Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

God styrelse i landet

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1996, s.3-5.

Vi har for en del år siden været vidner til, at Fremskridtspartiet for at hævde partidisciplinen udstødte partiets stifter Mogens Glistrup. Og vi har under forrige valgkamp også oplevet, at Det konservative Folkeparti af samme grund lagde afstand mellem sig og nogle yngre afvigere blandt partiets opstillede kandidater. Fra gammel tid er vi vant til, at der inden for Socialdemokratiet leves efter devisen "kæft, trit og retning". Og vi har yderligere set, hvordan de ældre etablerede partiers politikere, især Det radikale Venstres, har ønsket at demonstrere deres demokratiske ansvarsbevidsthed og sindelag ved ikke engang at ville tale med Fremskridtspartiets folketingsmedlemmer og nærmest har behandlet dem som spedalske, skønt de dog er valgt af folket på lovlig vis - ganske som disse radikale demokratiske politikere selv.

Sådanne forhold må give anledning til alvorlige overvejelser vedrørende folkestyrets vilkår i dagens Danmark. Vi er ellers i dette land vant til at regne med folkestyret som det sikre og urokkelige, fordi det er fastslået i grundloven. Men er dette sikre og urokkelige andet end en beroligende facade, bag hvilken der skjuler sig noget mindre tillidsvækkende andet, som er kimen til et styre af en ganske anden art? Og er dette andet hovedårsagen til, at den politiske indsats i dette land hverken er imponerende eller inspirerende, og at de fleste danskere idag, så vidt man kan skønne, ser med megen mistro og skepsis på så godt som alle de professionelle politikere og i dem ikke ser andet end chanceryttere og fidusmagere?

I Danmarks Riges Grundlov er dét fæstnet til papiret, som er fundamentet for folkestyret i landet, i erkendelse af, at med lov skal land bygges. Men et sådant fundament er grundloven naturligvis ikke ved at være et stykke dødt papir, men i og med at den høres og respekteres som en levende tiltale og fordring til hver enkelt borger i Danmark om lydighed mod den. Som en sådan levende fordring gør grundloven også den enkelte borger ansvarlig for, at den bliver gjort gældende som det fundament for landets styrelse, den er. "Et folk skal kæmpe for sin lov som for sin bymur", hedder det hos en antik græsk filosof, der forstod, hvad der her er at forstå. Til denne kamp hører for det første at læse, hvad der står i grundloven, men dernæst også at tænke over, hvad dét betyder, som står skrevet i den. Og hvor det gælder forståelsen af de fundamentale begreber i grundlovens bestemmelser - hvis de da skal forstås i grundlovens egen ånd, og det skal de, eftersom alt andet er uden mening - er det nødvendigt at tage som udgangspunkt kap. l §4, hvor det hedder, at "den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten".

Hvordan kan nu en sådan bestemmelse komme til at være det hermeneutiske udgangspunkt for tolkningen af alt, hvad der ellers står i grundloven? Jo, det kan det derved, at der heri er sagt, at der forud for grundloven er en kirke i Danmark, der udtrykker sin selvforståelse i Den Augburgske Bekendelse - den er jo evangelisk-luthersk - og altså ved kirke forstår "de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret", altså en kirke, som er en skabning af gudsordet i verden, og at det danske folk derfor lever dér, hvor denne kirke er, og hvor dette gudsord lyder, og hvor denne kirke er til, som en skabning af dette ord og dermed også bestemt til at skulle opholdes og leve af det. Herfra falder der nemlig lys over den stat, som ifølge grundloven understøtter det danske folks kirke. Denne stat kan ikke gøre dette uden dermed at anerkende, at den er en sådan øvrighed, som denne kirke taler om, nemlig en øvrighed, som er af Gud og indsat af ham og derfor med nødvendighed må være hans tjener, ansvarlig overfor ham og krævet til regnskab af ham for sin embedsførelse. Derimod er denne stat ikke og kan ikke være en religiøst neutral absolut størrelse, en sociologisk indretning, der er, hvad den er uafhængig af Gud og alt, hvad Gud og hans ord betyder.

En sådan absolut stat, der er sin egen gud, er ikke andet end fantasteri. Og samtidig bliver det klart, at statens understøttelse af folkets kirke ikke kan indskrænke sig til blot at være af økonomisk art. En religiøst neutral sækularistisk stat kan overhovedet ikke med spor af mening komme til at tale om kirke eller sige, at den understøtter den. Den kan jo ikke andet end projicere ordet kirke ned i et plan, hvori det, som kendetegner ordet kirke, ikke kan rummes. Hvor en sådan stat understøtter en sådan kirke, dér modarbejder og søger den at nedbryde den virkelige kirke; den kan overhovedet ikke gøre andet. At den selv forsikrer, at den understøtter og som bevis peger på de penge, som den giver kirken, forandrer ikke det allermindste herved. Og det kan ikke godt være en sådan nedbrydning, som grundloven mener med, at staten understøtter kirken - i hvert fald ikke, hvis grundloven skal have nogen mening, hvad man dog vel må forudsætte, at den skal have.

