Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Synlig kristendom

Af Jesper Høgenhaven. Tidehverv, december 2006, s. 153-155.

Kristendommen skal være synlig i hverdagen, hedder det ofte. Ordene er blevet brugt så ofte, at det efterhånden kan være vanskeligt at forbinde nogen tydelig mening med dem. Spørgsmålet er, om ikke efterlysningen af en mere "synlig" kristendom er ved at skifte betydning.

For nogle år siden stødte man ustandselig på et insisterende krav om, at kirke og kristendom skulle være synlige. Det var en opgave - for præster, menighedsråd, biskopper og hvem der ellers kunne tænkes at ville være med - at "synliggøre" kirken, som det hed. Og den form for synlighed, det drejede sig om, var en synlighed, der kunne aflæses i mediernes verdensbillede.

Det var her - i medierne - kirken skulle være "synlig". Kirken i tv! For alt i verden gjaldt det om at være "på", og der var kirkefolk, der nærmest udviklede en virtuos evne til at fange lyden af et snurrende kamera og stille sig i nærheden af det. Når det var "synlighed" i denne forstand, der var målet, var den uudtalte forudsætning, at kristendom og kirke var størrelser, der skulle gøre sig gældende på en slags marked. Man kunne opstille statistikker, tælle og registrere, og mediernes - avisernes, fjernsynets, radioens eller internettets - dækning af det såkaldt "kirkelige" stof blev i sig selv til et succeskriterium: Jo mere spalteplads eller sendetid til det "kirkelige", jo bedre. "Gennemslagskraft" er et af de modeord, der allerede er blevet næsten slidt op af at skulle dække over så megen tomhed; men tankegangen har hele tiden været den, at det gjaldt om at få så megen omtale, så megen dækning som muligt, det var i sig selv udtryk for succes og erobring af markedsandele fra mulige konkurrenter.

Dette krav om "synlighed" synes rent faktisk at være klinget af ligesom den fascination af medierne og deres verden, som det afspejler. I virkeligheden er tankegangen også ret hurtig at gøre sig færdig med. Det siger sig selv, at kristendommen i væsentlig forstand slet ikke kan være til i det fiktive univers, som medierne ruller op. Mediernes univers er - og må nødvendigvis være - fiktion. Medierne, både de skrevne og de elektroniske, formidler informationer, udsagn, påstande, billeder i mængde; og det er der selvfølgelig intet ondt eller negativt at sige om i sig selv. Det er bare sådan med tro - ligesom med viden, forståelse, erkendelse og engagement i det hele taget - at det er ting, der kun kan findes der, hvor man altid har kunnet finde det - i hovederne og hjerterne på rigtige levende mennesker af kød og blod.

Men talen om synlighed kan også dække over noget helt andet. For tiden er det først og fremmest noget andet, der spørges efter. Mange efterlyser synlige tegn på kristendom i den hverdag, hvor mennesker faktisk færdes. Anledninger til at blive mindet om det kristne evangelium. Ritualer eller symboler, som kan vise hen til det kristne budskab. Og det er ikke til at overhøre, at den "synlighed", der her foresvæver de spørgende, er af en anden art end den "synlighed", som handler om mediedækning og reklameværdi.

Mange spørger i al enkelhed efter måder, man konkret kan gøre den kristne tro nærværende på i dagliglivet, f.eks. i forhold til ens børn. Noget, man kan henvise til og bruge til at give den kristne børnelærdom videre.

Luther bruger et afsnit i sin lille katekismus til at give en ganske enkel vejledning i, hvordan man kan begynde og afslutte dagen med morgenbøn og aftenbøn og fremsige trosbekendelsen og fadervor: "Om aftenen, når du går i seng, skal du signe dig med det hellige kors og sige: Gud Fader Søn og Helligånd i vold. Derpå knælende eller stående troen og fadervor. Vil du, så kan du fremsige denne lille bøn..." Og så forklarer Luther, hvordan man med få og enkle ord kan takke Gud for hans velsignelse og omsorg.

At det er sådan, et døbt kristent menneske begynder og ender sin dag - med bøn og tak til Gud - er for Luther en given sag. Det er med andre ord ikke noget epokegørende nyt, han ønsker at indføre, men en klar og brugbar form, mennesker kan give deres ord, hvis de trænger til det. En form, som er let at lære og god at huske.

Den slags gammel skik og brug er i dag for det meste forsvundet ud af dagligdagen. Morgenbøn, aftenbøn, bordbøn, små enkle henvisninger til det kristne evangelium, tegn, der skal få os til at huske. Det meste er forsvundet i løbet af de seneste par generationer; og der har bredt sig en særlig blufærdighed, når det gælder alt, hvad der kan minde om ydre tegn på fromhed.

