Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Undskyld vi er her!

Af Christian Langballe. Tidehverv 2006, s.66.

Det er synd for islamisterne i Danmark, at vi har ytringsfrihed her i landet, og at Jyllands-Posten har tilladt sig at lave sjov med deres profet. Det har krænket dem i en sådan grad, at det er gået ud over deres selvtillid. Ja, det har gjort dem så kede af det, at deres muslimske brødre nu må brænde Dannebrog, billeder af statsministeren og ambassader af for at give dem humøret igen. Derfor har københavnske præster sammen med hovedstadens borgmestre også foreslået, at det er på tide, at de får skænket en stormoske helt gratis som et plaster på såret; men hvorfor stoppe her? Hvorfor ikke rejse en statue af de imamer, som har taget rundt i Mellemøsten og bagvasket Danmark? De har om noget ydet en stor og prisværdig indsats for at få afskaffet ytringsfriheden, så hvorfor ikke rejse dem et monument, bespise dem med pandekager på rådhuset eller måske bede Dronningen modtage dem i audiens? Hvorfor følger vi i øvrigt ikke Saudi-Arabiens krav om at få lavet en lov, der forbyder ytringsfriheden her i landet i al fremtid? Når fetaen er i fare, må vi tænke utraditionelt. Det ville være så godt for dansk erhvervsliv og eksporten, at aviser ikke i fremtiden griber forstyrrende ind i samfundsordenen og skaber folkelig debat. På den måde kommer vi også Dansk Industri og Hans Skov Christensen i møde. Det ville også være praktisk, hvis vi ligesom i Saudi-Arabien bare kunne smide folk i fængsel og lukke dem inde på ubestemt tid. Der er så mange tåbelige mennesker i Danmark, som kunne trænge til en tur i fangehullet. Her taler jeg om alle de frække og rapkæftede, som med deres grove frisprog gør hele den fine politisk korrekte magtelite bange og forlegen, og som skader Danmarks omdømme i udlandet. Jeg har tillige hørt, at kvinder ikke må køre bil i Saudi-Arabien. Tænk, hvad det ikke ville betyde for trafiksikkerheden, hvis vi fik indført sådan et forbud herhjemme? Når vi er i gang, hvorfor så ikke få indført noget sharialovgivning i folkeskolen og få forbudt spegepølse og leverpostej i madpakkerne? Der er alt for mange farvestoffer i spegepølsen og alt for meget fedt i leverpostejen, så det ville virkelig være et stort skridt for folkesundheden. Sidst og ikke mindst, hvorfor så ikke følge Lars von Triers opfordring og klippe korset ud af vores flag og måske sætte en halvmåne på i stedet for? Ja, man kunne tilmed overveje, om det ikke var en ide selv at brænde Dannebrog af evt. på grundlovsdag. Den slags modige initiativer vil vise, at vi blæser Danmark, folkestyret, ytringsfriheden en lang march, og at vi så inderligt forstår og sympatiserer med islamisternes trusler om terror og vold.

Nuvel, en stormoske kan vel også gøre det i første omgang. De københavnske præster har så også foreslået, at man bruger de indsamlede midler i folkekirken til at finansiere stormoskeen, men hvorfor egentlig stoppe her? Hvorfor beder de pågældende præster ikke imamerne om at holde søndagsgudstjenesten i de københavnske kirker, og hvorfor ikke lade dem udråbe deres bønner fra kirketårnene? Man kunne i den forbindelse overveje at flytte gudstjenesten til om fredagen for at komme muslimerne i møde. Dersom imamerne overtog gudstjenesten i kirkerne, ville de få omvendt en masse vantro københavnere til islam. Det ville helt sikkert gøre fundamentalisterne glade og gavne integrationen. Præsterne vil så også kunne holde fri om søndagen, og spørgsmålet er, om det ville gøre nogen forskel. De kunne - som så mange præster gør i forvejen - måske ligefrem hjælpe med at agitere for islam og mod alle de islamofobe danskere, som tager friheden alt for alvorligt. Alt i alt ville det være en manifestation af, hvor menneskekærlige de københavnske præster er, og hvor parate de er til at gå på kompromis med alt inklusiv evangeliet. Det er jo så moderne i vore dage og kaldes tolerance og dialog. Alle vil kunne se, at disse præster i tolerancens navn er villige til at underlægge sig selv og alle andre islamisternes diktat.