Tidehverv, 1968, s.54-56.

Martin Luther som økumeniker.
Underskrevet af Københavns værdige biskop Willy Westergaard Madsen er en skrivelse sendt ud i landet med opfordring til en god kollekt for det økumeniske arbejde. Der tales godt for den gode sag: "Da 450-års jubilæet for den lutherske reformations begyndelse i efteråret fejredes i Wittenberg, understregede professor K. E. Skydsgaard i sit foredrag "Reformationen som økumenisk begivenhed", at reformationens centrale anliggende angår hele den kristne kirke, og at den lutherske kirke alene i kraft heraf er forpligtet til aktiv deltagelse i den økumeniske samtale. Luther ønskede ikke at splitte kirken, tværtimod var han sig altid bevidst, at kirken principielt må være een, og derfor er de økumeniske bestræbelser helt i pagt med det inderste i reformationen".

Man må undre sig over, at den værdige fortaler for økumenikkens gode sag kun anfører reformationen, for de økumeniske bestræbelser er vel også helt i pagt med kristendommen overhovedet. Eller bekendes ikke hver søndag troen på een hellig, almindelig kirke? Det er jo utvetydigt økumenisk.

På den anden side kommer det da til at stå lidt uklart, hvorfor Luther egentlig brød med romerkirken. De to var og skulle jo være eet. Hvorfor blev de da til to? Luther svarer selv i sin forklaring til trosbekendelsen, at kirken er "et fællesskab af hellige, det vil sige en flok eller forsamling af de mennesker, som er kristne". Men hvem er hellig? Svar: "Jeg tror på Helligånden, som gør mig hellig".

Der synes med andre ord at være en sammenhæng mellem Helligånden og den hellige kirke, som er een, og da Københavns biskop mærkværdigvis ser ud til at have glemt dette, kan der være grund til at minde ham om, at det var i troen på Gud og Hans Ånd, Luther ubekymret splittede kristenheden. For Guds ånd opholder een hellig, almindelig kirke, selv om kirkesamfundene splittes. Og reformationen var da ingen økumenisk begivenhed for så vidt som økumenikerne er uvidende om, at kirken principielt er og altid vil være een.

Disse betragtninger vil naturligvis glide af Westergaard Madsen som vand af en gås, for hvornår har spørgsmålet om evangeliet kunnet gøre indtryk på en kirkepolitiker. Med hensyn til professor Skydsgaard, som uafladeligt tages til indtægt for den økumeniske kirkepolitiks stræben efter enhed og magt, burde forholdet imidlertid være et andet. Hvorlænge agter han i grunden at lade sig misbruge i dette spil? Hvorlænge vil den teologiske professor lade sig benytte som teologisk garant for en bestræbelse, hvis eneste forhold til teologi er taktikkens?

Der burde siges et borgerligt ord om denne forvanskning af Luther, og det burde være professor Skydsgaard, der sagde det.

sk.

En tilføjelse.
Ovenstående henstilling til professor Skydsgaard er alvorlig ment. At den tillige indeholder en henstilling til professoren om selvbesindelse, gør ikke dens alvor mindre. Om den økumeniske bevægelse har han i festskriftet til N. H. Søe f. eks. skrevet, at "den med sit nej til kirkernes pluralitet, dvs. til den opfattelse, at Jesu Kristi kirke eksisterer i flere af hinanden uafhængige eller direkte hinanden bekæmpende kirker ... er udtryk for en ny forståelse af problemet om kirkens enhed midt i dens manifeste splittethed" (s. 213).

Vi vil ikke driste os til at antyde, at dette skulle være skrevet mod bedre vidende, men vi vil tillade os at udtale vor forundring over, at professor Skydsgaard kan overveje muligheden af, at Jesu Kristi kirke er delt. Vi vil heller ikke driste os til at kalde en sådan overvejelse for blasfemi, men vi vil ikke lægge skjul på, at det efter vor mening kræver en betydelig smidighed om søndagen at bekende troen på een hellig kirke og om mandagen at være bekymret over, at den hellige kirke ikke er een. Vi vil derfor spørge professor Skydsgaard med Paulus: "Er Kristus da delt?" (1.kor.1,13). Og vi vil ikke akceptere et svar, der siger ja og nej.

sk.

Den gamle skude og de hjælpsomme snyltere.
I Korshærsbladet (Onward Christian soldiers on the way to Bethlehem!) har Korshærens tidligere chef, nuværende biskop for Lolland-Falster Stift Haldor Hald skrevet om "Den diakonale opgave". Med et mildt blik til de kirkelige organisationer og institutioner - bl. a. Korshæren - siger biskoppen: "Situationen er, at mange organisationer og institutioner ønsker en folkekirkelig anerkendelse, idet de er folkekirkelige, og Folkekirken har brug for de mange organisationer for at være det, den skal være og gøre den gerning, som den skal gøre".

Vi kan ikke være uenige med Korshærens tidligere chef i hans konstatering af, at den foreliggende situation er præget af de kirkelige organisationers hede ønske om at få officielt og folkekirkeligt stempel, men vi vil tillade os at bestride, at folkekirken skulle vinde derved. Tværtimod forekommer det os at blive folkekirkens død, hvis de kirkelige organisationer skulle få held til at invadere den. Også her gælder Hørups ord om skæg for sig og snot for sig: folkekirken kan ikke forpligtes på privatfolks interesser uden at høre op med at være folkets kirke.

