Af Tage Schack. Tidehverv, 1928, s.109-114.

I.
I 1909 udkom i England en Bog, der var bestemt til at vække Opmærksomhed baade paa Grund af Forfatterens tragiske Skæbne og den Energi, hvor med der her er skaaret igennem Overfladen ned til skjulte, urogivende Problemer. Det var den netop afdøde, tidligere katholske Præst, George Tyrrells Bog: "Christianity at the Cross-Roads" ("Kristendommen paa Skillevejen"). Saavel hans Temperament som hans Livsløb gjorde det uundgaaeligt, at han maatte blive ved, hvor andre standsede; og at han maatte standse, hvor andre ubekymret gik videre. Født i Irland som Protestant gik han i sin Ungdom over til Katholicismen i Forventning om saaledes at finde en Kirke og en Organisation, som var i Stand til at gengive Tiden den længst tabte Forbindelse med Religionen. En urolig Aand, en født Oprører, en Mand fuld af Modsætninger var han alle Dage, - vanskelig at faa fat paa for en kirkelig Dansker, der ser Religionens Maal i Harmoni og Tryghed, og for hvem Ingemanns Morgen- og Aftensange er Protestantismens Højdepunkt. Han blev aldrig et bravt og et godt Menneske; det var ham hele Livet pinlig let at sætte sig ind i, at Synd er en Virkelighed og ikke blot en kirkelig Talemaade. Et selvoptaget Menneske med en stærk psykologisk Interesse for sit eget og andres Sjæleliv og med en enestaaende Evne til at "gaa ind i" andres Liv - og samtidig næsten blottet for Interesse for sin egen Sjæls Skæbne og dens "Fred". Hans Religiøsitet var forenet med en næsten kynisk Sandfærdighed og et fuldkommen illusionsløst Syn paa sit eget religiøse Liv. Dette gjorde saavel hans Alvor som hans Humør respektløs og gennemtrængende og gav ham et Præg af Letfærdighed i alvorlige Folks Øjne. Det er ikke en virkelig alvorlig Mand, der efter en højtidelig Diskussion mellem Englands fineste theologiske og filosofiske Hjerner kan skrive: "Jeg tilstaar, at jeg nød det sidste Møde i høj Grad, skønt jeg et Par Gange frygtede for ikke at kunne bevare Alvoren paa Grund af den stadig tilbagevendende Tanke paa den Munterhed, der maa være i Himlen hos Guds Engle ved Synet af en højtidelig Forsamling af Skabninger, der diskuterer deres Skabers Eksistens og søger at fremskaffe et Bevis for ham, - og det ikke med større Held. Men der er ganske vist ingen Humor i Himlen - utvivlsomt fordi Himlen i saa høj Grad er Theologernes Værk, en Race, der er blottet for al Sans for det latterlige." Ja, han fik efterhaanden "en Rædsel for "Alvor" som for et subtilt Hykleri og en Mangel paa Humor og Proportion, der er skæbnessvanger for Sandheden og det rette Perspektiv. Dog er det ikke Letfærdighed, man kan ønske; snarere maa man betragte Alvor som den højeste Form for Letfærdighed."

Den, der skriver saadan, er enten en Svindler eller en Mand, der, koste hvad det vil, vil gennemskue sine egne Illusioner og se Sandheden i Øjnene; en Oprigtighed, der, - som hans Biograf siger, - "gaar dybere end almindelig Sandfærdighed. Men en saadan Ærlighed indeholder et næsten umenneskeligt Element, som om et vist Maal af halv-bevidst Blindhed er en nødvendigt Beskyttelse for vor Svaghed, ligesom det sikkert virker fremmende for vor sociale Succes." - Megen Religiøsitet er intet andet end et saadant Beskyttelsesmiddel; hvilke Mangler og Fejl Tyrrells Religiøsitet end har haft, saa var den i hvert Fald ikke af den Art.

