Af Monica Papazu, Tidehverv, 2007, 81. Årgang, nr. 2, Februar, s.30-39.

I. Memento Gulag i Vendée
7. november: Da jeg var barn, blev byerne i mit land pyntet med røde flag med hammer og segl. De hang altid i fodgængernes højde fra vinduer og husmure og snoede sig kvælende om ens hals, da man gik på gaden. Der var tunge militære parader, tribuner var rejst i byens centrum. Grå, tung, tavs tavsheden kun afbrudt af lyden af militære støvler i takt og maskingeværagtige stemmer, stemmer uden menneskelige ord, fra tribunen: Sådan var den 7. november. Angsten krøb langs væggene, sammen med vore skygger. Den Store Oktoberrevolution …

Oktoberrevolutionen, det vil sige den bolsjevistiske magtovertagelse, fandt sted den 25. oktober 1917 ifølge juliansk kalender. I den gregorianske kalender, som den sovjetiske magt indførte (en af grundene dertil var, at den julianske kalender var kirkens kalender), blev 25. oktober til 7. november.

Årtier er gået. Historien har skiftet kurs. Kommunismen er faldet. Men den 7. november er blevet bevaret som et mindetegn. Den 7. november er nu den internationale mindedag for kommunismens ofre: ”Memento Gulag”. De, som i år samlede sig den 7. november for at mindes de døde – de døde uden tal, for 85 millioner døde er ikke noget begribeligt tal – var ”en lille skare”, en ”samizdat-kreds”, som holdt møde et beskedent, glemt sted i Europa: I Vendée.

Men lad mig lige fortælle, hvad det drejer sig om. Efter sit mislykkede forsøg på at organisere processen mod kommunismen i Moskva i 1992, hvilket han fortæller udførligt om i sin pragtfulde bog Jugement à Moscou (Rettergang i Moskva) (Paris, Editions Robert Laffont, 1995), tog Vladimir Bukovskij initiativ til at stifte en international mindedag for kommunismens ofre. Som han siger: ”Det, vi ikke kan gøre de jure, må vi gøre de facto, og dette er, hvad erindringen (Memento! Husk!) handler om”. Han valgte datoen den 7. november som mindedag for kommunismens ofre, og datoen kunne ikke have været bedre valgt: 7. november, den bolsjevistiske magtovertagelse, er ganske enkelt lig Gulag.

Europa-Parlamentet har endnu ikke vedtaget, at kommunismens ulykke skulle mindes ved en international dag, skønt forslaget er blevet fremført adskillige gange. Alligevel er Memento Gulag blevet højtideligholdt i de forløbne år i form af internationale konferencer: I 2003 i Rom, i 2004 i Bukarest, i 2005 i Berlin. I år er det Vendée i Vestfrankrig, som tilbød sig som vært for den internationale konference.

Det heroiske Vendée, martyrernes Vendée! Vendée, som forbliver sit særlige kald inden for Frankrigs historie tro! Ikke Paris, ikke Champs-Elysées, men Vendée, byen La Roche-sur-Yon. Ikke Sorbonne, men Institut Catholique d’Etudes Supérieures i Vendée, Frankrigs yngste og modigste katolske universitet.

Er det ikke mærkeligt, at selv i dag skal der mod til for at holde en international konference om kommunismen? Er det ikke mærkeligt, at der skal mod til for at tilbyde et forum, hvor der kan tales om det væsentligste historiske fænomen, som det 20. århundrede har været vidne til, nemlig totalitarismen, som begyndte i 1917, og som først faldt kort tid før århundredets af-slutning? Der skal stadig mod til – og Vendée har dette mod.

Jeg véd ikke, hvor mange skoler, gymnasier eller institutter i verden har fået den ære at bære Solsjenitsyns navn. Men i Vendée findes et ungt gymnasium, grundlagt i 2005 i Aizenay, som hedder ”Le Collège Alexandre Soljenitsyne”. Navnet på dette gymnasium fortæller om vendeernes bevidsthed om den nære histories betydning og om deres taknemmelige erindring om Solsjenitsyns besøg.

På sin vej tilbage til Rusland standsede Solsjenitsyn ét sted: I Vendée. Den 25. september 1993 var han til stede ved indvielsen af mindemonumentet for ofrene i Lucssur-Boulogne (den 28. februar 1794 blev 500 kvinder og børn brændt levende i kirken af de revolutionære tropper), og han holdt en tale, som vendeerne mindes med stor bevægelse.

I sin tale fortalte Solsjenitsyn om den betydning, som Vendée-opstanden havde haft for ham, siden han for første gang som barn læste om den. Årene gik, og forbindelsen mellem den Franske Revolution og den bolsjevistiske revolution, mellem befolkningen i Vendée og det russiske folk aftegnede sig klarere og klarere i hans bevidsthed.

”Den Franske Revolutions erfaring”, sagde Solsjenitsyn i sin tale, ”burde have været tilstrækkelig for, at vore egne rationalistiske planlæggere af «folkets lykke» kunne have draget deres konklusioner. Men det blev slet ikke tilfældet! I Rusland foregik alting på en endnu værre måde og på en skala, som er hinsides enhver sammenligning. Mange grusomme metoder fra den Franske Revolution blev lydigt anvendt endnu en gang på Ruslands krop af de leninistiske kommunister og internationalismens eksperter, kun deres organisationsgrad og deres systematiske karakter overgik langt Jakobinernes. […] Nu, da mindemonumentet til jeres heroiske Vendée bliver indviet, ser jeg i ånden endnu et billede ved siden af det: Jeg ser de monumenter, som en dag vil blive rejst i Rusland som vidnesbyrd om vor egen modstand imod den kommunistiske hordes hærgen. Sammen med jer har vi gennemlevet det 20. århundrede, som fra ende til anden har været et rædselens århundrede, et gruopvækkende højdepunkt for det fremskridt, som det 18. århundrede havde drømt så meget om. Jeg tror, at flere og flere franskmænd med tiden vil komme til bedre at forstå og skatte Vendée’s modstand og selvopofrelse og med stolthed bevare dem i erindringen”.

Solsjenitsyn har ret, når han siger, at ”de historiske begivenheder aldrig kan blive forstået til bunds i det øjeblik, så præget af lidenskaber, når de finder sted; der skal afstand til”. Først på afstand kan man se historiens gang, få øje på, hvordan det store projekt om at ændre verden og menneskenaturen dukkede op, udviklede sig og til sidst blev forsøgt virkeliggjort over enorme menneskemængder. På afstand kan man se forbindelsen mellem ofrene såvel som ligheden i deres opstande. De store illusioner, som Solsjenitsyn talte om – illusionerne om Fremskridtet, om Revolutionen, om ”frihed, lighed, broderskab … eller døden” (dette slagord burde i sig selv have været en advarsel) – er for længst blevet afsløret i deres ødelæggende løgnagtighed. Vendée og Gulag hører sammen og belyser hinanden indbyrdes. Det er det, Memento Gulag i Vendée handler om.

