Af N. Otto Jensen, Tidehverv, 1946, s.119-120.

Det lader til, at vi nu skal have kvindelige Præster. Hvorfor ved jeg ikke; men da jeg heller aldrig har forstaaet, hvorfor vi ikke maatte faa dem, kan det jo være lige meget, blot der sørges for, at en kvindelig Præst ikke bliver paatvunget en Menighed mod dens Vilje, og det er der jo ikke saa stor Fare for paa Falster som paa Vestre Fængsel, hvor Menigheden formentlig savner et Organ, der kan udtale sig paa dens Vegne.

Indre Missions Formand, Sognepræst C. Bartholdy, er dog i den Anledning stærkt opskræmt: "Vi er mange, som er imod Kvindens Ordination. Ikke af gammeldags Forestillinger og Tankegange, men fordi Guds Ord er imod," skriver han. "Hvad skal vi kalde det, hvis vor danske Folkekirke gaar imod Guds klare Ord og ordinerer Kvinder? Det er at give efter for Tidsaanden og prøve paa at gøre Guds Ord til Løgn." Pastor Bartholdy appellerer til Menighedsraadene og ønsker disse hørt. "Det er dog endnu et aabent Spørgsmaal, om Vantro og aandelig Død har saadan et Greb om vor Kirke, at den som Helhed ønsker at forlade sin egen eneste Grundvold, Guds Ord i de profetiske og apostolske Skrifter." Det ser jo alvorligt og drabeligt ud, og Sognepræst Paul Nedergaard sekunderer i Præsteforeningens Blad som en anden Sancho Pansa. Ganske vist har han i sin Tid været inde paa Tanken om, at særlige Stillinger (ved Kvindefængsler, Fødeanstalter) maaske burde betjenes af ordinerede Kvinder; men han er blevet betænkelig. Nu spørger han i Tilslutning til Bartholdy: "Skal Bibelen rette sig efter Tiderne, eller skal Tiderne rette sig efter Bibelen? Skal vi likvidere det lutherske Skriftprincip?" Til Beroligelse for eventuelt opskræmte kan dog tilføjes, at P. N. for sit Vedkommende besvarer Spørgsmaalet med et: "Nej og atter Nej" og i Stedet spørger, om mere eller mindre tilfældige Forhold i vort Slægtled skal ændre Kirkens tusindaarige Basis, Skriften som urokkelig Norm.

"Menighedsbladet" tager mere koldsindigt paa Spørgsmaalet og fastslaar, at "N. T. ikke er en Bog om Takt og Tone i en uforandret og uforanderlig Kirke". Til Begrundelse for sit Standpunkt anfører Indre Missions Formand bl. a. "dette Guds Ord: At være Lærer tilsteder jeg ikke en Kvinde. - 1. Tim. 2, 11." I "Aarhus Amtstidende" svarer Sognepræst O. Paludan dertil kort og godt, at Kvinder ikke maa bære Fletninger; thi i samme Kapitel V. 9 findes dette Guds Ord: "at Kvinder skal pryde sig i sømmelig Klædning, ikke med Fletninger og Guld eller Perler eller kostbar Klædning". Dette Svar er i og for sig tilstrækkeligt. Dermed falder hele den drabelige Argumentation med "Guds Ord" og "det lutherske Skriftprincip", og Hr. Bartholdy og Sekundanter er fastholdt paa Spørgsmaalet, om det er "Guds Ord" eller Apostelen, der taler.

Dermed kan vi forlade Spørgsmaalet om kvindelige Præster og i Stedet se lidt paa den ansvarsløse Maade, hvorpaa man fra den Side stadig mener at kunne hente færdigsyede Svar ud af Skriften. "Enhver uhistorisk Betragtning af Bibelordet fører ufejlbarligt i nogen Grad om til en nomistisk (lagisk) Opfattelse af det, siger Einar Billing (Luthers lära om Staten, s.132). Hr. Barthohlys Skriftanvendelse er som Jehovas Vidners mere mosaisk end kristelig, kun i Sabbatsspørgsmaalet ikke saa konsekvent. Det faar endda være, at han med løsrevne Skriftcitater opkaster sig selv til Revser og Hovmester i Tidens Spørgsmaal. Værre er det, at man med det Standpunkt uvægerligt ender med at hovmesterere Bibelen selv. Man river ud af den, hvad man kan bruge, og lægger ind i det, hvad man vil, uden at spørge om, i hvilken Sammenhæng Ordene staar, eller hvad Meningen med den er. Man nægter at anerkende Bibelens menneskelige Side, ser bort fra dens historiske Oprindelse og deraf i mange Tilfælde begrænsede Rækkevidde og ser ikke, at man derved gør Vold paa Bibelen, nægter at anerkende den i dens faktisk foreliggende Skikkelse, nægter at rejse Spørgsmaalet om, hvorledes dens Udtalelser er blevet til, og hvad Meningen med dem som Følge deraf maa være, afviser den "menneskelige Fornedringsskikkelse", hvori det nu engang har behaget Gud at lade sit Ord fremtræde i Verden, og klamrer sig i Stedet til de overleverede Skrifters Bogstav, som man uden at spørge om Indhold og Mening kalder "Guds Ord altsammen".

For igen at nævne et Spørgsmaal, som i vor tids kirkelige Situation er af langt mere afgørende Betydning end Spørgsmaalet om kvindelige Præster og andet lignende, hvorved Hr. Bartholdy og Konsorter ser Kirkens Grundvold rokket: Naar den religionshistoriske Forskning har paavist, at Mythen simpelthen er den Udtryksform, som de nytestamentlige Skrifter har fælles med al anden religiøs Forkyndelse i deres Samtid, saa er Kirken ufravigeligt stillet overfor den Opgave at spørge og lytte sig frem til, hvad det Evangelium, der i de nytestamentlige Skrifter møder os i Mythens tidsbegrænsede Sprogdragt, gaar ud paa, og hvad det har at sige den Slægt, der lever i Dag.

Den, der stiller sig lyttende og spørgende overfor de gammel- og nytestamentlige Skrifter i den Form, hvori de faktisk foreligger for os i deres rent menneskelige og tidshistoriske Begrænsning, han er den, som bøjer sig for "Guds Ord", - som det findes i de profetiske og apostolske Skrifter." Den, derimod, som afviser hele denne Spørgsmaalsstilling, som nægter at anerkende de rent saglige Oplysninger, som den historiske Forskning kan give om Skriften, han "benægter Fakta", og han er den, som har brudt med vor Kirkes Grundvold, med det lutherske Skriftprincip. Han kan have Flertallet, Indflydelsen og Magten med sig; men Sandheden vil altid være ham imod.

Der er Grund til at tilraabe Indre Missions Formand et: Paa Knæ for Bibelen, Hr. Bartholdy? Eller til at stille ham det Spørgsmaal, hvad det er for et Guds Ord, der er vor Kirkes eneste Grundvold, om det er Guds Ord i den faktisk foreliggende Skrift, eller om det er hvert Ord, som er udgaaet af en Apostels Mund, altsaa ogsaa det om Fletningerne.