Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Besættelsestiden - myter og realitet

Af Niels Carl Lilleør, Tidehverv, 2003, s.92-93.

Historikeren Claus Bryld talte for nogen tid siden (13/3) i Folkeuniversitetets foredragsrække på Syddansk Universitet i Odense. "Hvordan bruger vi besættelsestiden?" Problemstillingen er i korthed følgende: Lige efter krigen fortalte historikerne, at danskerne var helte og modstandsfolk alle sammen. Så gik der nogle år, og nu fortæller historikerne, at de var skurke alle sammen.

Claus Bryld gjorde til indledning gældende, rimeligvis, at myterne om heltene var for storagtige. Realiteterne måtte på bordet, og det er sket ved de senere års forskning. Men Bryld vil ikke kun et opgør med "myten om de danske helte." Han vil afsløre danskernes slette karakter. Vi er et gustent, beregnende og nationalegoistisk folkefærd. Og med en særegen ironisk form for solidaritet og lidt giftighed i ærmet sagde han om A. P. Møller: "Havde jeg selv været kapitalist under krigen, havde jeg også tjent penge på tyskerne." Med den "solidaritetserklæring" fra RUC-professorens side skulle det være afgjort, at det under krigen var A. P. Møllers hensigt at rage så mange penge til sig som muligt. Og ude i landet sendte bønderne deres flæsk til Tyskland og tjente fedt. Således fik skurkene deres bekomst.
Godt og vel.

Ved foredragets slutning nåede vi frem til professor Brylds konklusion: Danskernes dårlige karakteregenskaber! De viste sig i glimt under krigen og afsløredes endegyldigt og indiskutabelt efter krigen ved den skændige behandling af de tyske flygtninge. Her tonede den nationale danske egoisme for alvor frem. Flygtningene blev svigtet, de blev ikke regnet for mennesker.

Men det er et spørgsmål. Den 22. april i 1987 forsvarede dr. phil. Henrik Havrehed sin fremragende disputats "De tyske flygtninge i Danmark 1945-49". Bryld hævdede imod disputatsen, at Havrehed havde "manipuleret" med kendsgerninger.
En dristig påstand.

Det, der formodentlig generer Bryld, er, at Havrehed med sin disputats ikke ønsker at dokumentere, at den danske folkekarakter er korrupt og styret af den gustne nationale egoisme. Tværtimod.

Havrehed fastholder og påviser, at flygtningeindsatsen fra Danmarks side er både bemærkelsesværdig og anerkendelse værd. Da tyskerne landsatte 250.000 flygtninge og iværksatte "den anden besættelse" fra det tidlige forår i 1945, fik landet unægtelig pålignet nye folkelige opgaver i en vanskelig tid - en tid, hvor stikkerlikvideringer og henrettelse af frihedskæmpere tog til.

Men Havrehed påviser overbevisende i sin disputats alt til trods, at opgaven med at varetage flygtninges liv og velfærd lykkedes. Ikke perfekt, men hæderligt. For Bryld synes der imidlertid at være en gentagelse af heltemyten i disputatsen fra 1987. En pseudohistorie med andre ord. Derfor hans påstand om manipulation.

Bryld fører lægen Kirsten Lylloff frem som sandhedsvidne. Hun har for nylig stillet sit anklagende og retoriske spørgsmål til behandlingen af de tyske flygtninge: "Kan lægeløftet gradbøjes." Der er imidlertid i hendes hensigt et ahistorisk anstrøg af moraliserende propaganda, fordi hun kører en etisk fordring fra en totalitær fromhedsideologi af i dag ned over krigens virkelighed af i går. De syge, skræmte og nedbrudte bådflygtninge fra Østersøen søgte som sagt beskyttelse i et land i kaos - et kaos foranlediget af deres landsmænd.

At anstille sig som anklagende historiker et halvt århundrede senere, som Kirsten Lylloff gør med megen mediestøtte, er jo tilladt. Men spørgsmålet er her i denne sammenhæng, hvorfor Claus Bryld så nidkært ønsker, med hendes hjælp, at afsløre den danske folkekarakter som korrupt? Bryld kan jo mene så meget han vil, sammen med Kirsten Lylloff, at hans landsmænd er karakterløse, amoralske og nationale egoister. Men hvis hævdelsen påberåber sig historiens førsteret, da misbruger Claus Bryld besættelsestiden til private formål.

Ikke mindst, fordi han baner sig vej ved at feje en afdød kollegas anerkendte arbejde af bordet som manipulation.