Han havde alle Dage vanskeligt ved at tage sig selv meget alvorligt og kunne ikke behandle sin Person og de theologiske og opbyggelige Bøger, han fik skrevet, men den Respekt, man forlanger af en religiøs Forfatter, - da han nemlig var "uden den trøstende Tro paa os selv, som saa ofte har holdt de falske eller de sande Profeter oppe". Derfor kunde han true sin Forlægger med at ville starte en ny Række Værker for at underminere de gamle og bevise deres Værdiløshed - "hvilket ikke vilde være noget vanskeligt Arbejde". Men det faldt ham paa den anden side ikke ind at anse denne sin Respektløshed og Mangel paa Selvinteresse for noget særlig fint og ophøjet; han var ganske klar over, at den udelukkende beroede paa en psykologisk Ejendommelighed, og at den i moralsk Henseende kunde være af tvivlsom Værd. Hang det sammen med noget godt hos ham (og det gjore det), var det med hans stærke Trang til Ærlighed og hans af deraf følgende udprægede "Saglighed" - samt med hans dybe Forhaandssympati for de udstødte eller nødlidende Mennesker, - af hvad art saa Nøden var. Det er Tanken paa disse, der lægger ham de skarpeste Ord paa Tungen mod Kirkens fromme og respektable ledere. "Jeg har altid været tilbøjelig til at bebrejde den gode Hyrde, at han mistede sit Faar, og til at mistænke den fortabte Søns Fader for, at han har gjort Hjemmet uudholdeligt for sin Søn; og paa samme Maade kan jeg ikke lade være med at lægge Halvdelen af Verdens Synder og Vildfarelser paa kirkelige Skuldre og at slutte mig til de anklagede mod deres Dommere".

Det mest uforstaaelige for dansk, saakaldt Lutherdom vil netop være hans absolutte Uvilje med at blive frelst alene eller sammen med den lille Folk, medens Resten af Verden gik fortabt. Og dette stammede dybest set fra hans Solidaritetsfølelse - ikke med en Sekt og ikke med en Kirke, ikke med sine Meningsfæller og sit Parti eller med de gode og hellige, - men netop med Menneskene i den Elendighed og Synd, som vi er fælles om. "Som Moses vilde jeg hellere fordømmes med Menneskehedens store Masse end frelses alene eller endog sammen med et Mindretal, og ligesaa lidt kunde jeg udholde at tænke paa, at der var Trosvanskeligheder eller ethiske Vanskeligheder, som tyngede andre, og som jeg intet kendte til". Man kan kalde et saadant Standpunkt naivt eller ukristeligt, om man vil; det er i hvert Fald ikke blottet for en vis Menneskelighed, som aldrig findes hos den religiøse Selvsikkerhed, hvorved de "troende" ofte i saa mærkelig Grad isolerer sig. Denne hans Solidaritetsfølelse - i Forbindelse med hans hele ejendommelige sjælelige Konstruktion - gør ham ligegyldig for hans værdifulde Personligheds timelige og evige Skæbne i en Grad, som næsten alle vil finde dadelværdig, i hvert Fald vel egnet til at vække en vis Opmærksomhed i en Tid, da "Livet skrumper ind, medens Individet svulmer op". (Helge Rode). "Saa langt tilbage som 1896 skrev jeg paa Titelbladet af mit Breviar: "du skal se langt borte fra det Land, som Herren din Gud vil give til Israels Børn, men du skal ikke gaa ind i det", - og i denne Overbevisning har jeg aldrig vaklet siden et Tidspunkt længe før den Dag. Trods dette er jeg meget tilfreds med min Bestemmelse som et Hjul i Guds Mølle, og jeg finde tilstrækkelig Belønning i min Interesse for Livet, dets Op og ogsaa dets Ned; jeg vilde heller ikke gerne købe noget saa sløvt som personlig Sikkerhed med Opofrelsen af saa underholdende Farer". En saadan verdslig Tankegang er en berettiget Protest mod den gængse Opfattelse af Frelsesvished og et Fingerpeg om, at heller ikke psykologisk er det altid den sikre Vej til Mennesker at appellere til Interessen for deres egne Øjne.

