmål for livet, ville jeg have sagt til Ejvind Larsen. Måske er det, du så overlegent gør til en morsom, men ganske uvedkommende attitude simpelt hen det, der giver tilværelsen indhold og mening. Måske er den såkaldte linievogterfunktion så lidt en formel fornøjelse at den i stedet holder et menneske fast ved livet og får det til at overleve mismod og nedtrykthed og fortvivlelse. Og måske er din nedladende overbærenhed ikke udtryk for andet end en duksedrenget lyst til at sætte tilværelsen i system for derefter at kunne anbringe dig selv på den garanteret virkelige og høje hest.

Dette ville jeg have udtrykt i varsomme vendinger, for jeg vil ikke begynde at forske i Johannes Lauridsens eller andres personlige forhold, men jeg ville så kraftigt som muligt have angrebet den frækhed, der ligger i, at man udnævner sig selv til den praktiske virkelighed og den sunde frodighed. Eksistensen bliver til pjat derved, et kassesystem for ideologer og ontologer. Og andre mennesker foragter man, fordi man opfatter dem ud fra kassesystemet og sætter systematiske etiketter på deres liv. Den århusianske indbildning om at repræsentere frodigheden i forhold til Tidehvervs såkaldte sterilitet og teoretiseren vil jeg minde om, at da Heje i 1924 udgav Studenterforbundets sommermødeforedrag i bogen "Åndsvirkelighed", satte han som motto for sit og sine kammeraters anliggende Kierkegaards ord om, at kun den ængstede samvittighed kan hjælpe et menneske til at have med kristendommen at gøre, ellers er den og skal den være forargelsen - og i øvrigt vil jeg sige, at dårlig teori er ikke noget bevis på frodighed og fylde.

Johannes Lauridsen smilede genert, da Ejvind Larsen gjorde ham til et æstetisk fænomen, og andet kunne han vanskeligt gøre, for hvem bryder sig om at stå op og bekende fra sit private overdrev? Alligevel eksisterer jo dog den mulighed, at man i stedet for at kramme ud med sit indre kan angribe den hovenhed, der bilder sig ind at vide fuldstændig besked med det, og den sidste mulighed er unægtelig den rareste og nok også den mest virkningsfulde. For derved kan man trække de forudsætninger frem, hvormed den ontologiske bedreviden opererer, og hvis subjektivitet den nødigt erkender. Og således kan man få held til at vise, hvorledes det af Århus-teologien udtrykte forhold til virkeligheden er identisk med docentens trang til at flygte fra virkelighedens uafsluttethed og usikrethed under de systematiske etiketters betryggende dække.

Jeg er ikke udstyret med Johannes Lauridsens blide temperament, der lokker et undseeligt smil frem på læben, når andre fremstiller én som en mærkværdig forvredethed, og med episoden i Vartov som indledningsakkord vil jeg derfor gå i krig med nogle udslag af de århusianske amanuensers lyst til at sætte sig på virkeligheden og gøre deres kvadrerede bredbagethed til eet med denne virkelighed. For som sagt er der tale om en udbredt og gennemgående tendens, strækkende sig fra Løgstrups opfattelse af Olesen Larsen over Knud Hansens afvisning af Kierkegaard og Thanings forståelse af luthersk bodskristendom til den yngre Århus-skolastiks dyrkelse af det ideologiske engagement og tilsvarende polemik imod Tidehvervs spørgsmål dertil. De tidehvervske præsters og professorers tilslutning til Kierkegaard og indrømmelsen mangler eksistensbasis, skriver Løgstrup i sit opgør med Kierkegaard. I stedet for at kaste sig ud i bekendelsernes pinlige selvkredsning kan de således angrebne vælge at gøre opmærksom på, hvorledes dette angreb bygger på en professoral påstand om at kende og kunne bestemme eksistensens gyldighed og alvor, hvorved professoren netop placerer sig i ualvorligheden.

