Af Monica Papazu, Tidehverv 2018 nr. 8, s. 157-161

Bønnen er troens spejl
Som man har kunnet læse i Agnete Raahauges lederartikel ”Dåbsforfølgerne i Lindevang Kirke” (Tidehvervs septembernummer) er der lagt op til gudstjenestereform i den danske kirke.
I rapporten ”Folkekirkens liturgi – mellem frihed og fasthed”, som udkom i juni, hedder det:
”Gudstjenestelivet i den danske folkekirke er under forandring. […] De nye gudstjenesteformer kommer til af forskellige grunde. Nogle ud fra nye anledninger i menneskers liv og nye mærkedage i privatliv og samfundsliv, andre ud fra idealer om at skabe gudstjenester, der har en mere nutidig relevans og bidrager til medinddragelse og større medejerskab” (Indledning, s. 5).

Klarere kan det ikke siges. Tidsånden sætter dagsordenen. ”Nutidig relevans”, ”nutidig og relevant”, ”nutidigt relevant”, ”nutidsmennesker” er, som Agnete Raahauge har bemærket, nøgleord i rapporten. Det er en gentagelse af 68-slagordet, hvor de studerende efterlyste ”en nutidsrelevant undervisning” og derfor forkastede overleveringen af kultur og den akademiske tradition. Nu gælder det om – lidt forsinket åbenbart – at overføre det på kirkens område.
Og hvad kendetegner nutiden? Det fremgår allerede af citatet, og det indrømmes også på rapportens efterfølgende side, hvor der tales om ”individualisering” og ”sekularisering”. Ja, vist drejer det sig om individualismen, hvor det emanciperede individ kræver anerkendelse (”nye mærkedage i privatliv”) og stiller krav – her på grundlag af ”medejerskab” af en servicekirke, som er til for at tilfredsstille ejere og kunder. Efter god sekulær og humanistisk manér skal alt måles med menneskets målestok – det menneske, som ikke kender til anden herre end sig selv. ”Privatliv”, må det dog bemærkes, hænger dårligt sammen med kirkens liv, med den liturgi, som er ”en fælles gerning”, der hverken tjener den enkelte eller samfundet eller de såkaldte medejere, men Gud.

Der findes et visdomsord, som siger: ”Det aktuelle er allerede forældet”, eller i Eugène Ionescos formulering: ”Den, der vil være i overensstemmelse med tiden, sakker allerede agterud”1. Det kan ikke være anderledes, for tiden består af en succession af momenter i en evindelig forandring. Dagen i dag er allerede på vej til at blive opslugt af i går; dens aktualitet er passé i selve det øjeblik, den viser sig.

Men her drejer det sig ikke om den menneskelige klogskab, som advarer mod at flyde med tiden og miste de sande holdepunkter, men om noget helt andet: Tidsånden og Evangeliets ånd er ikke komplementære størrelser, som går op i en højere enhed. Kristendommens befaling har aldrig været ”at følge med tiden”, den har tværtimod været Paulus’ radikale ”Skik jer ikke lige med denne verden” (Rom 12,2). Hvis de kristne havde haft travlt med at tilpasse sig, ville løverne i den romerske arena været døde af sult, og hverken Paulus og Peter eller de skarer af trosvidner, der kom efter dem, ville have lidt martyrdøden.

Vist har gudstjenesten en historisk udformning. Generationer af kristne har ved Åndens arbejde i deres hjerter sat deres præg på den. Der har altid – siden oldkirken – været detaljeforskelle mellem de lokale kirker, men ikke væsensforskelle, som ramte selve Evangeliets budskab og sakramenternes betydning. Man har haft en fornemmelse for, at ”lex orandi, lex credendi” (”bønnens regel er troens regel”), dvs. ”som du beder, sådan tror du”, eller anderledes sagt: Bønnen, gudstjenesten, ritualerne afspejler den dogmatiske forståelse. Det er teologien, der former gudstjenesten og ikke tidens tilfældige præferencer.