Det er indlysende, at et Temperament som Tyrrells vil faa visse Vanskeligheder at gennemgaa, ja næsten er forudbestemt til indre og ydre Modgang. Verden og Kirken forstaar nu engang bedre den, der handler i sin egen velforstaaede Selvinteresse. Dybest set var det hans manglende Interesse for sin egen Sjæl og hans Solidaritetsfølelse, der gjorde ham til Katholik. Derfor var hos ham Ønsket om at blive Katholik og Ønsket om at blive Præst ét og det samme - "paa Grund af det centrale Karaktertræk hos ham, som gjorde ham saa dybt ligegyldig overfor sin personlige Helliggørelse undtagen som et nødvendigt Middel til Menneskeslægtens Gavn", Hans Trang til Fællesskab og hans Krav om at finde en Kirke, hvor dette menneskelige Fællesskab var virkeliggjort - ikke blot for de faa udvalgte, men for Menneskeheden, en Kirke "med Dørene vidt aabne, med Fliserne tilsmudsede af de fattiges og ulykkeliges Fødder", - med et Budskab til alle, fattige og rige, jævne og dannede, men først og sidst til Toldere og Syndere; en Kirke, som ikke i fromt Hovmod holdt sig fjærnt fra disse, men heller ikke i pietistisk Fejghed ansaa Intelligensen for Djævlens specielle Redskab, - dette drev ham over i den katholske Kirke. Hans Skuffelse over kun i ringe Grad her at finde dette virkeliggjort, hans Oprigtighed og aktive Medliden med de søgende og tvivlende, drev ham ud igen. Han blev udelukket af Jesuiterordenen og tilsidst ekskommuniseret - paa Grund af sine Skrifter og sin Meddelagtighed i den af Pius X. fordømte modernistiske Bevægelse.

Den virkelige Grund til, at det gik, som det gik, laa dog maaske dybere, nemlig deri, at han var en Mand, der af al sin Magt og sit Hjertes Trang klyngede sig til Religionen - uden at kunne fastholde den. Han gennemskuede ofte nøgternt de religiøse og idealistiske Illusioner; saaledes skrev han i et Brev: "Jeg føler, at en saadan Kærlighed til Gud, som du og jeg taler om, er en Luksus for nogle faa lykkelige og fantasifulde Temperamenter, og at i det store og hele var Mennesket ikke skabt eller bestemt for Kærlighed til Gud i denne mystiske Forstand, men for Kærlighed til sin Næste. Men dette er en forbigaaende realistisk Fase, og jeg haaber snart at genoptage Idealismens Skyklapper, naar Vinden ikke mere blæser fra øst." Og dog holdt han til det sidste fast ved den Kirke, hvis Autoriteter havde udstødt ham; dér fandt han dog stadig under det officielle Kirkeregimente "Millionernes Tro", (som Titelen paa en af hans Bøger lyder), Samlingsstedet og Sammenløbspunktet for al Menneskeslægtens religiøse Liv. - Derfor er hans efterladte Bog: "Kristendommen paa Skillevejen" et næsten fortvivlet Skrig fra en Mand, der er sat udenfor det religiøse Fællesskab, som han dog véd, at ingen kan undvære, - som ser Kristendommen truet fra den ene Side af stiv, verdslig, herskesyg Ortodoksi, der ingen Interesse har hverken for Sandheden eller for Religionen, - og fra den anden Side af en human, udvendig, rationalistisk saakaldt Kristendom, der fører ud i Ørkenen. Saa blev hans sidste Bog da en Kamp for den transcendente, religiøse Kristusidé, som Katholicismen efter hans Mening alene har bevaret, - en forgæves Strid med hans egne intellektualistiske og subjektivistiske Forudsætninger, der bevirker, at han trods alt ganske bliver i det dennesidige og psykologiske og aldrig kommer ud over at betragte Kristendommen og Kristus som et Idéindhold, der saa trofast som muligt maa bevares i den menneskelige Bevidsthed. Men en Kamp, der trods alt maa følges med Sympati, ikke blot rent personligt, men fordi han i hvert Fald kæmpede den og følte Vanskelighederne dybere og ærligere end de fleste og samtidig før de fleste saa Kristendommens gradvise Omdannelse i human, moderne Retning. Er hans Standpunkt uholdbart, saa lad det være det. Hans Bog slutter dog med de eneste Ord, der til syvende og sidst er at sige: "Er vi ikke paa Vej ind i en Blindgade, ind i den yderste Nød, hvor Guds Muligheder altid ligger?"

Vi vil forsøge at sige lidt - ikke om hans Theologi, som for længe siden har tabt al virkelig Interesse, - men om det, der laa bagved den: de to Problemer, han mødte, og som standsede ham: Spørgsmaalet om Kristus og Spørgsmaalet om Kirken. Det er hans Tendens og hans Trang, der stadig har Interesse, - ikke hans Udformning. Det er hans Spørgsmaal, vi vil lytte efter, - ikke hans svar. Paa Grund af hans egne, hans Tids og hans Kirkes Forudsætninger, blev Svaret baade ufuldstændigt og misvisende. Men han famlede efter det; og han forstod, at det i hvert Fald maatte søges med hensynsløs Radikalisme.

