Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Om uvidenhed

Af Margrethe Horstmann, Tidehverv, 2003, s.56-57.

Det gærer i folkekirkelige kredse. I flere fora og gremier siges det åbent, at folkekirkens væsentligste problem ikke længere er økonomi, præsters udbrændthed, manglende modernitet eller andet forefaldende, men den massive uvidenhed, der hersker om selv de mest elementære kristelige begreber.

I "Emil fra Lønneberg" spørger provsten ved den årlige sogneoverhøring pigen Line: "Hvem var de første mennesker på jorden?" "Tor og Freja", svarer Line uden tøven. Emils forældre græmmer sig, og sikkert mange med dem.

De fleste præster vil også nikke genkendende til situationer med konfirmander, der flydende henover et bord nedlader sig til at mene, at den fremherskende religion på Jesu tid var katolicismen, og at Jesu far hed Odin. Eller pårørende, der beder om i vita at få nævnt, at afdøde besad alle Skorpionens bedste egenskaber - og så vil vi gerne synge Kim Larsen. Eller brudeparret, der gerne vil have ændret i ritualet - "vi ved jo ikke, om vi elsker hinanden om tre år: man er jo i udvikling".

Hvis de da ikke skriver rundt til udvalgte præster for at finde ud af, hvem der passer bedst til at forestå netop deres vielse.

Jo, uvidenheden er stor i denne den bedste af alle verdener, hvor alle børn går i skole, og ingen dør af sult, og adgangen til information aldrig har været større. For at bøde på dette iværksættes der da også en mængde kirkelige tiltag, som gerne får en pæn overskrift med på vejen: Kirkedrama for små og store, konfirmandlejre, eksperimenter med gudstjenestens form og indhold, koncert- og foredragsvirksomhed, temadage på stiftsplan om skriftsynet i moderniteten, konferencer og høringer samt akademiske analyser af den historieløse generations religiøse sprog, alt sammen akkompagneret af udsøgt jammer om, at ingen forstår det, og alt sammen tilsyneladende iværksat for at lette adgangen for de uvidende eller kirkefremmede. Det seneste skud på stammen (vintræet?) af tiltag er et forslag om spindoctors for biskopperne: en journalist, der skal forklare andre journalister, hvad det var, biskoppen sagde, for at ikke læserne skulle gå hen og misforstå det. Der bliver taget hånd om tingene, ingen tvivl om det.

Måske det her ville være på sin plads at minde om, at da apostlen Paulus i kristendommens tidligste tid var omrejsende forkynder i Middelhavslandene, kom han til steder, hvor uvidenheden mildest talt var enorm. Skønt byen Athen hørte under Rom, var den civilisationens midtpunkt og dannelsescenter for hele Romerriget, men dens indbyggere udviste en total mangel på interesse for det, Paulus forkyndte. "Det vil vi høre dig tale om en anden gang". Om de gode atheniensere så gjorde det, og om Paulus vendte tilbage med en spindoctor eller et kursusdiplom i voksenpædagogik, ved vi ikke, for fortælleren skønner, at det ikke er i vores interesse at vide det. Paulus og evangeliet blev afvist, det er sagen. Det er da også sagen den dag i dag, hvis vi vil fastholde tanken om "den evige samtidighed", altså at evangeliet taler til os tværs gennem årtusinderne, som om de ikke var der. Den voksende intellektualisering af Kristi budskab, og den medfølgende klage over, at ingen længere forstår noget, må derfor vises vintervejen. Afvises evangeliet, forsvinder det som en drivende plaskregn. Og forsvinder kristendommen, forsvinder antagelig også på længere sigt den civilisation, der er opstået dér, hvor evangeliet er forkyndt: at der er lighed for loven for landets borgere, og at staten ikke hersker over sindene. Det lader sig næppe skjule, at de samfund, der i størst skala har slået deres borgere ihjel, har haft ledere, der har været optændt af et ekstremt had til kristendommen.

Det, der først afvises, er altid evangeliet. Netop derfor kan uvidenheden i forhold til evangeliet aldrig afhjælpes ved propædeutiske kurser, der jo ikke vil medføre troens spring, fordi troens spring altid sker i øjeblikket. Enten tror man, eller man tror ikke. Den eneste form for forståelse, kristeligt set, er Marias: Hun grundede over ordene i sit hjerte, en slags efter-propædeutik, som kaster lys over det, man tidligere ikke forstod. Maria vidste ingenting, og hun forstod ingenting - men hun troede Guds Ord.

Når der fra præsters og kirkeligt interesseredes hold klages over "massiv folkelig uvidenhed", så må det være tilladt at spørge: hvem klager? De, der kan mere end deres Fadervor? For de, der kun kan det, klager aldrig over næstens mangler. Vi oplever i denne tid, at folk, der hverken har taget studentereksamen eller noget, spørger undrende til de for en udenforstående besynderlige skikke, der er fulgt med den store (man må jo ikke sige 'massive') muslimske indvandring. Dette imødegås af visse præster sådan: Bekymring for islam er kulturel fobi og skyldes manglende indsigt. Er vi ikke alle Abrahams børn? En sådan arrogance er rent ud utilstedelig og burde medføre påtale. Svares der endelig, er det noget med, at de blufærdige danskere må lære at synliggøre deres tro ligesom de andre. Nej - vel skal vi ej, for vores kristentro er en gave; og ved at "synliggøre" den rager vi den til os som et røvet bytte. Der ligger en kirke i hvert sogn; det må være tilstrækkelig synligt for enhver. Det er også noget mærkeligt noget at sige, for når man ikke må fremhæve noget som dansk skik uden at blive mødt med en anklage om etnisk diskrimination, hvordan ville det så ikke gå, hvis man stillede sig op på en sæbekasse på et gadehjørne, eller i skoler eller på arbejdspladser og "synliggjorde"?