I marts 1793 rejste Vendée sig imod den revolution, som i navnet på Fornuften, Oplysningen og Friheden fornægtede den grundlæggende frihed til at leve i overensstemmelse med sin tro, sin forståelse af livet, sine traditioner. Årene 1793-1794 markerede nemlig højdepunktet for afkristningen i Frankrig: Kristendommen blev forbudt, kirkerne blev lukket og revet ned, præsterne blev massakreret, den republikanske kalender blev vedtaget, i katedralen Notre-Dame fejredes Fornuftens fest. Det, som Vendée rejste sig imod, var ikke andet end den store genopdragelse.

Genopdragelse? vil man måske spørge. ”Genopdragelsen” kender vi jo som knyttet til det kommunistiske projekt om et nyt menneske. Den officielle betegnelse var ”dannelsen af det kommunistiske samfunds nye menneske”, og genopdragelsen blev forsøgt realiseret gennem alle midler: Ødelæggelse af den historiske erindring og af alle traditioner, genskrivning af historien, forfølgelse af kirken, klassekamppropaganda, permanent overvågning; massearrestationer, fængsling i fængsler og arbejdslejre; genopdragelse gennem tortur i specielle anstalter, endda på psykiatriske afdelinger. Idéen om genopdragelse var dog ikke den bolsjevistiske revolutions opfindelse. Den havde allerede spillet en afgørende rolle under den Franske Revolution, og kommunisterne gjorde ikke andet end at gentage den og føre den ud i livet, som Solsjenitsyn sagde, ”på en skala, som er hinsides enhver sammenligning”.

”I overensstemmelse med den totalitære pædagogiks fremgangsmåder og midler, som findes defineret i Helvétius’, d’Holbachs, Condorcets og Benthams afhandlinger såvel som i de revolutionære lovgiveres reformatoriske bestræbelser, skulle en genskabelse af mennesket finde sted […], som følge af hvilken et nyt menneske ville opstå”, skriver den franske filosof Georges Gusdorf (L’Homme romantique).

Projektet træder tydeligt frem hos de forfattere, som udgør den Franske Revolutions idégrundlag. For eksempel Rousseau: ”Det er en god ting at bruge menneskene, sådan som de er, men det er meget bedre at få dem til at blive sådan, som man har brug for, at de skal være. Den mest absolutte autoritet er den, som trænger ind i menneskets indre og påvirker ikke alene menneskenes handlinger, men også deres vilje” (Discours sur l’économie politique). Og endnu et citat fra Rousseau: ”Den, som har modet til at give sig i lag med at grundlægge et folk, skal føle sig i stand til så at sige at ændre menneskenaturen, at forandre hvert enkelt menneske” (Contrat social). (Disse tre citater har jeg lånt fra Xavier Martins formidable analyse af den Franske Revolutions idéer: Nature humaine et révolution française, DMM, 1994, s. 68, 87, 120. Bogen findes ogsåpå engelsk: Human Nature and the French Revolution, Berghahn Books, 2001.)

Vendée rejste sig imod genopdragelsen. ”Giv mig min Gud tilbage!” blev til opstandens omkvæd. Det særlige ved Vendée er, at det ikke drejede sig om en kæmpende elite eller en partisanbevægelse, men om en folkelig opstand af store dimensioner. Af denne grund bliver Vendée-opstanden ikke kaldet for et oprør eller en revolte, men for ”Vendée-krigene”. Vendeerne dannede en i egentlig forstand national hær – det var nationen, folket, som havde sat sig i bevægelse imod revolutionen (den revolution, som i sit newspeak forvandlede nationen fra en virkelighed til et projekt) – en hær, som selv Napoleon beundrede. En hær uden uniformer, men som var samlet under et symbol: ”Le sacré coeur”, Jesu brændende hjerte (et lille rødt broderet hjerte, som man syede oven på tøjet). Den dag i dag er Jesu hjerte Vendées provinsvåben.

Opstanden i Vendée står som et indledende kapitel til de forskellige oprør imod kommunismen. I sin tale ved Lucssur-Boulogne omtaler Solsjenitsyn det store bondeoprør i Tambov, som varede 11 måneder (fra august 1920 til juli 1921). Dette oprør gentog sig i virkeligheden så mange gange. Mange rumænske landsbyer gjorde oprør under tvangskollektiviseringen, og de gjorde det ikke kun for at forsvare deres jordlod, men, præcist som vendeerne, for at forsvare deres tro. Alle rumænske provinser havde haft deres tilbagevendende oprør, og opstandene fortsatte – såvel som repressalierne – indtil 1962. Ud over bondeoprørene havde der været en væbnet modstandsbevægelse i Rumænien mod kommunismen, som mænd og kvinder fra alle samfundets kategorier og lag deltog i. Modstandsbevægelsen fik støtte af landsbyerne enten ved det, at bønderne direkte deltog i kampen, eller ved det, at de gav de kæmpende mad og husly. Den væbnede anti-kommunistiske modstand varede fra 1945 til slutningen af 50’erne.

Ligesom Vendée-revolten er et forvarsel om den senere modstand mod kommunismen, ligesådan er repressalierne mod vendeerne et forvarsel om den kommunistiske grusomhed – fra tvangshungersnøden i Ukraine 1932-1933, som svarer til et folkemord (antallet af døde antages at ligge mellem fire og ti millioner) til selve Gulag (i Rumænien f.eks. har antallet af fanger været mellem en og to millioner, det vil sige 6% - 12 % af en befolkning på 16 millioner; usikkerheden i bedømmelsen af antallet af fanger skyldes, at arkiverne er mangelfulde, regimet havde nemlig for vane at slette sporene af sine forbrydelser) – Repressalierne imod vendeerne blev ikke begrænset til nogle få massakrer, uanset hvor frygtelige disse end var. Der havde været en vilje til total udryddelse af befolkningen, som blev fuldstændig klart formuleret og lige så klart ført ud i livet. Vendée blev offer for det, man kalder for ”det første ideologiske folkemord i moderne tider”.

Den 1. oktober 1793 gav Konventet ordre til at tilintetgøre Vendée: ”Banditterne i Vendée skal udryddes”.
Seks divisioner blev sendt til Vendée. Disse ”helvedeskolonner”, som de blev betegnet, satte skove, marker, byer og landsbyer i brand og var opsat på at udrydde vendeernes ”forbandede race” (”la race maudite”). Det var især kvinderne (”den frugtbare fure”) og børnene (”de vordende banditter”), som blev dræbt. Med stolthed fortalte generalen François-Joseph Westermann om sin vellykkede mission i sit berygtede brev til Comité du salut public (Velfærdsudvalget):
”Vendée findes ikke mere. […] Det døde under vores frie sværd, med sine kvinder og sine børn. Jeg har begravet det i sumpene og skovene ved Savenay i overenstemmelse med de ordre, som De har givet mig. Jeg har knust børnene under hestenes hove, jeg har massakreret kvinderne, som – hvilket er fuldstændig sikkert i disse kvinders tilfælde – aldrig mere vil bringe banditter til verden. Jeg har ikke én eneste fange på min samvittighed [i betydningen: der er ikke én, jeg har ladet beholde livet] … medlidenheden er ikke en revolutionær dyd”.

Da Chateaubriand i 1802 vendte tilbage til Frankrig fra sit eksil i London, opdagede han, hvad der var blevet tilbage af Vendée efter ”helvedeskolonnernes” hærgen: ”Ligesom en gammel kriger var denne provins lemlæstet og fuld af ar, den bar de tegn, som var prisen for dens heltemod. Knogler, som blegnede i solen, og afbrændte ruiner slog én i møde” (Erindringer fra hinsides graven, XIV, kap. 2; se også IX, kap. 3).