II.
Der kom en Dag for Tyrrell, da han stod overfor den Opdagelse, som maa gøres: det ny Testamentes Fjærnhed fra os trods alle Forsøg paa at bygge Broer og bringe os det nær; da han fik en Mistanke om, at han hele sit Liv havde læst Evangelierne gennem det 19. Aarhundredes Briller; at vi alle læser ud af det ny Testamente de Idéer og Forestillinger, vi selv bringer med; at vor Beskæftigelse med det er Indlægning og ikke Udlægning. Stærkt paavirket af liberal Theologi i sin Iver efter at forsone moderne Mennesker med Kristendommen standsede han en Dag med et Ryk ved det Spørgsmaal: om Jesus ikke selv hørte til "Obskuranterne"; om ikke de Skikkelser, vi afmaler ham i (som Menneskeslægtens Idealbillede og Forkynderen af dybe moralske Sandheder) alle er Øjenforblændelser, skabt af os selv. Under Læsningen af Johs. Weiss og den saakaldte eskatologiske Skole indenfor tysk Theologi gik den historiske Jesusskikkelses Fjærnhed op for ham sammen med det absolut haabløse i alle Forsøg paa at forsone Evangeliernes Tankegang med Nutidens og det meningsløse i alle Paastande om, at man i det ny Testamente vil kunne finde Løsningen paa Tidens Vanskeligheder, de sociale og de etiske. Ikke blot hans personlige Ærlighed, ogsaa hans radikale, desillusionerede Sind gjorde ham modtagelig for denne Tale. Fremskridtstro i alle dens Former laa hans Temperament ganske fjærnt. Hans Stilling til denne Tilværelses Værdier var radikal; han forstod, at de alle var foreløbige, selv de højeste; og alle, som ad Erfaringens Vej og i Virkelighedens Verden har lært dette, vil være modtagelige for Jesu Forkyndelse om Gudsrigets Komme, der ophæver alle menneskelige Værdier. "For Kristus var Verden saa godt som færdig og dens endelige Tilstand var en almindelig Skuffelse og Illusion, ikke en tilnærmelsesvis Fuldkommenhed, som næsten er Paradis. Godt for de fattige, de ulykkelige, de undertrykte, som har mistet alt Haab til den! Ve de veltilpasse, de lykkelige, de optimistiske, som troede paa den, fordi de selv har fundet dem et behageligt Sted at være! For disse er Sandheden om den skjult, for hine er den aabenbaret. Den bitre Erfarings skarpe Disciplin har lært de uvidende Mængder, hvad den dybeste Filosofi kun lærer efter megen Tænkning og Arbejde. Derfor var det de fattige, der var beredt for Evangeliet om et andet Liv - ikke for Evangeliet om den sociale Udvikling."

Det er denne Guds Rigets Nærhed, dets bogstavelige Staaen lige for Døren, som "bragte de troendes Mængde Ansigt til Ansigt med Tidens Illusioner og Evighedens Realiteter og omformede hele deres Syns- og Følemaade." Det er det "hinsidige", det transcendente i Kristendommen, det, som møder Mennesket som det fuldkommen fremmede og afsluttende, som en endelig Fallit for denne Verden og alle dens Kræfter. Saa meget forstod Tyrrell: at i denne Retning laa det ny Testamentes Kristendom, og at her laa en uoverstigelig Modsætning til al Kulturreligiøsitet, til al human, etisk og social Religion. Utvivlsomt blev han trods alt hængende i megen gammel Intellektualisme paa den ene Side, som fik ham til at opfatte Evangeliet som visse Tanker og Idéer om Sjælens Udødelighed o. lign., - og i en subjektivistisk, mystisk Religiøsitet paa den anden Side, som fik ham til at tale om Jesu aandelige og evige Personlighed, om Kristusidéen som det gjaldt om at bevare. Det udelukker ikke, at han, - der selv var Modernist, - forstod og gennemskuede al modernistisk og al moderne Kristendoms Dekadence: Kristenhedens Afkristning - ikke saaledes at de "troendes" Tal formindskedes (det er muligt, at det forøges), men saaledes, at Troen selv forsvinder. Den Opdagelse kan jo nok holde en forhenværende ortodoks og nuværende liberal Præst vaagen om Natten: at have set, at under hvad Navn end Kristendommen i vore Dage optræder, om den kalder sig konservativ eller liberal, saa er det dog altid den samme humane, dennesidige Religion, der skjuler sig bagved. - Tyrrell saa i Forvejen, hvad der truede Kulturen og det højtpriste Fremskridt: "de uløselige Problemer, der som Stormskyer kommer langsomt op i Horisonten;" saa længe disse Varsler kan glemmes "snakker Kirken Fremskridt, og den verdslige og gejstlige Magt tager hinanden under Armen for at fremme en helliggjort Verdslighed." Vi véd nu, at Stormen kom, forfærdeligere end Tyrrell havde tænkt sig den. Den religiøse Trang optraadte ogsaa i dens Følge. Men er den andet end et aandeligt Træthedsfænomen, som de verdsliggjorte Kirker rolig har taget sig til Indtægt uden et Øjeblik at tænke paa at undersøge deres egen aandelige Status?