En sådan tilbøjelighed til at lege alvorsmænd og foreholde andre deres ualvorlighed og manglende eksistensbasis er gået i arv fra mesteren til hans disciple, og ser man mod Århus, ser man derfor mest en skov af løftede og formanende pegefingre foran et indigneret åsyn. De tager tilværelsen så alvorligt i Århus. Og at det mest er deres egen alvor, de tager alvorligt, er en ondsindet beskyldning, som amanuenserne alvorligt må foreholde dens manglende eksistensbasis - hvad den dog ikke bliver mindre rigtig af.

"Søren Krarups opgør med kulturen består i hans prædiken, følgerigtigt kan han da også ved flere lejligheder her i bladet lade aftrykke prædikener, som skal fungere som indlæg i en kulturdebat", skrev amanuensis Viggo Mortensen i Information i en anmeldelse, hvilken anmeldelse forekommer mig karakteristisk for amanuensisteologiens opfattelse, hvorfor jeg vil citere et stykke af den. "På den måde", fortsætter Mortensen, "har han unægtelig bragt sig selv i salveten. For kulturdebattens deltagere står der da intet andet tilbage end at afdække hans teologiske præmisser.

Ikke at det er særlig indviklet. Der er nemlig i realiteten ikke flere, men kun en: den fra Kierkegaard overtagne dogmatiske skelnen mellem det absolutte og det relative.

Søren Krarup har så at sige overtaget linjevogterens opgave på livets fodboldbane. Han står og vifter med sit lille flag, hvergang han ser optræk til, at man forholder sig på absolut måde til noget menneskeligt, noget relativt. Og der er ingen grænser for, hvor Søren Krarup ser sådanne absolutistiske tendenser. Det ser han i det "utidige" studenteroprør, der absoluterer "selvet", i psykiatriens menneskebehandling, hos de omkringfarende socialt engagerede præster, eller hos Thomas Mann, når denne i Villy Sørensens udlægning gør demokratiet og en demokratisk livsholdning til det gode selv osv.

Hvad der hører ind under det relatives sfærer er da for Krarup egentlig blot at karakterisere som fornøjelsesproblemer, der går af sig selv, når først forholdet til det absolutte er i orden. Når det relative bestemmes som det politiskes sfære, kan politik kun defineres som magtkamp".

Som udskreget linievogter vil jeg hæve flaget her - ikke for at markere for indkast, men for at gøre opmærksom på nogle væsentlige elementer i denne kritik, der synes mig tjenlig til at karakterisere den århusianske grundholdning og interesse. For det første skal det bemærkes, at fordøjelsesproblemerne efter Viggo Mortensens mening går af sig selv, når forholdet til det absolutte er bragt i orden. Der er i denne passus nok tale om et referat af det, han kalder min opfattelse, men det er tankevækkende, at han refererer således. Jeg har nemlig aldrig sagt, at livet går af sig selv, fordi evangeliet er forkyndt. Men næsten automatisk må Viggo Mortensen høre mig på den måde, eftersom det er hans underforståede forudsætning, at ethvert forhold til tilværelsen må dreje sig om at få den til at gå af sig selv. Livet skal forklares og gå op. Eksistensen skal kortlægges og bringes til at fungere gnidningsløst. Og at en tale om tilværelsen blot kan lyde på, at enhver må stå ved sin tilværelse på eget ansvar og slås med dens problemer og vanskeligheder uden falsk hellighed eller ontologisk bedreviden - det er ufatteligt for en Århus-amanuensis, hvorfor han heller ikke fatter det, men udlægger det som en ny måde at katalogisere livet på.

