Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Kampen for det indlysende

Af Jesper Høgenhaven. Tidehverv, 2005, s.173-175.

Otto Møller behøvede i maj 1864 kun at kikke skråt ud af sit vindue i Gylling præstegård for at blive mindet om Danmarks nederlag og de preussiske troppers tilstedeværelse på egnen. Det er, skriver han til Thomas Skat Rørdam i København, "kun otte dage, siden pikkelhuerne trak væk, og når jeg ser lidt på skrå ud af vinduet, kan jeg se den bepiklede skildvagt stirre på os fra Amstrup bakker; i nabobyen Amstrup ligger en del og ligeså på Gyllingnæs, og dernede ved Amstrup er en kæmpehøj, hvor de have rejst sig en halmhytte, og hvor der holdes vagt med det hele sogn, frem for alt passes på, at ingen rekrutter eller hjempermitterede komme bort. Daglig kommer der jo strejfende nogle, som udpresse æg og brændevin, og så imellem en mager, langstrakt lieutenant for at høre, om der begås uordener, thi de preussiske officerer have en særdeles fornøjelse af med egen høje hånd at kunne uddele prygl".

Otto Møllers breve fra sommeren og efteråret 1864 giver et levende indtryk af det hårde tryk, den preussiske besættelse naturligvis lægger på Jylland, og ikke mindst af det dybe mismod og den fortvivlelse, der i løbet af denne tid sniger sig ind overalt i Danmark.

Det tungeste i Møllers øjne er ikke besættelsens ydre åg, ikke fjendens arrogante optræden eller den materielle nød, ikke engang sorgen over hver ene ste søndag "at skulle se pikkelhuer i kirken", men derimod den opgivende holdning, som synes at brede sig i folket. En væver fra sognet, der ville slutte sig frivilligt til hæren, blev således bestormet af "alle sognets kloge mænd og kvinder", der frarådede denne åbenlyse galskab. "Da han imidlertid blev sit forsæt tro, begyndte man at råbe efter ham på gaden med øgenavne; da han gik omkring og sagde farvel til sine nærmeste, ønskede de, at han måtte blive krøbling, så han kunne lære, hvad den tåbelighed førte til. Forstanderskabet beklagede hans afrejse af en anden grund, thi blev han såret og krøbling, var de bange, han skulle falde sognet til byrde, da frivillige vel ikke fik nogen pension".

Den indstilling hos bønderne modsvares i samfundets højere kredse af en udtalt tilpasningsvillighed: "De store, godsejerne, tale tysk, så det er en gru; jeg tror gerne de kunne foranstalte bal for de preussiske officerer; ere de just ikke tysksindede, de ere dog fuldstændige europæere, og for så vidt er det en glæde for os, at vor herremand Krohn er en brav dansk mand; men det er vel også den eneste i vid omkreds. Folkets råddenskab åbenbares mere og mere, og med det samme bliver håbet svagere til, at det duer til at frelses."

Overalt synes den holdning at vinde frem, der enten ikke ser eller ikke vil se andet end den øjeblikkelige materielle bekvemmelighed - eller ligefrem er parat til at forkaste tilhørsforholdet til Danmark og dansk historie som noget utidssvarende og ligegyldigt. For de fremsynede og fordomsfri godsejere er det ganske enkelt tiden, der kræver, at danskere bliver til "europæere". At fortidens "danske" snæversyn opgives til fordel for det videre perspektiv under de nye forhold, som preussernes sejr fører med sig. Det, der ellers forekom mange selvfølgeligt og indlysende - at danskere elskede deres land og var forpligtet til at værne om det - afvises nu som en utidssvarende og direkte uansvarlig indstilling.

For Møller som for Skat Rørdam, der følger begivenhedernes gang fra København, er månederne efter det militære nederlag præget af tvivl og frygt for, om Danmark overhovedet har en fremtid som et dansk rige. Rygterne er mangfoldige og vidtløftige - om forræderi og hemmelige aftaler imellem regeringen og preusserne og om den forestående fredsordning. Der hviskes om, at Danmark og Slesvig-Holsten skal indgå i en personalunion, der indebærer, at Christian IX forlægger sin residens til Kiel, og at kongeriget reduceres til en preussisk vasalstat, hvor tysk sprog og kultur får afgørende magt og indflydelse. Også i den retning giver Møllers og Rørdams brevveksling fra 1864 et levende indtryk af stemningen, herunder den ganske udtalte mistillid, der næredes til Christian IXs danske sindelag i begyndelsen af hans regeringstid.

