Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

KGB's villige lakajer

Af Jakob Andersen. Tidehverv, 2003, s.25-26.

For et par år siden skrev Bertel Haarder følgende om dem, som under den kolde krig havde gået Sovjetunionens ærinde:
"Den enkle - men deprimerende - kendsgerning er jo den, at vi her har at gøre med mennesker, som reelt begik et intellektuelt og moralsk forræderi af format, men som helt er sluppet for tiltale."

Dette er rigtigt, men Bertel Haarder sætter ikke navne på, så hans karakteristik svæver i luften. Lad mig derfor nævne et par stykker af de Sovjet-propagandister, hvis løgnagtighed var med til at bedrage offentligheden om de uhyrligheder, der fandt sted i de kommunistiske lande: Professor Mogens Fog, professor Albert Olsen, forfatterne Martin Andersen Nexø, Hans Kirk, Hans Scherfig og Arne Herløv Petersen.

Der var mange andre, og nogle af dem viste en forbløffende overlevelsesevne, da vinden blæste den anden vej. En journalist som Peter Wivel havde i 70'erne lobhudlet Mao-Kina og Castro-Cuba, men han blev alligevel chefredaktør på Berlingske Tidende. I de gode gamle dage betegnede Bjørn Erichsen NATO som "kapitalismens og imperialismens militære offensiv imod den socialistiske verden" (i bogen "Om Arbejderbevægelsen"), men i de nye tider endte han sandelig som tv-direktør i Danmarks Radio.

Listen over vendekåber er uendelig.

Det er beskæmmende, at disse mennesker ikke blev imødegået brutalt i den offentlige debat i de år, da de forpestede den offentlige mening. Men det er lige så utilfredsstillende, at den sovjetiske efterretningstjeneste KGB kunne få lov til at rekruttere agenter og andre operative kontakter i Danmark, uden at disse samarbejdspartnere for Sovjetmagten hørte det mindste for det. Kun en håndfuld af disse mennesker blev slæbt i retten (fx diplomaten Einar Blechingberg og forretningsmanden Bent Weibel).

I adskillige år har jeg beskæftiget mig med KGB's arbejde i Danmark. Tidligere har jeg skrevet avisartikler om emnet, og for nylig udgav jeg bogen "De Røde Spioner - KGB's operationer i Danmark. Fra Stalin til Jeltsin, fra Stauning til Nyrup", som går grundigere til værks både vedrørende personer og operations-metoder.

Der er aldrig før i Danmark offentliggjort en sådan fremstilling. Der findes ingen anden litteratur, som ned i detaljerne beskriver KGB's arbejdsmetoder og personkreds i Danmark - fx dens manipulering af fredsbevægelsen - eller som navngiver og beskriver en lang række af KGB's agenter og andre operative kontakter. På denne baggrund skulle man tro, at der var blevet en forfærdelig ballade i Folketinget, i medierne, i den offentlige debat. Men dette skete ikke.

Lad mig som eksempel fremdrage sagen om Holger Vivike - denne mangeårige folketingsmand for SF, denne mediernes yndling, denne af mange vellidte politiker. Forræder var han.

I Holger Vivike havde KGB en fuldblods agent, der støvsugede Christiansborg for oplysninger, som Sovjetmagten var ude efter. Han leverede KGB personoplysninger om politikere, floder af dokumenter og andre oplysninger om Folketingets gøren og laden, om partiernes interne forhold og indbyrdes stridspunkter. Han var kort sagt en uvurderlig agent for KGB, som først og fremmest var ude på at underminere NATO og EF, herunder kompromittere eller påvirke Danmark i disse organisationer.

Tilbage i 1992 ringede jeg til Holger Vivike og forelagde ham mine oplysninger om, at han havde været agent for KGB.

"Det er løgn," svarede han, og til sin dødsdag fastholdt han denne benægtelse over for offentligheden.

I min bog redegør jeg for detaljerne i Vivikes agentvirksomhed, hans føringsofficerer, hans arbejdsopgaver, hans konspirative møder med KGB-officererne. Jeg tror ikke, der er nogen sten, jeg ikke har vendt i sagen Holger Vivike.

Men har det interesseret nogen?

Har det interesseret Folketinget, som han sad i, og som han bedrog og forrådte?

Har det interesseret Socialistisk Folkeparti, som han også udspionerede for KGB, og som altså nærede en slange ved sin barm?

Har det interesseret regeringen, de politiske skribenter eller alle dem, der har råbt op om at få oplysning om danskernes forhold under den kolde krig?

Nej, det har ikke, og når en så alvorlig virksomhed som Vivikes ikke medfører andet end bagatelliseringer, kan man betvivle, at der overhovedet eksisterer en seriøs interesse for at få noget at vide om den slags ting.

I Danmark bliver spionage bedømt efter straffelovens dertil indrettede paragraffer, fx den, der gør det strafbart at foretage sig "noget, hvorved fremmed efterretningsvæsen sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område".

Tager man denne bestemmelse bogstaveligt, ville det være strafbart at give blot en telefonbog til en KGB-officer. Loven skelner nemlig ikke mellem hemmelige og offentligt tilgængelige oplysninger. Begge dele er det strafbart at udlevere.