Hvor mange mennesker døde under repressalierne i Vendée? De tal, som historikerne fremfører, varierer mellem 120.000 og 250.000. Det er beskedne tal sammenlignet med de millioner af ofre, vi kender fra kommunismens historie. Alligevel er disse tal rystende, sammenlignet med befolkningens størrelse: De svarer nemlig til 15 – 30 % af provinsens indbyggere. Og som om ødelæggelsen af området og massakren på befolkningen ikke var nok, mente Konventsmedlemmerne, at selve navnet Vendée skulle slettes, Vendée skulle ikke engang have lov til at eksistere i erindringen. Så blev navnet Vendée erstattet med Vengé: området skulle hedde ”le département Vengé”. ”Vengé” betyder her ”som er blevet udsat for hævn”. Revolutionen havde hævnet sig, og det nye navn skulle indgyde alle, som gik og tænkte på modstand, en lammende frygt.

*

Den by, hvor den internationale konference om Memento Gulag blev afholdt, hedder La Roche-sur-Yon (det betyder ”Klippen over floden Yon”). Når vi står op om morgenen denne novemberdag, kommer en blid, forårsagtig brise fra Atlanterhavet os i møde, og himlen over denne unge by er lysende blå. La Roche-sur-Yon er nemlig den by, som Napoleon med udgangspunkt i 1804 fik rejst på Vendées afbrændte ruiner, og de smukkeste, mest imponerende bygninger i byen er stadig dem fra Napoleonstiden. Men La Roche-sur-Yon er en levende by, en by, hvis livskraft kommer fra trofastheden mod historien. I La Roche-sur-Yon findes, som nævnt tidligere, Frankrigs yngste katolske universitet, grundlagt i 1990. Jeg var også med i 2000, da universitetet holdt sit 10 års jubilæum ved en ugelang international konference om betydning af ”Håb og forventning”. At gense universitetet og de mennesker, jeg sætter stor pris på, var i sig selv en glæde. Her er kontinuitet, her er trofasthed.

I den store aula, som var fyldt med undervisere, studerende og ikke mindst gymnasieelever, blev en foredragsrække afholdt for at højtideligholde Memento Gulag. Her er nogle af foredragsholderne: Vladimir Bukovskij, Stéphane Courtois (hovedforfatteren til Kommunismens sorte bog), Dario Fertilio (journalist ved Corriere della Serra og bestyrelsesmedlem af ”Comitatus pro libertatibus”, en international organisation til forsvar for frihedsrettighederne, hvis formand er Bukovskij), den græsk-fødte, franske historiker Ilios Yannakakis, Mathias Kolos, som deltog i den ungarske opstand i 1956, og som har oversat det hidtil sidste store litterære værk om Gulag, nemlig Aron Gabors erindringer med titlen Le cri de la taïga (Taigaens skrig) (Editions du Rocher, 2005, forord af Stéphane Courtois). Rumænien var velrepræsenteret ved Marius Oprea, forstander for ”Instituttet for forskning i kommunismens forbrydelser”, og flere af hans medarbejdere.

Foredragene fokuserede især på betydningen af året 1956 – fra Khrusjtjov-rapporten til den ungarske opstand – og om bestemte sider af Rumæniens historie under kommunismen (genopdragelsesanstalten Pites, ti; de rumænske studerendes forsøg på at slutte sig til det ungarske oprør og de efterfølgende repressalier; vanskeligheden ved at bryde med den kommunistiske arv).

Når vi taler om kommunismen, sagde Bukovskij, taler vi ikke blot om fortiden, men også om nutiden og fremtiden. Vi taler om nutiden, både fordi kommunismen eksisterer fortsat i Kina, Vietnam, Nordkorea, Cuba, og fordi der er et markant tilbagefald til kommunismen i flere lande, Rusland først og fremmest, men også i de asiatiske republikker og i Ungarn. Og vi taler om fremtiden, for utopiens fare er ikke forsvundet med kommunismens fald. Dario Fertilio fortsatte den tankegang ved at minde om kommunismens vedvarende indflydelse i Vesten, i særdeleshed i italiensk politik: Den italienske republiks præsident, Giorgio Napolitano, stammer fra kommunistpartiet og var blandt de personer, som støttede den sovjetiske invasion i Ungarn i 1956, imens Deputeretkammerets formand, Fausto Bertinotti, ikke er en tidligere kommunist, men en aktuel kommunist.

Når kommunismen fortsætter, som den gør, understregede Bukovskij, skyldes dette i stort omfang det faktum, at processen imod kommunismen ikke har fundet sted. Hverken i de lande, hvor den har været en hverdags realitet, eller i Vesten. Den eneste proces, som derfor kan føres, er hukommelsens kamp imod glemselen.

*

Erindringen er en åndens gerning. At erindre er et moralsk imperativ, det er den kamp, som menneskeånden fører imod tilintetgørelsens magter.

Der findes en særlig Gulags erindring. Det er nok at tænke på Aleksander Solsjenitsyn og Varlam Sjalamov (forfatteren til de rystende Fortællinger fra Kolyma). Det er Gulags kunstneriske erindring. Ud over de værker, som er kendt, og som har givet stor genlyd (Solsjenitsyns især), findes andre værker, desværre meget lidt kendt, selv i de lande, de stammer fra.

Det drejer sig for eksempel om det væld af digte og musik fra den rumænske Gulag.

Gulag har ikke været en parentes i kommunismens historie, men det fænomen, i hvilket kommunismens essens koncentrerede og afslørede sig: Foragten for mennesket og for menneskelivet; hadet mod alt, hvad der hører ånden til; den meningsløse ødelæggelse. Men som det sommetider sker i historien, har pinslerne og rædselen ikke kun ført til døden, men også til en modstand, hvor menneskeånden åbenbarede sig. Dette hører også med til Gulags arv, dette er også en historiens lektie.

Det essay, jeg bringer her, er en version af foredraget ”La résistance au «vaste poison»: le témoignage poétique du goulag roumain”, som jeg holdt på Institut Catholique d’Etudes Supérieures, La Roche-sur-Yon, 7. november 2006 (Se note 1).

II. Den rumænske Gulags poetiske vidnesbyrd
I et af sine digte, som han skrev i det skjulte, har min far givet mig som arv et nøglebillede af den moralske lidelse under kommunismen. Jeg lærte dette digt udenad under et af mine besøg i Rumænien – at lære forbudte tekster udenad for at kunne bevare dem er i sig selv en Gulagserfaring, for Gulags værker blev reddet ved de overlevendes hukommelse. Min fars digt hedder ”Vasta otrava.”, hvilket bedst kan oversættes som ”Under den store gifts vælde”, og handler om den langsomme forgiftning med løgnen. En ”vidtstrakt” løgn, som breder sig som et edderkoppespind, man bliver fanget i; en gift, man indtager ”dråbe for dråbe”, ”time efter time”, ”dag efter dag”; en gift, man mærker i sin mund, og som trænger ind i sjælen – som en omvendt ”eukaristi”, hvorved man får del i ondskaben og døden.

