Af Jesper Høgenhaven, Tidehverv, 2007, s.45-46.

Da jeg for snart mange år siden opholdt mig i Oxford, var der i byen en tysk evangelisk-luthersk menighed. Menigheden var lille og rådede ikke over nogen kirke, så man lånte en af byens talrige anglikanske kirker - St Mary's på High Street - en gang om måneden. Den tyske præst kom rejsende fra Birmingham for at holde gudstjeneste for menigheden, der bestod af et lille antal tyske immigranter samt lejlighedsvis et par studerende fra tysksprogede lande. Og altså en enkelt dansker. Det var en lille menighed; og gennemsnitsalderen var høj. Rigtig høj. Præsten kunne over for den skandinaviske gæst finde på næsten at undskylde på menighedens vegne. At de var så få og de fleste så gamle. Det faldt ligesom lidt igennem, fornemmede man på ham, måske især midt i denne universitetsby, hvor kirkerne på en almindelig søndag nærmest var overfyldte af ungdom og skønhed og liv. Jeg lyttede smilende til hans undskyldninger og fik nok desværre aldrig rigtig fortalt ham, hvor befriende det i grunden var at komme til gudstjeneste netop i denne menighed. Den tyske evangelisk-lutherske gudstjeneste kunne virke som en oase i Oxford, hvor der var så stort og aktivt et kirkeliv, hvor religiøse og sociale aktiviteter rettet mod byens mange studerende fyldte så meget, hvor så mange mennesker ville gøre så fantastisk meget godt for de andre, at det kunne være svært at finde ro bare et øjeblik.

Universitetsbyen var fuld af unge mennesker, hvoraf nogle for første gang skulle klare sig på egen hånd langt fra hjemmet; og nogle af byens menigheder gjorde uden tvivl et godt og fortjenstfuldt arbejde ved at få dem til at føle sig hjemme. Her var kirkefrokoster, madklubber, studiekredse, besøgsordninger, gudstjenester med masser af ungdommelig musik og fuldtonende sang. Og så var det alligevel uendelig velgørende at finde hen i St Mary's en søndag eftermiddag, slå sig ned på en af de mange ledige stole og være til en gudstjeneste, hvor der slet ikke skulle foregå andet, end at evangeliet blev forkyndt og måske hørt.

En enkelt detalje fra gudstjenestens liturgi står særlig klart i erindringen: Altergangen indledtes med ordene: "Es vergehe die Welt, und es komme dein Reich!" Lad verden forgå og dit rige komme. Ord, der pegede klart og umisforståeligt på nadvermåltidets karakter af evighedens vidnesbyrd i tiden. Et vidnesbyrd om Guds riges komme og en foregribelse af den dag, hvor Jesus Kristus skal komme igen i herlighed. I den løbende tid, i den verden, der forgår, fejrer Kristi menighed det måltid, der foregriber det evige glædesmåltid i Guds rige.

Paulus siger det lige så klart: "For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer".

"Indtil han kommer". Det er horisonten for de kristnes liv i verden. Det bliver ofte sagt, at det eneste, et menneske med sikkerhed kan vide om sit liv, er, at det engang skal dø. Kristeligt talt er det imidlertid forkert. Det eneste, et menneske med sikkerhed kan vide, er, at det skal se Kristus. Om det bliver før eller efter døden kan det ikke vide. Ikke engang døden, som normalt regnes for det sikreste ved menneskelivet, er noget, et menneske kan regne sikkert med. De, der er sovet hen, skal møde Kristus sammen med dem, der endnu er her, når han kommer, skriver Paulus. Og han skriver det, for at de mennesker, han skriver til - menigheden i Thessaloniki - ikke skal være bekymrede for de afdøde, dem, der er sovet hen. De er ikke glemt, når Herren kommer igen. Paulus synes altså at regne med, at Kristus kommer i hans egen levetid. Det er ofte blevet fremhævet som et kendetegn ved den første generation af kristne, at man forventede Kristi genkomst i den aller nærmeste fremtid. Senere blev denne nærforventning neddæmpet eller trådte i baggrunden. En mere realistisk holdning trådte i stedet, vil man sige i dag.

Vi møder "nærforventningen" mange steder i Det Nye Testamente. Tydeligt i Jesu ord om de sidste tider og Menneskesønnens komme i herlighed ifølge Markusevangeliet: "Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker". En bedrevidende historisk orienteret læsning vil hæfte sig ved, at de nytestamentlige forfattere - og de første kristne i det hele taget - tog fejl på dette punkt. Men måske havde de i en anden og dybere forstand fuldstændig ret. I virkeligheden er det karakteristisk for alle, der har forkyndt det kristne evangelium med den største klarhed, at de har haft en levende forventning om Kristi genkomst. Luther regnede som noget givet med, at de sidste tider var nært forestående og mente sig omgivet af tegn herpå.