Myndighederne er naturligvis ikke så tåbelige, at de rejser spionagesager for en telefonbogs skyld. Men man kan undre sig over, at de ikke har rejst påtale mod en lang række mennesker, som systematisk, dybtgående og skrupelløst hjalp KGB under den kolde krig, da Warszawapagten var NATO's og Danmarks fjende og Sovjetunionen den trussel, som hele Vesten havde hængende over hovedet.

I spionagesager er det justitsministeren, dvs. regeringen, der bestemmer, om der skal rejses påtale eller ej. Ingen sager rejses uden efter indstilling fra efterretningstjenesten, men mange sager rejses ikke, selv om efterretningstjenesten anbefaler det. Dette skyldes ren opportunistisk politik og har ikke noget at gøre med "juridisk retfærdighed". Regeringen kan fx ønske at undgå indrepolitisk ballade eller konflikt med en fremmed magt. I 1980'erne var der et eksempel på det sidste, da regeringen undlod at rejse en bestemt sag, fordi det kunne have skadet en stor skibsbygningskontrakt, et dansk værft havde med Sovjetunionen.

Men der kan være andre - og bedre - grunde til at undlade påtale. Jeg tænker her på de tilfælde, hvor en dansk agent ikke ville kunne tiltales, uden at det kunne bringe PET's kilde i fare. Dette gjaldt især for KGB-oberst Oleg Gordievsky, der i mange år med fare for sit liv var en af Vestens mest værdifulde dobbeltagenter.

Weekendavisen har sammen med Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad stået i spidsen for den fløj, som har rakket "De Røde Spioner" ned. Metoden har været ens for dem alle: De påstår, at noget bestemt fremgår af bogen, og dette bruger de som præmis for at sige, at bogen er noget møg. Fælles for disse anmeldere har det imidlertid været, at deres præmisser har været groft urigtige. Bogen har sagt noget ganske andet end det, de påstår.

Det var Weekendavisen, der åbnede ballet ved at bringe sin anmeldelse en uge før alle andre, og derved påvirkede den de dovne anmeldere, som bladene notorisk er fulde af. Men hvad kan der ligge bag Weekendavisens overraskende usaglige holdning? For overraskende var den, og usaglig var den.

Tja, jeg kunne ikke lade være med at tænke over følgende: Fra Gordievsky ved jeg, at Peter Wivel (der ikke er smigrende omtalt i bogen) var en operativ kontakt for KGB-officeren Aleksandr Polukhov (PET kender ligeledes til denne forbindelse). Peter Wivels bror er kulturredaktør på Weekendavisen, og Peter Wivels søn er redaktør af Weekendavisens bogtillæg. Den negative anmelder på Berlingske Tidende (som tilhører den arrogante københavnske akademikerklike) var Peter Wivels protegé, som Wivel bragte med fra Weekendavisen til Berlingske Tidende. Tilføjes skal det, at Peter Wivel afskyr mig, fordi jeg engang koblede en af hans gamle venner sammen med KGB.

Er alt dette tilfældigt?

Hvis det er tilfældigt, så må man konstatere, at de nævnte anmeldere ikke kan have læst logik, da de gik på universitetet. De synes nemlig besat af den tanke, at når de danske operative kontakter for KGB, som Jakob Andersen beskriver, ikke er sat i spjældet, så har de naturligvis ikke gjort noget forkert. Denne opfattelse er udtryk for himmelråbende tåbelighed, jævnfør fx det ovenstående om, hvorfor regeringen i stribevis af sager har undladt at rejse påtale.

Prøv fx at sammenligne det ovenfor citerede fra straffeloven med følgende citat fra en af SF- formand Gert Petersens KGB føringsofficerer (bogen s.701):
"Gert Petersen svarede detaljeret og kom med sine egne vurderinger. Han gav mig kort sagt de oplysninger, KGB havde brug for. Derpå havde jeg en række spørgsmål, der som regel handlede om Danmarks udenrigspolitik og NATO-politik, og jeg fik grundige og kvalificerede svar. Gert Petersen var fra 1968 medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, der er Folketingets mest tavshedsbelagte, så han havde en utrolig inside viden."

Jeg kunne fortsætte med de andre agenter og operative kontakter som fotografen Jacob Holdt, tidligere minister Jens Kampmann, folketingsmedlem Meta Ditzel, folketingsmand Pelle Voigt, redaktør Torben Krogh, folkeskolelærer Palle Eggert Jensen, fagforeningsformand Svend Aage Jensen, kriminalassistent Mads Sloth Laursen, kommunal tjenestemand Jan Henning Hansen, og så videre. Hver især opererede de med KGB på en måde, der ikke blot alarmerede PET, men som også nu - hvor de er offentligt afsløret - burde interessere de mennesker, der har foregivet interesse i at få noget at vide om danskernes forhold under den kolde krig. I mange tilfælde vil det nemlig ikke nytte noget at vente på PET-kommissionens og DUPI's undersøgelse. Det kan siges med sikkerhed, at meget materiale vil blive holdt under låg - ikke mindst i personsager.

Men det, vi allerede nu kan forholde os til, er også nok indtil videre. KGB foretog en utroligt vidtspredt undergravende virksomhed i Danmark. Den manipulerede fredsbevægelsen, den korrumperede politikere, journalister og mange andre. Den rekrutterede snesevis af villige lakajer, som alle havde en eller anden form for indflydelse på os andre.

KGB var kort sagt en kræftbyld på vort samfund, som kun få havde øje for.