Denne trang til for enhver pris at få eksistensen sat i katalog hænger naturligvis sammen med hans forståelse af kristendommen og i dette tilfælde af prædikenen. Om prædikenen og dens væsen har Viggo Mortensen mærkelige forestillinger. "Søren Krarups opgør med kulturen består i hans prædiken", skrev Viggo Mortensen og fortsatte: "På den måde har han unægtelig bragt sig selv i salveten". Hvorfor dog det? spørger jeg forbavset. Svaret fremgår af sammenhængen: fordi dét at prædike ifølge Viggo Mortensens opfattelse er at tale på Guds vegne eller med guddommelig autoritet på en sådan måde, at diskussionen er ophørt. Men det kalder jeg for en katolsk opfattelse af præstens urørlighed og hellighed, og det røber tillige en sær overtro på en given saglighed i debatten. For hvem prædiker egentlig ikke i kulturdebatten? Eller er enhver opfattelse, der bunder i et postulat, ikke at karakterisere som en prædiken? Naturligvis er den det, og når Viggo Mortensen og meningsfæller ikke vil erkende det, er det fordi de ikke vil vide af, at deres opfattelse er bygget over et subjektivt postulat. De vil som bekendt hellere tale på sagens eller på de suveræne livsytringers vegne. Under ingen omstændigheder vil de tale på egne. Det kalder de for usagligt. Og sagen, de forholder sig til, viser sig således at være overtroen på en objektivitet eller saglighed, der befrier den enkelte for at tale for egen regning og risiko.

Derfor er en prædiken ifølge amanuensis-teologien at tale på Guds vegne. At den skulle være et enkelt menneskes lytten til og forkyndelse af evangeliet og som dette bestemte menneskes bestemte tale åben for tolkning og diskussion, ligger Viggo Mortensen fjernt. Tilsyneladende agter han derved prædikenen højt. Men realiteten i højagtelsen er, at han således forviser prædikenen til et fjernt og afsidesliggende sted, hvor den ikke kan distrahere en alvorsmand i hans alvorlige tanker om tilværelsen. At diskutere med prædikenen falder følgelig ikke den fromme Mortensen ind. Han lytter andægtigt i stedet. Han ser med himmelvendte øjne mod prædikanten på den ophøjede stol. Og så går han for resten uanfægtet ud af kirken for - som Ejvind Larsen - at give sig til det daglige og praktiske liv, der selvsagt ikke kan tage prædikenen for alvor.

Løgstrup har ofte og i mange sammenhænge haft travlt med at opretholde en sondring imellem forkyndelse og foredrag. Jeg husker ham på talerstolen med vrede gebærder og forarget minespil, når han fandt kategorierne sammenblandet. På denne baggrund vil jeg ikke betænke mig på at kalde en sådan interesse for det rene pjank. Selvfølgelig er det ikke til at opretholde en ydre sondring imellem forkyndelse og foredrag - når bortses fra præstekjole og kirkerum. For selvfølgelig er foredraget forkyndelse og kan forkyndelsen kaldes for foredrag, eftersom begge dele i sidste instans er at karakterisere som prædiken. Alt falder under prædikenens kategori. Enhver menneskelig ytring er bygget på et tilgrundliggende postulat, der ikke kan camoufleres som fænomenologi eller ontologi eller livsvilkår, hvor ofte og inderligt professorer og amanuenser så end forsøger på det. Eller anderledes sagt: Løgstrups suveræne livsytringer er og bliver naturligvis Løgstrups private anskuelse af livet og vil aldrig være andet.

Derfor er enhver præsts prædiken for så vidt et bidrag til kulturdebatten, og derfor er kulturdebattens væsentligste platform for så vidt den kirke, hvor der tales klart og konsekvent om menneskets stilling i tilværelsen. Afgørende for en kristen prædiken er nemlig ikke prædikantens position, men prædikenens indhold. Det er indholdet, der er sagen. Og amanuensis-teologiens dybe ærbødighed for prædikantens urørlighed er da ikke andet end et forsøg på at holde sig sagen fra livet ved at forskyde vægten fra indholdet til formen: det er for at undgå at få sit eget ontologiske anliggende sat under tiltale af evangeliet, at man i Århus sætter meget ind på at opretholde den meningsløse sondring mellem forkyndelse og foredrag.

Denne sondring svarer til Viggo Mortensens sondring mellem det absolutte og det relative. Som nævnt fandt han det ikke vanskeligt at afdække mine teologiske præmisser, for ifølge Viggo Mortensen var der kun en: "den fra Kierkegaard overtagne dogmatiske skelnen mellem det absolutte og det relative". Og min påståede linievogtervirksomhed skulle ifølge samme Mortensen udspringe af trangen til at håndhæve skillelinien mellem absolutte og relative sager.

