Af Niels Lillelund, Tidehverv, 1989, s.27-28.

Scenen er en dansk kommuneskole. Anden klasse har sang, og sanglæreren er ved at indøve "Jeg lagde min gård i den rygende blæst". Børnene stemmer i det bedste, de har lært, Jeppe Aakjærs sang er enkel og munter, og det er lykkedes læreren at åbne en ny musikalsk verden for denne klasse af 80'ernes børn, hvis hoved til daglig blæses ud af MTV og Heavy Metal. I en rodløs og forjaget tidsalder giver Jeppe Aakjær børnene den ro og fred, der kommer af at besinde sig på sin rod.

De ved det måske ikke, men det er et lille stykke af dem selv, de lærer at kende, når de synger de danske sange. De går måske ikke lige hjem og skifter fjernsynet ud med højskolesangbogen, men de får alligevel noget uvurderligt med hjem. De gamle danske digtere fortæller dem, at nogen kom før dem, at nogen vil komme efter på dette lille stykke jord, der hedder Danmark. De lærer, at de ikke er til ud i luften, at de har hjemme et bestemt sted.

Efter sangtimen skal anden klasse undervises i historie. Her kan de høre om konger og sagn, om forfædrenes bedrifter, her knytter konkret stof sig til den følelse, børnene havde fået i sangtimen. Læreren beretter levende, og børnene fanges ind af fortællingerne, så de står som virkelighed for dem.

De lever med. De historiske personers skæbne er dem ikke ligegyldig. Hvordan gik det, da Absalon drog mod venderne? Da Kristian d. 2. sejlede på Lillebælt, i nagende tvivl og med sit lands skæbne i sine hænder? Da tysken gik til angreb i 1864? Det betyder altsammen noget, for forfædrenes skæbne er deres egen.

Sådan får børnene gennem skolen fornemmelse for, hvad det vil sige at være dansk, hvad det vil sige at have et fædreland. Sådan styrkes og rankes de, fordi de lærer hvem de er. Måske er deres egen slægts historie ikke fyldt med store bedrifter, måske føler nogen af dem sig fattige og mindreværdige. Men i historietimen går det op for dem, at Danmarks historie er deres historie, at kongerne er deres slægt, at bedrifterne er deres forfædres.

Det er ikke ringe, hvis en lærer kan skabe dette for børnene. Så går ingen tomhændede hjem fra skole.

Billedet fra den danske kommuneskole er ikke bare kønt. Det antyder lidt af, hvad en dansk skole kan og skal give sine elever. Hvad der er den danske folkeskoles opgave som skole. Det er ikke bare smukke ord om, hvor pænt det hele kunne se ud, det er en konkret opgavebeskrivelse for skolen i går, i dag og i morgen. At lære børnene deres eget sprog, deres egen historie, litteratur og sangskat at kende er til enhver tid opgaven. Den flytter sig ikke med "udviklingen" eller danner sig efter "tidens krav", for den hører sammen med, hvad det vil sige at være menneske.

Alligevel ligner eksemplet fra anden klasse på en underlig måde et glansbillede. Det passer jo ikke. Sådan ser det jo ikke ud i ret mange andenklasser i dette land. Der er ingen danske sange, der er ingen levende Danmarkshistorie. For i de sidste tyve år har skolen været en ideologisk skole. Og i en ideologisk skole bryder man sig ikke om nationalitet og historie.

En ideologisk skole vil ikke bare undervise. Den har et mål med børnene. Den vil forme de unges sind.

Systematisk har man frataget de opvoksende generationer kendskabet til deres historie og rod og efterladt dem med en hul og ubrugelig samfundskritik. I stedet for levende, subjektiv, ordentlig Danmarkshistorie fik de påduttet det umenneskelige ideal om den objektive kildekritik. I stedet for Oehlenschläger og Holberg fik de reklamer, Anders And, billedmedier og "triviallitteratur". I stedet for højskolesangbogen fik de ingenting.

Magthaverne har, som det er skik, når en ny tid skal begynde og en ny magt vil erobre sjælene, prøvet at udslette historien. At starte forfra. De unge sind skulle renses for fortid og formes på ny. Afretningen i den rette lære gik gennem temauger og gruppearbejde. Undervisningen skal jo "sige" børnene noget. Den skal "bevidstgøre". Når kun et fåtal kender Niels Ebbesen, men alle kender Lenin, har ideologerne vundet sejr.

