Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

En dansk kirkeminister

Af Niels Carl Lilleør, Tidehverv, 2003, s.52-53.

Tove Fergo blev ikke budt velkommen, da hun tiltrådte som kirkeminister for godt et år siden. Hvad var det, der gik galt? Og for hvem? Det er mit spørgsmål.

Den 26. februar sidste år skrev Erik Bjerager, Kristeligt Dagblads redaktør, en leder under overskriften "Tilfældet Fergo." Som om ministeren stod til indlæggelse.

Forud herfor havde den konservative Torben Rechendorff og folkesocialisten Margrethe Auken benyttet lejligheden til at erklære sig i Politiken: "Fergo er færdig!" Hun er inkompetent, udannet og utroværdig. Rechendorff frygtede med rette for, at hans salmebogs-projekt som kirkeminister gik i vasken og råbte desperat fra sidelinien. Margrethe Auken fremhævede nok engang kirkens selvstændige Mund og Mæle, hvilket for hende er identisk med folkesocialismen som kirkens etiske fordring. Folkesocialisterne bryder sig ikke om krig, forurening og biler. Og tager kirken fat her bliver den relevant og aktuel. Idealet er svenske tilstande med en selvstændig demokratisk valgt gejstlighed.

Men skulle det være identisk med et folkekirkeligt forår? Skal biskopperne på valg hvert fjerde år og overbevise vælgerne om deres specielle fortræffelighed, med spindoktorer, reklamespots og anden valghurlumhej?

Anders Fogh Rasmussen vandt valget og valgte sine ministre med omhu. Tove Fergo blev udpeget og havde sin egen folkekirkelige holdning med hjemmefra. Næppe fremmed for statsministeren, da hun blev bedt om at sætte sig i kirkeministerens stol. Hun havde altid set kritisk på udgivelsen af en ny salmebog. Og rejste tidligt spørgsmålet: Hvem ønsker den? Desuden erklærede hun, som hun for længst havde gjort det klart for sin biskop Erik Normann Svendsen, at hun fandt, det var et utilstedeligt overgreb på gudstjenesten, at folk der gik i kirke, skulle udsætte sig for at blive talt op af en eller anden ukendt instans. Og med hvilken hensigt? Endelig udtalte hun, efter at alle 10 biskopper var ankommet samlet, fra hver sit stift, at hun egentlig helst talte med biskopperne enkeltvis. Stifterne er jo forskellige.

Helt naturlige betragtninger, som imidlertid affødte en del uro. Jeg siger ikke, at Fergo har ret, men jeg vil understrege, at enhver, præst som menighedsråd, gør ret i at overveje de problemer og spørgsmål, der her er rejst fra ministerens side. Salmebogs-spørgsmålet og kirketællingen er nu løst. Et lovforslag om udvidelse af menighedsrådenes virksomhed er forelagt. Forslaget er efter min mening betænkeligt. Menighedsrådsforeningen får ofte storhedsvanvid, når der er for mange penge inden for rækkevidde. Men den sag kan drøftes. Det altafgørende og styrende spørgsmål i kirkestriden med ministeren, biskoppernes samlede magt som bispekollegium og kirkens urørlige indre anliggender, er ikke løst.

Erik Bjerager skriver om "Tilfældet Fergo" følgende: "Aldrig har Danmark haft en kirkeminister, som på så kort tid har formået at skabe så megen uro omkring sig ... Den uforudsigelige og mistillidskabende konfrontationskurs, som Fergo har sat, gælder mere end hende selv og de biskopper, som hun tilsyneladende vil gøre alt for at modarbejde. Den folkekirkelige ordning er truet, fordi Tove Fergo i uhørt grad politiserer kirkens indre anliggender."

Her er vi ved det springende punkt.

Sagen er den, at de "indre anliggender", som redaktøren af den kristelige avis henviser, til slet ikke eksisterer i en evangelisk-luthersk kirkeordning. At Indre Mission i den danske provins, Kirkefondet i København, Menighedsfakultetet i Aarhus og Kristeligt Dagblads redaktør aldrig har forstået, at da Luther fjernede munkefromheden og luftede ud i Romerkirken, da føg de "indre anliggender" af sted som avner bort i blæsevejr. Den udluftning af kirken kalder vi reformationen. Den kirkelige urtegård, med tidebønner og fromme falbelader blev nedlagt, og bonde- og præstegårdshaverne blev oprettet i stedet og blomstrede på basis af den sunde fornuft. Uden tidebønner. I Fyns Stiftstidende, der skriver af efter Kristeligt Dagblad i kirkelige spørgsmål, fandt lederskribenten imidlertid ud af, at kirkeministeren var høneforvirret. Men samtidigt stod i de fynske forsamlingshuse Fergo, roligt og myndigt, og forelagde sine kirkepolitiske tanker og synspunkter. Til fri drøftelse, til modsigelse og eftertanke.