Den intime forbindelse mellem teologi og ritual er uforvarende blevet belyst i selve rapporten, i et kapitel skrevet af sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen, der beskriver det nye dåbsritual, som på eksperimental basis blev indført i Lindevang sogn på Frederiksberg (ss. 57 ff.). Her nævnes ikke mere, at det er ved dåben, at mennesket bliver adopteret som Guds barn (”den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn”), og trosbekendelsen (med spørgsmål og svar) indbefatter ikke længere forsagelsen. Indledningsbønnen har fået en ny ordlyd: ”Gud, vores far / Tak for kærlighedens kilde, / som du skaber verden med”, hvilket i sig selv er en noget kluntet formulering, som om ”kærlighedens kilde” var et instrument og ikke Gud selv.

Det er detaljespørgsmål, vil man måske sige, men, som vi véd fra kirkehistorien, kan et enkelt ord, endda et enkelt bogstav, ændre de teologiske sætningers mening fuldstændig. Tilsyneladende beskedne forandringer har i kraft af det ubrydelige bånd mellem troens indhold og bønnen, vidtrækkende konsekvenser. I dette nye dåbsritual går en lige linje fra skabelse til døbt eksistens, som om intet var sket; det hele er bare en bekræftelse af noget, som i forvejen er givet. Som Christiane Gammeltoft-Hansen direkte har givet udtryk for, kan hun ikke acceptere ”en forståelse af dåb, hvor vi går fra en status til en anden” (Kristeligt Dagblad, 7. juli 2018)”2. I denne gnidningsfrie bevægelse fra det ene punkt til det andet – noget, som er fuldstændig fremmed for hele den kristne tradition – kan der ikke længere være tale om det Kors, som sætter skel mellem gammelt og nyt, og om ”genfødelsen af vand og Ånd”. Man er så småt på vej til at afskaffe dåben, eftersom man har frarøvet den dens indhold. De rituelle ord, som dog endnu ikke helt er fjernet, bliver klistret på til sidst rent formelt, ligesom af gammel vane, efter at dåben er hørt op med at blive forstået som begivenhed, ja, som den skelsættende begivenhed i et menneskes liv.

*

En ændring af ritualerne udgør en alvorlig fare for kirken, for ritualerne er konserverende. I en tid, da alting skrider, inklusive teologien, som bliver underlagt skiftende trends, og den enkelte præsts forkyndelse, som sommetider kan være ret vaklende, står ritualerne derimod fast. Det, de bevarer, er nemlig kristendommens grundpiller. De indeholder teologiens grundsætninger, og som sådan korrigerer de ved deres fasthed dagens udskejelser og præstens mangler. Ritualerne danner kontinuitet i kirkens liv; de forbinder det nuværende slægtled med de tidligere generationer, som alle sammen er samtidige med hinanden i troen.

En ”liturgisk reform”, hvor menigheden og den lokale præst skræddersyer egne ritualer, betyder ganske enkelt, at den dæmning af faste mønstre, som både hviler på og udtrykker troens grundsætninger, nu rives ned, så de subjektive meninger kan få frit spil.

Dåbens grav

De milde tanker, man i dag gør sig om dåben – for intet må støde, gøre ondt, minde mennesket om synden – har intet at gøre med den måde, hvorpå dåben er blevet forstået i den teologiske tradition fra de apostolske tider, oldkirken, kirkefædrene til Reformationen inklusive. Genfødelse betyder ikke fortsættelse, ikke tidens naturlige fremadskriden, men et nyt liv, og det indebærer først at dø. Ved dåben foretages nedsænkning i vandet tre gange, hvilket, skriver kirkefædre Kyrillos af Jerusalem og Gregorius af Nyssa, er et symbol på de tre dage, Kristus lå i graven3. De dråber vand, præsten i vore dage nænsomt øser over barnets hoved, er et billede af nedsænkningen, hvor det hele menneske blev neddykket i dåbsvandet, sådan som det stadig praktiseres i den Ortodokse Kirke, som har bevaret det oldkirkelige ritual4. Som Karl Barth så præcist skrev: ”Det er umuligt at forstå dåbens betydning, hvis man ikke bærer i tankerne, at den indebærer en dødstrussel og en udfrielse til livet”5.