Derfor gælder Tyrrells Ord stadig - i en dybere og mere omfattende Forstand, end han havde tænkt sig dem. Det er rigtigt, at "Dennesidigheden" gaar igennem næsten al moderne Kristendom, men den skjuler sig godt, ikke blot i liberalt og socialt Klædebon, men ogsaa, - og det er det farligste, - under Pietismens Inderlighed og Ungdomsforkyndelsens Kristendomsspecialisering. Pietismen er det store Forsøg paa at bevare Kristendommens "Hinsidighed" i Form af en Himmel og et Liv hinsides denne virkelige Verden, et "aandeligt" Liv med "inderlige" Oplevelser, som denne Verden ikke kan røre; "Dennesidigheden" varetages af et saakaldt helligt Liv, som bestaar i Afholdenhed fra visse Ting og moralsk Iver. Det hele er en Form for Fantasteri. - Ungdomsforkyndelsen bærer Dennesidighedens Mærke tydelig paa sig, fordi den altid arbejder med de to Spørgsmaal: Hvad kan der opnaas ved Kristendommen? Hvortil nytter den? - Sættes disse to Retninger sammen, fremkommer der en raffineret mélange, som paa een Gang kan gælde for "hinsidig" og "praktisk" Kristendom - og mærkelig nok holdes gaaende i lang Tid. At Vægten i en praktisk Tid som vor mere og mere lægges paa det sidste, er indlysende: man vil bort fra den camouflerede, aandelige Verdslighed over til den rene, uforfalskede Verdslighed.

Disse og lignende Betragtninger fører os til at indse, at Tyrell dog ikke har forstaaet Problemet dybt nok. Han har ikke set, at Kristendommens "Hinsidighed" ikke bestaar i noget indre (i Modsætning til noget ydre) eller i noget, der ligger hinsides Døden, men deri, at den er hinsides os selv, saaledes at Gud kun er for den, der er kommet til Vejens Ende og bliver ved at være dér. Den Skillevej, Kristendommen staar paa, er dér, hvor der spørges om vi vil blive i det menneskeliges Betryggelse eller ude paa Grænsen bie paa Gud. Men derude ved Vejens Ende er det ikke den af os eller af Kirken og Menigheden bevarede Kristus, der frelser, men altid den kommende Kristus. -

Det er vel ikke tilfældigt, at denne Bog er skrevet af en Katolik. Hermed sigter jeg ikke til Spørgsmaalet om den radikale Bibelkritik, der ingenlunde er mere akut indenfor Romerkirken end hos os. Tværtimod, kunde man sige, da den religiøse Garanti for Protestanter ganske anderledes er koncentreret i Bibelen. Hvordan dette nu end forholder sig: den Garantiberøvelse, som ligger i Bibelkritikken og de dermed sammenhængende Vanskeligheder, maa alle Kirker i lige høj Grad staa Ansigt til Ansigt med. Men jeg sigter til, at Romerkirken har gjort et særligt, realistisk Forsøg paa at løse Problemet om Hinsidighed og Dennesidighed (jvnfr. "Storinkvisitoren" i "Brødrene Karamasoff"): Begge Dele er forenet i Kirken, som er dennesidig og derfor kan garantere det hinsidige - baade efter Døden og i dette Liv som Mystik. "Jesus har forjættet Riget, men kommet er Kirken." Kirken er derfor Rigets Erstatning, ikke dets Forkynder og Forventer. Endogsaa for Tyrrell er Kirken det bevarende, d.e: det Samfund, der trods alt trofast har bevaret Kristusidéen og Kristuslivet, - selvom han ved sit Livs Erfaring er blevet klar over, at den sande Kirke altid lever i den officielle Kirkes Vold "som Duen i Høgens Klo."

