Udskriv

Når radikalismen er værst

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2012, nr. 5, maj, s.69-70.

En af de sidste gange, Jesper Langballe og jeg var på Christiansborg i forbindelse med folketingsvalget i september 2011, kom Margrethe Vestager og Morlen Østergaard elskværdigt hen til os for at tage en ordentlig afsked. Vi blev rørte over venligheden, men kunne på den anden side ikke undre os over det, for vi havde begge haft det bedste forhold til de to radikale politikere.

Margrethe Vestager mødte f.eks. op ved receptionen i anledning af min 70-års fødselsdag for at sige tillykke, også her sammen med Morten Østergaard, hvad jeg takkede hende og ham hjerteligt for, og ved flere andre lejligheder havde vi kunnet tale sagligt og for så vidt indforstået sammen. Hun er jo præstedatter fra Ølgod. Jeg fornemmede, at den fælles baggrund i del sydvestjyske knyttede en slags forbindelse.

Og med Morten Østergaard havde Jesper og jeg været på en udvalgsrejse sammen til Spanien. Nordafrika og de kanariske øer. Det var integrationsudvalget, der skulle bese muligheden for at få styr på flygtningestrømmen over Middelhavet, og det blev en festlig tur, for sammen med Morten Østergaard var Simon Emil Ammitzbøl som det andet grønne føl. Vi døbte dem ”de radikale knægte”, for vi var i ustandselig diskussion og ordstrid med disse to skud på Det radikale Venstres træ. Bl.a. tillod jeg mig at belære dem om deres partis historie, som jeg kendte betydeligt bedre end de, og da de ikke lod sig forknytte, men tog kraftigt til genmæle, havde vi det yderst fornøjeligt — selv om Jesper undertiden bebrejdede mig, at jeg var for arrogant over for de radikale knægte. Men vi grinede meget sammen i farvandet omkring det vestlige Middelhav, hvor ingen blev fornærmet.

Derfor tog vi en venlig afsked med Margrethe Vestager og Morten Østergaard den dag på Christiansborg, og derfor kunne vi ikke forestille os, at deres deltagelse i en ny regering ville kunne blive katastrofal.

*

Men naturligvis var det os – eller mig, der var naiv. Netop ud fra et temmelig grundigt kendskab til Det radikale Venstres ideologi og historie burde det ikke kunne komme bag på mig, at den regering, der kom ud af valget i september 2011, og hvor de radikale spiller en afgørende rolle, har iværksat det ene katastrofale initiativ efter det andet. Hvad angår den økonomiske politik er regeringens muligheder begrænsede. Her er de bundet af en stram virkelighed. Men til gengæld for denne begrænsethed har den nye regering kastet sig ud i et kulturelt raseri, hvor store dele af dansk identitet og tradition søges ombragt. Det er radikalismen, når den er værst. Det er forargelsen over eller hadet til det danske folks åndelige fundament, der i denne epoke slår ud i lys lue. På det ene område efter det andel løber Margrethe Vestager og Morten Østergaard storm imod den kulturelle virkelighed, der binder danskerne sammen.

Det gælder folkekirken, hvor Margrethe Vestager har indsat en Ligestillings- og kirkeminister, som er fremmed for og forarget over evangelisk-luthersk kristendom, som ifølge grundloven er folkekirkens indhold og anliggende, men som den indsatte ligestillingsminister vil omskabe ud fra en ligestillingsideologi. Det gælder familien, som skal leve op til et ”kønsneutralt” ideal, og hvor ægteskabet derfor forvandles til et ”kønsneutralt” projekt uden far og mor. Det gælder forsvaret, hvor værnepligten skal ophæves, således at dette folkeligt samlende og forpligtende bånd afskaffes. Det gælder indfødsretten, som ifølge regeringsgrundlaget skal tjene integrationen, ikke nationen. Det gælder det danske flag, som ikke længere skal være det eneste, der vajer fra danske flagstænger. Og det gælder såmænd også kongedømmet, som de radikale ideologer lufter deres modvilje imod.

