Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Tidehverv

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2003, s.61-62.

Det begyndte med, at en mand med indsigt i bog- og bladverdenen fortalte mig, at DR-journalisten Egon Clausen udgav en bog om Tidehverv. Drevet af naturlig nysgerrighed fik jeg bogen hjem og det var vist også min tanke at skrive om den her i bladet. Men læsning i bogen fortalte mig, at det ville være at skyde spurve med kanoner. En ganske ligegyldig og helt overfladisk publikation. Endnu et forsøg på at modvirke og mistænkeliggøre valgresultatet af 20. november 2001 ved at mistænkeliggøre Tidehverv, der jo via et par folketingskandidater samt ved anti-totalitær inspiration havde haft en lillefinger med i systemskiftet. Nu skulle dette hævnes af den mediemafia, der fortsat raser over resultatet. Nu rykkede denne journalist fra Danmarks Radio ud for at bagtale Tidehverv.

Naturligvis skete det igennem begrebet "fundamentalisme". Dette er jo blevet mediemafiaens sidste skældsord, som hæftes på enhver teolog, der ikke har kapituleret over for kulturradikalisme og islam. At nogen drister sig til at tage kristendommens forkyndelse alvorligt, at nogen ikke istemmer Anne Braads og Flemming Pless' og Hans Anker Jørgensens og Keld Holms forsikring om, at det hele er lige meget, når bare man er "åben" og fører "dialog" - det kan den kirkelige og politiske korrekthed selvsagt ikke tilgive. Så råber de "fundamentalisme". Og at deres råb kun er vidnesbyrdet om deres teologiske og historiske vankundig hed, ændrer jo ikke ved situationen, for situationen er bestemt af den propagandamæssige effekt.

Sådan som det kan aflæses i Egon Clausens bog. DR-journalisten har bekostet en dyr rejse til Texas - eller har DR? - for at studere det amerikanske "religiøse højre", og forsynet med en sådan ideologisk ammunition vender Egon Clausen hjem til Danmark for at mistænkeliggøre Tidehverv og dermed den folkelige bevægelse, der ved folketingsvalget satte ham og hans uden for indflydelse. Min påstand er, at hele rejsen er foretaget og bogen skrevet af hensyn til sidste kapitel, hvor det drejer sig om "kristen fundamentalisme i Danmark", og hvor det udtrykkeligt hedder i undertitlen " -bør ikke læses isoleret fra det foregående". Nej, for det foregående er skrevet af hensyn til det efterfølgende.

Hele bogens hensigt er en politisk korrekt propaganda imod Tidehverv og de nuværende tilstande i Danmark, og bogen er lige så ligegyldig, som propagandaen er uvidende, overfladisk og talentløs.

Jeg måtte endnu en gang mindes situationen på reformationstiden, da Luthers opgør med Münzer og Agricola og anti-nomismen kaldte en rasende kritik frem fra dem, der tænkte i humanistiske, spiritualistiske og politiske baner. At hævde loven i sammenhæng med evangeliet blev som bekendt kaldt for ukristeligt og reaktionært. Thomas Münzer talte om "fyrstesmigrer" og "Broder Fedesvin", Agricola talte om jødisk lovtrældom, og alle politisk bevidste fra Münzer over Marx og Engels til Enhedslisten har anklaget luthersk kristendom for at holde med de besiddende.

For sagen selv fattede de ingenting af. At hvis der ikke er lov, er der heller ikke evangelium. At hvis der ikke er synd, er der heller ikke nåde. At hvis kristendommen ikke forkynder Guds absolutte myndighed i loven, så kan kristendommen naturligvis heller ikke forkynde Guds absolutte tilgivelse i evangeliet.

Martin Luther rystede den overfladiske og politisk bestemte kritik af sig med et skuldertræk, og vi andre har - sans comparaison - kun grund til at gøre det samme. Lad dog Egon Clausen & Co. i Danmarks Radio og øvrige surt boblende steder i medieverdenen rase. Lad dog kun denne afmægtige surhed udfolde sig med halvfordøjet teologisk snak om "fundamentalisme". At vi for længst har sat tingene på plads for dem, der interesserer sig for sagen, skal kun bemærkes for en ordens skyld. At bl.a. jeg har behandlet fundamentalismens begreb og problematik, Tidehverv juni 1990, optrykt i bogen "Synd Tappert!", nævner jeg kun af hensyn til sagligt spørgende. Nej, vi agter ikke at spilde tid på en Egon Clausen og hans propaganda imod valgresultatet af 20. november 2001. Vi kan more os over hans indædte arrigskab. Vi kan også have en smule ondt af ham.
Men tage ham og hans propaganda alvorligt - aldrig i livet!

