Eversharp i Tidehverv - Kronologisk ordnet

"Hvi er Herrens ord forsvundet af hans hus?"

Eversharp, Tidehverv, 1980, s.71-72.

"Hvi er Herrens ord forsvundet af hans hus?"
Der var konfirmation i Frederiksberg kirke den 13. april d. å. ved sognepræsten pastor H. Ø. Lundblad (kandidat ved bispevalget i Århus i fjor). På det til lejligheden trykte "program" (salmebog, herunder vel også konfirmationssalmebog, synes afskaffet) var trykt:

Trosbekendelsen (forsøg på nutidig gengivelse):

Vi siger nej til det onde,
til de onde handlinger og de onde tanker.
Vi tror på Gud,
som er bedst kendt som en far og mor,
hvis kærlighed ingen ende har, og
som er den dybeste forklaring bag denne verden.

Vi tror på Jesus Kristus.
I ham viste Gud sig,
derfor er han Herre over os.
Han blev født af jomfru Maria
og blev det fuldkomne menneske;
pint under Pontius Pilatus;
korsfæstet, død og begravet;
der er ingen afgrund, som han ikke kender,
han er en stadigt levende virkelighed
alle vegne,
og han skal engang tydeligt vise os denne verden
som en ny verden.

Vi tror, at Gud er imellem os og i os;
vi tror på den hellige almindelige kirke;
vi tror på fællesskab mellem mennesker;
vi tror på tilgivelse;
vi tror, at vi engang skal leve i en verden uden
krig, sult, sorg og død.

Det tør siges, at her er forældede og uforståelige ord som skabelse, genløsning og helliggørelse beroligende erstattet med tidens tomme og intetsigende ordgyderi. Alle har kunnet gå glade hjem til festen med bevidsthed om, at vi engang skal leve i en verden uden krig, sult, sorg og død, og at det hører gamle dages fordomme til, at jeg er et fortabt og fordømt menneske. Sagt med rene ord: Magen til kristendomsforfalskning skal man selv i vore dage lede efter. Der er ikke langt mellem 1810 og 1980, om nogen nogensinde skulle have troet det.

V.K.

Fra kordrengens høflighed til præsten som afsender-antenne og menigheden som vingeskudt flagstang.
Det fremtrædende medlem af Landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer, tidligere pædagog og nuværende sognepræst, Palle Højland, Helsingør, har i menighedsrådenes blad nr. 4/1980 skrevet en artikel om forkyndelsens kommunikation. Det Højland tydeligvis vil have fat i, er kirkegængernes motivation. Men uden forståelse ingen motivation, hvorfor forkyndelsens problem er et kommunikationsproblem.

Hvad er det nu, Palle Højland vil kommunikere? Jo, han vil motivere viljen til at øve stordåd: "Historien viser jo, at hvis danske menigheder for alvor vil noget, så sker det. Kirkefondets historie viser det. Kirkens Korshær, Missionsselskaberne og Sømandskirken er andre eksempler. Det afgørende er, at evangeliet bliver ikke teori, men virkelighed." Fra teori til virkelighed er netop kernen i kommunikationsproblemet: "Dette er et indlæg i overvejelser om kommunikation. Derfor er der tale om både en sender, en modtager og et budskab, der skal formidles. Det er også realistisk at tale om både antenner og om forhold, der forvrænger modtagelsen".

Det, der åbenbart har bragt Højland på den idé, at forkyndelsens problematik kan fremstilles i telegrafist-terminologi, synes at være en lille episode fra det virkelige liv: "Ved en gudstjeneste en væmmelig vinterdag var der i Helsingør Domkirke kun kommet 7 til eftermiddagsgudstjenesten. Da jeg gik hjem, mødte jeg en af drengene fra Domkirkens drengekor, jeg sagde: "Nå, det var ikke ret mange i dag!" Drengen svarede: "Nej, - og så lige netop når vi prædiker". Og han har jo ret: vi prædiker".

For Højland bliver dette korte ordskifte over sin egen søndagsfrustration til ikke mindre end en hel kommunikationsteori: Vi prædiker! Enheden af afsender og modtager! Til kamp mod alt det, der forvrænger! Forstår jeg Højland ret, er det ikke mindst problemet, at hverdagen har ændret sig. Forkyndelsens hidtidige billedsprog er blevet uforståeligt og uklart ("Skattens mønt" er ikke et kendt begreb i en kildeskatte-tid . . . Sæde-manden er afskaffet. Mange kender end ikke en såmaskine".) og må derfor erstattes af et nutidigt klart og let anskueligt billedsprog, som Højland da heldigvis giver et imponerende eksempel på: "Menighedens situation minder mig om en flagstang, jeg en dag så i en efterårstom kolonihave. Flagsnoren var ikke bundet fast, den svajede sørgmodigt ud i luften, svævende, formålsløst og trist. Man kan selvfølgelig ikke tale om en vingeskudt flagstang. Men det dækker nu meget godt alligevel. Er det menighedens situation? Bundet foroven, ubestemt og vingeskudt i forhold til omgivelserne".

Uden at have været til stede hin triste søndag i Helsingør, men til gengæld med en såmænd blot beskeden indsigt i det danske sprogs funktion, er der grund til at antage, at hele Højlands vidtløftige kristelige kommunikationsteori hviler på den kommunikationsbrist, der opstår, når man ikke hører ordentlig efter, hvad der bliver sagt. Kordrengen har næppe været ude i kommunikationsteoretiske åndrigheder, men utvivlsomt blot været almindelig høflig. Han følges med den nedslåede Højland og har vel gerne villet vise sin deltagelse: "Og så lige netop når De prædiker". Enkel og ligetil konversation, almindelig høflighed. Hvad gør man ikke for at opmuntre et bekymret menneske?

Carsten Breengaard.