”Vi kommer ikke til at dø ved sværdet,
Ej heller i galgen,
Men vi vil dø i trældom,
Dræbt med langsom, ubønhørlig hånd af den vældige gift,
Det klæbende, ætsende, sejrende dynd,
Det stillestående, rådnende vand” (Se note 2).

Dette digt blev ikke skrevet i fængsel – min far har ikke selv siddet inde. Den fortvivlelse, som kommer til udtryk i hans vers, handler derfor ikke om Gulag i snæver forstand, men om fangenskabets univers, som dækkede det ganske land. Frihedens fravær var også en hverdags virkelighed uden for fængslernes og lejrenes pigtrådsgrænser, men værre end manglen på frihed var løgnen, som æder sjæle op – fra den grundlæggende løgn, som kommunistsamfundet byggede på, til løgnene i kommunistpartiets vekslende teser og de groteske officielle løgne angående de mest konkrete detaljer i indbyggernes daglige liv. At være undersåtter i ”det folkelige logokrati” (for nu at bruge Czeslaw Milosz’s udtryk) var i bogstaveligste forstand at befinde sig under løgnens vælde.

Den væsentlige kamp har derfor været samvittighedens oprør imod ”den store gift”, en kamp for logos, for at genfinde sprogets væsen og forsvare ordenes betydning; en sprogets egen kamp imod kaosets og dødens kræfter, som løgnen bærer i sig. Og det er netop i Gulags dyb, at denne kamp er kommet stærkest til udtryk.

Det ord, som udsprang af den rumænske Gulag – af fængslerne i Gherla, Aiud, Pites, ti, Ocnele Mari, Târgu-Ocna – er karakteriseret ved dette særlige, at det har antaget kunstens form: Det blev til digte, sommetider digte sat til musik. Tusinder af digte blev komponeret «uden pen, uden papir» (som det står i et af digtene), i bedste fald griflet på et tyndt lag sæbe på bunden af madskålen eller på skosålen. Tusinder af digte blev skabt i forhørslokaler i fængslernes kældre, i lejrene i Donau-delta, i overfyldte celler uden vinduer, i isolationscellen; i en pause imellem forhørene, som sædvanligvis var ledsaget af tortur, og i infirmeriet blandt de dødende. Digtene blev komponeret, lært udenad og bragt videre til de andre, ofte gennem Morsealfabetets lange og korte lyde – det vidunderlige Morse-alfabet, som, med en digters ord, forvandlede fængslets mure til ”et serafisk orgels tangenter” (Constantin Aurel Dragodan, ”Biblioteca în alfabetul Morse”).

Da de overlevende blev løsladt (mange blev løsladt for kun at blive arresteret på ny kort tid efter; først i 1964 blev det meste af den rumænske Gulag lukket), tog de noget med sig fra årene i fangenskab, noget, som ingen kropsvisitering kunne have opdaget hos dem: I deres hukommelse bevarede de digte og melodier, som udgjorde en fælles kulturarv. Digtning og musik kom på den måde til at leve videre, efter at de mennesker, der havde komponeret dem, forsvandt i anonyme massegrave. Brudstykker af liv, ligesom budskaber lagt i en flaske, når skibet går ned, nåede til sidst bredden. De samlinger af digte og melodier fra Gulag indeholder ofte, ved siden af de kapitler med de kendte ophavspersoners navn (to af dem, Radu Gyr og Nichifor Crainic, var blandt mellemkrigstidens ypperste digtere), en særlig sektion, hvor man har samlet værker af forfattere eller komponister, hvis navn er forblevet ukendt (Se note 3).

Den enestående kunstneriske virksomhed i Gulag får os ikke kun til på ny at tænke over rædselen i den kommunistiske totalitarisme, men også over menneskets åndelige natur, som åbenbarer sig gennem disse værker.

Hvordan er det lykkedes mennesker at holde stand under den yderste tortur såvel som under de daglige pinsler, at stå imod løgnen ledsaget af kølleslag og selv imod den mest horrible genopdragelse? (Genopdragelsen i Pites, ti – et sted, som Solsjenitsyn også har nævnt som noget af det mest gruopvækkende i hele Gulag – bestod nemlig i gennem uafbrudt tortur og ubeskrivelig fornedrelse at få fangerne til at tortere hinanden.) Hvordan er det lykkedes dem at sætte skønhed, mening og godhed imod den ondskab og meningsløshed, de var konfronteret med? Hvordan har disse forslåede, sultne, udmattede mennesker haft modet og styrken til yderligere at bringe deres overlevelse i fare ved at komponere vers og musik?

Denne kunstneriske virksomhed har som al åndens gerning været et ensomt – og mirakuløst – arbejde. Men den har også betydet meddelelse og kommunion, ord, der henvender sig til de andre. Reddet fra lemlæstelser og forvrængninger, blev ordene det, de i sandhed er: Ord, som er kaldet til at sige sandheden, og som bringer menneskene sammen.

Det var ikke kun forfatterne og komponisterne, som ved at skrive bragte deres liv i fare, men også alle dem, som havde hørt deres værker og bragte dem videre til andre inden for fængslet og uden for det.

Det, at disse digte og melodier eksisterer i dag, skyldes i stort omfang, at de overlevende gjorde sig det til en pligt at viderebringe det, der blev dem betroet. Som Zahu Pana., redaktør til en af samlingerne med Gulag-digte, som udkom i Vesten, skriver:

”For en papirstump ikke større end et stykke cigaretpapir blev man mishandlet, holdt dage i træk nøgen i arrestcellen, uden seng og uden mad […] For at have reciteret digte i fængslet er folk blevet dømt til yderligere fængselsstraffe på 10 til 25 år. For at have bragt dem videre er mennesker blevet dømt til tvangsarbejde for livstid. For at have bragt dem videre til det frie Vesten er det hændt, at de er blevet dømt til døden” (Poezii din închisori, Canada, 1982, s. ix).

Under disse vilkår, så forskellige fra det normale liv, gav mennesker sig i lag med at søge efter de væsentlige ord, skabe kunstværker og videregive dem. Den kunstneriske virksomhed, som Gulag har været vidne til, står som den stærkeste fornægtelse af den marxistiske teori om kulturen som ”overbygning” (eller ”superstruktur”), det vil sige som et område, der er underlagt det materielle fundament, som er altbestemmende. De værker, som blev skabt i Gulag er – ved deres indhold såvel som ved det, at de simpelt hen eksisterer – ikke kun en fornægtelse af marxismen, men også af en hvilken som helst anden materialistisk anskuelse, som reducerer al åndsgerning, al kunst til en luksusbeskæftigelse, som først gør sig gældende efter, at menneskets såkaldte fundamentale behov er blevet dækket. Det er netop i sådanne grænse-situationer, når mennesket virkelig bliver sat på prøve, at det i sandhed åbenbarer sig: Mennesket lever ikke af brød alene! Kunst eller den kulturelle gerning i almindelighed er menneskenaturen iboende. Mennesket lever og overlever åndeligt ved at give det formløse form, bekæmpe kaoset, forvandle erfaringens usammenhængende råmateriale til et velordnet hele og i den mest skrigende meningsløshed finde en mening. At skrive digte og komponere musik har med formens og meningens mirakel at gøre (form og orden, modsætningen til kaos, er selve kunstens essens). Sådan rejser menneskeånden sig, når alt er blevet trådt under fode, fornægtet, skændet, forvandlet til ruiner, for atter at hævde meningen med livet – for at bekende troen, stadfæste forståelsen af godt og ondt og lade erindringen tale – alt det, som konstituerer et menneskes liv og samtidig danner bindeled i fællesskabet.