Det gælder enhver slægt af kristne, at denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Hver eneste generation af døbte, ja hvert eneste døbt kristent menneske skal komme til at opleve det i sin egen tid og i sit eget liv - at Kristus kommer, og at hans komme varsles af de tegn, som hører tiden til. At verden går under, at alt under himmelen viser sig at have sin tid, at det alt sammen viser sig forgængeligt og endeligt og til sidst må ophøre og gå til grunde.

Forventningen om Jesu genkomst bliver ofte forbundet med sekteriske udgaver af kristendommen. Der har da også i forbindelse med denne slags retninger været mange eksempler på en meget bastant tolkning af tegnene på de sidste tider, som om der var tale om bestemte konstaterbare forhold eller fænomener, der direkte og uden videre kunne aflæses som tegn på de sidste tider og Kristi komme i herlighed. Som om det i bund og grund drejede sig om at sidde inde med den rette kode til at aflæse tegnene. Som om Gud ikke havde forbeholdt sig magten over dagen og timen.

Når der i Det Ny Testamente og i den kristne tradition tales om tegnene på de sidste tider, er det selvfølgelig ikke en tabel over historiens eller fremtidens forløb, det handler om. Sådan bliver denne tale næsten uvægerligt udlagt, når medieverdenen en gang imellem får øje på den. Så er det sensationsprægede overskrifter om "dommedag" - gerne forbundet med det ene eller det andet populære skrækscenario - der skal underholde for en stund.

At tiden er fuld af tegn, der kan forurolige og bekymre, er vanskeligt at nægte. Det er svært at tænke på den fremtid, der venter ikke bare os selv, men især vore børn og børnebørn uden at føle ægte bekymring. Hvad der venter vort land og vort folk i de kommende år, kan sagtens bekymre og bør i virkeligheden også gøre det. Intet levende menneske undgår bekymringer. At bekymre sig er i den forstand et vilkår for den, der er en del af den samme verden som andre mennesker. Men forventningen om Kristi komme hæver sig op over alle bekymringer, der gælder fremtiden. Kristi kirke venter til alle tider, at han skal komme igen i herlighed at dømme levende og døde. Forventningen ophæver ikke de bekymringer, vi som levende mennesker i verden gør os og mange gange er nødt til at gøre os. Men den befrier et menneske fra at skulle spejde ængsteligt efter tidens tegn. Og den befrier fra alle ørkesløse spekulationer. Alt det, der tager sig ud som opløsning og kaos, alt det, der ligner sikre tegn på, at verden nærmer sig sin undergang, er for troen og forventningen tegn på, at Gud vil åbenbare sin herlighed, eller på, at Kristus kommer igen.

Kristendommens tale om at tyde tegnene på Kristi komme er derfor lige aktuel til alle tider. Den er ikke møntet på en eller anden særlig situation i fremtiden - en situation, der på en dag, som med de rette metoder kan beregnes, viser sig at være blevet nutid. Men det har til hver en tid sin fulde gyldighed, at det, som set med menneskers øjne er tegn på undergang og død, for den, der tror på Jesus Kristus, ikke kan være andet end tegn på hans komme.

Tegnene på Guds riges komme er forbundet med det uventede og ukendte. Det er derfor, tegnene gør mennesker rådvilde og fylder dem med angst og frygt. Og når tegnene viser sig, skal Kristi menighed ikke lade sig skræmme, men tværtimod løfte hovedet og glæde sig, fordi det ukendte og uventede, der skal komme, nødvendigvis må være noget godt. Det er jo tegn på, at Jesus Kristus selv vil komme igen i herlighed.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at de kristne sidder inde med en særlig privilegeret viden om ting, som er skjulte eller hemmelige for alle andre mennesker. De skal ikke i en form for skadefryd hovere over resten af menneskeheden og glæde sig ved de andres angst og rådvildhed som dem, der selv ved bedre. Også for Kristi menighed er det, der skal komme over verden, nyt og ukendt. Tegnene holder ikke pludselig op med at være nye og ukendte for i stedet at blive velkendte og fortrolige og til at gennemskue. Guds rige kommer altid som den fremtid, mennesker ikke kan have nogen idé om. Det, som Kristi menighed ved, er, at Guds riges komme altid varsler noget godt, uanset hvor frygtelige tegnene kan tage sig ud. Midt i alle tilskikkelser og begivenheder, alle bekymringer til trods, går vi noget godt i møde; og det, som er på vej, er altid tegn på, at Kristus selv vil komme og gøre alle ting nye.