Således fører Det radikale Venstre krig imod Danmark — hvad radikalismen jo i realiteten også har gjort siden partiets stiftelse i 1905. Jeg erkender, at det er os andre, der har været naive og glemt, hvad der er Det radikale Venstres ideologi og hensigt. Jeg fortalte jo ”de radikale knægte” det under rejsen omkring Middelhavet. Vi er nogle, der har nærlæst P. Munch og Edvard Brandes og Bernhard Baunsgaard og debatten omkring udlændingeloven af 1983. Det burde ikke kunne komme bag på os. Radikalismens linie i de sidste hundrede års Danmarkshistorie er kun alt for tydelig.

Alligevel kan det virke både chokerende og alarmerende, når den trækkes så tydeligt op, som det sker nu.

*

Der ligger naturligvis en bevidst hensigt bag Margrethe Vestagers valg af Manu Sareen til det, der kaldes Ligestillings- og kirkeminister, og som altså sætter ham til at forvalte den danske folkekirkes anliggender. En forhenværende hindu, der kort tid før det valg, der gjorde ham til folketingsmedlem, havde besluttet at melde sig ud af folkekirken og efter eget udsagn gik med udmeldelsesblanketten i lommen. Et menneske, hvis uvidenhed vedrørende kristendom og kirke i Danmark er ubegrænset. En hovmodig herre, der efter udnævnelsen præsenterer sig selv som folkekirkens ”chef” og derved dokumenterer sin egen grænseløse uvidenhed om folkekirken og dens anliggende. En kastet handske til Danmark og det danske folk, for hvilket folkekirken er et uundværligt fundament for den folkelige sammenhængskraft.

Og det er heller ikke nogen tilfældighed, når denne kastede handske ytrer sig i kravet om indførelse af den homovielse, der ophæver ægteskabet. Naturligvis drejer taktikken sig her om at bruge den naturlige sympati og medfølelse, som alle har med dem, der falder uden for normen som homoseksuelle. Det er synd for dem, siger folkemeningen. Ja, og derfor har man indført den rimelige ordning, der hedder registreret partnerskab. Dermed er deres juridiske forhold sikret. Men fordi det er synd for de homoseksuelle, at de er anderledes, skal ægteskabets mening og virkelighed selvsagt ikke ophæves – sådan som Manu Sareen og Margrethe Vestager nu vil det. Ægteskabet er og bliver det forpligtende forhold mellem mand og kvinde, ud af hvilket en familie kan blive til. Sådan er det i virkeligheden. Og sådan skal det selvsagt være i en kristen kirke, der har både bibel og bekendelse som sit grundlag.

Det er da i virkeligheden en ny religion, Mauu Sareen på de radikales vegne vil indføre i Danmark, for det er ligestilling som religion. Kristeligt gælder det, at vi som døbte er lige for Vorherre. Men ellers er vi forskellige, og ligestillingsideologien er da en religion, der er lige så forfalskende som totalitær. En ny religion, der vil fortrænge evangelisk-luthersk kristendom. Et voldtægtsforsøg mod den folkekirke, hvis virkelighed er aftegnet i grundlovens paragraf 4.

Dette er radikalismens hensigt.

*

Og denne hensigt betegner jo et angreb på den familie, der bygger på ægteskabet mellem mand og kvinde, af hvilket en familie kan blive til. Ikke blot folkekirken, men også ægteskabet og familien er radikalismens angrebsmål. Dansk kultur. Den virkelighed, der sætter dansk tradition og dermed dansk identitet og folkelighed.

Radikalismen synes at hade det hele og at være opsat på at destruere det.

I snart alle sammenhænge er målet det samme. Det danske forsvar, den danske indfødsret, det danske flag, ja også det danske kongedømme – radikalismen hader det hele og benytter sin nuværende mulighed til at føre krig imod danskheden. Dette er Margrethe Vestagers linie. Det forekommer utroligt. Vi, der har kendt hende tidligere, er grebet af undren. Præstedatteren fra Ølgod. Men jo også Det radikale Venstres formand. Lederen af Edvard Brandes', P. Munchs og Bernhard Baunsgaards parti. Videreføreren af den linie, der fra begyndelsen og i mere end hundrede år har været forarget over dansk selvhævdelse og forsvarsvilje.

Det er nødvendigt at se situationen i øjnene.

Søren Krarup.