Af Claus Thomas Nielsen. Tidehverv, 1996, s.108. (Fra avisen Information 23. april 1996.)

Jeg kender en ung præst, som efter et langt studium, hvor han var gået i en bue udenom de traditionelle teologiske discipliner, således som det i dag er almindeligt, pludselig så sig selv som præst i den danske folkekirke uden på forhånd nærmere at have overvejet, hvad dette arbejde gik ud på. Men da han jo vidste, at det var en evangelisk-luthersk kirke, han var ansat i, blev Paulus og Luther i lang tid hans faste natbordslæsning. Det første år, han var præst, gik han endda ifølge eget udsagn til den yderlighed, at han, når han skulle skrive en prædiken, konsekvent udformede den som en sprogligt moderniseret version af en lutherprædiken. Efter et stykke tid hørte han sig selv omtalt som glødende tidehvervsmand. Det vidste han ikke, hvad var, men på opfordring læste han nu Olesen Larsen, Heje og Tage Schack og blev overrasket over, hvor meget deres prædikener lignede hans egne Luther-parafraser. Til sidst behøvede han ikke mere forlæggene, han var nu blevet så fortrolig med spillet, at han kunne fortsætte det på egen hånd.

Men pludselig oplevede han sig selv sidde på kirkebænken og være den, der blev tiltalt. Han oplevede, at det var ham selv, der var under Guds dom, og som modtog sine synders nådige forladelse. Det, der hidtil kun havde været et spil for ham, blev nu personlig og eksistentiel alvor, hævdede han.