Udskriv

Folkekirkens samværsordninger

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv, 2014, nr. 7, s.121-123.

Jeg havde håbet, at de gamle havde gjort alvor af deres idé. Jeg havde håbet, at de var rykket ud med deres skarpe penne for at give folkekirken endnu en velfortjent opsang. Jeg havde håbet på, at disse gamle emeriti og aldrende kirkegængere havde gjort, hvad de egentlig havde planer om, nemlig at beskrive, hvorledes det var gået med deres gamle sogne, efter at de havde forladt dem. Jeg havde håbet, at de ville beskrive, hvad vi andre også ser ske i sognene rundt om i landet; at når en gammel vedholdende sognepræst går af efter 40 års trofast tjeneste, så kvæler man sognet i nye strukturer og ideer. For kirkens økonomi skal rationaliseres, hvorfor sognet måles og vejes af provsti og stift og findes for udgiftstungt, og man beslutter der, at sognebørnene skal i pleje eller på deleordning. Ordninger, som betyder, at solidariteten mellem præst og sogn ophæves, at gudstjenesternes stabile kadence og sognets traditioner forsvinder.

Jeg havde håbet, at de ville lægge cigaren og rejse sig af deres otiumstol for at give folkekirken en omgang, men de orkede vist ikke, da det endelig kom til stykket.

Og egentlig forstår jeg dem godt, for de har taget deres tørn. De har skrevet hyldemeter af artikler og bøger om "De vilde ånders trop". Men ærgerligt er det, at deres historier ikke kom frem i medierne, for der var mange, og de var afslørende for tendensen i Den Danske Folkekirke.

Det var netop historien om præsten i et lille sogn med bistandsforpligtelse i nabosognet, som gik af efter 40 års tro tjeneste, hvorefter præstegården blev solgt, sognet blev indlemmet i et nyt pastorat med nabosognet, og den faste ugentlige søndagsgudstjeneste blev reduceret til hver anden søndag. Det var historien om en tilsvarende præst, der efter 30 års tjeneste gik af, hvorefter præstegården blev renoveret for millioner, embedet besat, men snart efter flyttede præsten ud af embedsboligen, ud af sognet, for at bo hos sin nye mand.

Det var historien om en præst, der i sit tresognspastorat havde haft de tre små sognes selvstændighed for øje, hvorfor han havde holdt fast på, at hvert enkelt menighedsråd skulle bevares. Men efter sin afgang er han blevet erstattet af ikke bare én men to fuldtidspræster, der prædiker på skift hver anden søndag. Og dette er sket til trods for, at arbejdstiden med bl.a. menighedsrådsmøderne er reduceret med 2/3, da et pastoratsråd nu er blevet indført. Til denne store familiesammenføring er en stor sognegård i millionklassen selvfølgelig blevet opført.

Det er historien om en præst fra et stort sogn med to fuldtidsansatte præster. Et sogn, hvor begge præster prædikede hver søndag, fordi det nu en gang var deres opgave, og fordi man således havde mulighed for at tilgodese sognebørnenes forskellighed. Men efter hans afgang forsvandt denne ordning til fordel for en mere praktisk og overkommelig indretning. Nu prædiker de to nye præster på skift hver anden søndag.

Det var historien om, hvorledes et lille sogn ved dets præsts afgang ikke fik lov at ansætte en ny, for der skulle spares en præstestilling. Hårdt presset indgik menighedsrådet den naive aftale, at sognet skulle passes af tre nabopræster, til gengæld fik det præsteløse sogn lov til at ombygge den tomme præstegård til sognegård. En ordning, som betød, at kirkegangen dalede markant, fordi enhver gensidig forpligtelse mellem sogn og præst selv sagt var forsvundet. Enden på historien er blevet, at sognet sidder tilbage med en fin sognegård, som ikke præsten, men dagplejen kan fylde med liv, mens der kun er gudstjeneste hver anden søndag i kirken. For sognet er efterfølgende blevet fast papbarn til et nabosogn, som trods sine to præster kun prædiker hver anden søndag i den lille sognekirke.

Eller det ville have været endnu en historie om et lille sogn, der måtte sige farvel til deres gamle præst efter 35 års trofast tjeneste. Han havde virket som sognets præst og nabosognets hjælpepræst, men ved hans afgang, og inden en ny præst blev ansat, blev sognet viet til nabosognet. Der er med andre ord stadigvæk to præster ansat i de to sogne, men nu er begge lige forpligtede i hele pastoratet, som det blev formuleret for sognebørnene. Helt så forpligtede som de gamle præster er de dog ikke, for opgaverne fordeles praktisk imellem dem, hvorfor de kun prædiker hver anden søndag i begge kirker og skiftes til at have begravelsesvagten. Sognebørnene er med andre ord blevet til delebørn, der har fået en 7/7-ordning.

Det var historien om et provsti, hvor der 2. pinsedag kun var gudstjeneste i én kirke, fordi alle andre kirker havde forlagt tjenesten til naturskønne områder, hvor de gamle gangbesværede kirkegængere ikke havde mulighed for at komme frem. Præsten og den unge atletiske menighed tog på udflugt og lod de gamle sidde alene tilbage.