Det handler om død og liv. Om døden af det døde liv, den faldne skabnings syndige og udslukte liv, og om livets gave: Det sande liv, som er selve gudsforholdet. Døden må ikke sættes i parentes. Denne død til liv, som mennesket ved den lignelse, som er dåben, får skænket, er nemlig Kristi død og opstandelse. Dette er meningen med dåben, som Paulus skriver i Romerbrevet:

”véd I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve [vandre i] et helt nyt liv” (Rom 6,3-4 ff.).

Dåbens tegn er Korset. Det kors, som afslører os som syndere og er dommen over vores synd – og som så bringer befrielsen fra synden. Hvad har mennesket at stille op over for Korset? ”[D]åbens tegn”, skriver Karl Barth, ”taler om død. At blive døbt betyder at blive neddyppet, at blive nedsænket i et fremmed element og blive dækket af en rensende flodbølge. Det menneske, som kommer ud af vandet, er ikke det samme, som gik i vandet. Det ene menneske dør, og et andet bliver født. […] Dåben bærer vidnesbyrd for os om Kristi død […]. Den, som bliver døbt, bliver draget ind i denne begivenheds sfære […] han forsvinder […] i denne død. Han bliver frataget den arrogante illusion om, at mennesker ligner Gud. Hvad er der tilbage af mennesket i lyset af Korset? […] Det menneske, som synden har magt over og regerer over, er død”6.

Kirkefædrene har konstant insisteret på denne betydning af dåben, som de betegnede som ”Korsets sakramente”. Ambrosius af Milano, som døbte Augustin – han gjorde det ved daggry Påskesøndag i 387 – skriver således: ”Når du dykker ned i vandet, modtager du en efterligning (”similitudo”) af Kristi død og begravelse. Du modtager Korsets sakramente”7.

Den teologiske forståelse afspejlede sig naturligt i ritualets ord. I Constitutiones Apostolorum, som sammenfatter kirkens tradition gennem de første tre århundreder, er f.eks. følgende dåbsbøn medtaget:

”Se ned fra himlen og helliggør dette vand […], så den, der efter Kristi befaling skal døbes, skal korsfæstes med Ham og dø med Ham og blive begravet med Ham og opstå med Ham og således få barnekår ved Ham”8.

Forsager du?
Dåben er fundamentalt død og opstandelse. Det er derfor, at det var almindeligt i oldkirken at forrette dåben Påskesøndag, ”når hanen galer” for første gang9. Den, som dør med Kristus, opstår sammen med ham. Efter Langfredagens mørke følger Opstandelsens sejrrige lys, og den døbte får del i det. Dåben blev opfattet som lysets gave (”photismos”) – et lys, der ikke går ned – og blev fejret med levende kerter.

Oldkirkens dåbsskikke og ritualer var ganske omfattende, og de fortjener at blive nævnt, fordi de er et vidnesbyrd om dåbens betydning.

Dåben indebar først en lang forberedelsesperiode. Oplæringen i den kristne tro (katekumenatet) varede ca. tre år. (Dåben var primært voksendåb, men barnedåb fandt også sted10.) Så stærk var sammenhængen mellem dåb og Kristi død og opstandelse, at indledningen til dåben faldt sammen med den Store Faste. Dåbskandidaterne blev først ”indrulleret”, dvs. skrevet ind i biskoppens bog som et tegn på, at Kristus selv skriver dem ind i Livets Bog, for de skal tilhøre ham. I de 40 dage, den Store Faste varer, modtog dåbskandidaterne yderligere grundig undervisning og blev eksorceret, for mennesket er den slagmark, hvor Kristus kæmper mod synden og besejrer den.

