Af P. C. Overgård, Tidehverv, 2003, s.210.

Kære Ole Rydal!

Tillad mig som en udensogns - 60 km herfra - at fremkomme med nogle ord i anledning af din afsked i dag med de sogne, Dallerup og Låsby, som du har gjort tjeneste for i snart fyrretyve år.

Det er mange år, og man kan på en dag som denne ikke bare køligt erklære: "Tjenere skifter, Herren bliver", hvor rigtigt det end er. Jeg kender dig ikke som privatperson, "kun" som prædikant i Dallerup og Låsby kirker gennem 10-15 år. Blot et par gange har jeg set dig uden ornat. Men gennem prædikenerne fornemmer jeg et menneske, der kender det ganske almindelige dagligliv, nøgternt iagttager det brogede, mangfoldige og jo da også til tider tåbelige menneskeliv.

Når du skildrede livet på "Blåmunkevej", holdtes man fangen - det var jo vores virkelighed, der blev fremstillet. De novellistiske prædikener indfangede alt - selv den mindste detalje, som jo også er en facet i vort liv. På en konfirmationssøndag kunne du med humor og ironi skildre hver en detalje af forberedelserne til festen, glemte heller ikke at meddele, at de fotokopierede sange stod i sangskjuleren ude på fyret lige bag et eller andet. Og menigheden lyttede, morede sig et par gange højlydt over de underfundige petitesser, indtil prædikanten pludseligt med begge hænder greb om prædikestolens manuskriptpult og sagde, at alt dette, som optog folk, i øvrigt intet havde at gøre med det, det hele drejede sig om, hvorefter evangeliet enkelt og letfatteligt blev pointeret og dermed kom til at stå i skarp modsætning til alt hurlumhejet.

Når dåbsgæsterne - højt anbragt i kirken - satte sig, mens den øvrige menighed stod op, blev det venligt meddelt fra prædikestolen, at der var så mange fælder i gudstjenesten, men nu, når evangeliet blev læst, skulle man altså stå op, og den slags kunne i øvrigt læres ved øvelse....

Som modpol til evangeliet hørte vi om loven i form af alt det, mennesker sætter op, det være sig sharia'en (over for hvilken vel de fleste præster stadig angste stikker hovedet i busken), jødedom som lovreligion, sider af katolicismen etc. Enkelte gange var det fyndige Luther-citater, læst fra alteret, der satte tingene på plads.

Den kirkelige aktivisme, som ikke tør tro på sandheden af Grundtvigs ord: "her intet lader sig fremtvinge, i stilhed virker her Guds Ånd", - ja, den aktivisme blev der ikke kælet for.

Biskopperne, der i disse tider ind imellem optræder i flok som forurettede børn, kunne hellere glæde sig over, at der dog selv i denne sene slægt i deres stifter findes prædikanter, der tør lade evangeliet være evangelium, til forpligtende inspiration - også for en bisp - hvis man skulle forveksle tidsånden med Helligånden!

Jeg erindrer et tema for en af prædikenerne: "Store mænd, store ord - store løgne". De tre størrelser hang så nært sammen som ærtehalm. Man lyttede. Måske man kunne få associationer til mennesker blandt politikere, kulturpersonligheder m.m. (om man nu ikke turde vende brodden indad).

"Ordene er blevet luddere på vore læber", sagde Martin A. Hansen engang. Han er hermed inde på samme tankegang som i nævnte treklang.

Hvor vittigt tingene end blev formidlet, tog prædikanten aldrig fornøjelsen selv, men fortrak ikke en mine. Ordene fik lov at stå alene.

Min Mor har så tit i samtaler om gudstjenesterne nævnt det magtfulde vidnesbyrd, der afsluttede faddertiltalen ved enhver barnedåb i Dallerup og Låsby kirker. "... livet uden Gud er en komplet tom og meningsløs affære". Det er ikke uvæsentlige ord at tage med sig ud i det daglige, jævne liv, som prædikenen igen og igen henviste til, og hvorom vi sang - gang på gang - og i stadig variation med K. L. Aastrup i hans karske salmer i det lokale Salmetillæg, som nu f.eks. nr. 31:

Vi gjorde os Verden til eje,
som havde vi ingen Gud;
vi gik vore egne veje
og skrev os selv vore bud.

Da blev vore glæder os bitre,
vort liv blev os øde og goldt;
da måtte det alt forvitre,
hvad vi har for grundfast holdt.

Vi tog, hvad ikke var givet,
og tænkte, at rovet, vi nød,
det skulle sikre os livet;
og det, vi vandt os, var død.

Og dog er han Herre alene,
som har os af støvet skabt,
kan gøre sig børn af stene
i deres sted, som gik tabt.

Ja, lægger hans værk vi øde,
hver rest af hans guddoms-spor,
han kan i et nu det bøde,
det koster ham kun et ord.

Om hele hans lov vi bryder
og sletter alle hans bud,
så er det dog ham, der bryder,
dog ham, der er Herre og Gud.

Tak for fællesskab i kirken i de forgangne år og alle gode ønsker for fremtidige år i Gjern!