Vil grundloven tale om kirke - og det vil den tydeligvis - så taler den ikke om noget i stil med DSB eller om noget andet, der kan og skal styres alene ved Forvaltningsret. Og vil grundloven tale om en stat, der understøtter kirken - og det vil den lige så tydeligt - så taler den ikke om en selvabsolutiserende sækularistisk statsmagt, hvis væsen er magtens besiddelse og uhæmmede udøvelse, men den taler om øvrigheden som den, der er ansvarlig overfor Gud hvadenten øvrighedsmagtens menneskelige bærere selv tror dette eller ej.

Sådan taler grundloven om kirken og den statslige øvrighed, eller også er det ikke kirken og staten i deres virkelighed, som den taler om. Og tales der ikke klart om folkets kirke og dermed også klart om folket som Guds skabning og om staten som den øvrighedsmagt, der er af Gud, ligefra begyndelsen, så tales der heller ikke klart om nogetsomhelst andet at det, som står skrevet i grundloven. Det, som da kan synes klart, viser sig da ved nærmere eftersyn at være indsvøbt i uklarhedens tåger.

En god styrelse i landet - og det er jo dette, der menes med folkestyret - er kun mulig i og med, at loven og retten råder, og folkets grundlov æres som den nødvendige basis for, at lov og ret kan råde, og det ikke bare af de menige borgere, men også af de særlige personer, der er sat til at sørge for, at landet bliver regeret. Det siger sig selv, at disse særlige personer ikke kan vise respekt for grundloven som denne basis undtagen dér, hvor de i deres politiske stræben ved sig bundet i deres samvittighed til at overholde grundloven, så at der i deres politiske gerning ikke kan blive tale om at nogen anden instans kan forpligte dem på en måde, der stiller sig hindrende i vejen for denne samvittighedsforpligtelse på grundloven. Det siger grundloven selv tydeligt ved, at den overhovedet ikke taler om partier, men i stedet udtaler, at folketingets medlemmer ene er bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift fra deres vælgere. De kan derfor heller ikke være bundet af, hvad en partiorganisation måtte beslutte hen over hovedet på dem uden deres samtykke. Grundloven betragter åbenbart ikke politiske partier som nødvendige for det politiske arbejde. Netop derved holder den den enkelte politiker fast ved hans ansvar - hvad der vil være åbenbart for ham dér, hvor grundloven ikke er blevet til papir alene, men er en levende og nutidig tiltale og fordring til ham og til alle borgere i Danmark.

Men hvor partierne ikke således af grundloven holdes på plads som størrelser, der ikke kan være andet og mere end frie fællesskaber mellem mennesker, der har ensartede eller identiske synspunkter i deres politiske stræben, og hvor de i stedet udnævner sig selv til at repræsentere det virkelige folk og dettes sande interesser og derved bliver til en ideologisk organisation med tilhørende medlems- og meningsdisciplin, dér medfører de uundgåeligt en nedbrydning af folkestyret. Partierne vil dér uberettiget gøre sig politisk nødvendige. De vil nu identificere sig selv med folket, hvad de folkevalgte repræsentanter på tinge aldrig har modtaget noget mandat til. Og gør de sig selv til folket, skønt de kun er en del af det, bliver de med nødvendighed tyranniske.

Flerpartisystemet er på ingen måde nogen beskyttelse imod tyranniet. En ideologisk partiorganisation med tilhørende meningsdisciplin kan ikke undgå at anse sine mærkesager for at være absolut nødvendige for folkets frelse, og dette tvinger partierne til at anse det for godt for landet med kamuflerede tvangsmidler at arbejde for gennemførelsen af netop disse mærkesager. Partivældet, tyranniet, folkestyrets modsætning og nedbryder, ligger til enhver tid på lur i det organiserede og meningsdisciplinerede parti. Og partiet kan ikke selv opdage, hvad det gør - i hvert fald ikke officielt - fordi det som parti ikke kan forstå, hvordan onde resultater skal kunne komme af dets gode program og dets gode vilje til også at gennemføre dette.