Hverken Møller eller Rørdam kan nærme sig en forståelse af den skæbne, der har ramt Danmark, uden at søge hjælp i et bibelsk perspektiv. Rørdam ser en tydelig parallel imellem tilstanden hos Israels folk, som den skildres hos profeten Jeremias, og de herskende forhold i Danmark - men peger nøgternt på den afgørende forskel, at hvis det danske folk gik til grunde, havde det ikke som jøderne nogen guddommelig forjættelse om en efterfølgende oprejsning. Møller er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at det er Guds mening at ydmyge det danske folk, "at vort hovmod og den vanvittige pralen af det som intet er, hvis det ikke er ren løgn, kunne udryddes". I de to venners øjne er det ikke en blind og uretfærdig skæbne, der har ramt Danmark, men en hjemsøgelse, en revselse, der kommer over landet og folket for dets kødelige hovmods skyld. "Jeg tror," skriver Møller, "vi alle har haft vor del i dette kødelige hovmod og ikke mindst vi grundtvigianere; og ligesom Vorherre vil spare en stad for hans menigheds skyld, så må det jo også være for dens skyld, at han tugter, thi det har jo da som al fornedrelse frelsen til øjemærke".

Om tugtelsen er til ende med nederlaget og tabet af Slesvig, eller endnu større ydmygelser forestår, er ikke at se. Guds handlemåde lader sig ikke beregne eller aflæse direkte af begivenhedernes gang. Der foreligger ingen guddommelige garantier for Danmarks fortsatte overlevelse. Ganske vist trøster Rørdam sig gerne med et udsagn som: "Gud har bevist Danmark alt for stor kærlighed til, at den nærværende trængsel skulle være straf og ikke en kærligheds revselse". Men udsagn af denne type er lige præcis udtryk for et håb, som nødvendigvis må fastholdes, hvis fortvivlelsen ikke skal tage overhånd. Når Gud skjuler sit ansigt, er der intet andet at gøre end at vente og håbe. At bevare håbet og modet betyder til gengæld også at tage kampen op om folkets sind og hjerter. Når freden er sluttet, begynder den lange kamp "mod alt det tyskeri, som er iblandt og i os", skriver Rørdam. Møller, der har stiftet "en slags dansk forening her i sognet for dette sogn og allernærmeste omegn" og begyndt et historisk og nationalt foredragsarbejde, kan trods al den modstand, hans forehavende møder, også melde om små opmuntrende tegn, "thi der er kraftkarle mellem vore bønder, når først ånden vågner i dem".

Skæbneåret 1864, hvor Danmarks undergang er rykket truende nær som en højst realistisk mulighed, afdækker det forhold, at landets overlevelse beror på den afgørelse, som danskerne - og hver enkelt dansker - i en sådan situation er nødt til at træffe. Og skønt den ene historiske situation aldrig ligner den anden på alle punkter, er der ikke sjældent noget oplysende og klarende ved at rette blikket mod de gange i historien, hvor Danmark har været tæt på sin undergang.

Det er gennem den sidste menneskealder blevet almindeligt at nedgøre det "nationale", der, som det idelig gentages, ikke er andet end en "konstruktion". Denne "afsløring" af det nationale spilles gerne ud som et pseudo-intellektuelt argument, der skal fratage det "nationale" - den bundethed til Danmark, som danskere ved sig forpligtet af - dets legitimitet og betydning. Det er jo ikke andet end en "konstruktion"; altså er det ikke noget realt eksisterende, som kan forpligte nogen. Skønt vi har hørt påstanden tusinde gange, kan der alligevel være grund til at standse op et øjeblik og overveje, hvad den egentlig skal betyde. Påstanden, at det "nationale" er en ren konstruktion (som det gerne udtrykkes i post-modernismens floskelsprog), lever tydeligvis af at være polemisk vendt mod den opfattelse, at det "nationale" er noget andet og mere, at det har en virkelighed, som ikke beror på menneskers "konstruktion", at det nationale i en eller anden forstand er noget objektivt foreliggende. Men for det enkelte menneske er det nationale naturligvis altid noget subjektivt. Ellers kunne det selvsagt ikke være en forpligtelse, som den enkelte tog på sig. Polemikken i udsagnet om det nationale som konstruktion, der finder sted "i folks hoveder" (og ikke findes nogen andre steder), er for så vidt uden nogen reel genstand. Der er nemlig ikke nogen, der påstår, at det "nationale" skulle ligge i menneskers genetiske anlæg eller lignende steder. Menneskers nationale tilhørsforhold er lige præcis ikke "natur", men et åndeligt forhold. Den romantiske tradition var ikke et øjeblik i tvivl om det åndelige indhold i det nationale. For så vidt er det nationale ganske rigtigt noget, der har hjemme i menneskers sind - skønt den klassiske metafor siger, at det valg, der for den enkelte konstituerer hans eller hendes forhold til nationen, ikke foregår i hovedet, men i hjertet. "Hjertet" er i denne forbindelse en metafor, der peger på, at det her drejer sig om en afgørelse i forhold til noget, der præger og bestemmer et menneskes hele liv og væsen. Her er ikke tale om en afgørelse, der træffes med forstanden eller intellektet alene. Der er ikke frit valg på alle hylder, når det gælder vort nationale tilhørsforhold. Der er et valg, som den enkelte må træffe; men valget forholder sig til noget i forvejen foreliggende, noget, som allerede har en betydning, en historie, en arv og en tradition, som er der før den enkelte, som den enkelte allerede er en del af, men som han eller hun stadigvæk må vælge at tage til sig.

