Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Kristendom eller pynt på socialfarisæismens bord

Af Erik Kjær-Pedersen. Tidehverv, 1983, s.80.

I en artikel "Amen eller omforladelse" i Tidehverv 1983/3 tager Henrik Gamst-Pedersen til genmæle mod mit opgør med hans dyrkelse af det folkekirkelige fællesskab i et foredrag trykt i Tidehverv 1982/10. Desværre kan hans indlæg nok tjene til at bringe læseren i forvirring med hensyn til, hvad jeg egentlig har sagt og ment. Derfor disse få bemærkninger til det. Gamst-Pedersen skriver, at "KP kalder dåben menneskeværk". Ja, det gjorde jeg ganske vist. Men den opmærksomme læser vil let se, at jeg gjorde det med polemisk sigte mod Gamst-Pedersens dåbsteologi, ifølge hvilken menneskeværk (det synlige og håndgribelige i dåben) gøres ligefrem identisk med Guds værk - så resultatet bliver, at menneskeværk garanterer, at der skabes kirke. Gamst-Pedersens tale om dåben er stærkt katolicerende og mangler ganske korset og forargelsen.

Han skriver videre: "Hvad kan KP mene med sin tale om, at vi har det folkekirkelige fællesskab "i kraft af det danske folks vilje eller i kraft af dåben"? Som det tydeligt fremgår af foredraget er dette heller ikke "min tale", men nypietisters tale, som jeg tog kraftigt afstand fra. I foredragets slutning skrev jeg netop, at det folkekirkelige fællesskab er ikke en "foreliggende virkelighed, vi har i kraft af det danske folks vilje eller i kraft af dåben". Det er Gamst-Pedersen, der påstår, at vi har det i kraft af dåben, og at vi følgelig gerne skulle "kunne holde hinanden i hånden".

Men uanset hans besynderligt fordrejede gengivelse af mine ord i foredraget, så er og forbliver hans egne ord om det folkekirkelige fællesskab uevangeliske og stridende mod vor kirkes bekendelse. Dette har jeg i parentes bemærket også gjort Gamst-Pedersen opmærksom på i en længere brevveksling os imellem, men jo åbenbart uden andet resultat end at min modpart fremturer desto mere med sin fællesskabsdyrkelse og sin håndholderisnak. Han vil fortsat have og dyrke et folkekirkeligt fællesskab uafhængigt af evangeliets forkyndelse. Han vil ikke vide af, at selv om kirken består af "mennesker af kød og blod" og for så vidt er synlig, så er den dog Guds værk og for så vidt usynlig.

Tilbage er for mig da blot at konstatere, at Gamst-Pedersen med sin dyrkelse af det folkekirkelige fællesskab sandelig er god til at holde tidens toneangivende socialpietister i hånden og danse med på deres melodi: vi samarbejder, vi skaber fællesskab, vi skaber rare væresteder, vi hjælper dem udenfor ind i varmen! Men trist er det at se, at Gamst-Pedersen ikke ved bedre end at plædere for en kristendom, der til forveksling ligner tidens bralrende og sentimentale næstekærlighedsreligion. Trist er det, at han ikke kender forskel på kristendom og pynt på socialfarisæismens bord.