Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1987, s.54-55.

Århus byret har afsagt en dom, hvori borgmester Thorkild Simonsens brug af ordet "småracistisk" om sognepræst Søren Krarups kampagne mod Dansk Flygtningehjælps indsamling sidste efterår bliver kendt ubeføjet, men hvori borgmesteren dog samtidig fritages for straf under henvisning til, at han har haft pligt til at udtale sig og må anses for at have haft fornødent grundlag for i god tro og for i berettiget varetagelse af andres tarv at fremsætte sin udtalelse. Og samtidig med, at dommen giver Søren Krarup medhold i hans klage over borgmesterens ord og anser dem for personligt ærekrænkende, retter den den - moralske - bebrejdelse mod sognepræsten, at han ikke har indset, at "hans stærke ordvalg har været egnet til at appellere til racistiske holdninger". Altså: begge parter får ret og begge parter har uret. Der er balance i tingene, bedre kan det ikke være - og dommeren, der har afsagt denne dom, fremstår som en vis Salomon.

Men der er alligevel en part i denne sag, som udelukkende er taber, og det er retten i dette land. Og det er rettens tjener selv - i dette tilfælde Århus byret - der hjælper sin herre til at blive taber og det netop ved sin salomonisme. Hvad er der nemlig sagt i denne dom? Der er sagt ja og nej til det samme. Og så er der ingenting sagt, og det er det fatale, ingenting sagt om det, som er rettens sag, ingen indskærpelse af lovens gyldighed for alle landets borgere. Der er bare talt med to tunger. Ikke et menneske i landet kan af denne dom lære noget om, hvad han må og ikke må sige. For der er jo sagt i den, at det kan lade sig gøre i dette land at overtræde gældende lov ved at tale ubeføjede ord, uden at det får konsekvenser i form af straf, blot man sørger for dels at være forpligtet til at udtale sig og dels at have den tilstrækkelige mangel på forståelse af det, man taler om, for så er grundlaget for at være i god tro til stede, og den, som er i god tro, rammes ikke af lovens bestemmelser om straf. Og hvorfor så i grunden holde loven, når det er det samme, om man gør det eller ikke gør det? Loven forudsætter i dagens Danmark ikke, at landets borgere kender den, som det var tilfældet i den antikke verden, hvor lovens tavler på byens torv tydeligt lod dens indbyggere forstå, hvad der var deres skyldighed, og hvad de ikke måtte. Og det er næppe forbundet med synderlig vanskelighed at forblive i en passende og fordelagtig uvidenhed herom.

Derudover er der i dommen sagt til offentligheden om en borgmester og fremtrædende kommunalpolitiker på landsplan, at han er en mand, hvis saglige orientering om det, han har udtalt sig om i et bestemt tilfælde, har været såpas mangelfuld, at hans grundlag for at have talt i god tro i så høj grad har været i orden, at hans talte ord kan ækvivalere med slet ingenting at have sagt, så at det for ham ingen konsekvenser drager efter sig - hvilken ønskesituation for en politiker! Men samtidig dukker en anden konsekvens op end den, som dommen synes at regne med. Politikere og andre, der skal føre forhandlinger med borgmesteren, vil - da de må formodes at foretrække at forhandle med folk, som de kan regne med altid er sagligt velunderrettede og til trods derfor i god tro - næppe med helt den samme tillid som før kunne mødes med ham, når de af denne dom er blevet oplyst om, at det for deres forhandlingspartner vil være straf- og konsekvensfrit, dersom han skulle komme til i forhandlingerne at tale ord, der ikke er lovhjemmel for at sige. Og set fra en anden synsvinkel vil det sige, at en dom, der på denne måde fritager for straf for at have talt ord, som er ubeføjede, derved indirekte bliver til en tillidsberøvende injurie mod den person, der således fritages. Og det er retten selv, der injurierer i hele offentlighedens påhør! Man kan vinde sådanne sejre i retten, som er Pyrrhus-sejre. Man bør ligesom for Danaerne tage sig i agt for juristerne, selv når de bringer en gaver!

Men der er mere endnu i den århusianske salomonisme. Med dommen er der samtidig sagt, at Søren Krarup - hvis kampagne mod Dansk Flygtningehjælps indsamling ikke med føje kan kaldes "småracistisk" - alligevel "ved sit stærke ordvalg, der er egnet til at appellere til racistiske holdninger", må bære ansvaret for, at hans ord bliver misforstået og brugt af andre i for ham selv fremmede formåls tjeneste, og dermed også ansvaret for, når mennesker - som f.eks. Thorkild Simonsen - kommer til at regne ham for bannerfører for sådanne mishagelige holdninger og giver udtryk derfor. Dommen her dermed slået fast, at den, som i dette land åbner sin mund og siger noget offentligt, bærer ansvaret ikke bare for det, som han siger, men også for den modtagelse, som det sagte får hos andre, altså for sine ords "virkningshistorie", heri inkluderet den misforståelse af det sagte, som gør brug af det til helt andre og modsatte ting og formål end af den talende tilsigtet. I sandhed et tungt ansvar, som byretten i Århus lægger på enhver borger i Danmark, som udtaler sig til offentligheden: at have ansvaret for, hvad andre måtte gøre ud af hans ord både nu og i den fremtid, som hverken han eller nogen anden kender eller kan kende! Hvem må ikke overveje at aflægge trappistløfte? Man forstår sandelig et behov, som de, der har pligt til at udtale sig, må have, for at deres ord altid skal være sagt i god tro og følgelig være straffri.

Og den virkelig skyldige i det lovovertrædende ord - også det slår dommen fast - er på ingen måde nødvendigvis den, som udtaler dette ord, men det kan meget vel være en, som offentligt har udtalt et ikke-lovovertrædende ord, som er egnet til at blive misforstået. Hvilket middel lægger dommen ikke dermed i hænderne på sådanne kræfter i samfundet, som gerne ser censur genindført, og som ønsker det frie, offentligt talte, stærke ord fjernet fra samfundets liv på grund af de politiske konsekvenser, det uden tvivl kan afstedkomme! Og da det sikkert vil blive ret så vanskeligt for dommeren i Århus at finde noget ord, der ikke er egnet til at blive misforstået der, hvor misforståelse ønskes - og hvor grundlaget for den gode tros tilstedeværelse med tilhørende straffrihed også for ubeføjede ord ønskes i tilsvarende grad - skulle med dommen de væsentligste hindringer være ryddet af vejen for den straffri brug af ethvert lovovertrædende ord. Den skyldige vil jo til enhver tid frit kunne udpeges, så sandt alle menneskelige ord kan misforståes, og vil man ikke så gerne selv gøre det stykke arbejde, kan der sikkert oprettes et hemmeligt politi, der gerne vil tage sig af sligt. Det har man set andre steder. Og er det ikke sådan, at mennesker i vore dage ønsker, at forholdene skal være? Og kan retten gøre noget bedre end at tjene mennesker med det, som de ønsker sig? Skulle retsvæsenet ikke ved at gøre sig til en populær institution kunne hjælpe med til at befæste retssikkerheden i samfundet og skabe fredelige forhold, når den er så menneskevenlig, at ingen behøver at være bange for den? Når man lige ser bort fra, at retten på den måde har afskaffet sig selv.

Se, det er en rigtig Århushistorie. Men når højesteret i København har givet tonen an, er det vel kun rimeligt, at byretten i provinshovedstaden Århus hævder sig ved at vise, at den også er i stand til at lade ret og uret gælde lige. Men om den århusianske retssalomonisme sidder inde med helt den samme visdom som bibelens Salomon, derom kan man godt have sine tvivl.