Det er så ikke længere folkets vitale interesse for god styrelse i landet, partiernes varetager, men det er partiernes interesse for deres egen magt og succes. Selv om partierne også skulle kalde sig selv for folkepartier, gør dette ingen forandring i, at de, så snart de bliver til ideologiske organisationer med partidisciplin, er et forræderi mod folkestyret. Og vil partierne forsikre os om deres store interesse for folkets tarv ved - som f .ex. Det radikale Venstre - af lutter ansvarsbevidsthed nægte at tale med andre partiers folketingsmedlemmer med andre politiske synspunkter, som er dem mindre sympatiske, så kommer de ved en sådan holdning blot til indirekte at afsløre den foragt for folket og den vi-alene-vide-indstilling, hvori denne foragt har sin rod. Ethvert medlem af folketinget er selvfølgelig skyldig at behandle samtlige andre medlemmer med respekt som folkevalgte repræsentanter og være villigt til at forhandle med dem om deres synspunkter, hvor det ønskes og behøves. Alt andet er foragt for det vælgende folk og en klar nedbrydning af folkestyret.

De organiserede og disciplinerede partier vil også være tilbøjelige til at lade deres bestyrelser bestemme, hvem der i tilfælde af valg skal opstilles på kandidatlisterne. Og hvis partierne er tilstrækkelig gamle og store, vil de også være fristede til at ivre for, at der bliver sat spærregrænser for at hindre, at afvigere med andre politiske meninger skal kunne danne nye partier og blive valgt, eller for at det i det mindste kan blive gjort så vanskeligt som muligt for dem at nå frem til at blive det. Det er klart, at sådanne partilyster efter spærregrænser altid røber mistillid til og foragt for folket og er et klart vidnesbyrd om et partihovmod, der kamuflerer sig bag "ansvarlighedens" maske.

Også denne side af partivældet er en åbenlys nedbrydning af folkestyret. Folket skal selvfølgelig have mulighed for at lade sig repræsentere på tinge af dem, som det selv ønsker at være repræsenteret af.

Den gode styrelse i landet har som før nævnt sin forudsætning i, at lov og ret råder - forsåvidt man ikke snarere skal sige, at denne styrelse netop er, at lov og ret råder. Men det kan de ikke uhindret gøre, hvor partivældet lægger sig i vejen ved at identificere den partipolitiske stræben med loven og retten - på samme måde som Ludvig XIV i sin tid identificerede sig selv med staten. Hvor partierne kommer til syne som størrelser ved siden af grundloven, størrelser der i stedet for at rette sig efter den skal hjælpe den til at fungere under vore dages vilkår som landets fundamentale lov, hvor partierne ikke vil nøjes med under grundloven og i ansvar bundet til den at lade synspunkterne og interesserne tørne imod hinanden i redelig samtale, men i stedet vil sikre sig selv en position som grundlovens ligeværdige eller endog overordnede partnere, dér går folkestyret til grunde, dér breder politikerleden sig, fordi det dér vil være åbenbart for de fleste, at det politiske liv, som det faktisk former sig, ikke er en anstrengelse og indsats for at bygge landet, men derimod en anstrengelse og indsats for ministerposter og gruppeinteresser med dertil hørende kamp om bevillinger, et komediespil, der opføres af holdningsløse aktører, der gerne vil omtales godt af alle, og for hvem det gælder mere om at synes end at være.

Intet andet kan hindre, at denne nedbrydning af det gode styre i landet finder sted, end det, at den lov, som landet skal bygges på, gør sig selv gældende som levende og nutidig tiltale til alle. Men hvad er også mere naturligt, end at dette sker, hvor der virkelig lyttes til den grundlov, som ikke er under, men over folket - selv om det også er folkets repræsentanter, der har formuleret den i ord - og som derfor aldrig kan være tilfreds med blot at være et stykke papir?

Kap. l §4 i grundloven er derfor ikke en mindre betydningsfuld, nærmest forældet sætning, der er formuleret ud fra andre kulturelle og sociologiske forudsætninger end dem, vi lever under i Danmark af idag, men den er den vigtigste bestemmelse i hele grundloven. Den lærer øvrigheden, staten og politikerne, hvad og hvem de er, således at de kan se, at de for at kunne gøre deres gerning ret eller for at kunne være i overensstemmelse med virkeligheden behøver den støtte, som den evangelisk-lutherske kirkes tilstedeværelse hos folket som dets kirke i sig selv er.

Den støtte de, staten og politikerne, giver folkets kirke, kan aldrig blive andet end et udtryk for taknemlighed for den støtte, som de selv har modtaget og stadig får igennem den, en tak til Gud, fordi de ved denne støtte, som det, at hans ord lyder, i sig selv er, klart kan se, hvad den opgave er, som er deres, nemlig at bygge landet med lov og ikke underminere det ved partitaktiske manøvrer.