Men ingen skal tage fejl af, at i denne version er adskillelsen af absolut og relativt uden nogen som helst mening. For hermed er den gjort til en fiks og færdig målestok, der sætter teologen i stand til at lege facitliste. Viggo Mortensen har med skam at melde ikke fattet et ord af det hele. Følgende den amanuensis-teologien iboende trang til at bringe tilværelsen under kontrol i systemets katalog gør han det kierkegaardske dogme til et entydigt og overkommeligt princip, egnet til administration og benyttelse, eftersom dogmatikeren er i stand til at holde sig selv udenfor. Man kan næsten høre det i den tone, hvori Viggo Mortensen bruger udtrykket "dogmatisk". Der ligger heri en afstandtagende foragt for det indtørrede og ufrodige. Dogmatik er i Viggo Mortensens opfattelse at lege med begreber på samme måde som man leger med byggeklodser. For hele Viggo Mortensens teologi er bygget over den grønbechske modsætning mellem fylde og goldhed eller liv og lære.

Og således bliver alting goldt og ligegyldigt, et rethaverisk principrytteri om at have det rigtige system og den smukkeste orden i kataloget. Således bliver alting dogmatisk i Viggo Mortensens forstand. Men måske er dogmatik oprindelig noget andet. Måske er dogmatik en prædiken, som ikke slår en parentes om dogmatikeren, men tværtimod anfægter og udfordrer ham. Og måske er Kierkegaards dogmatiske skelnen mellem det absolutte og det relative at forstå i denne sammenhæng.

Således forstået er skillelinien mellem det absolutte og det relative da usynlig og ubrugelig, et ord til opgør og anfægtelse. Den lader sig ikke trække hverken i politik eller ideologi. Den kan ikke gøres til facitliste for hverken ideologier eller teologer. Men den foruroliger og sætter enhver under tiltale, fordi den hævder en sandhed, der er skjult og uhåndterlig, men dog virkelig, ja den eneste virkelighed. Den er aldrig, men den vorder. Den er umulig at tage til indtægt eller lægge sig i læ bag, og derfor sætter den et menneske ud i livet som et enkelt, usikret væsen, der for egen regning og risiko må leve sit risikable liv igennem alle vanskeligheder og problemer.

Viggo Mortensens forståelse af dogmet udtrykker da en tilbøjelighed til at slippe for livets risiko ved at gøre livet til et spørgsmål om den rette praksis og det rigtige princip. Det vordende og tilblivende er hos ham erstattet med det værende og statiske. Kampen for livet er skiftet ud med diskussionen om livsanskuelsen. Og - typisk for Århus: den således om livsanskuelsen diskuterende alvorsmand foreholder forarget sine omgivelser, at de ikke tager livet alvorligt.

Ja, således leger man alvor i Århus.

Således legede Viggo Mortensen i Information. Nogenlunde samtidig fik jeg af en anden amanuensis vidnesbyrd om samme leg. Det var Ole Jensen, der skrev til mig og sidst i kortet konstaterede sin enighed med mig i spørgsmålet om dansk optagelse i Fællesmarkedet, men - bemærkede han - "din holdning i dette spørgsmål er i modstrid med dit øvrige system". Bemærkningen syntes mig karakteristisk. Naturligvis bliver for en systemmager alting til system. Og at den anden på det bestemteste bestrider at være ude i noget systems ærinde, men udelukkende slås for sin bestemte og begrænsede interesse, afviser systemmageren bedrevidende som dårlige undskyldninger og billige udflugter. Jeg svarede Ole Jensen, at hans forbavselse måske burde give ham anledning til at tage sin opfattelse af det, jeg sagde, op til revision. Men Ole Jensen replicerede, at han vidste nok lige så godt som jeg selv, hvad det var, jeg mente …