Når det triumferende udråbes, at det "nationale" er noget, der konstrueres og foregår "i folks hoveder", er dette udråb båret af en underforstået polemik mod det imaginære modsatte synspunkt - at det nationale skulle være noget "naturligt" eller medfødt, et synspunkt, som ikke seriøst hævdes fra nogen side. Men derudover ligger der i karikaturen af det nationale som konstruktion en påstand om, at denne konstruktion i en eller anden forstand har vilkårlighedens karakter. Det ligger i luften, at "konstruktioner" må være - vilkårligt - udskiftelige. De fleste mennesker har i deres tidlige barneår oplevet den svimlende fornemmelse, det gav at lege med tanken om, at jeg kunne have været en helt anden, end jeg faktisk er - født et andet sted eller til en anden tid, med andre forældre eller i et andet folk og et andet land. Det er i virkeligheden denne barnedrøm eller barneleg, der infantilt udråbes til en gyldig sandhed, når det nationale gøres til en tilfældig konstruktion. Til syvende og sidst er her ganske enkelt tale om en vrængende, barnagtig fordrejning af en indlysende kendsgerning, nemlig det forhold, at det for hver enkelt naturligvis er et valg, en personlig afgørelse, at vedkende sig sit land, sit folk og sin historie. Det er ganske rigtigt, at der er et valg, som det er op til hver enkelt at træffe - om jeg vil vedkende mig min danske arv, eller jeg ikke vil. Selvfølgelig kan jeg træffe det samme valg som Corfitz Ulfeldt eller som Otto Møllers "europæisk" sindede godsejere. Selvfølgelig kan jeg vælge, at det danske ikke skal have nogen forpligtende betydning for mig, at det ikke skal være andet end et gammelt sæt tøj, som jeg efter behag eller efter situationens krav kan skifte ud med noget mere tidssvarende og passende.

Gennem lange tider har vi måttet lægge øre til de gentagne opfordringer til at vende ryggen til den tradition, der gennem århundreder har gjort Danmark til det, det er; røster nok, der vil have os til at foragte dansk sprog og dansk historie eller kaste det hele på historiens losseplads som ligegyldige snurrepiberier fra en fjern og uvedkommende fortid.

Endnu i min skoletid var det en ganske almindelig opfattelse, at det at holde af sit land i sig selv var noget moralsk godt og værdifuldt. Det var nærmest en selvfølgelighed, som derfor heller ikke behøvede at blive udtrykkelig fremhævet eller sat på dagsordenen i tide og utide. Hvad der dengang regnedes for indlysende og selvfølgeligt, bliver i dag dæmoniseret som "nationalisme". Den elementære glæde over at være dansk - som selvsagt ikke indebærer nogen ringeagt for andre nationer, lige så lidt som glæden over ens egen familie og slægt indebærer nogen nedvurdering af andre familier og slægter - er i årevis blevet udskreget som suspekt, moralsk underlødig og direkte farlig. Samtidig er alt, hvad der har med Danmarks historie, sprog og kultur at gøre, blevet gjort til genstand for en konsekvent nedvurdering, der skal afsløre dets værdiløshed og manglende betydning. Nedvurderingen ud- mønter sig i en retorik, hvor det danske konsekvent forbindes med snæversyn og indskrænkethed, medens alt, hvad der er ikke- dansk, "internationalt" eller "globalt" associeres med åbenhed og udsyn. At denne anti danske retorik er rent negativ i sit sigte, ses bl.a. af, at det kun er danskere (og andre "vestlige" nationer), der ikke må holde af deres land, sprog og historie. Pakistanere, puertoricanere og nigerianere må f.eks. gerne holde af deres respektive nationer. Danskerne må derimod ikke nære en tilsvarende kærlighed til det danske. De kan i hvert fald ikke give udtryk for noget sådant uden at blive anklaget for nationalisme, xenofobi og angst for alt fremmed.

Typisk var i denne henseende de pseudo-intellektuelles forargelse, da kulturministeren for nylig offentligt kom til at antyde, at dansk kultur nødvendigvis måtte have med det konkrete Danmark, dets historie og sprog at gøre.

Det engang selvfølgelige er blevet gjort til noget særligt. Det, der for ikke mange år siden blev anset for så indlysende, at der ikke behøvede at blive talt højt eller demonstrativt om det - danskernes selvfølgelige kærlighed til Danmark - bliver i dag anset for den rene ekstremisme. Og det selvfølgelige og indlysende kan ikke uden videre hævdes og forsvares polemisk, uden at netop det selvfølgelige og indlysende synes at blive tvivlsomt. Så i den forstand havde kulturministeren næppe ret i, at "kulturkampen" allerede er vundet. Tværtimod drejer den måske vigtigste side af denne kamp sig om at erobre det selvfølgelige tilbage. Og her kan det godt være, at Otto Møllers ord om den nærværende slægt, at den "er nok bestemt til og ene skikket at falde som gødning i ørkenen", hvorfor det er den kommende slægt, kampen gælder, stadig kan have gyldighed.

I dag som i tidligere tider står kampen for det indlysende om menneskers sind og hjerter. Og i dag som før er der for den enkelte et valg at træffe.