Derimod er der en af dem, han har kunnet bruge i sit propagandafelttog imod Tidehverv og den nuværende danske situation, det forholder sig en smule anderledes med. Jeg taler ikke om Niels Thomsen, der som bekendt altid er god for et surt opstød om Tidehverv, og som kan bruge sin svigerfars omtale af Kritisk Revy og Poul Henningsen i 1928 til at skose Tidehvervs nuværende udgivere (han skulle bare vide, hvad Heje sagde om Kaj Thanings omtale!). jeg taler heller ikke om Løgstrup-manden fra Aarhus, Svend Andersen, der også altid er god for et som teologisk replik forklædt angreb på Tidehverv. Men jeg taler om Torben Bramming.

Han har jo nemlig selv været ude om det, når han nu misbruges af Egon Clausen. Hans lille bog om "Tidehvervs Historie" fra 1993 var i enhver forstand, både teologisk og historisk, inkompetent, og jeg tror i grunden, at Torben Bramming godt vil indrømme det i dag - ikke mindst, når han nu oplever Egon Clausen. Torben Bramming har siden skrevet meget bedre og klogere ting. Han har i årene efter 1993 sagt så meget fornuftigt, at han er lige ved at fortjene at blive kaldt for tidehvervsk.

Jeg får ondt af Torben Bramming, når jeg læser Egon Clausens misbrug af den umodne bog fra 1993.

Tidehverv følger som bekendt med tiden, ja, er med til at forme tiden, hvad visse begivenheder i den nyere Danmarkshistorie dokumenterer, og Tidehverv har derfor også på det sidste oprettet en hjemmeside. På denne hedder det i præsentationen:
"Tidehverv - det er gammeldags luthersk kristendom i en tid, der er alt for moderne til at respektere det elementært menneskelige: at være et enkelt menneske mellem fødsel og død i ansvar og skyld.

Tidehverv er derfor umoderne, for Tidehverv undsiger den modernitet, der er et andet ord for overfladiskhed. Tidehverv er derfor også reaktionært, for Tidehverv reagerer imod den dyrkelse af udviklingen og fremskridtet, der betyder åndelig tomhed og personlig uansvarlighed.
Tidehverv, der er et tidsskrift og et arbejdsfællesskab, begyndte sit arbejde i 1926, da en række unge teologiske kandidater og studenter blev lukket ude fra at kunne komme til orde i Det kristelige Studenterforbunds blad. De var inde i et opgør med en kirkelighed og kristelighed, der havde gjort kirkelig succes til sit program, og som derved svigtede evangeliet om syndernes forladelse, der jo ikke handler om at blive mange og få magt, men handler om det enkelte menneskes frimodige eksistens i troen på Kristus. Tidehverv vendte tilbage til Luther og Kierkegaard og vendte sig derfor imod en kirkelighed, der tænkte i antal, ikke i inderlighed, i omfang, ikke i dybde.

Det betød, at Tidehverv blev opgørets sted, og at der i 1920'erne og -30'erne blev foretaget en række dybtgående opgør med KFUM-kristendommen og succes-kirkeligheden og en teologisk humanisme. Ikke blot Luther og Kierkegaard, men også Dostojevski og Jakob Knudsen og Sigrid Undset var poler i opgøret. De unge teologer kunne ikke få vejret i den kvalmende idealisme, der herskede i det akademiske og kirkelige miljø, og fik luft ved at lufte ud - som det siden blev sagt. Uærbødighed, radikalitet, skarphed, kravet om alvor og redelighed: dette var opgørets indhold og form.

Derved blev Tidehverv ikke kun et kirkeligt, men også i stigende grad et kulturelt opgør, for samme idealistiske sentimentalitet, som herskede i kirken, herskede også i det kulturliv, der var bestemt af udviklingstroen og kulturradikalismen. Man opdagede, at undsigelsen af Olfert Ricard også betød undsigelsen af Georg Brandes og Poul Henningsen. Man opdagede, at luften var ikke mindre kvalm i kulturlivet end i kirkeligheden. Det var kun "bøf på en anden måde" - med et udtryk af Henrik Pontoppidan.

Derfor har Tidehvervs vej i 77 år været den radikale kritiks og den kritiske sagligheds vej. Situationen omkring den tyske besættelse af Danmark tvang til besindelse på den folkelige, ja politiske tilstand, der herskede i landet, hvor man i idéens navn svigtede den enkelte næste og den nære virkelighed, og i dag står Tidehverv i et opgør på alle fronter med den holdning, der kaldes for den politiske korrekthed. Dette har tvunget nogle af Tidehvervs udgivere til for en periode at træde politisk i karakter.

Men anliggendet er det samme som fra begyndelsen: med udgangspunkt i evangeliet om Kristus at være livet og næsten tro".