Gulag, dvs. systemet af fængsler og arbejdslejre, er med rette blevet kaldt for ”det store eksperiment”, det ”laboratorium”, hvor ideologer og bødler tilsammen forsøgte at skabe det nye menneske. Ikke det nye menneske i kristen forstand, dvs. mennesket, som iklæder sig Kristus, men ganske det modsatte, mennesket, som har afsværget sig sin tro, sine bånd, sine moralske principper og er blevet til den tomme tavle (”tabula rasa”), hvorpå alt kan skrives, en lydig tjener af kommunistpartiet, en robot, som kan føres ud i kampen mod den kristne tro, mod traditionen og landets historie. Dette eksperiment slog fejl. Det nye menneske opstod aldrig. Det er det gamle menneske, Guds skabning, som rejste sig og, i stedet for at lade sig knuse, fandt den sandhed, som ”gør fri”, og råbte den ud og lod den blive til digte og musik.

*

Digtene fra de rumænske fængsler og lejre udfolder sig på flere meningsniveauer. Første lag består af kendsgerninger. Digtene redder ordenes evne til at betegne virkeligheden og slår virkeligheden fast i erindringen. Det er en form for episk digtning, sommetider med nuancer af folkelig vise, som strækker sig over flere sider (for en af sine viser blev Radu Gyr dømt til døden i 1958 – straffen blev dog ændret til 25 års tvangsarbejde), andre gange i form af snapshots, der tegner et billede eller indkapsler en karakteristisk hændelse. Der er på den ene side en nærmest klinisk iagttagelse af fakta og på den anden side en brændende, metaforisk lyrik, som er et udtryk for menneskets sjæl, som lider og i nådefyldt håb bliver kaldt tilbage til livet.

Digtene fortæller om alt, hvad der udgjorde Gulags univers. Vi møder her fangekonvojen som ”en spøgelseshorde”, der passerer igennem byerne (Radu Gyr, ”Convoi”). Vi ser fangecellen og lærer sulten at kende: Om aftenen, når fangevogteren har låst den knirkende dør, ”er det os to, der er tilbage: Mig og den magre frøken Sult”. Så stor er sulten, at ”vi kunne sutte på en jernstang og tygge sten […] / I nattens mulm drømmer vi, at vi er blevet til vampyrer, / Men alene døden mætter sig med det kød, den flænser af vor krop” (Radu Gyr, ”Foamea” I og II).

Indespærringens smerte: ”Hvis bare jeg kunne se et stjerneglimt” (Radu Gyr, ”Poveste”).

Lidelsen ved at være revet væk fra sine kære: ”Jeg havde et barn og en hustru / For hundrede – for tusind – år siden. / Hører I, edderkopper? Hører I, rotter? / Jeg havde et barn og en hustru”. ”Ingen, intet, intetsteds, aldrig. / Skyggen af vort gamle liv er faldet af os / Som pudset, der drysser ned fra væggene” (Radu Gyr, ”Poveste”, ”Viet, as, ii”).

Torturen i genopdragelsesanstalten Pites, ti: ”Smertende kroppe, som køllen bliver ved med at slå. / Vidt åbne øjne, som vender deres blik mod døden / Og bønfalder den om at komme” (Traian Popescu, Calvar). ”Så dybe var kvalerne, så ødelæggende helvedesudbruddet, / At nogle af os mistede den nat forstanden, / Andre evigheden” (Sergiu Aurel Mandinescu, ”Amin”. Dette digt blev skrevet i Pites, ti, mens genopdragelsen var i gang. Mandinescu døde i 1964, 38 år gammel).

Til slut døden, som Constantin Aurel Dragodan skildrer i et reportage-digt på seks linjer, med titlen ”Lada”, dvs. ”Trækassen”:

”Ved solnedgang blev trækassen
båret ud gennem den store port –
Den, fangerne går igennem,
når de bliver løsladt.
Kassen knirkede i sine led […].
To døde var der inden i
og en ovenpå.
Et stykke længere væk blev
den tømt i et hul i jorden.
Man hørte knoglerne klirre mod
hinanden og vandet skvulpe”.

Digtets styrke ligger i dets tørre form. Den personlige kommentar er tavs, alene indbygget i de objektive fakta, som taler for sig selv. De døde bæres ud, ikke i en kiste, men i en trækasse. De bliver ikke begravet, hverken med præst eller i en grav, men kastet ned, ligesom affald, i et hul i jorden, fyldt med vand. De kommer til at hvile i ”de historieløse grave”, som Radu Gyr kaldte dem. Der er tre døde, der bliver transporteret på én gang – det svarer til den høje dødsrate i Târgu-Ocna-fængslet (fængsel for de tuberkuloseramte) i 1951 (det er stedet og tidspunktet for digtets tilblivelse). Kassen knirker – et tegn på, at den er blevet brugt mange gange. De døde bliver ført ud af fængslet, når mørket er faldet på – det betyder, at det sker i det skjulte – antallet af døde må holdes hemmeligt. De dødes knogler støder mod hinanden lydeligt – det viser, at sulten havde varet så længe, at menneskene var blevet reduceret til skeletter, inden døden indtraf. Også det, at kassen bliver ført igennem den store port, er en kendsgerning, men i den korte oplysning, at det er gennem den store port, fangerne går, når de løslades, ligger digterens egen diskrete længsel efter friheden: De døde er de løsladte, de har genvundet deres frihed.

Sådanne objektive vers indkapsler smerten mindst lige så stærkt som den lyriske digtning. De er et vidnesbyrd om, hvad der skete, og smerten skriger ved netop ikke at blive nævnt.

*

Fængslernes digte udgør uden tvivl en Gulagskrønike. De har reel dokumentarisk værdi. I selve det dokumentariske indhold gør menneskets kamp sig også gældende. Det drejede sig om at benævne virkeligheden, og at gøre det er altid en åndens gerning. ”Det er nu femten år, siden vi begyndte at ridse bogstaver på murene”, skriver Dragodan. ”Har I nået at dække hver væg med jeres skrift? / Loftet, gulvet, tremmerne, døren, / låsen, slåen, håndjernene? / Intet sted må forblive ubeskrevet, / ikke én krog, ikke ét skeskaft, / Så fængslet går i gang med at tale af sig selv / Gennem vor rystede fredløse skrift” (”Cenaclu în închisoare”).

Den dokumentariske kvalitet, som er vigtig i sig selv, er dog ikke det væsentligste ved disse tusinder af digte. Det væsentligste er, at de primært er kristen digtning. De er troens salmer, som rejser sig imod den tvungne ateisme og alle dens repressionsmetoder. Lidelsen selv, skriver Radu Gyr, har forvandlet sig til ”en bro”, ”af tårer har vi flettet de tov, med hvilke vi hænger fast ved Gud” (”Lacrimi”).

