Ligheden

Af Rudolph Arendt, fra bogen: ”Frihed eller lighed – et opgør med U90”, Forældrenes Børnekommission, 1978, 84-85.

En fabel om, hvordan det gik, dengang menneskene ville gøre hinanden lige.

Der var engang menneskene troede på Gud. Da vidste de også, at de alle var lige for Gud. De var nok forskellige, men de vidste, at ligheden for Gud var større end forskellen mellem dem, og derfor kunne de glæde sig over ligheden uden at hade forskellene. Ganske vist troede menneskene ikke altid lige meget på Gud, og derfor hændte det ofte, at de lagde mere vægt på forskellene end på ligheden.

Men så skete det, at menneskene holdt op med at tro på Gud. De sagde, han var død. Men de kunne alligevel ikke glemme ham. Det viste sig i, at de ikke kunne glemme ligheden. Men fordi de ikke mere troede på Gud, kunne de ikke mere få øje på ligheden. De kunne kun se forskellene. Det var, som om ligheden var død sammen med Gud. Så prøvede menneskene at gøre ligheden levende igen. Men fordi Gud var død, var menneskene jo ikke blevet guder; de kunne ikke gøre dødt levende. Men kunne de ikke gøre den døde lighed levende igen, kunne de da prøve på at dræbe forskellene. Det gik de så igang med. Hver gang de opdagede en forskel, nedsatte de en kommission, der skulle finde ud af, hvordan de skulle få den fjernet. Men det var et stort arbejde. Så snart de havde fået fjernet én forskel, fik de øje på en ny, som de ikke havde tænkt på før. Der var ligesom ingen ende på det.

Der var forskellen mellem rig og fattig. Den lod sig så nogenlunde fjerne; for pengene var jo noget, menneskene selv havde skabt. Men der var andre forskelle, som menneskene ikke selv havde skabt. Der var forskellen mellem mænd og kvinder, mellem de stærke og de svage mellem de kloge og de mindre kloge, mellem de små og de store.

Man kunne jo ikke gøre mændene til kvinder. Men så prøvede man at få dem til at holde op med at være mænd. Man kunne heller ikke gøre kvinderne til mænd. Men så prøvede man at få dem til at holde op med at være kvinder. Man kunne ikke gøre de svage stærke, og man kunne ikke gøre de mindre kloge mere kloge. Men så prøvede man at gøre de kloge mindre kloge, og de stærke mindre stærke. Man kunne jo i det hele taget ikke gøre nogen til noget, de ikke var. For menneskene var jo som sagt ikke blevet guder, selvom Gud var død. Men så kunne man bestemme, at ingen mate være noget, som ikke alle kunne være.

Alligevel var det svært at få alle forskellene væk. Men jo sværere det var, jo ivrigere blev menneskene for at få det gjort, og jo mere irriterede blev de på forskellene. Foruden de mange kommissioner, der skulle fjerne de mange forskelle, nedsatte man også en kommission, der skulle opdage de forskelle, man ikke havde opdaget endnu, så man kunne få dem fjernet.

Så ivrige blev menneskene efter at finde nye forskelle og få dem væk, at de til sidst næsten ikke tænkte på andet end forskellene. Det var, som om selv den mindste forskel svulmede op, så den skjulte alt andet.

Selv den uskyldigste forskel voksede som en gøgeunge og fik skylden for alt ondt.

Det var det mærkelige. Jo mere brændende menneskene ønskede ligheden , jo mere tænkte de kun på forskellene.

Ligheden alene skulle råde, men det var kun forskellene, som talte. Det var, som om ligheden fortonede sig mere og mere, så der ikke var andet tilbage end forskellene, som menneskene hadede. Ligheden blev mere og mere uvirkelig; det eneste virkelige var de forhadte forskelle.

Til sidst var der nogle, der indså, at skulle man virkelig udrense forskellene, måtte man begynde at udrense menneskene. Det skulle kun gøres for lighedens skyld, altså for menneskenes egen skyld. Sådan gik det til, at menneskene blev delt i to grupper, for lighedens skyld; de, der vidste, hvem der skulle udrenses, og de, der skulle udrenses.

Sådan endte menneskenes forsøg på at puste liv i den lighed, som var død, da Gud døde. Da ligheden levede, var der ingen, der hadede forskellene. Men da ligheden døde, begyndte man at hade forskellene og endte med at hade hinanden, for lighedens skyld.