Eversharp, Tidehverv, 1982, s.36.

Om at "markedsføre kristendommen" - eller hvad med evangeliet?
I Bregninge på Tåsinge sker sære ting. Præst og menighedsråd erstatter af og til den ordinære offentlige gudstjeneste med en børnegudstjeneste, ved hvilken "salmerne skal kunne vælges frit (d. v. s. også udenfor salmebogen), dagens tekst ikke nødvendigvis læses, prædiken evt. erstattes af lysbilleder, dukketeater eller andet og voksne medlemmer af menigheden hjælpe til med at uddele nadveren" og denne gudstjeneste skal holdes kl. 10.

En kirkegænger følte sig på 1. søndag i advent snydt med dette gudstjenestesurrogat og beklagede sig til sin biskop, hvad vedkommende har måttet høre meget ilde for i diverse avisindlæg. Biskoppen påtalte med påskønnelsesværdig fasthed det skete ud fra gældende love og henviste evt. afholdelse af den slags børnegudstjenester til at finde sted udenfor den ordinære gudstjenestetid. Herover blev præst og råd fornærmede. "Når vi nu har en præst, der er så dygtig til at markedsføre kristendommen", sagde et menighedsrådsmedlem til avisen. En klage til ministeren blev fornuftig afvist, men med den moraliserende tilføjelse, at biskop og menighedsråd opfordredes til en forhandlingsløsen. Således fik først kirkelovene ved biskoppen deres og dernæst den gældende politiske katekismus ved ministeren sit, men hvad med evangeliet?

Inspireret af ministerens tilføjelse har præst og råd nu rettet ny henvendelse, i hvilken det foreslås ministeren at "nedsætte en ny strukturkommission til at rydde op i folkekirkens middelalderlige struktur og give menighedsrådene mere indflydelse" - og sådan vil sagen rulle ad kendte baner uden udsigt til at nå frem til det egentlige.

Det spørgsmål melder sig: Hvorfor belærte biskoppen ikke præst og menighedsråd om, hvad en gudstjeneste er, hvorom begge synes at være ganske uvidende? Skal en bisp måske blot fungere som kirkeministeriel tjenestemand? Hvad kan grunden være til, at en ugudelig præst og et ugudeligt menighedsråd ikke af deres biskop fik et godt kristeligt ord med på vejen om, at en gudstjeneste ikke er en "religiøs" forlystelse eller en markedsføring af noget, der kaldes kristendom, men at den er en tjeneste for Gud, som hverken præst eller råd kan skalte og valte med efter lyst og trang, og at det netop er begges fornemste opgave at værne gudstjenesten som gudstjeneste til opbyggelse og trøst for enfoldige og bange, få eller mange.

Skulle det være lovens forkyndelse, der er glemt i kirken: Forvar din fod, når du går til Herrens Hus!

V. K.