Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1989, s.29,38.

For et par år siden traf jeg forfatteren Jørgen Knudsen ved en panel-diskussion om indvandrerpolitik på et jysk gymnasium. Jeg kendte ham da kun på tryk som brandesiansk lænestols-oprører.

I et skingert tonefald og et rivende tempo lagde han ud med en strøm af gemenheder om motiverne hos modstandere af indvandrerpolitikken - blandt andet mine, som han endnu ikke var gjort bekendt med. Vulgariteterne ynglede, da han opdagede, at et flertal i salen reagerede positivt på slagord.

Da han selv blev angrebet, forplantede hans forargelse sig til rystelser i hele panelbordet, og han trak sig ud af diskussionen - indigneret over den uhyrlighed, at hans eget retfærdige standpunkt overhovedet kunne modsiges.

Denne paroksysme af selvretfærdighed nåede klimaks, da jeg foreslog ham - i stedet for at fordømme sine vantro landsmænd og fordre "næstekærlighed" over skattebilletten - at fylde sit eget hus med flygtninge og således selv betale den af ham definerede næstekærligheds pris. Hans svar kom først, da han havde set sig omkring og forvisset sig om, at kun jeg hørte det. Dæmpet, udenfor mikrofon-hørevidde, afleverede han et privat-skriftemål om de farer, han personligt udsatte sig for ved at huse illegalt indsmuglede flygtninge. Hans kamp var sandelig ikke omkostningsfri.

Jeg skulle ikke være i tvivl om, at Jørgen Knudsen er en mand, der fægter med åben pande for hvad han for alvor tror. Det hviskede han selv.
Jeg havde glemt den latterlige episode, indtil Jørgen Knudsen selv satte den i perspektiv ved nogle nytårsbetragtninger i Information. De kastede endvidere lys over den brandesianske kulturfalanks' totalitære fascination.

Jørgen Knudsen gør i sin kronik den opdagelse gældende, at Jesus tog katastrofalt fejl, da han afviste fristerens tilbud i ørkenen. Jesus havde været for længe i ørkenen. Derved var han kommet til at se magten som en djævelsk fristelse. Siden har verden lidt under, at det gode har forsaget magten.

"Det bør ellers stemme til eftertanke, at den forvildede mand endte sine dage på et kors, til det sidste blind for, at når verden ligger i det onde, så hænger det sammen med det godes tradition for at elske afmagten", fortsætter han. - I dag lader det sig ikke gøre at opretholde sandheden i disse gamle fantasier - "her snart 2000 år senere, 200 år efter den franske revolution, 20 år efter ungdomsoprøret og f.eks. 20 år efter ozonhullets gennembrud".

Jesu katastrofale fejltagelse førte til, at en skruppelløs krigerstand blot kunne skrifte sin synd og myrde videre. Senere har kapitalismens udgave af den hensynsløse ondskab brugt demokratiet til at legitimere sig med - det demokrati, som bare lader demonstranterne demonstrere løs uden at ænse deres protest.

"Faktisk trives det onde godt med et demokratisk system, der giver råderum for fortsatte protester. Vel vidende at antallet af protesterende med en ejendommelig konstans - som var der tale om en hemmelig kollektiv aftale - bliver liggende omkring de 10%. Ufarligt? Nej. Nyttigt for systemet".

I dag har ressource-manglen imidlertid godtgjort, at et magt-oprør er nødvendigt, hvis menneskeheden skal reddes. De gode viljer må nu gøre sig færdige med Jesu fejltagelse og mobilisere sig bredt. De må, slutter Jørgen Knudsen, "helt ind i marven af knoglerne ville magten". (Informations kronik 29/12 1988)

Det er muligt, Jørgen Knudsen selv tror, han er den første, der har haft blik for Jesu skæbnesvangre fejltagelse i ørkenen. Hans anklage mod Kristus på de gode viljers vegne svarer imidlertid nøje til storinkvisitorens anklage i Dostojevskijs "Brødrene Karamasov".
Den fromme kardinal, der har smidt Kristus i fængsel, bebrejder sin fange, at han svigtede de gode viljer og efterlod dem i afmagten, da han forsagede fristerens tilbud om magt. De gode viljer har siden gjort Kristi fejltagelse god igen. Derfor flammer inkvisitionens kætterbål nu mod Sevillas himmel.

"Du kunne dengang have grebet cæsarernes sværd", siger kardinalen. "Hvorfor afslog Du også dette tilbud? Det var den mægtige ånds sidste råd - havde Du lyttet til det, ville Du have fuldbragt alt og givet menneskene, hvad de higer efter på jorden: den, de skal bøje knæ for, i hvis hænder de kan overgive deres samvittighed, og i hvis navn alle til sidst kan forene sig i det endelige ubrydelige fællesskab, i den endelige altomfattende samdrægtighedens myretue…"
Det kunne være sagt af en Loyola, en Hitler, en Stalin. Det er sagt af Jørgen Knudsen - og med ganske det samme sigte.

Storinkvisitoren var ikke en ond egoist, opfyldt af lavt magtbegær. Han talte ligesom Jørgen Knudsen ud af ren kærlighed til menneskene - en brændende trang til at Fjerne deres lidelser. Derfor indså han, at Kristus tog fejl: Den frihed han gav menneskene, da han gjorde sin sandhed afmægtig på jorden - friheden til at sige endog sandheden imod - var deres ulykke. Den førte jo ikke til den verdensomspændende retfærdighed, men til idel kval og splittelse. Når kætterbålene nu flammede, var det de gode viljers mobilisering til menneskehedens frelse. Thi hvad er sandheden værd uden magten?

Nu skal det indrømmes, at hverken Dostojevskij, Ivan Karamasov eller hans storinkvisitor havde nået at registrere de onde viljers kulmination i fremstillingen af deodorantspraydåser og ozonhullets gennembrud.

Kristi fejltagelse er imidlertid stadig den samme. Og Dostojevskijs afsløring af den totalitære magtvilje i kærlighedens navn gør det stadig klart, at på hin "mægtige ånds" spørgsmål i ørkenen er der kun to mulige svar: storinkvisitorens eller Kristi - den totale godheds dæmoni eller det evangelium, der frakender menneskene al retfærdighed.

Ingen kan være i tvivl om, hvor Jørgen Knudsen vil være at finde den dag, da han ikke mere behøver at tåle friheden og modsigelsen - den dag, da de gode viljer mobiliserer og lader benzinbombernes kætterbål udrydde de onde.

Jørgen Knudsens revolutionsbidrag vil dog næppe være handling, men ord. Sin civile ulydighed og sine personlige omkostninger vil han sikkert fortsat bekende hviskende - i hvert fald indtil han risikofrit kan marchere i ly af "fællesskabet - den endelige, altomfattende samdrægtighedens myretue".