Spørgsmaalet er, om det protestantiske Syn paa Kirken i Praksis ikke er nøjagtig det samme. Ogsaa for os er Kirken ved selve sin Nærværelse det garanterede. Den giver blaat Stempel til det, der foregaar, - det kan slet ikke undgaas, - det være saa Sakramenterne eller Præstens Forkyndelse. Den kommer imellem Menneskene og Evigheden. Forskellen er kun, at den katholske Kirke gør det bevidst, de protestantiske Kirker halvt ubevidst, Spørgsmaalet bliver, om det er muligt at have en Kirke uden, at den garanterer, en Kirke blot som "Forkyndelsens Sted."

For at undgaa det garanterede i Kirken kan man jo saa, som f. Eks. Grundtvigianerne, foretage det nemme lille Kunststykke: at sætte Menigheden i Stedet. Resultatet er det samme. Thi ogsaa dette er en Form for Garanti, udsprungen af Trangen til Lunhed, til at vide Værdierne sikrede. I Menigheden er Værdierne proppet paa Flasker; eller rettere: de er lagret i Menneskehjerter, ud fra hvilke de saa atter strømmer og skaber den kendte, trygge Atmosfære. Saa fremkommer al Svindelen med det menneskelige Fællesskab, som guddommeliggøres, - og som forøvrigt netop ikke er virkeligt menneskeligt Fællesskab, fordi det er Fællesskab om noget, vi har, - og ikke om det, at vi intet har uden det at være Mennesker. Derfor maa, naar galt skal være, Kirken som Institution foretrækkes fremfor dette inderlige Menighedsfællesskab, som altid sætter Skel mellem Mennesker. Den prætenderer ikke nær saa meget; den holder Mennesker tre Skridt fra Livet - og har derfor større Mulighed for at nøjes med at være "Forkyndelsens Sted"". Dens nærliggende Fare er at blive en institutionel Garanti.

Der er ikke mange, der vil benægte, at Kirken er en menneskelig Værdi, maaske en af de største. Den er i sjælden Grad et Ophobningssted for Værdierne - oven i Købet for de fineste: de religiøse, ja, for Vorherre selv. Men den glemmer, at de sikrede Værdier altid er døde, medens kun de opløste Værdier har Mulighed for Liv. Og den glemmer navnlig, at skal den konkurrere med de andre menneskelige Oplagssteder for Værdier, saa bliver Konkurrencen skarp, og saa løber den Fare for at melde udsolgt før Konkurrenterne, fordi Lageret var for lille. Denne Fare truer trods alle Kirkens hæderlige Anstrængelser. Derfor er det maaske nu paa Tiden for Kirken at erindre, at dens egentlige "raison d'être" er kun at være Transparent, ingensomhelst Værdi at have i sig selv, intetsomhelst at garantere, men kun at være gennemskinnelig for et Lys, der gaar lige igennem den, gaar den igennem Marv og Ben. Saaledes kommer Kirken ikke imellem Menneskene og Evigheden; saaledes "lader den sit Lys skinne." Saaledes bliver den det Sted, hvor Evighedens Lys bryder igennem - derved, at den selv gaar til Grunde, intet kan garantere, mister al menneskelig Værdi. Derfor er Kirkens Opgave ene og alene Forkyndelse og Forventning.

Dette er ikke theoretiske Overvejelser, men praktiske Ubehageligheder. Det medfører nemlig, at Kirken ikke er ufejlbar, som vi alle mener, at den er eller dog burde være. Derfor skjules alle Fejltagelser og alle Fald indenfor Kirken saalænge som overhovedet muligt; det vil skade de svage i Troen at faa Sandheden, at vide; saa ramler Garantierne. - Og det medfører, at al den ydre Vægt, som Kirken anser det for vigtigt at kunne optræde med - for at faa Indflydelse - ikke er af det gode, men af det onde. Herunder hører den i Øjeblikket aktuelle Trang til kirkelig Enhed. "Verden er for stærk for en splittet Kirke", - men en samlet Kirke kan vel til Nød klare den! Den ydre Enhed er en Styrkelse, lidt af en Garanti, et næsten synligt Bevis, et Værdiernes Sammenhobningssted, som dog maa springe Folk i Øjnene. Den er et Sidestykke til de internationale Trustdannelser: Sammenslutning giver Magt og Slagkraft, Kraftspild er uøkonomisk. Kristelig Enhed opfattes som Fællesskab om Værdierne d. v. s. om os selv; det er Sammenlægning af de spredte Kræfter og Sind, et Mosaik - ikke Liv.