Det var historien om den nyansatte præst, der aldrig kunne drømme om at holde en fromesse, hvilket der ellers havde været tradition for i sognet. Nej, kirkegangen til disse gudstjenester var for lille, og det var ganske enkelt spild af tid og kræfter at prædike syndernes forladelse for sølle 15 kirkegængere.

Det var historien om gamle provster, der har passet et provsti fra deres egne præstegårde, og som tog deres slæb i forbindelse med kollegers sygdom og embeders vakancer. Provster, som forstod at værne om menighedsrådenes selvstændighed og derfor ikke inddrog særlige midler fra menighedsrådenes kasser til provstiprojekter. Provster, der inviterede til provstikonventer med teologiske foredrag og kaffe, uden det kostede mere end en 20´er til kaffen. Disse provster afløses nu af nye provster, der får indrettet sig med særskilte provstikontorer. Provster, der på provstiplan iværksætter skole- og konfirmandprojekter og således konkurrerer med sognepræsternes egne arrangementer med skolen. Provster, der gerne spenderer tusindevis af kroner på præste-internater, hvor provstiets præster hvert år på provstiets regning indlogeres i et par dage på et kursussted, og hvor derfor alt, hvad der hedder begravelser i provstiet, i denne periode er udelukket.

Det ville have været historien om de gamle emeritis forgængere; eksempelvis den gamle provst Egede Schack på Amager, der hver uge holdt nøje øje med sit provstis gudstjenesteliste og en dag opdagede, at Højdevangs Kirke den følgende søndag kun havde én gudstjeneste mod de sædvanlige to. 17- gudstjenesten var aflyst, og han ringede derfor til den stedlige sognepræst og udbad sig en forklaring. Forklaringen var, at sognepræsten skulle holde sølvbryllup, hvorfor han havde været nødt til at aflyse. "Vil du sige til dit kirkepersonale, at der er gudstjeneste på søndag kl. 17.00, jeg kommer og prædiker", svarede Egede Schack. Eller fortællingen om N. I. Heje, der var fængselspræst i Vridsløse Statsfængsel, og som hver sommer med sin hustru drog landet rundt på tandem for at besøge de løsladte fanger.

Med andre ord, de gamle emeriti ville fortælle historien om en snart svunden tid, hvor det lå fast, at præsterne skulle forkynde evangeliet søndag efter søndag i selv de mindste sogne, og det uanset, om der sad mange eller få på kirkebænkene. Det ville være fortællingen om, at præsten, så vidt det overhovedet var muligt, boede i sognet, fordi han selvfølgelig skulle være en del af sognet, og fordi sognets børn skulle vide, hvor de kunne få fat i præsten, når de havde brug for ham. Det ville være historien om, at den store gamle og ofte meget velholdte præstegård med konfirmandstue selvfølgelig skulle bruges i embedsmedfør til foredrag og andre arrangementer, fordi det ellers ikke gav mening, at præsten boede i den. Nej, skulle præstegården ikke bruges til andet end at huse præsten, så var det kun rimeligt, at han som sine sognebørn måtte bo i et langt billigere parcelhus med parcelhushave og carport.

Man kunne også sige, at det ville være historien om løgnen og bedraget bag folkekirkens betænkning 1491 fra 2007 med sloganet "Mere kirke for pengene". For de små sogne i særdeleshed får mindre kirke for pengene. De får færre gudstjenester og en præst, der ikke hører hjemme i sognet. De får en pastoral babysitter hver anden søndag, men en sognepræst får de ikke. For det er med præsteembedet, som det er med ægteskabet og familien; begraver man forpligtelsen i praktiske forordninger og strukturer, så er det fa´en til ægtefælle eller familie. Hvem vil giftes med én, der mener, at familielivet opretholdes, hvis bare han tager opvasken hver anden uge, eller sender en professionel far til at stå op om natten, når ungerne er syge, og han ikke selv har vagten.

Men de ville ikke, de gamle. Måske skyldtes det, som sagt, at de ikke orkede, eller også var grunden den, at det er en penibel sag at pege fingre ad sine efterfølgere, for det kommer uvægerligt til at lyde af praleri med sin egen fortræffelige embedsførelse. Men de har med sikkerhed været akkurat lige så dovne, som alle vi andre. Også de har ligget på sofaen med en dårlig roman i stedet for Luthers Galaterbrevskommentar eller set VM i fodbold i stedet for at besøge gamle fru Hansen. Men embedets område, og det vil sige sognets grænser, og det vil også sige den personlige ansvarlighed, forhindrede, at de kunne kamuflere og retfærdiggøre dovenskaben med nye strukturer og ordninger.

Der var trods alt den grænse, at de vidste sig kaldede til at røgte embedet på eget ansvar. Der var trods alt den grænse, der hed søndagens gudstjeneste, begravelserne og konfirmanderne. Der var trods alt den grænse, der hed mine sognebørn, for det var næsten som et ægteskab, dette med præsten og sognet. Det var hver dag i lyst og nød, indtil pensionen skilte dem ad.

Elisabeth Jensen.