Tilbage til Kristeligt Dagblad. Efter at have markeret, at " kirkens indre anliggender" er biskoppernes magtområde, hvor verdsligheden er adgangsforment, inddrager Bjerager kirkeforfatningstanken. Den kan redde folkekirken fra uskønsomme kirkeministres fejl- og overgreb. Bjerager skriver: "Kirken kan i længden ikke tåle så ufølsom en kirkeminister som Tove Fergo... Konsekvensen vil med stor sandsynlighed være en både tænkelig og ønskelig etablering af en kirkeforfatning, der regulerer både ministerens og biskoppernes magt." En tænkelig og ønskelig kirkeforfatning! Javist, hvis man tænker med katolske bagtanker. Ellers kan biskopperne i Danmark ikke få tildelt selvstændig magt.

Når en præst er indsat i sit embede, da takker han fra prædikestolen sin biskop for kollatsen, kirkeministeren for Ansættelsen og menighedsrådet for Indstillingen. Den "magt", biskoppen her har, er tjenstligt at tilse, "at præsterne i stiftet forkynder evangeliet om Guds nåde til alle arme syndere, og at de forvalter dåben og nadveren ret."

Forsøget på politisk, redaktionelt eller organisatorisk at "regulere ministerens og biskoppernes magt", det er sandt nok den magtfulde forestilling, der løber i hælene på kirkeforfatningen, men den er helt igennem ukristelig. Biskoppens magt er afledt af dåben, ikke af et magtfuldt kirkeligt embede.

I Danmark forstod vi det fra reformationen med Hans Tavsen og Peder Palladius, op over Kingo og frem til vor tid med Grundtvig. Svenskerne forstod det aldrig. Og da politikerne i Danmark omkring '68 blev moralister og folketinget et missionshus, fandt de samme politikere ud af, at nu kunne disse moralske, indre anliggender om åbenhed, menneskelighed og ulandshjælp som glansbilleder tilbydes kirkefolket. Og de ansvarlige politikere og kirkefolk, især moderne socialdemokrater og gamle folkesocialister, hævede patetisk røsten og sagde larmende nej til krig, forurening og undertrykkelse af folk i ulandene. Dyden er så let at føre i munden. Den magt, som en biskop og en præst her har ifølge Kollatsen, er at minde tidens politikere om, at Romerstaten, der også kaldes den første velfærdsstat på jorden, får disse ord med på vejen af evangelisten Matthæus: " Folkenes konger hersker over folkeslagene og lader sig kalde velgørere." Den kirkelige og sociale velgørenhed er ikke evangelium, men magtdæmonens skarpeste og mest raffinerede våben til undertrykkelse af folkeslagene. I et evangelisk-luthersk land skal der derfor prædikes om det evangeliske fællesskab, inden folketingsarbejdet begynder, imod den sentimentale godgørenhed i velfærdsstaten, der opløser retsstaten og forlokker for eksempel udviste folk til at søge "asyl" i vore kirker. Her er den kristelige og sociale korruption af kristentroen total og perfekt. Og det spørgsmål trænger sig på, er velfærdsstaten en retsstat eller en sentimental dyrkelse af menneskets forestilling om egen godhed?

Erik Bjerager fastholder usandt og postulerende stædigt i sin leder, at det er Tove Fergo, der har skabt forvirring i "det kirkelige landskab". Og han erindrer hende spydigt om, at det er muligt, at en minister ligesom katten har 9 liv: "Hvor mange liv Fergo har tilbage, ved kun statsministeren."

Jo, Bjerager kalder til generalforsamling på afgrundens rand, og den dag, hun falder, forstår man, bliver der fest i templet for de indre kirkelige anliggender. Det er den forhåbning, der har skabt forvirring fra første begyndelse. Det er sværmerens øvrighedsforståelse, der her udfoldes. Og således et svar på, hvad der gik galt, da en almindelig luthersk præst landede i kirkeministerens stol efter to kulturradikale ekspedienter i den samme stol.