Af Søren Krarup. Tidehverv, 2006, s.133-135.

Paven er ikke tidligere kommet til orde i Tidehverv. Vi plejer ikke at citere Hans Hellighed i Rom, for vi er ikke katolikker. Vi er det stik modsatte - evangelisk-lutherske i en dansk folkekirke.

Når vi nu gør en undtagelse, er det fordi vi må bekende, at stik modsatte paven er vi ikke i enhver forstand. Når paven siger noget, der har kristelig relevans, vil vi lytte. Og når paven i sin fremføring af en problemstilling, der har kristelig relevans, kommer i modsætningsforhold til et islam, der i enhver forstand er kristendommens og Vestens modsætning, fristes vi til at citere hans ord.

Som vi gør i dette nummer af Tidehverv.

Det er naturligvis pavens nu berømte forelæsning 12.september 2006 på universitetet i Regensburg, det drejer sig om. Her besøgte Joseph Ratzinger, også kaldet Benedikt XVI, sit gamle universitet, hvor han fra 1969 til 1977 havde været professor i systematisk teologi, og han forelæste her om emnet "Tro, fornuft og universitet". Det er en begavet mand, der taler. Det er en vidende og velbegavet teolog, der ræsonnerer over emnet, og selv om luthersk teologi ikke kan være i tvivl om sin uenighed med en katolsk teolog, der lader begrebet "fornuft" være noget afgørende i bestemmelsen af Guds væsen og af et menneskes forhold til Guds ord, så kan ingen heller være i tvivl om pavens sammenhæng med en kristen tradition eller kristendommens væsen. Ikke uden grund sagde Luther i en af sine teser imod den skolastiske teologi, at ingen bliver teolog, hvis han ikke bliver det uden Aristoteles, hvorved Luther satte fornuften på plads som fremmed og falsk i teologien, men samtidig er pavens tale om tro og fornuft dog udtryk for det egentligt kristelige: At Gud har omsorg for det syndige menneske, idet han har ladet sin søn blive menneske for at frelse den, der ikke kan frelse sig selv. Fornuften er for paven udtryk for forbindelsen mellem Gud og mennesket. Luthersk teologi siger, at det er en falsk og afsporende forbindelse. Men en forbindelse mellem den kærlige Gud og det faldne menneske er det dog.

Det er denne sammenhæng, der bliver tydelig, når vi oplever islams forargelse over pavens forelæsning. Som bekendt satte denne den muslimske verden i brand. Der blev råbt og skreget af imamerne. Og det var en ganske perifer ting, der fremkaldte raseriet, for i indledning til sin forelæsning omtaler paven en samtale mellem den byzantinske kejser Manuel II Palaelogos og en dannet perser om islam og hellig krig, og i denne forbindelse siger kejseren: "Vis mig dog, hvad Muhammed har bragt af nyt, og du kommer kun til at finde, hvad der er ondt og umenneskeligt, såsom at han har foreskrevet, at den tro, han prædikede, skulle udbredes med sværdet".

Disse få ord, udtalt af en byzantinsk kejser ca. 1400, bragte den islamiske verden i oprør. Det blev kaldt for en utålelig fornærmelse, sådan som samme islamiske verden efterhånden samler på utålelige fornærmelser. At det var middelalderlige ord af en kejser i det Byzans, der i samme periode var dødeligt truet af de muslimske hære og blev erobret et halvt århundrede senere, i 1453, hvorefter denne gamle kristne by blev islamiseret og dens fornemme kristne kirker forvandlet til moskeer, gjorde ikke indtryk på de frådende muslimer. Det gør det på os andre. Vi kan i dag ikke lade være med at tænke vort. Sådan blev der allerede dengang løbet storm på den kristne verden. Af de samme muslimer, som nu fråder over, at en kejser i det dødsdømte Byzans siger sandheden om islam og jihad.

Og det er her, pavens forelæsning alligevel indgår i en kristen sammenhæng, for pavens understregning af fornuften i forhold til troen taler dog om den bibelske Gud, hvis væsen i forhold til mennesket er forbarmelse og nåde. Stik modsat den islamiske allah, der er en nådeløs, uberegnelig tyran, som herser og regerer med en skrækslagen menneskehed, der ikke ved bedre end at kaste sig forfærdet til jorden. Vi kristne beder til vores Fader. Det gør katolikkerne, selv om de vil binde Faderen til en bestemt, fornuftig adfærd. Fader er han dog også for dem. Stik modsat det islam, der kun kender til rædsel, trusler, underkastelse, magtsyge.

Dette sammenstød mellem paven og islam i forbindelse med så mange andre konflikter mellem Vesten og islam tjener til at give kød og blod til et begreb, der i lang tid har været ubrugt. Det er begrebet kristenheden. Vesten er delt i katolikker og protestanter, men Vesten er dog en kristen enhed, der som sådan er i dyb og afgjort modsætning til den islamiske verden, og i takt med islams aggressive og invaderende fremfærd i nutiden går meningen med begrebet kristenhed op for os. Vi i Vesten er for så vidt i dag stillet som den byzantinske kejser, foran hvis by de muslimske hære lejrede sig i forsøget på at løbe den over ende og bringe den til fald. Dengang lykkedes det. Lad dette være os en lære. Vi står i dag som dengang i et civilisationernes sammenstød. Der er ingen vej udenom, hvis vi vil undgå Byzans' eller Konstantinopels skæbne. Kristenheden må samle sig til modstand. Kristenheden må forstå sig selv og sit eget væsen og sige et klart og samlet nej til et islam, der er os væsensfremmed og fjendtligt.