Hvad rummer denne kristne digtning? Det drejer sig først om typiske genrer, f.eks. julesalmer, Christmas carols, som nu antager nye farver gennem fængslets erfaring. Med bævende hjerte synger fangerne om miraklet i Betlehem. I tankerne rejser de sammen med de hellige konger til grotten, som i den velsignede nat skjuler Verdens lys, Verdens frelse. Som de tre konger fra det fjerne bringer de også deres gaver: Som ”røgelse” ”de tunge tårer”, som ”guld” ”den rustne lænke”, som ”myrra” ”sårenes blod” (Constantin Aurel Dragodan, ”Colind”). Med det glædelige budskab om Frelserens fødsel går de atter i deres tanker fra hus til hus hos deres kære, de levende og de døde, de synger i natten, som mennesker, der véd, at Frelseren i sandhed er født for dem.

Her er nogle vers fra en julesalme (”Colind”) af Radu Gyr:

”Også til os er Julen kommet
Og lyser ind i vort eksil.
Rent falder den hvide sne
Over mit liv,
Over min sjæl.
Rent falder den hvide sne
Over mit liv,
Som udslukkes her. […]

Jesus Herre,
Tilgiv os vore tårer,
tilgiv vore synder.
Kom og luk med blid hånd
De smertende sår,
Kom og opluk håbet.
Vi bliver ved at vente på Dig,
For til Dit Kors
Er vi naglet. […]

Forbarm dig
Over de svundne glæder.
Fangerne i fængslerne
Venter på Dit komme
i morgengry […].
Fangerne i fængslerne
Venter på Dit morgengry”.

Fængslets digtning er en trosbekendelse gentaget af mange stemmer, mangfoldiggjort af ekkoet fra de lange korridorer, de tykke, fugtige mure, de ensomme, angstfyldte kældre. Det er troen på Kristus, som har taget menneskets vilkår i deres helhed på sig og forbliver sammen med mennesket ”alle dage indtil verdens ende”. Den mest karakteristiske kategori indenfor fængslets digtning er netop den, som markerer Kristi nærvær hos de lidende. Kristus er dér, hvor mennesket er. Han er den fattige hos de fattige, den martrede hos de martrede, fangen hos fangerne – det er det, Kærlighedens Inkarnation betyder.

Det mest repræsentative værk inden for denne centrale type digtning er Radu Gyrs ”Jesus i min celle”:

”I aftes kom Jesus i min celle.
Så trist, så høj var Krist.
På hans spor kom månen,
Og dens lys gjorde ham endnu
mere høj, mere trist. […]

Han satte sig ved mig
på strålejet:
«Stik din hånd i mine sår».
På hans ankler var der spor af
søm og rust,
Som havde han engang
båret lænker.

Med et suk strakte han sine
trætte lemmer
På mit leje, som myldrede af
kakerlakker.
Lyset spredte sig ud af hans
sovende krop,
og de tunge tremmer
Kastede deres skygge som striber
på hans snehvide dragt. […]

Da jeg vågnede […]
Duftede strået af roser.
Jeg var i min celle, og månen
var ude,
Men Jesus var ikke til at se.

Jeg rakte mine arme ud – ingen
… tyst.
Jeg henvendte mig til væggen
– intet svar!
Kun de kolde stråler […]
Stak deres spyd i min side.

Hvor er du Herre?
råbte jeg ved tremmerne.
Månen lyste hvidt
som et røgelseskar.
Jeg følte på mig selv
… og på mine hænder
Fandt jeg hans naglemærker”.

Dette digt taler om Kristi deltagelse i menneskenes helvede. Cellen, som dog forbliver, hvad den i virkeligheden er, bliver samtidig til et billede af menneskesjælen, som åbner sig mod nåden. Der er en dobbelt bevægelse i digtet. Først er det Kristi nedstigning. Jesus kommer – han kommer på et præcist tidspunkt inden for den verdslige kronologi (”i aftes”), sådan som hele hans liv har været, hvilket trosbekendelsen understreger (”pint under Pontius Pilatus”). Han kommer gennem lukkede døre – som han også gjorde dengang, da disciplene var forsamlet. Han kommer og identificerer sig fuldstændig med fangen i hans vilkår. Jesus bærer spor af kæder på sine ankler, han iklæder sig fangernes stribede dragt, han strækker sit trætte legeme på det rådne strå. Men idet han deltager i denne præcise menneskenes lidelse på et bestemt sted, i en bestemt tid (også denne lidelse har han båret på korset), skænker han dem (det er den anden bevægelse i digtet) sin egen lidelse, en helt anden lidelse med en helt anden betydning. ”Hans naglemærker” er det, der ændrer lidelsens betydning fuldstændig. For denne lidelse er Guds egen, og den betyder selvopofrelse.

Nedstigning og opstigning. Kristus stiger ned, og mennesket stiger op, de finder hinanden i lidelsen. Derfor siger digteren: ”Du alene er god, Herre, jeg derimod dødelig og ond! / Jeg ligner dig slet ikke i kærlighed, i miskundhed, / Men ved mine sår prentes dit billede så stærkt i mig, / at man kunne tro, at du har skabt mig af himmelstof, ikke af støv. / […] Er det dig, der stiger ned i det støv, jeg er, / Eller er det mig, der stiger op mod himmerige? […] / Således vokser jeg som et barn ved din faderlige side, blod af dit blod” (Radu Gyr, ”Identitate”).

Lidelsen er ikke bare lidelse. Det er ikke al lidelse, der er en afslutning, den kan også blive til en vej. Gennemlevet i lyset af Kristi efterlignelse bliver lidelsen, som Solsjenitsyn også fortalte i det centrale kapitel i Gulag Øhavet, ”Sjæl og pigtråd”, til en ”opstigning”. Uden tvivl har fængselets lidelse for mange været en indlæring i troen. En ”opdragelse”, en åndelig skoling. Troen forandrede den naturlige vrede – ja, ønsket om hævn, hvilket digtene ikke lægger skjul på – til tilgivelse, desperationen til håb. Adskillige digte viser lidelsen som én stor indlæringsproces, hvorved det indre menneske bliver fornyet. Man lærer at tilgive: ”Som et glemsomt barn, [ja, som et barn, der blot gentager, hvad de voksne siger,] begyndte min sjæl at gentage efter Ham og hviske bønnen, / som velsigner vore fjender” (Dragodan, ”Spovedania unui schingiuit”). Man lærer at elske: ”Tænd Din godheds ild i mig, skab et elskende hjerte i mig” (Paul Ga.les, anu, ”Ruga.ciune”). Den opdagelse, som Solsjenitsyn gjorde i arbejdslejren, at vreden forvandler sig til anger, og lidelsen fører til afklaring, til fred og et nyt liv, gjorde også de rumænske fanger. I ord, som minder om hans, fortæller de rumænske digtere om årenes strøm i fangenskab – man går fra trin til trin –, om hvordan sjælen lutres og forvandles gennem smerte. Efter vreden, fortvivlelsen, tomheden, efter at have tabt alting, i ”det ottende år” kommer så roen, ”en fredfyldt og dyb forsoning med alting”. Det niende år bringer en velsignet stilhed med sig, det trettende år ”det hellige Skrifts manna”. I det fjortende år bliver én givet at ”våge sammen med Herren Jesus”. Og ”det tyvende år fandt os levende under ruiner, af vore sår udsprang lysende blomster […] O, Herre, hvilket forår, for stedse grønt, vil en dag stråle om os og […] gøre opstandelsens tegn over os!” (Dragodan, ”Balada anilor de închisoare”). Derfor kan digteren sige: ”Lidelsen har stukket os med sit spyd i siden, / men ud af det dybe sår strømmede saligheden” (Dragodan, ”Lant, uri s, i clopote”). Derfor bryder disse digte ud i overrumplende billeder af fred, gennemsigtighed, glæde, fuldbyrdet liv og forventning: ”Herre, jeg er moden til at plukkes” (Radu Gyr, ”Sunt, Doamne, copt pentru cules”).