Jeg er ikke i tvivl om, at han ved det bedre. Fælles for den politiske og ideologiske oprustning, der går så smukt i spænd med ontologien og fænomenologien i Århus, er jo overhovedet, at den ved alting bedst og ikke tager småligt hensyn til uvedkommende indvendinger. Løgstrup har for længst fundet ud af, at Kierkegaard er en pietist, der præker askese og forsagelse, og så overhører han for resten totalt, at Kierkegaard også kan forstås anderledes. Ejvind Larsen har for længst fundet ud af, at teologen er en herlig manegeklovn, der i frikvartererne kan underholde travle og praktiske mennesker med teologiske jokes, og så tager han ikke stort hensyn til, at teologen taler for at blive hørt og taget på ordet. Og Ole Jensen har altså fundet ud af, at jeg har lavet mig et reaktionært politisk system, der vil bevare det bestående samfund, og så kan han ikke tage hensyn til, at jeg selv mener at sige noget ganske andet.

Tyv tror, hvermand stjæler, og de af tyven tyvtede kan godt spare sig ulejligheden med at forsvare sig.

Jeg vil da heller ikke spilde tiden på noget så håbløst, men i stedet benytte Ole Jensens foredrag fra sidste års sommermøde, trykt i Tidehverv for april og maj 1971, til at karakterisere hans udgangsposition. At hans angreb er een eneste misforståelse, forudsætter jeg frækt som indlysende for enhver, der er i stand til at læse indenad, hvorfor jeg finder det overflødigt at dokumentere det. Men at misforståelsen er opkommet og fastholdes stædigt, siger noget om de forudsætninger, med hvilke Ole Jensen møder og begriber sin omverden.

Hans foredrag handlede som bekendt om kristendom og politik, og det var hans interesse at udstyre kristendommen med et politisk perspektiv. Uden et sådant var kristendommen efter Ole Jensens mening nemlig kynisk og følelsesløs, og følelsesløs må den under ingen omstændigheder være, eftersom den netop forholder sig til det menneskelige følelsesliv og bekræfter dets umiddelbare fornemmelse af godt og ondt. "Og uden sådanne ideer og den følelsernes erkendelse, de stammer fra", skrev Ole Jensen, "er det umuligt at give en til enhver tid gyldig begrundelse for, at vi i politisk sammenhæng må stræbe mod at ændre tilstandene, hvor der hersker udbytning, ufrihed og anden nød. Ud fra den systematiserede egennytte kan man kun få impulser til at gøre det, hvis man ser, at de underkuede truer med at blive stærke. Hvis alt tyder på, at de aldrig vil kunne få nogen farlig magt, er der ingen impuls til at skaffe dem retfærdighed og frihed, så længe man har fordel af at holde dem nede".

Da jeg første gang læste denne passus, gik jeg ud fra, at der måtte foreligge en trykfejl, så at der i stedet for vi var kommet til at stå de - men fornyet læsning overbeviste mig jo om, at det ikke var tilfældet. Det er med vilje og forsæt, Ole Jensen søger "en til enhver tid" gyldig opskrift på, hvordan de skal behandles i deres for mig fremmede situation, for det er ikke hans anliggende at forholde sig til, hvad jeg skal gøre i min situation. Han selv er uden for den politiske kamp - eller rettere sagt: han kæmper den ikke for sig selv til sin tid. I et verdenshistorisk og ideologisk perspektiv kæmper han den for andre og til enhver tid. Den politiske handling hører ikke situationen og interessen til. For Ole Jensen hører den uforgængeligheden og ideen til.

Deraf hans interesse for kristendommen i en politisk sammenhæng, for via kristendommen kan Ole Jensen få sin politiske idé konstitueret og sanktioneret. Kristendommen er for ham ikke sit eget mål og sin egen vægt, men den tjener til at bekræfte det mål og den vægt, Ole Jensen har i forvejen - som han siger: "I det øjeblik smerten og lidelsen var ophævet, ville kristendommen være overflødig". Kristendommens rolle er i Ole Jensens sammenhæng med andre ord at udfylde de mangler ved tilværelsen, som forstyrrer Ole Jensens lykke og bringer ham lidelse, og den skal tillige fungere som det redskab, hvormed lidelsen og ulykken bekæmpes. For Ole Jensen vil stadig ordne verden og trænge det onde tilbage. Hvad der er absolut godt i den politiske sammenhæng, er Ole Jensen nemlig slet ikke i tvivl om.