Meningen med det ord kristenheden må nu gå op for os.

Det ene træk efter det andet i nutiden understreger dette. Samme erkendelse meldte sig hos mig, da jeg hørte og læste Monica Papazus fremragende foredrag og essay om "Islam", trykt i Tidehverv september 2006. Det var i forbindelse med hendes omtale af korstogene. Her har vi i den lutherske verden været tilbøjelige til konsekvent fordømmelse - sådan som også Luther var det. Og i en teologisk sammenhæng er det jo berettiget. Korset kan man ikke bruge til at føre krig med. Korset som tegnet på Guds nåde i Kristus er ikke et krigsbanner. Det er rigtig nok. Men samtidig var korstogene jo også kristenhedens selvforsvar mod islamisk aggression og jihad, og hvis ikke kristenheden dengang havde samlet sig til forsvar og drevet islam tilbage fra Europa, var Europa muligvis gået under ligesom Byzans.

Det var kristenheden, ikke kristendommen, der handlede. Lad os glæde os over handlekraften. På samme måde som vi må glæde os over, at Karl Martell i 732 standsede de arabiske hære i slaget ved Poitiers. Havde araberne dengang sejret, var det kristne Europa formentlig gået under. Havde korstogene ikke drevet islam i defensiven i over hundrede år, var Europa formentlig blevet islamiseret. Det har den ene gang efter den anden været på et hængende hår. Wien i 1529, hvor den by, der spærrede adgangen til Europas bløde underliv, var lige ved at falde, men blev reddet i sidste øjeblik. Wien i 1683, hvor Europa på samme måde stod over for en frygtelig trussel og først blev reddet fra de muslimske hære af den polske konge og hans ryttere, da undergangen syntes givet.

Gud ske tak og lov for kristenhedens vilje til selvforsvar. Det er dette perspektiv, som nutiden i uhyggelig grad gør aktuelt. Og luthersk teologi skal så vist ikke misbruges til at negligere det, for ville Luther ikke føre krig mod tyrken i Guds navn og under korset, så ville han jo gøre det under den kristne konges anførsel og med fynd og klem. Dette fortæller bl.a. den fortræffelige bog "Mod tyrken og jøden", som Tidehvervs Forlag udgav for nogle år siden, og som tåbelige, bigotte præster i den danske folkekirke stadigvæk forarges over. De skulle læse med omtanke. De skulle fatte sammenhængen.

Og de skulle først og fremmest lukke deres øjne op for den virkelighed, som Europa står i, og som den katolske pave tydeligvis har et klart blik for. Nej, vi skal ikke blive katolske i hovedet eller teologien. Men vi skal fatte kristenhedens mening og realitet og således afholde os fra en humanistisk forfalskning af virkeligheden, som betyder Europas og kristenhedens undergang. Tyrken står atter for døren.

I bogstavelig forstand.

For Tyrkiet banker nu på Europas dør i forbindelse med ansøgningen om tyrkisk medlemskab af EU, og overfladiske, uvidende politikere i Bruxelles og også København gør sig blinde og døve for realiteten i denne ansøgning. Europa står i samme situation som i 1529 og i 1683. Tyrkiet er jo en islamisk stat, selv om Kemal Attatyrks reform i 1923 gav landet en ikke-islamisk facade. Militæret holder tilsyneladende islamismen i skak. Men Tyrkiet er et muslimsk land, idet folket er muslimsk, og dets nuværende regeringschef Erdogan lægger ikke skjul på sin holdning - bl.a. ved at lade sine døtre uddanne sig dér, hvor de kan bære slør. Kommer Tyrkiet ind i EU med sin store, hastigt voksende befolkning af muslimer, der som medlemmer kan sprede sig uhindret over Europa, så tegner Byzans' skæbne sig som et dystert varsel for Europa. Eller kristenheden.

Men europæiske politikere er netop blinde og døve, for når de mere tænksomme og realistiske vil indføje i EU-traktaten, at Europa er et kristent kontinent - så afvises det med forargelse af et flertal i Bruxelles. Det var dette, vi oplevede, da traktaten blev udformet. De, der havde historisk sans, ønskede den europæiske identitet anført som et fortegn for traktaten. De fattede tydeligvis, hvad der stod på spil.

De var kristenhedens talsmænd.

Men de kom i mindretal, for europæiske politikere i den politiske korrektheds billede nægtede at se den kulturelle eller åndelige virkelighed i øjnene og fik derfor Europa gjort åndløst og ahistorisk. De blinde vejledere af en europæisk befolkning, der lykkeligvis er ved at blive seende. Derom vidner nutidens begivenheder. Derom vidner befolkningernes reaktion på Muhammed-striden. Og derom vidner også pavens forelæsning på universitetet i Regensburg.

Begrebet kristenheden er ved at få kød og blod. Det er dette, vi nu oplever under den islamiske aggression, som ingen efterhånden kan tage fejl af. Islam er en frygtelig trussel for det Europa, hvis identitet er kristenhedens, og kan politikerne ikke indse det, så må vi - også i den lutherske verden - glæde os over, at paven kan.

Derfor bringer vi i Tidehverv uddrag af hans forelæsning.