Men for at fremdrage den virkelige situation i folkekirken vil vi citere os selv og genopfriske følgende fortælling: "En gammel og skørnet skude, præget af sejlads i svære storme og strid sø, ligger synkefærdig, ramt af diverse torpedoer. Det er kirken, der ligger der. Tiden er ved begyndelsen af dette århundrede. Angrebet mod den var ført fra mange sider. Udefra har Brandesianisme og den sejrrige socialistiske arbejderbevægelse affyret deres bredsider, og indefra har bibelkritik og liberalisme med human religiøs idealisme som programpunkter fyret løs på den gamle skude, og nu synes det kun at dreje sig om tid, hvorlænge den vil kunne holde sig flydende. Men hjælpen er undervejs. Næsten en hel flotille af redningsskibe er udrustet og kommer til hjælp, en lang række af frivillige organisationer, lige fra det kristeligste af alle dagblade til allehånde "arbejder" for alle alderstrin og erhverv, lægger sig langs siden af den synkende skude for at holde den oppe, og samtidig ligger de rede til at tage besætningen og alt tilbageværende gods ombord, hvis det ikke skulle lykkes at bjerge skuden. Men som de ligger der, hjælpende og parate til hjælp, sker det mærkelige, at skuden beviser sin livskraft, det gamle tømmer er endnu frisk, og billedet vender sig. Redningsskibene er af langt skrøbeligere materiale, og efterhånden bliver det ikke dem, der holder det vingeskudte skib oppe, men hvor utroligt det end kan være, så bliver det det gamle og medtagne skib, der holder redningsmændene oppe. De lå parate til at overtage det gamle skibs rolle og opgave, men nu klynger de sig til det, ja de klæber sig til det, sådan at udefra set kan man næsten slet ikke få øje på den gamle skude, men man ser kun alt påhænget og ender med at tro, at det er skibet. Nu er faren den, at de, der skulle hjælpe, tvinger det gamle skib ned. Nu er det ikke mere redningsmændenes håb og drøm at redde det gamle skib, men nu er det deres håb at overtage det gamle skib og således redde sig selv. Derfor kalder de sig nu folkekirkelige. De kom som redningsmænd, de endte som røvere og snyltere".
(Vilhelm Krarup i Tidehverv april-maj 1958).

Det er situationen i dag.

sk.

Journalistik på Information.
En katolsk pater har bragt i forslag, at folkekirkens kirkebyggeri indstilles til fordel for "karitativt og samfundsnyttigt" byggeri. Og en journalist på Information ved navn Jørgen Siegumfeldt har fulgt den karitative tanke op og talt varmt om dens fordele. Og hr. Siegumfeldt finder paterens forslag evangelisk. Og han beskylder modstanderne af det for at være trekvart-katolske.

På dette punkt synes hr. Siegumfeldt dog at skimte antydningen af en selvmodsigelse, hvorfor han ikke tøver med at fremstille pateren som kun halvt-katolsk: "Havde de forargede fulgt med i Kirkens Verden, Kristeligt Dagblad og Information ... ville de også være klar over, at han (pateren) formentlig altid bruger ordet "kirken" som betegnelse for kristne kirker som sådanne og ikke blot den katolske". For læsere, der ikke formår at følge med i hele den kirkelige presse og nøjes med Information, er denne oplysning naturligvis beroligende. Kun gør det os usikre, at det blot formentlig forholder sig sådan. Hr. Siegumfeldts autoritet lider skade ved sådanne betænkeligheder. Vantro læsere vil kunne tro, at hr. Siegumfeldt gætter sig frem.

Og hans fremstilling tåler li'som ikke denne spirende tvivl. Båret af tvivlens bølge vil samme læsere nemlig kunne finde på at spørge hr. Siegumfeldt, hvad ovennævnte forsvar af paterens kirkeforståelse skal betyde. Eller hvad kan det komme folkekirken ved, at pateren er økumenisk og vil gøre karitative gerninger? Denne sidste interesse kunne jo ligefrem siges at være ikke bare halvt eller trekvart, men helt katolsk.

Læserne begynder med andre ord at ane en fatal begrebsforvirring i hr. Siegumfeldts hoved, og uheldigvis gør han forvirringen total i samme nr. af avisen. Der spørges heri, om ikke også kirker og kirkebyggeri er en del af vor kultur, og hr. Siegumfeldt svarer: "Jo. Men kulturen er menneskestyret". Men om forladelse: er folkekirken og dens kirkebyggeri ikke menneskestyret? Hvad mener hr. Siegumfeldt? Er han måske blevet katolsk i hovedet - som pateren, der altså ikke er det? Eller - er hr. Siegumfeldts kampagne simpelt hen forvrøvlet?

Denne slutning nødes man beklageligvis til at drage af hans ihærdige forsøg på en argumentation, og således falder det hele på plads i al dets enkelhed: folkekirken er en samfundsfunktion, og som sådan skal den have egnede og tilstrækkelige bygninger for at kunne fungere. Det er elementært.

sk.