"Man tænke ikke bare på Paulus", siger han, "men også på, at Jesus jo dog fortalte historien om den barmhjertige samaritan. Og for også at trække Luther af stalden, så er grunden til sammenhængen mellem tro og kærlighed den, at en god mand gør gode gerninger. Det vil altsammen sige, at troen er politisk - i den vide forstand af ordet, der hidtil er blevet benyttet". Påfaldende forekommer det mig, med hvilken uanfægtethed Ole Jensen her anvender Lukasevangeliets og Luthers tale om godhed. Ikke et øjeblik har det åbenbart strejfet ham, at denne tale kunne rumme den tvetydighed, at jeg er ond. Ole Jensen synes på den sikre side, der bare indkasserer evangeliet. Han er ikke blevet standset af det. Han har det i ryggen og bruger uden betænkning dets ord om godheden til at slå de onde i hovedet med, hvilke onde altid er de andre og aldrig ham selv. Således har han unægtelig politiseret evangeliet. Men således har han også ophævet det til fordel for den mest fladbundede og selvretfærdige moralisme.

Jo, det er rigtigt nok, at ifølge Luther gør en god mand gode gerninger, men at være en god mand er i en luthersk sammenhæng ikke så enkel en sag, for her gælder det, at kun een er god. Og denne ene er ikke en politiker. Det er Gud. Og Gud kan man ikke sidde lårene af i sin inderlige trang til at tage ham til indtægt i sin politiske idealisme, for Guds rige er skjult og usynligt. Det vil nemlig ikke bruges. Men det vil tros. Og at tro evangeliet er den fuldstændige modsætning til at bruge evangeliet, eftersom et menneske i troen er den fattige og modtagende i forholdet til Gud.

Allerede på baggrund af disse indledende fægtninger vil jeg da tillade mig at sige, at der i Ole Jensens foredrag slet ikke er tale om kristendom, men om politik og moral, der for effektens skyld er stadset op med kristelige fjer og begreber, og hans forsøg på at skabe en overbevisende forbindelse mellem kristendom og politik tjener efter min mening kun til at bekræfte denne påstand. For via en grundtvigsk skabelsesteologi vil han lade kristendommen konfirmere en såkaldt "følelsernes etik", hvis pointe er, at den menneskelige følelses spontane vurdering af godt og ondt er sand i evig og ontologisk forstand. "Hvad bliver der … tilbage af en sammenhæng mellem på den ene side kristendommen og den etik, som kristendommen bifalder ved at gå ud fra, at vore følelser tolker verden rigtigt, og så på den anden side praktisk politik?" spørger Ole Jensen selv og svarer i første omgang ved at polemisere mod en fortaler for egenkærlighedens moral. "Man har let spil over for ham, hvis man konfronterer ham med konsekvensen af hans synspunkt", forsikrer Ole Jensen. "Hvad han bestrider, er jo, at vore følelser rummer en etisk erkendelse, som er sand. Det fører til, at han … må hævde, at f. eks. tortur ikke i entydig og absolut forstand er noget afskyeligt og slet. Hans konsekvensmageri tvinger ham til at suspendere al fornemmelse og fantasi. Ethvert menneske, der ikke af sin - evt. kristelige - ideologi ser sig tvunget til ikke at tro på sine egne sanser og følelser, vender sig i afsky og indignation mod sådan noget som tortur".