I min egen generation er vi mere eller mindre vokset op med en tabuisering af sådanne tegn. Bøn var f.eks. ikke et emne, som man kunne være bekendt at tale højt om. Ikke et emne, som egnede sig i dannet selskab. Man kunne tale om spillegæld, spiseforstyrrelser eller samlivsproblemer; det kunne alt sammen passere som acceptable, civiliserede temaer for dannet konversation. Skulle nogen forsøge at bringe et emne som morgenbøn på tale, ville det øjeblikkelig kalde på forlegenhed og pinlig tavshed. Så det gjorde man selvfølgelig ikke.

Når man i dag spørger efter synlige tegn på den kristne tro - tegn, der kan gå ind og blive en del af menneskers hverdag, vel at mærke - er der generelt ingen grund til at vrænge af den interesse, der ligger bag spørgsmålene. Når mange er begyndt at efterlyse konkrete anledninger til at blive mindet om evangeliet, til at møde den ro, fordybelse, den andagt - for nu at bruge et af de ord, som har været knyttet til traditionen - som hænger sammen med evangeliet, er det ikke noget, som skal afvises eller nedgøres som underlødige påhit, der kun stræber efter en sentimental og selvglad "synlighed" i det ydre.

For nogle år siden ville jeg have været parat til uden videre at afskrive alle tanker i den retning som overfladiske og useriøse. Som udtryk for tankeløs og sentimental turistimport fra andre kirkesamfund og kulturer. I dag er jeg ikke så skråsikker. For mange gange ligger der en ganske reel bekymring bag overvejelserne. Selvfølgelig er alle ideer og initiativer ikke lige seriøse eller dybsindige. Men bag ved de mange - og forskelligartede - spørgsmål efter synlige tegn og henvisninger til kristendommen ligger givetvis også en fornemmelse af, at der her er en rig og god tradition, som vi har ladet gå mere eller mindre i glemmebogen.

Synlige - og hørbare - tegn er gode, fordi de minder os om, hvad vi altid har let ved at glemme. Gud har selv i sin nåde givet sin kirke dåbens og nadverens synlige tegn, hvad reformatorerne som bekendt ikke kunne blive trætte af at understrege. I nadveren får vi Jesu Kristi død og opstandelse rakt, konkret og synligt, givet i munden, så det både kan mærkes og smages.

Tegnene - både de store og de små - er et stort gode. En hjælp til at huske og en hjælp til at lære. Og det er formentlig netop det, der er mange menneskers reelle bekymring - hvordan de i det daglige helt konkret skal give den kristne børnelærdom videre til nye generationer. Dette er netop ikke en bekymring på Guds vegne. Ikke en usaglig bekymring for, om Jesu Kristi kirke nu også har en fremtid her på joden. Selvfølgelig har den det. Derimod er der tale om en ægte bekymring, der handler om mennesker, man holder af og vil det godt. Børn eller børnebørn f.eks. Eller oldebørn, hvis man er så heldig at have fået dem.

Paradoksalt nok har der været en anden strøm i samtiden, som - drevet af politisk korrekthed - helst så alle synlige henvisninger til kristendommen fjernet i hvert fald fra ethvert offentligt tilgængeligt sted. Korset anses f.eks. for et provokerende symbol, der i sig selv formodes at virke krænkende på mennesker af andre trosretninger. Konkret er det selvfølgelig muslimerne, man er angst for at støde. I England er det således blevet til en bevægelse for at få bandlyst det gamle engelske flag med korsmotivet fra en række offentlige sammenhænge. Tankegangen synes her at være, at synlige tegn på kristendommen eller den kristne tradition er anstødelige og uacceptable størrelser. Kristendommen skal helst blive ganske usynlig og umærkelig. Faktisk burde den kristne tro nok slet ikke eksistere, i hvert fald gælder det om, at der bliver lagt så lidt mærke til den som muligt.

Denne politisk korrekte strøm har formentlig også toppet. Og det er blevet tydeligt for de fleste, at der er en anden måde at møde den udfordring på, som andre trosretningernes demonstrative synlighed udgør for mange kristne.

I det arabiske Østjerusalem ligger École Biblique, på en gang et dominikanerkloster og en institution for bibelforskning bl.a med et fremragende bibliotek. Dominikanerfædrene på École Biblique holder naturligvis daglig aftensang i klostrets smukke kirke. Hver aften på det samme tidspunkt med bøn, bibellæsning og salmesang. Et kvarters tid inde i gudstjenesten begynder kaldet til bøn fra moskeen på den anden side af gaden. École Biblique ligger jo i den arabiske del af Jerusalem. Så når der et øjeblik bliver stille i klosterkirken, trænger muezzinens råb igennem: "Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er Allahs sendebud".

"Dette er fra gammel tid tidspunktet for den kristne kirkes aftenbøn. Vi valgte tidspunktet. De andre har valgt at lægge sig oven i vores tid. Så vi holder selvfølgelig fast og bliver ved," forklarede dominikanerfaderen med et smil og et glimt i øjet.

Måske har han i al enkelhed fat i en ganske udmærket pointe. Måske gælder det mere end nogensinde om at holde fast og blive ved, også når det gælder de synlige tegn.