Eversharp, Tidehverv, 1985, s.72.

Dansk á la Lindhardt
Debatten om de muhamedanske flygtninge har raset i forårsmånederne, af formiddagspressen påhæftet mærkatet "racisme" - og det har altsammen været, som man kunne forvente. Spyt og slagord i luften og mundvigene. Demagogi og vulgaritet i smagfuld Ekstrablads-anretning.

Da slaget er ved at ebbe ud, melder P. G. Lindhardt sig. (Jyllands-Posten 7. maj). Det sker som sædvanligt i form af en kirkehistorisk oversigt over en fjern og ufarlig fortid, fra hvilken han kan foretage hurtige og parentetiske strejftog til nutiden og vrænge ad den uden at risikere at skulle stå til ansvar for noget ord, endsige nogen holdning, og Lindhardt er sandelig også leveringsdygtig i det sidste ny og har lært at sige racisme. Endda teologisk racisme. Striden mellem lutherdom og calvinisme i forbindelse med lutheranernes afvisning af calvinisterne i Danmark kaldes "afgjort en slags teologisk racisme", og professoren kan slet ikke holde op med at gentage Ekstrabladets nyeste slagord. Det sker ikke blot i forbindelse med denne teologiske konfrontation - teologi har jo aldrig interesseret Lindhardt. Men også i forbindelse med en bispeudnævnelse må han reproducere Ekstrabladet: "Det er den slags racisme som hedder nepotisme".

Udsagnets dybsind forbløffer os. Det er et sprog og en holdning, som er smidig og modebestemt helt ud i det ubegribelige. For nepotisme er jo nepotisme - iflg. fremmedordbogen "begunstigelse af slægtninge og venner med embede eller anden fordel". Men at nepotisme også skal være racisme er ejendommeligt. Hvorfor så kun nepotisme? Hvorfor så ikke lade sproget gå helt i opløsning og kalde alting for racisme, når det nu er det udtryk, der er på mode i de kredse, Lindhardt gerne vil lægge sig i nærheden af? Ikke sandt: det er den slags racisme som hedder en gulerod. Eller: det er den slags racisme som hedder to mand frem for en enke. Udsagn á la Lindhardt.

Hvad kan den mand dog ikke få sig selv til at sige, når det er populært at gøre det?

For fatter gudstjenester
Den kirkelige radiomedarbejder Mogens Hansen ved også godt, hvad der gør sig i samtiden og har i det sidste årstid transmitteret noget, han kalder "forfattergudstjenester". Her har forfattere som Bettina Heltberg og tilsvarende fra Politikens faste stok fået overladt både prædikestol og sendetid for at holde gudstjeneste for alt folket. Hensigten synes for den forudsætningsløse at fortabe sig i det dunkle. Hvorfor kun forfattere? Hvorfor ikke også revisorer og postfunktionærer og den selvstændige købmand? "Revisorgudstjenester"!

Hva'behar, er revisorer ikke lige så spændende for en popularitetshungrende kirkelighed som "forfattere"?

Nåh nej ...

sk.