Kostelig er den sikkerhed, hvormed Ole Jensen her forsikrer om sin evne til at affærdige en sådan fortaler for en egenkærlighedens moral, for i forhold til hvilken instans er det, Ole Jensen mener at have absolut ret og derfor let spil med sin modpart? I forhold til intet mindre end Ole Jensens fornemmelser! Unægtelig et dræbende argument, må man indrømme. Ole Jensen ser sig om i Århus, og da han sandelig hverken hos sine naboer eller sine kolleger ved frokostbordet har fundet nogen tilhænger af tortur, tør han uden tøven udnævne det til at være et udslag af konsekvensmageri, når Knud Møller ikke ville give Johs. Aagaard ret i, at tortur er i evig og absolut forstand ondt. At dette konsekvensmageri er den konsekvente hævdelse af kristendommens tale om, at kun een er god, hvorfor enten alt eller intet i den politiske sammenhæng kan kaldes ondt, ser Ole Jensen naturligvis stort på. Han interesserer sig jo ikke for den slags, eftersom han har fundet hvile i troen "på sine egne sanser og følelser". Og at Ole Jensens sanser og følelser til enhver tid vil finde tortur afskyeligt og under f. eks. en guerillakrig ikke kunne give sig til at vurdere spørgsmålet anderledes, er Ole Jensen også ganske overbevist om. Han har fundet den klippegrund, der ikke skrider, og vi andre kan kun skæve misundeligt til Ole Jensens urokkelige følelsesliv.

Da kristendommen jo altså på den anden side bifalder disse følelser "ved at gå ud fra, at (de) fortolker verden rigtigt", er der skabt en for Ole Jensens følelsesliv heldig sammenblanding af følelse og evangelium, og det siger sig selv, at det derefter ikke er vanskeligt at gøre kristendommen gældende til fordel for et bestemt politisk synspunkt. Sådan vil Ole Jensen ganske vist ikke sige det. Han skriver, at kristendommen har "med det konkret politiske at gøre negativt-kritisk", hvad der betyder, at kristendommen ikke direkte anviser politiske løsninger, men peger på politisk smerte og menneskelig lidelse, som det det derefter er den politisk-etiske opgave at afhjælpe. At denne omvej over det negativt-kritiske imidlertid ikke er andet end en omvej til det direkte kristelige engagement i politik, fremgår af, at der til de negative begreber svarer positive. Sammen med tortur nævner Ole Jensen sult og krig som noget absolut ondt. "Og heraf", fortsætter han, "giver der sig positive ideer om fred, retfærdighed, mæthed og meget andet, som uden videre må gælde som alle anstændige menneskers positive mål. Det er etiske ideer på generelt plan".

Således er der alligevel kommet en positiv politisering ud af kristendommen. De anstændige og - det er det samme - kristne mennesker er enige om et politisk handlingsprogram. Ole Jensen har på indirekte vis fået Vorherres legitimation af sin venstresocialisme, der ikke alene er imod tortur og sult og krig, men også for fred og retfærdighed og mæthed. Det er blevet meget positivt, det hele. Men er det andet? Ja, i al gadedrengethed vil jeg mene, at det tillige er den selvgode småborgerligheds sædvanlige triumf, der ad disse snoede teologiske stier har fået held til at knytte kristendommen til sine moralske fornemmelser for således med evangelisk patos at kunne fordømme sin modpart som ond og nedkalde forargelsens skåler over hans syndige hoved. De altid forargede har fået en guddommelig grund til at være forarget. Det lyner af nidkær indignation bag deres brilleglas. De ved nu, hvordan det er Vorherres mening, at verden og tilværelsen skal være indrettet. Og de er fyldt af hellig iver efter at få sat skik på deres medmennesker, som jo er usande, følelseskolde, kyniske, livsfjendske og abstrakte vanskabninger - fordi de er i uoverensstemmelse med dem.

