Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Fra Kritikkens verden

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2005, s.25-27.

I bladet Kritik, Gyldendals litterære tidsskrift, var der i efterårsnummeret en stor artikel om Tidehverv, skrevet af Henrik Bach. Den var saglig og lødig og gav god besked om det lange og flittige liv, Tidehverv har levet siden 1926.

Men nachspielet er som altid det artigste, for Henrik Bachs artikel har kaldt flere frem, som har adskilligt at sige og at afreagere. I Kritik nr. 172 er det tre forskellige, der har følt sig kaldet til at sætte Tidehverv på plads, og det vil ikke komme bag på nogen, at de to af dem hedder Torben Bramming og Henning Tjørnehøj. For førstnævntes vedkommende er der tale om et misbrug af Gustav Brøndsted til de vanlige politisk-taktiske forsøg på at misrekommandere Tidehverv af i dag og placere Torben Bramming som en autoritet vedrørende Tidehverv.

Overfladiskheden i læsningen af Brøndsted er lige så slående som forfalskningen af det nuværende Tidehverv, og man spørger sig selv, om Torben Bramming overhovedet er teolog og i stand til at læse en teologisk og principiel tekst. For Henning Tjørnehøjs vedkommende - nå ja, dér møder man endnu en gang Henning Tjørnehøjs forsøg på at rehabilitere sig selv og få afløb for sine højst private aggressioner. Lirum Larum, katten gør æg. Det er, som vi har oplevet det siden 1968, og der er slet ingen grund til at kommentere det.

Derimod har også redaktionen på Kritik ladet sig inspirere af artiklen om Tidehverv til at fremsætte en redaktionel mening om Tidehverv og det arbejde, som et par af Tidehvervs udgivere i øjeblikket udfører på Christiansborg, og der er her tale om synspunkter, som fortjener at blive bemærket. Det er det "identitetspolitiske", der er temaet. Med et misforstået udgangspunkt i Dostojevskis roman om Raskolnikov bestemmer redaktionen nutidens herskende strømning som en interesse i at finde frem til "hvem er vi?" i modsætning til tidligere "hvad skal vi gøre?", og denne optagethed af identiteten ligger efter redaktionens mening bagved svstemskiftet i Danmarks offentlige og politiske liv. Det er utvivlsomt rigtigt. Afgørende for ethvert menneskeligt og folkeligt forhold er naturligvis spørgsmålet om, hvem jeg eller vi er, og det er dette spørgsmål, der med folketingsvalget i 2001 satte dagsordenen og vendte op og ned på magtforholdene her i landet. På grund af en kun alt for tydelig trussel imod dansk identitet sagde danskerne et klart nej til dem, der i en menneskealder havde ledt folket ind på en bane, der fører til folkelig opløsning og selvudslettelse, og ligesom under den tyske besættelse reagerede folket. Det var identiteten, der var det afgørende. Det var kampen for at redde sin sjæl, der var modstandsbevægelsens anliggende.

Jovist, identitetspolitik er ikke en afsporing af det politiske, men det nødvendige arbejde på at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, og derfor er redaktionens iagttagelse rigtig.

Men det er forkert, når redaktionen skriver, at Raskolnikov slog den gamle pantelånerske ihjel "for at forvisse sig om, at han faktisk er noget særligt". Raskolnikov myrdede pantelånersken, fordi han var overbevist om, at han var noget særligt - højt hævet over og helt anderledes end et gammelt gridsk menneske, der som laverestående ikke havde ret til at sinke den højerestående Raskolnikovs arrangementer. Det var den ideologiske overmenneskedyrkelse, der var Raskolnikovs baggrund. Det var for så vidt den politiske humanismes begrebsverden, der var mordets årsag. Og Dostojevski - hvis forfatterskab som bekendt var en af forudsætningerne for Tidehvervs opgør og anliggende skildrer i sin roman, hvordan den ideologisk besatte Raskolnikov angrer og omvender sig på grund af skøgen Sonja og hendes kristendom.
Redaktionen på Kritik skulle læse romanen en gang til.

Det ville bl.a. betyde, at opfattelsen af "identitetspolitik" ville få et ganske andet og anderledes sandt indhold. Så ville man på Kritik ikke bilde sig ind, at et menneskes og et folks identitet er noget uvedkommende, som skal dyrkes i det private som en sær hobby. Så ville man f.eks. ikke kunne skrive følgende:

"Vil man forsvare oplysningen som et politisk projekt, må man derfor ikke bare kæmpe Voltaires klassiske kamp mod den infame religiøse dogmatisme. Man må først og fremmest bestræbe sig på at holde den politiske debat fri for identitetspolitiske argumenter fra begge fløje. Det er nødvendigt at insistere på, at det politiske fællesskab forudsætter en abstraktionsproces, der forvandler os til ganske almindelige mennesker, d.v.s. til samfundsborgere rensede for spraglede etniske, religiøse og seksuelle særpræg - som det står os frit for at udleve i privaten. Når den politiske almenvilje træffer en beslutning, gælder den for os alle i vores egenskab af helt almindelige og i en vis forstand identitetsløse mennesker".