Kirken er atter blevet aktuel - ogsaa indenfor Protestantismen; dens Enhed tilstræbes, dens Opgaver udvides. Vi er gaaet ind i "Kirkens Aarhundrede" er der blevet sagt. Spørgsmaalet er, hvad der ligger bagved dette, om det ikke er et af Tidens talrige Træthedsfænomener. Deraf Garantitrangen, som vil sikre Fremtiden. Man vil have et Værn mellem sig selv og Gud, saa man kan være Herre og ikke nøjes med at være Guds unyttige Tjener. Man har taget Faremomentet bort fra det religiøse; saaledes kan den kirkelige Situation kort karakteriseres. Det sker ved, at man ved Kirkens Hjælp gør sig til Herre over Virkeligheden. Ved Hjælp af det faste: Sakramenterne, Skrifterne, Bønnerne er man Herre over, kan man mestre Tilværelsen, specielt den uhyre vigtige og uhyre farlige Del af Tilværelsen, som det religiøse udgør. Man har indrettet sig uden det væsentlige Faremoment, som Guds Indgriben altid er. Man venter ikke Arvingen (jvnfr. Matth. 21, 33-41). Dette er det, Kirken nu skal bruges til. Dette er det, vor Tids Kirketrang er Udtryk for. "Helvedes Porte skal ikke faa Overhaand over min Menighed" er et Ord, der nu hyppigt anvendes. Men hvem er Menigheden? Paulus kalder den en Rest. Og Esajas siger, at Gud blev fundet af dem, der ikke søgte ham. Og Lukas taler om, at Toldere og Syndere holdt sig nær til Jesus.

Dette er alt sammen Betragtninger, som Tyrrells Liv kunde give Anledning til. En god Protestant kan jo spørge om, hvad en udstødt katholsk Præst kommer ham ved. Spørgsmaalet er, om det netop ikke kommer os ved at se Tidens Kirketrang hos et levende Menneske, hos hvem den ikke var en Trang til Garanti og Tryghed, men en Trang til menneskeligt Fællesskab - ikke om dette eller hint, men om det at være Menneske. Tale lyrisk og kønt om Kirken kan vi alle; og rakke ned paa den og sige, at vi helst er den foruden, er heller ikke svært. For Tyrrell blev det hans Livs personligste Problem, det, han engang udtrykte saaledes: at "Kirken er en absolut Nødvendighed og en absolut Umulighed." Ved sin egen Skæbne beviste han dette Ords Sandhed; han efterlod Spørgsmaalet aabent, baade i Theori og Praksis. "Denne Mand, som aldrig for Alvor brød sig om eller arbejdede for nogen anden Sag end Religionens; som hævdede lige til det sidste, at det var fra den katholske Opfattelse af Religionen og fra den katholske Kirke, at Religionen havde faaet og altid vilde faa sin største Kraft og Inspiration, skulde det end ske ad revolutionær Vej, - beviste ved sit Liv, ogsaa dér, hvor det mislykkede for ham, ogsaa ved de Fejl, som Omstændighederne drev ham ind i, sit Budskabs Sandhed: at Mennesket kan ikke leve sit Liv helt ud - uden menneskeligt Samfund, og at et Menneskes Sjæl ikke kan leve sit Liv helt ud - uden det aandelige Samfund i en Kirke."

Men dybest set var hans Problem Kristenhedens Afkristning. Han havde kunnet underskrive Overbecks Ord: "Sammen med Troen paa Genkomsten har den gamle Kristendom mistet Troen paa sin Ungdom." Han forstod, at det var ikke den gamle, men den unge Kristendom, der skulde frelse Verden, - men ikke ved sin Evne til Selvfornyelse, ikke derved, at den var fritaget for at dele Kaar med alt andet her i Verden, men kun derved, at Kirken kunde være Guds Gennembrudspunkt, fordi den var villig til at lade sig ophæve af Gud. Derfor er Kirken kun Kirke, naar den selv forsvinder og forventer vor Herres Jesu Kristi komme.