Ja, af lidelsen oplyst af tro udsprang freden og, paradoksalt nok, glæden. Ikke glæde over lidelsen – for der kan aldrig være nogenglæde i den – men glæden over den kærlighed, som ikke får ende: Guds kærlighed.

Sådan falder ordene i et af de mest mindeværdige digte fra Gulag, ”Du” af Nichifor Crainic:

“Du, som skjuler dig i din evige middagstime,
Du, som trækker verden ud af kaos og hænger den på en stråle,
For dig bøjer jeg mig, til din ære synger jeg,
Du, usynlige kilde til al synligt omrids.
Du lader lysets strøm falde over alt,
Selv over mig, en fugtig jordklimp. […]

Efter dig tørster jeg, efter dig sulter jeg,
Sådan trækker jeg min skygge efter mig på denne klode
Med skummende lys på dens tinder.
Ud af tidens gang samler jeg evigheden,
Ud af verdens støv rejser jeg mig med et glædesskrig:
Jeg er i Den, der er”.

Lidelsen kan være en vej – men det er den ikke altid. Det er den ikke for dem, som døde under de frygteligste pinsler. Det er den ikke for dem, som begik selvmord for at undslippe den. Det må man aldrig glemme! Lidelsen kan få én til at miste ”forstanden” – eller ”evigheden” – , som det blev sagt i et digt fra Pites, ti, jeg citerede tidligere. Lidelsen hører sammen med døden (”den sidste fjende”), den hører sammen med alt, hvad der danner modsætning til den skabende og opretholdende Gud. Den indvarsler ganske enkelt livet, som går til grunde. Men hvis lidelsen ikke formår at fuldbyrde dødens værk, så bliver den til en opvågning og en indvielse. Al lidelse åbenbarer menneskets sårbarhed, de menneskelige vilkårs begrænsninger. Derfor kan lidelsen medføre en selvbesindelse, en selvransagelse, en (gen)opdagelse af skellet mellem godt og ondt (det vidste oldtidens grækere også, da de på spørgsmålet ”hvorfor lidelsen?” svarede: ”at lide for at kunne forstå”). I troens lys bliver lidelsen til endnu mere og noget andet end blot det at forstå menneskets vilkår. For den kristne tro er troen på Gud, som lider, Gud, som har taget lidelsen på sig, ja, har valgt den. Og det er just det, den menneskelige lidelse kan føre til: Den fører til Guds egen lidelse, til meningen med, at Gud har valgt at lide … at lide for mennesket. Således fører lidelsen til selve Guds kærligheds mysterium.

At lide hører derfor op med at være den yderste underkastelse over for ondskabens og dødens kræfter. Det bliver til noget andet, ja, til det modsatte: Når lidelsen er en selvopofrelse, en given sig hen (og det er det, lidelsen i kommunion med Kristus betyder), så indeholder den netop en modstand mod døden. Så hedder det at lide for de andre, at lide for, at de andre kan leve.

Ingen har formentlig sagt det med større styrke end Traian Popescu i sit kantate-digt Mântuire (Frelsen), hvor Jesus med basstemme synger (først i es-dur, dernæst i c-moll) sin ypperstepræstelige bøn med ordene:

”Fader, dem, som Du i dag giver mig,
gør dem stærke som klippen på bjerget,
Gør, at de alle må være ét,
Jeg i dig og de i mig,
Før dem til kærlighedens tinder, til fredens paradis.

Jeg beder dig, Fader, med bitre tårer,
Giv verden liv, når din søn dør,
Giv landet liv, når dine sønner dør,
Skænk det din uendelige godhed og kærlighed,
Så det må få del i den guddommelige selvopofrelses
mysterium …”.

Det skal her nævnes, at Traian Popescu er det mest overraskende og samtidig repræsentative eksempel på, hvad Gulags lidelse har kunnet betyde. Ikke al lidelse har været til døden, den har sommetider været en ny, uventet begyndelse. Det er nemlig som følge af Gulag, at nogle blev præster (det gælder for Gheorghe Calciu-Dumitreasa og Constantin Voicescu, som først blev præster efter at have tilbragt lange år i fængslet, og som blev til den sande kirkes mest standhaftige vidner under kommunismen), og andre blev til digtere og musikere.

Traian Popescu var nemlig ikke musiker, da han blev arresteret, han var ingeniør. Han elskede musikken og havde sunget i kirkekoret som gymnasieelev, og han kendte de store mesterværker ved at have lyttet til dem. Han kunne ikke spille noget instrument, og hans kundskaber, hvad nodenotationen angår, var meget beskedne. Han havde aldrig før skrevet vers eller musik. Og så i den dybeste krise i hans liv – under et forfærdeligt forhør i 1955, da han desuden var ramt af en særlig pinefuld form for tuberkulose og befandt sig på grænsen til sindssyge på grund af de fysiske kvaler og af angsten for, at han ikke længere kunne udholde torturen og ville komme til at forråde de andre – blev det givet ham, virkelig givet ham, som teknisk var totalt uforberedt for denne virksomhed, at komponere både vers og musik. Det kom til ham. Det kom til ham, og han begyndte at skrive vers og komponere musik til ordene. Det reddede hans forstand, det reddede hans liv. Han vågnede op om morgenen og vidste med glæde, at det var det, han skulle. Han fortsatte i fælles celler og i isolationscellen (en vigtig del af hans værker blev komponeret i ”Zarca Aiudului”, isolationscellen i Aiud-fængslet: En celle, som var tre meter lang, to en halv meter bred, meget fugtig og kold, og hvor maden bestod af en halvration hver tredje dag og en skål med lunkent vand hver anden dag). Han fortsatte bare. Og han havde god tid: Han tilbragte nemlig 16 år i forskellige fængsler, deriblandt genopdragelsesanstalterne Pites, ti og Gherla. Han skrev ordene på sæbe og memorerede dem – og da det lod sig gøre, reciterede han dem til de andre. Melodierne sang han først mange gange for sig selv og bagefter højt for de andre. De blev bevaret i hans hukommelse såvel som i de andres hukommelse. Traian Popescu har fortalt i en af sine bøger om, at han en dag fik foræret en bog med sange fra fængslerne, som præsten Ionel Florea i 1992 havde samlet fra mennesker, som kunne dem. Han åbnede bogen, og der fandt han ”Hymnen til Vladimires, ti-klostret” (et martyrkloster, hvis samtlige 300 nonner og ledende præst blev kastet i fængslet i 1955, klostret lukket og så godt som jævnet med jorden). Denne hymne var registreret under betegnelsen ”ukendt komponist”. Men komponisten var ikke ukendt for ham, det var nemlig ham selv. Hans melodi og hans ord var vendt tilbage til ham.