Ved at omskrive kristendommen til moral og idealisme har Århus-teologien med andre ord fået sat tilværelsen i færdigt system og kalder følgelig dem for golde, der ikke accepterer det system, som ikke alene taler om, men er virkeligheden. Bag al århusiansk polemik mod Tidehverv ligger denne utålsomhed over for "konsekvensmagerne" og utålmodighed med "begrebsapparatet". Ikke sandt, sådan er det jo, sådan føler vi alle, derom er ethvert normalt menneske forvisset - og hvad ligner det så med disse abstraktioner og forvridninger! Man mærker Århus-teologernes uanfægtelige selvretfærdighed på en irritation i deres tonefald, der finder fortsat diskussion ørkesløs, og man mærker den især på den grænseløse fornærmelse, som griber dem, når deres forudsætning sættes til debat. Nogle stykker i denne forsamling har været ude for Løgstrups indædte surhed i forhold til Tidehverv, som bl.a. har ytret sig i rundskrivelser om, med hvem professoren er i stand til at være i stue, og også i Ole Jensens artikel kan man finde spor af samme stemning, når han gør mig delagtig i Mai Lai affæren og udnævner mig til at være på linie med en amerikansk vicepræsident ved navn Spiro Agnew. Alle skarpsindige spørgsmål og ligegyldige petitesser angående systemet kan drøftes og endevendes med energi og uendelighed. Kun er det helligbrøde at betvivle, at systemet udtrykker eksistensen. Det er synden mod den helligånd, og der reageres øjeblikkeligt med fornærmethed og højstæret forargelse.

Eller hvis man finder forsonende sider ved synderen, reageres der som Ejvind Larsen reagerede over for Johannes Lauridsen: man driver gæk med den herlige spasmager og morer sig umådeholdent over hans kraftige tale og fyndige ord. Kun tager man ham ikke alvorligt. Hvad der siges af ham, overhører man nådigt for til gengæld at le så meget højere over hans form: linievogteren er en flinke fyr! Men vi praktiske og virkelige mennesker er naturligvis nødt til at se stort på, at han giver sig til at vinke med flaget og fremføre sit sædvanlige begrebsapparat …

Men måske er dogmatik andet end leg med begreber? Måske er kristendom andet end moral og idealisme? Måske er den prædiken, man overbærende kalder for konsekvensmageri og principrytteri, i virkeligheden den eneste tekst, der for alvor holder et menneske fast ved det foreliggende og konkrete liv i dag?

For hvad siger den? Den siger, at ganske uanset hvad jeg føler og gør, så skal jeg leve, fordi mit liv ikke står og falder med mine følelser eller gerninger. Den siger, at livets mening ligger et helt andet sted end i mig. Den siger, at med syndernes forladelse har jeg fået frihed og frimodighed til at gå ind i min dagligdag og tage den op, og uanfægtet af farisæernes snagende samvittighedsspørgsmål skal jeg gøre det. For så vidt er det enkelt og ligetil. Der kan ikke laves spekulation eller udvindes system eller gøres politik på denne tekst. Og der må heller ikke kunne det, for så er vi øjeblikkeligt i betingetheden og dermed angsten. Evangeliet er og skal være betingelsesløst for at skænke den anfægtede fortrøstning over for alle skrupler og al fortvivlelse og sætte ham i frihed af sig selv. Så står og falder eksistensens sandhed og virkelighed ikke mere med mig. En anden har handlet på mine vegne og gjort, hvad jeg ikke selv kan gøre.

Det trøstes jeg da ved,
det er i dag min fred;
dermed har han mig givet
frimodighed til livet
og taget fra mig sorgen
for natten og i morgen.

Jeg har lyst til at slutte med en privat bemærkning. Fra jeg første gang hørte Løgstrup, har han forekommet mig tam og fersk og ligegyldig. Jeg kunne godt se, at der var hæderlighed og holdning, men hans problemstilling virkede luksusbetonet og duksedrenget på mig. Når man først havde lært jargonen at kende, kunne man nok forstå ham, men han var alt for nem at forstå. Han var lige til at overtage og putte i lommen. Jeg kan sige det samme ved at sige, at det var ikke opbyggeligt at høre på ham. Han var færdig og afsluttet uden opgør og slagsmål, og han sagde derfor ikke noget, der kunne angå én. Det var papir og blæk og tørrede sommerfugle på knappenåle.

Til gengæld må jeg sige, at mange af dem, der af Løgstrup blev taget strengt i skole og sat i skammekrogen som golde og abstrakte, har syntes mig at tale et levende og vedkommende ord. Det var som om de talte til sig selv og gjorde det stammende og uafsluttet ud fra deres slagsmål med den tekst, de ikke var kommet til ende med. Det er naturligvis min private fornemmelse, men jeg syntes, at i modsætning til Løgstrup gav de ikke stene for brød.