Eksorcismen er nemlig en markering af Kristi kamp. Han tager brydetag med djævelens herredømme. Han bryder de lænker, som mennesket har smedet sig ved sin adskillelse fra Gud, og Han gør det her og nu, idet Han konfronterer ondskaben, som ikke er en abstraktion, men, som den russiske teolog Alexander Schmemann siger, en realitet og en nærværende virkelighed. ”Eksorcismen”, skriver Schmemann, ”betyder dette: at se ondskaben i øjnene, at erkende dens virkelighed og dens magt og højt forkynde Guds magt til at tilintetgøre den. Eksorcismen peger på, at den forestående dåb er en sejrsgerning”11.

Det er Kristus, der lægger besværgelsens ord på præstens læber:
”Far ud du urene ånd, og giv Helligånden rum. […] Jeg besværger dig du urene ånd, i navn Faders, Søns og Helligånds, at du farer ud og viger fra denne Jesu Kristi tjener”.

Ordlyden her er ikke taget fra oldkirkens ritual, men fra de ritualbøger, som var gældende i den danske kirke efter Reformationen: Peder Palladius’ Alterbog af 1556 og Hans Baggers Alterbog af 168812.

Det, som – takket været Grundtvig – er blevet bevaret indtil i dag, og endda sådan at det bliver gentaget ved enhver gudstjeneste i Folkekirken, er forsagelsen, som oprindeligt var en følge af den befrielse fra djævelen, som besværgelsen bragte. Ved dåben bliver dåbsbarnet (eller den, som bærer barnet

og svarer på dets vegne) spurgt: ”Forsager du djævelen? Og alle hans gerninger? Og alt hans væsen?” Ved hvert led svares ja.

Forsagelsen, som er en del af den faste tekst, som blev slettet i det eksperimentale ritual på Frederiksberg, er et trosvidnesbyrd. Det er det befriede menneske, som nu selv har fået frimodighed til at trodse fjenden – den fjende, som Kristus har besejret.

I oldkirkens ritual blev den omvæltning, som dåben indebærer, understreget ved endnu flere stærke symboler. Forkastelsen af djævelen og hans ”pomp og pragt” (”pompa diaboli”, som Tertullian siger13) foregik ved det, at dåbskandidaten vendte sig fra vest til øst, fra mørket til lyset og således gav sig Kristus i vold. Ved Kristus blev paradisets port atter åbent for mennesket: ”Når du forsager Satan […]”, skriver Kyrillos af Jerusalem i sine katekeser, ”bliver Guds paradis, som Han plantede i øst, og fra hvilket vores forfader blev udvist på grund af sin synd, åbent for dig. Dette symboliseres ved det, at du vender dig fra vest til øst, lysets sted”14.

Den store overgang
Kirkefædrene har i deres dåbsteologi konstant fremhævet dåbens dramatiske karakter som passage, ”transitus”, ”Pascha” (overgang). De læste Det Gamle Testamente i lyset af Det Nye, og Det Gamle Testamente åbnede sig for dem som symboler, tegn, forvarsler, ”testimonia” om Kristi gerning. Dåben viser sig således at svare både til overgangen over det Røde Hav, hvor ulydigheden drukner og et nyt liv i frihed gryr for mennesket, og til syndfloden, hvor den syndige menneskehed går til grunde, men hvor Gud sørger for, at Noah og hans familie bliver frelst i arken15. Det, som arken symbolsk henviste til, var Korsets træ: redningsplanken for mennesket. I den danske kirkes dåbsritualer af 1556 og 1688 var billederne af det Røde Hav og af syndfloden også medtaget, sådan som man kan se i de citater, Agnete Raahauge bragte i sin tidligere nævnte lederartikel.