Efter sin løsladelse i 1964 fik Traian Popescu klaverundervisning og begyndte at notere sine kompositioner. Dertil fik han hjælp af tre professionelle komponister, som indså værdien af disse unikke værker og skrev dem ned og orkestrerede dem efter hans detaljerede anvisninger. Sådan, som forbudte værker, blev disse musikalske værker bevaret i det skjulte indtil kommunismens fald. Så blev de opført for offentligheden og indspillet for radio og fjernsyn: Kantate-digtet Frelsen (som består af tre dele: Kristi Fødsel, Korsfæstelsen og Opstandelsen) blev først opført i det rumænske Radiohus i 1991, mens oratoriet Calvar (Golgatha) først blev opført i 1997 i Radiohuset i Bukarest.

De to værker, Frelsen og Golgatha, som i øvrigt kun er en del af det, som Traian Popescu komponerede i fængslet – opførelsen kræver store ensembler, med orkester, kor og solister – er i sandhed enestående. Og ikke kun på grund af deres mirakuløse tilblivelseshistorie, men også af deres indhold. Det er store poetisk-musikalske værker, båret af én sammenhængende inspiration, organiske hele i for det meste et gennemsigtigt tonalt sprog, som hviler i sig selv og danner rene og rolige melodiske linjer. I deres indhold repræsenterer de en krønike, nedfældet af et tidens vidne. I vers og musik, med fin sans for ligevægten mellem den fælles skæbne og den personlige erfaring giver oratoriet Golgatha et billede af Rumæniens historie under kommunismen. Invasionen ved den Røde Hær, med hvilken oratoriet begynder, efterfølges af landets ødelæggelse og massearrestationerne. Her nævnes ”bønderne”, ”de lærde”, ”de gejstlige”. ”Det ganske land er ét fængsel, ét råb og én bøn”. Anden Del (”Ødelæggelsen”) skildrer fængslets univers, pinslerne og bønnen fra det dybe. Tredje Del (”Morgengry”) bringer ikke kun friheden, men friheden forstået som opstandelse. Det er Påske, overgang fra død til liv. Af de menneskelige ruiner genskaber Gud et folk, sit eget folk, som skal leve videre i historien. ”Herre, beskyt med din hånd” vort ”folk”, ”Kristus, våg over mit land og velsign det”.

Det drejer sig ikke alene om en digterisk og musikalsk beretning om et bestemt kapitel i landets historie, men om et trosvidnesbyrd i trængslernes tid. Traian Popescus værker er en form for kunstnerisk historieskrivning, men de er ikke kun det: Her er menneskenes historie integreret i en anden historie, nemlig frelsens historie. Dette er værkernes kerne. De fortæller om den historie, der er blevet gennemlevet, men denne historie er Guds historie, for i historien rejser Gud side om side med mennesket. Derfor slutter både oratoriet Golgatha og kantate-digtet Frelsen med glædens sang og frihedens dans – det kristne menneske, som Kristus sætter i den frihed, som ingen kan tage fra én. Befrielse. Liv. Forventningens vished. Den jordiske og himmelske lovprisning.

*

Om det poetiske vidnesbyrd fra Gulag kan der tales længe. Der er så meget at vælge imellem. Jeg kunne have valgt andre citater, andre digtere, andre musikalske værker. Men havde jeg gjort det, ville teksterne ikke have sagt noget andet end det, jeg allerede har bragt her. Ordene ville naturligvis have været forskellige, men kernen er over alt den samme.

Ud af årene i Gulag kom så mange digte – i sandhed et enestående kapitel i litteraturhistorien, i kulturhistorien. Jeg kendte selv som barn nogle af digtene fra fængslerne, vi havde lært dem, som det var almindeligt, fra den lokale præst, der – hvilket også var almindeligt – havde førstehåndskendskab til dem. Vi gik og nynnede dem … alt imens den 7. november blev fejret udenfor, og de røde flag snoede sig om vor hals som galgens løkke.

Det, der slår mig den dag i dag, når jeg genlæser disse vers og hører denne musik, er, at det, der er kommet ud af Gulags erfaring, er mening og skønhed. Det er ikke en gengivelse af rædslen, skønt lidelsen får mæle, men en kamp mod rædslen. En kamp mod ondskab og død, en kamp mod meningsløshed. Gulag har utvivlsomt været, som François Boulêtreau (generaldirektør for universitetet i La Roche-sur-Yon) mindede om ved Memento-konferencen, ”en fornægtelse af ånden”. Men netop i denne konfrontation, i denne prøvelse har menneskeånden atter gjort sig gældende. I tro, i standhaftighed og i skønhed.

Der skulle lidelsens mest brutale erfaring til for at genfinde den eviggyldige mening med kunsten: Det sande, det gode og det skønne.

Gulags digtning og musik er et gribende tegn på modstanden mod, hvad Gulag var ment til at være, nemlig den totale ødelæggelse af menneskets væsen. Det er ganske enkelt et formidabelt anti-nihilistisk manifest. I denne digtning og musik ligger modstanden mod ”den store gift”, som ved et åndens mirakel forvandlede sig, som en digter bad om i sin bøn i fængslet, til ”evighedens liflige duft” (Radu Gyr, ”Metanie”).

Note 1: Teksten er suppleret med detaljer, som oprindeligt indgik i et andet foredrag med samme emne: ”De profundis: Digte og sange fra de rumænske fængsler under kommunismen”, afholdt ved kollokviet ”Att sjunga sig in i himlen”, Dagar för Kyrka och Akademi på Hjelmserydsstiftelsen, Sverige, 21.-22. august 2006.

Note 2: Florin Papazu, ”Vasta otrava.”, in Ves, nicia s, i înca. o clipa. (Evigheden og endnu et øjeblik), Edit, ie îngrijita. , i postfat, a. de Monica Papazu, Bra.ila: Muzeul Bra.ilei, Editura Istros, 2001, s. 158. I oversættelsen af de rumænske digte, jeg bringer her, har jeg ikke kunnet gengive det karakteristiske rim og den rytme, som er en del af den poetiske form. Jeg har til gengæld bestræbt mig på at gøre billederne forståelige på dansk.

Note 3: Her er nogle samlinger med digte fra de rumænske fængsler: Din poezia rezistent , ei românes , ti, edit , ie îngrijita ? de Victor Buescu, Lisabona, 1952; Poeme din închisori, edit , ie îngrijita ? de V. Posteuca ? et al., Madrid, 1970; Poezii din închisori, culegere de Zahu Pana ?, cuvânt introductiv de Vintila ? Horia, Canada: Ed. Cuvântul Românesc, 1982; Poet , ii dupa ? gratii, edit , ie îngrijita ? de Constantin Aurel Dragodan et al., Bucures , ti, Arhiva Asociat , iei fos , tilor det , inut , i politici din România, vol. 2-4, 1993, 1995, 1997. Det siger sig selv, at eftersom digtene var genstand for mundtlig overlevering, findes de i forskellige varianter i de forskellige samlinger.