Den bevægelse er langt fra døet ud. 68'ernes oprørere lever i bedste velgående, bl.a. fordi de får deres rigelige udkomme overalt i det offentlige system, ikke mindst undervisningssystemet. Men idealister har brug for nye kæpheste, når de gamle løber trætte. Idealerne i deres uforpligtende patos mister glansen efter en tid. Derfor må de fra tid til anden skiftes ud med nye og mere spændende.

Med flygtningesagen har idealisterne fået en ny sag at klæbe sig til. En sag, der ikke bare er indlysende ædel i sin medmenneskelighed, men som også skaber jobs i massevis for de ædle. Der er brød i at tjene som konsulenter, integrationsledere, rådgivere og fremmedsprogsundervisere. Der er levevej i at være næstekærlig.

Det er vigtigt grundlag for de ædle selv. Men sagen er ikke bare indbringende. Den åbner også muligheder for de næstekærliges projektiver. En idealist behøver aldrig kede sig på jobbet.
For "sagen" giver legitimation til alskens spændende nyskabelser. Også til at nydanne Folkeskolen. Til at skabe den om endnu en gang. Nu skal skolen være "multi-kulturel". Den almindelige, danske folkeskole dur ikke længere. Tiden kræver forandring, tiden er multi-etnisk, så må skolen også være det. For skolen må følge med. Dette med bare at være dansk er unægteligt lidt indskrænket. Det kan ikke vare ved. Det er som et råb i tiden...

Da jeg i sin tid kontaktede den såkaldte "fremmedsprogskonsulent" i Aalborg for at høre nærmere om dette nye forjættende, fik jeg et lille indblik i, hvad dette sidste nye ideologiske skoleridt ville få af konsekvenser. Det blev mig klart, at de offentlige projektmagere egentlig ikke skænkede hverken børnene eller deres forældre en tanke. Det to-kulturelle forløb er projektet for projektets skyld.

Flygtningeforældrene var betænkelige. Og fra de danske forældre ventede man protester. Man var helt klar over, at ideen set fra brugernes øjne var dårlig. Men ikke desto mindre var man tændte og oplagte til at gå i gang. Det var jo et spændende forsøg og om et år kunne man så skrive rapport om resultaterne. Konsulenten glædede sig åbenlyst til at eksperimentere med de virkelige mennesker. Som videnskabsmanden spændt ser frem til udfaldet af en ny, kemisk blanding, ventede konsulenten sig meget af den nye, to-kulturelle børne-blanding, hun havde iværksat.

Hun berettede begejstret om, hvordan børnene skulle lære af hinanden. De danske børn skulle lære at spise fremmedartet mad, lære de fremmedes kultur rigtigt at kende, lære at være tolerante, som det hed med et af tidens modeord. Ikke uden stolthed kunne hun berette, at ideen vandt udbredelse, ja, snart ville man sikkert have gjort endeligt op med de forældede, danske skoler, og skabt nye og åbne skoler, hvor kulturer mødtes på lige fod, og hvor ingen kultur skulle være bedre end andre.

For konsulenten ville skabe tolerance, og det var tydeligt, at for konsulenten betød tolerance det samme som ligestilling. At alt er lige godt. At det er lige så godt at være iraner som at være dansker. At man ikke må gøre forskel. Og at den danske folkeskole følgelig heller ikke kunne tage sit udgangspunkt i dansk kultur og sprog, men i stedet skulle være samlingsstedet for al verdens forskellighed, være et stort herligt forum, hvor urgamle forskelle blev ophævet og verden igen kunne blive eet.

Det lyder smukt og rigtigt. Det er vanskeligt at sige noget til det uden at lyde unødvendigt negativ. Skulle vi da ikke stræbe efter forståelse og tolerance mellem folkene? Kan vi sige, at vores kultur er bedre end de fremmedes, at vores sange er kønnere, at vores land er det bedste. Nej, det kan man da vist ikke. Det ville være diskrimination, eller måske ligefrem racisme. Vi må have ligeret. Det er klart.