Ja, dette kunne være sagt af den besatte Raskolnikov. Og det er næsten et direkte citat af den Rousseau, der også gjorde almenviljen til sit grundbegreb i Contrat Social og reducerede det enkelte menneske til en abstrakt størrelse, der ikke havde anden opgave end at acceptere almenviljen. Man aner derfor også ganske klart de efterfølgere i praktisk politik, som Rousseau fik, og hvis blodige gerninger med henvisning til almenviljen man kan læse om i 20. århundredes historie....

Hermed vil vi naturligvis ikke mistænkeliggøre de velmenende redaktører på Kritik, men vi vil pege på, hvilket indhold der i realiteten ligger i en opfattelse som den anførte.
Som en læser sagde: Det næste bliver, at de sender missionærer ud for at forbyde almindelige mennesker at være almindelige! Det er jo ganske klart en sådan humanistisk frelsesbestræbelse, der ligger i denne tale om en "abstraktionsproces", gennem hvilken man vil forvandle mennesker til at være "almindelige" - d.v.s. politiske størrelser, ciloyens som fænomenet hed under den franske revolution. Men man er almindelig ved netop at have en identitet, som kan bygge på meget forskelligt, folkelige, religiøse og for den sags skyld også seksuelle særpræg - men som er ens egen, ikke statens eller almenviljens. Og den folkelige identitet, den, der i Danmark har skabt systemskiftet, er ikke en frugt af mission eller omvendelse, men af en historie, der igen har affødt et folk, det danske, som lægger vægt på at have hjemme i Danmark.

Dette er det almindelige. I Danmark. Dette er virkeligheden, den danske. Og det, redaktionen af Kritik kalder identitetspolitik, består slet og ret i, at man respekterer det danske folk, de almindelige danskere, i deres ønske om at kunne være sig selv i deres eget danske hjem. Noget andet er, at danskerne skal rette sig efter gældende lov, og at vi alle er lige for loven. Således er vi borgere - og det er jo dette begreb, redaktionen søger at indkredse i sine abstrakte forryktheder. Men heller ikke den lov, borgerne i Danmark skal rette sig efter, er naturligvis uden identitet. Den er en frugt af dansk sæd og skik. Den er bestemt af den historie og de vilkår, der har skabt Danmark. Når denne lov er vedtaget, så gælder den ganske rigtigt for os alle i vores egenskab af borgere - men disse borgere er ikke derfor identitetsløse mennesker. Og enhver bestræbelse på at gøre dem til det - som Kritik anbefaler - er den totalitære almenviljes ønske om at afrette og ensrette levende, almindelige mennesker til abstrakte, identitetsløse fænomener.

Igen er det Rousseau, der falder én i tankerne. Igen er det den franske revolution med dens mange ideologiske efterfølgere og disses forskellige "abstraktionsprocesser", der melder sig hos den opmærksomme læser. Og således er det i sidste instans friheden, det almindelige menneskes frihed til at være almindelig, ikke abstrakt og identitetsløs, der viser sig at være stridens egentlige indhold. Hvad er det, det hedder, det lutherske kernebegreb: det almindelige præstedømme. Det almindelige menneskes ret til at blive respekteret i sin konkrete almindelighed. Den almindelige danskers ret til at få sin identitet og sin almindelighed respekteret.

Også her er der grund til at glæde sig over, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke.

I Martin Luthers lille skrift om et kristenmenneskes frihed gælder to sætninger. Den første hedder: "Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet". Den anden hedder: "Et kristenmenneske er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste, og enhver undergivet".

Redaktørerne af Kritik skulle læse Luther, for så ville de for det første lære, at ved dåben er vi alle lige, og for det andet forstå, at fordi dåben er givet os af Gud i himlen, er vi på jorden forskellige - og i denne dialektik mellem lighed og forskellighed, mellem frihed og bundethed, for så vidt mellem borger i retssamfundet og menneske i fædrelandet, er vi frie til at være almindelige, mennesker med en identitet, som kun søges udslettet dér, hvor kejseren vil tilbedes som en gud og almenviljen gøres gældende som den højeste sandhed.