Vandet signalerer i sig selv den uforsonlige kontrast mellem død og liv, for vandet er både dødbringende og livgivende. Vandet er på den ene side tilintetgørelsens middel – det er et udtryk for Guds vrede og for dommen over synden – og på den anden side det urelement, af hvilket jorden og de levende væsener opstod. Dåbens vand er de oprindelige vande, som Guds Ånd svævede over, og af hvilke den nye skabelse, det nye menneske nu opstår: ”genfødelsen af vand og Ånd”16. Vi er ”små fisk, som efter vores ΙΧΘΥΣ Jesu Kristi eksempel er født i vandet”, skrev Tertullian17.

I dåben bliver det gamle menneske – den gamle Adam, syndens menneske – udslettet, og et nyt menneske opstår. I Luthers ord: ”Disse to ting, at dykkes ned under vandet og atter komme op, betegner dåbens kraft og virkning, som består i, at den gamle Adam dræbes, og at det nye menneske opstår” 18.

Der er ingen kontinuitet her, men brud. Dåben er en genfødelse, en ny skabelse, en restaurering af mennesket, en gendannelse af mennesket i Guds billede, det oprindeligt blev skabt i: ”Ligesom Han [Gud] gav det, som ikke før var, at være til [creatio ex nihilo], ligesådan skabte Han på ny det, som allerede er til […], og restaurerede det syndefaldne billede” – i dåben modtager mennesket atter ”det hele billede”, hedder det hos Gregorius af Nazianz19.

Det er denne restaurering, som den hvide dåbskjole symboliserer den dag i dag. Det er tegnet på, at man har iklædt sig Kristus, ”den anden Adam”, og at man i Kristus har fået ”barnekår”, dvs. er blevet adopteret, idet man har modtaget Kristi ånd, den ånd, som i os råber ”Abba, Fader!” (Gal 4,6). Det er ved dåben, at mennesket, som i forvejen er Guds skabning, får skænket den værdighed at være Guds barn, dvs. at være det, det fra begyndelsen var kaldet til at være, men som blev tabt ved syndefaldet. For Guds billede er dynamisk. Det angiver retningen for menneskelivet; det viser, at mennesket er skabt til gudsforhold. ”Du har skabt os til dig, o Herre”, som Augustin skriver.

Korsets tegn
Dåben står under Korsets tegn. Det er det afgørende, og det præger også de ord, i hvilke vi taler om dåben: Mens mange af de europæiske sprog har fulgt det græske, hvor ordet for dåb henviser til vand og derved renselse (”baptism”, ”dåb”, ”Taufe”), taler russisk såvel som de øvrige slaviske sprog direkte om Korset: ”kresjtjenie”, dvs. dåb, og ”krestit’”, at døbe, er udledt af ”krest”, dvs. kors. I dåben modtager man nemlig Korsets tegn20. Folkekirkens ritual siger det med vægt: ”Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”.

Den døbte bliver mærket med Korsets tegn. Som kirkefædrene skrev: Man bliver brændemærket som et får, der bærer ejerens mærke, hyrdens mærke – ”den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene”. Man bliver tatoveret som soldaterne, der bærer deres generals tegn på deres krop, for man er nu blevet ”indrulleret i den Store Konges hær”21.

Dette tegn signalerer et ejerforhold: ”at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”, og det er samtidig et kamptegn. Man er blevet indrulleret i ”militia Christi” som Kristi soldat. Siden kristendommens første tider er dåben blevet forstået som et militært sakramente (”sacramentum militiae”), hvor Kristus mærker mennesket med sin kamps, sin lidelses og sin sejrs tegn og sender det ud som soldat i den åndelige strid, som livet består af. Man er blevet taget i tjeneste og skal bære vidnesbyrd om den herre, man tjener.