Ved at bagatellisere eller nedgøre forskellen, også de kristne kirker imellem ved f.eks. "økumeniske kirkevandringer" afsluttende med kaffebord, hvorved Reformationens skisma med et slag er helet over en kop mokka i Sognets Hus, synes præster og kirkefolk ærligt talt at gøre sig til kolportører af den uvidenhed, de siger, de så inderlig gerne vil bekæmpe. Det er ikke islam, vi skal frygte, men vores egen lille frygt, lyder mantraet. I de kirkelige foredragsforeninger synes hovedformålet at være at tilvejebringe en eller anden kirkelig ping, gerne eksotisk, eller en kulturåben muslim, og helst for næsen af den konkurrerende foredragsforening. Næppe nogensinde har den kirkelige aktivitet været mere omfattende, efterspørgslen efter "kirkens" syn på dette eller hint problem større, eller det myndige evangelium, der forviser al denne kvababbelse til dens rette sted, i den grad stillet i skammekrogen.

For hvor er f.eks. opbakningen fra provst og biskop henne, når præsten siger "nej" til pårørende, der vil synge Kim Larsen og spille Procul Harum i kapellet? Et sådant "nej" leder gerne til en klage over præsten med en påtale til følge, der går ud på, at præsten skal vise sig imødekommende over for de pårørendes følelser. En rørende fortolkning af "vi er jo alle præster". Præsten falder selvsagt til føje; man kan jo ikke stå der og skændes om de døde - og uvidenhed, eller rettere, bedrevidenhed, føres i marken som evangelium, hvad det trods alt ikke er. Når biskoppen i Viborg siger, at han er enig i, at Kim Larsens tekst ikke er en salme, men samtidig giver til kende, at de pårørende bør have mulighed for at finde en anden præst, som mener noget andet, så er der jo givet grønt lys for "præste-shopping" - og folk er ikke taget alvorligt, men ved næsen. Det kan nemlig ikke slås fast ofte nok: Sådan et "nej" bliver jo kun sagt, fordi Guds "ja" til mennesker er større end præstens og Kim Larsens; og Grundtvig/Laub fremfører dette "ja" tydeligere end Procul Harum.

Viden er ikke magt, uvidenhed ikke styrke, når det gælder menneskets forhold til Gud. Den almindelige danske uvidenhed og den tyngende oplevelse af, at "ingen gider synge med mer' på Grundtvigs salmer", frugten af ungdomsoprøret og marxismen, imødegås kun ved benhårdt arbejde fra forældre, lærere og præster. Og her har det kirkelige arbejde sin plads, sin rigtige plads, vel at mærke. Adskillige har de senere år kunnet glæde sig over de bibelhistoriske fortællingers genkomst i juniorkonfirmandordningen efter at de blev forvist fra folkeskolen. Den kristelige uvidenhed, derimod, afhjælpes kun ved at høre Guds Ord udlagt - hvorved den igen kun øges. Mod Guds alvidenhed er vi som den blinde tigger, Jesus møder på vejen til Jeriko: Sanseløst uvidende og fuldstændig afhængige - hvilket også er indholdet af Luthers sidste efterladte ord. Den polsk-danske violinist og forfatter Bernard Karawatzki fortæller i sine erindringer om en episode under hans soldatertid. Den polske folkehær var ingen børnehave, og rekrutterne skulle igennem nogle nervepirrende eksaminer ved en frygtindgydende officer. Karawatzki var ikke nogen praktisk gris, og officeren spurgte, da pistolen lå adskilt på et bord: "Hvad ved De om pistolens dele og dens funktioner?" "Ingenting", svarede eksaminanden - og bestod. Officeren kendte ham.

På samme måde eksamineres vi af Gud. Hvad ved vi om kristendommens dele og dens funktioner? Ingenting. Men da Han kender os bedre, end vi kender os selv, bestod vi allerede ved dåben. Det er uhyre bekvemt for præster og kristeligt interesserede, at der er en forhåndsviden, de kan "komme videre" med, så der kan skrives rapport om et succesforløb. Det bør da også, mildest talt, i et kristent land påhvile forældre at fortælle deres børn Bibelhistorie, ikke for at "komme videre", men til erindring. Konfirmationsforberedelse hedder faktisk også dåbsoplæring og kræver reelt intet andet end, at konfirmanden er døbt. Derfor kan uvidenheden for den, der skal forkynde evangeliet, og for den, der skal modtage det, aldrig være et problem, og dermed naturligvis heller ikke for folkekirken, som ikke består af de vidende, men af de døbte. Hos begge, den, der forkynder, og den, der modtager, er uvidenheden grundvilkåret, uvidenheden er Guds egen lighed for loven, og denne lighed er den ultimative solidaritet mennesker imellem.

Margrethe Horstmann.