Alligevel er der noget, der halter. For sådan er det jo ikke i virkeligheden. Vi kan godt se, at vi selvfølgelig ikke er bedre end de andre, men kan vi føle det? Er det det, vi føler, når vi hepper på Preben Elkjær i Idrætsparken? Er det sådan vi har det, når vi sætter lys i vinduet den 4. maj om aftenen? Nej, det er det vist i virkeligheden ikke. I virkeligheden holder vi vist mest af vores eget, inderst inde synes vi, at Danmark er det bedste sted at være, at vores flag er det kønneste, at vores sprog er det rigtige, at vores sange er de smukkeste. Fordi de er vores. Vi er jo mennesker. Eller som Grundtvig skrev det:

Langt kønnere egne, vi gerne vil tro
kan fremmede udenlands finde
men dansken har hjemme hvor bøgene gro
ved strand med den fagre kærminde
og dejligst vi finde, ved vugge og grav
den blomstrende mark i det bølgende hav.

Jeg har en bekendt, en pensioneret seminarielektor, som er en af dem, der har prøvet at blive skældt ud for racist, fordi han løftede sin røst i et par beskedne indlæg i Jyllands-Posten. Det er der ikke noget i sig selv usædvanligt i, men hans historie er alligevel illustrerende for det, vi her taler om.

Denne lektor er nemlig en ganske mærkelig mand. Han har altid rejst meget. Han er ualmindelig dannet og kultiveret, men alligevel har han ikke bare boet på hoteller på sine rejser. Han har arbejdet i en kulmine i Vesttyskland og på et universitet i DDR. Han har set Grønland og Israel, besøgt pyramiderne og paven i Rom. Han har venner overalt i verden, og i hans lille hus, hvor han bor alene, er der altid overnattende besøg fra de fjerneste lande. Han har holdt juleaften med palæstinensere og jøder og sommerferie med de mest eksotiske eksistenser. Han er, hvad man kunne kalde en verdensmand.

Men han er også medlem af Den Danske Forening. Det kunne lyde som en modsigelse, men tænker man efter forstår man, hvorfor netop han har meldt sig ind. Han, der har set hele verden og kender menneskene i den, forstår nemlig bedst af alle, at vi ikke er ens. At han ikke ligner palæstinenseren, og at der er forskel på ham og den vesttyske minearbejder. Derfor må han, verdensmanden og globetrotteren, reagere mod det livssyn, der vil tvinge menneskelivet ind under kunstige idealer om lighed. Derfor er han medlem af Den Danske Forening.

Lighedsdyrkelsen er falsk, fordi den ikke anerkender den forskellighed, der er menneskelivets vilkår. Den multi-kulturelle idé er løgnagtig, fordi den forudsætter alt menneskeligt ophævet, fordi den negligerer, at menneskeliv forskellige steder i verden leves på forskellige betingelser, og at disse betingelser er vilkår, som man ikke kan kaste af sig som en dyne, der generer. I virkeligheden er vi forskellige.

Det viser sig, når den lille palæstinensiske pige kommer med besked hjemmefra om, at hun ikke må sidde ved siden af Henrik. For i Palæstina må pigerne ikke sidde ved siden af drengene. Det viser sig, når den samme pige går til sangundervisningen og slet ikke kan følge med, heller ikke i musikken. For i hendes hjemland er også den musiske tradition en fundamental anden. Derfor kan hun aldrig lære bare "Se den lille kattekilling", hun er lige så fremmed i vores skole, som enhver af os ville være i en palæstinensisk.

Og forskellene lader sig ikke ophæve med kønne ord. Kun ved at tage vilkårene på sig og leve i forskellen, tager man livet alvorligt. I Danmark er vi danskere, og i Danmark må Henrik gerne sidde ved siden af Lise. Sådan gør vi herhjemme, og derfor, bare derfor, er det, hvad der skal gælde i den danske skole og i det danske samfund. Virkeligheden er national.

Det er, hvad en samlet kulturel herskerklasse og bløde behagesyge politikere ikke vil anerkende. Derfor er deres udgangspunkt umenneskeligt, og følgelig er det vores opgave som almindelige levende mennesker i kongeriget Danmark at tage kampen op mod dem, så der igen skal føres politik på menneskelige vilkår. Det er vores pligt, ikke blot som mennesker at tage kampen op mod ideen, men også som danskere at tage kampen op for Danmark.