Den kampånd, som er så karakteristisk for Paulus, har været kendetegnende for Kristi vidner igennem hele kristendommens historie. Det er, hvad Ignatius (Antiokias biskop, som i 107 blev dømt ”ad bestias”, dvs. til at blive kastet for vilde dyr i Rom) skrev til Polykarp af Smyrna, som selv ville lide martyrdøden i 155/156: ”Umag jer for at tækkes jeres feltherre, for det er jo af ham, I får sold; lad der ikke findes én eneste desertør iblandt jer. Hold fast på jeres dåb som et skjold, jeres tro som en hjelm, jeres kærlighed som en lanse og på tålmodigheden som den fulde udrustning”22.

”Du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”: Det betyder, at

man ikke er sin egen herre – og heller ikke er bundet til denne verdens afguder, som jo gerne vil bilde én ind, at man er sin egen herre, når man adlyder dem. I dåben bliver det sagt til hver af os, skriver Karl Barth, ”at han i kraft af Jesu Kristi død og opstandelse, som er sket for hans skyld, ikke længere er sin egen herre. At han er forpligtet over for sin Befrier. At han, som i sandhed og fuldstændigt er blevet sat i frihed, i sandhed og fuldstændigt er blevet bundet. […] Han har fået en Herre”23.

*

At påstå, at dåben kun er en fejring af Guds skabende kraft og ikke en omvæltning, en død og en opstandelse, ja, Kristi død og opstandelse for ens skyld, er egentlig at sige, at synden er en bagatel og Kristi Kors ikke har meget at betyde. Det kan godt ske, at den søde tale falder godt i nutidens sarte ører, men den bringer ingen åndelig næring. Den fratager Evangeliet både dets glædelige karakter og dets karakter af guddommelige nyheder.

Dåben er en genfødelse (”sacramentum regenerationis”), den er den anden fødsel. For den første fødsel fører – som man vel véd – til døden, men den anden fører ”til det evige liv”24. Skulle vi ikke glæde os over det? Skulle vi ikke med Luther sige, at dåben er en ”stor og herlig ting”?! Dåben, skriver Luther, ”skaffer os Djævelen fra halsen, skænker os Gud, undertrykker og borttager synden, hver dag styrker den det nye menneske, og den varer ved, lige til vi kommer fra denne elendighed til den evige herlighed”25.

--------------------------------------------------------------------------------------

1 ”Vouloir être de son temps c’est déjà être dépassé”: Eugène Ionesco, Notes et Contre-Notes, Paris, Gallimard, 1966, s. 293.

2 https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/sognepraest-i-lindevang-kirke-vores-daabsboen-faar-ikke-daaben-til-miste-sin-relevans.

3 Kyrillos, patriark af Jerusalem (315-386): Cyril of Jerusalem, Catechetical Lectures, XX,4 (Nicene and Post-Nicene Fathers of the Christian Church,

Second Series, vol. VII, ed. Henry Wace and Philip Schaff, Oxford, New York, The Christian Literature Company, 1894). Gregorius,

biskop af Nyssa (335-395): Gregory of Nyssa, The Great Catechism, xxxv (Nicene and Post-Nicene Fathers, Second Series, vol. V, ed. Philip

Schaff and Henry Wace, Oxford, New York, The Christian Literature Company, 1893).

4 Den Ortodokse Kirke har desuden bevaret sammenkædningen af dåb, myrrasalvelse (”chrisma”; firmelse; konfirmation) og nadver, som

forrettes i forlængelse af hinanden ved dåben.

5 Karl Barth, The Teaching of the Church Regarding Baptism, Eugene, Oregon, Wipf & Stock, 2006, s. 11. – At Barth var en lidenskabelig

modstander af barnedåb, gør ikke hans traditionsfunderede udlægning af dåben i denne forelæsning fra 1943 mindre værdifuld.

6 Karl Barth, The Epistle to the Romans, Oxford University Press, 1968, s. 193.

7 Ambrosius af Milano (340-397), De Sacramentis, II,23 (Ambrose, On the Mysteries and the Treatise on the Sacraments, New York, Macmillan,

1919).

8 Apostolic Constitutions, VII,43 (Ante-Nicene Fathers, vol. 7, ed. Alexander Roberts et al., Buffalo, New York, Christian Literature Publishing,

1886). Min kursivering.

9 Hippolytus, On the Apostolic Tradition, ed. Alistair C. Stewart, 2nd ed., New York, St Vladimir’s Seminary Press, 2015, XXI,1. – Denne

samling tekster, som dokumenterer kirkens praksis i de første to århundreder, tilskrives traditionelt Hippolytus af Rom, som formodes at

være død som martyr i 235.

10 Det er vanskeligt at præcisere, hvor udbredt barnedåben var i de første århundreder. Det, som er sikkert, er, at spædbørn blev døbt

in extremis (hvis der var risiko for, at barnet ikke ville leve). Kirkefader Gregorius af Nazianz (329-390) f.eks. tilsluttede sig denne praksis,

men anbefalede ellers, at man ventede, til barnet var ca. tre år gammelt, så det kunne være bevidst om Guds nådesgerning og om sit

ansvar som døbt (Gregory Nazianzen, ”Oration on Holy Baptism”, Oration XL,28: Nicene and Post-Nicene Fathers, second Series, vol. VII).

11 Alexander Schmemann, För värdens liv, Uppsala, Pro Veritate, 1976, s. 85.

12 Her noteret med moderne ortografi.

13 Tertullian (160-225), De Spectaculis (On Shows), IV,1-3 (Ante-Nicene Fathers, vol. III, Latin Christianity, ed. Alexander Roberts et al.,

New York, Christian Literature Publishing, 1885).

14 Cyril of Jerusalem, Catechetical Lectures, XIX,9 (Nicene and Post-Nicene Fathers, vol. VII).

15 F.eks. Ambrose, De Sacramentis, I,20-24; II,1.

16 Jean Daniélou, The Bible and the Liturgy, Notre Dame, Indiana, University of Notre Dame Press, 1956, 1966, kap. “The Types of Baptism:

Creation and the Deluge”, ss. 70-85. Daniélous bog er et af de allerbedste værker om oldkirkens forståelse af sakramenterne og om det

tætte forhold mellem Skriften og liturgien.

17 Tertullian, ”On Baptism”, kap. I (Ante-Nicene Fathers, vol. III). ΙΧΘΥΣ, det græske ord for ”fisk”, kristendommens symbol, indeholder

forbogstaverne i Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (Jesus Kristus, Guds søn, frelser).

18 Martin Luther, Den Store Katekismus, overs. af Leif Grane, Det danske Bibelselskab, 1976, s. 160.

19 Gregory Nazianzen, ”Oration on Holy Baptism”, Oration XL,7; 32; 34.

20 Ambrose, De Sacramentis, II,13.

21 Cyril of Jerusalem, Catechetical Lectures, III,3; Jean Daniélou, The Bible and the Liturgy, ss. 55-60 ff.; Schmemann, Of Water and the Spirit:

A Liturgical Study of Baptism (1974), London, SPCK, 1976, ss. 124-127.

22 Ignatius, brevet til Polykap, VI,2. Citeret i Peter Schindlers oversættelse, De apostolske fædre, København, H. Hagerup, 1948, bd. I, s. 184.

23 Karl Barth, The Teaching of the Church Regarding Baptism, s. 33.

24 Gregory of Nyssa, The Great Catechism, xxxiii.

25 Martin Luther, Den Store Katekismus, s. 163.

 

Monica Papazu






Her skal ingenting stå!

Tidehverv november 2018

Monica Papazu:
Dåben: Korsets sakramente

Anders Raahauge:
Pontoppidans præster

MR:
Gud er altså ikke en mand

MR:
Haderslev Stormoske

Thomas H. Beck:
Guds børn