Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Pressemordet

Af sk., Tidehverv, 1988, s.177.

I dette blads indledende artikel har Jesper Langballe skildret, hvordan en uhæderlig europæisk presse myrdede den tyske forbundsdagspræsident Philipp Jenningers tale i forbundsdagen i forbindelse med mindehøjtideligheden for krystalnatten. Et uhyggeligt studie i forfalskning og bagvaskelse. Et memento til dem, der føler sig sikre på, at pressen vil beskytte sandhed og ret.

Jesper Langballe nævner et dansk navn i denne sammenhæng, og Informations chefredaktør Peter Wivel er også en historie for sig. I modsætning til sine kolleger i pressen havde han nemlig læst Jenningers tale. Han vidste, hvad han talte om. Hans leder i Information byggede ikke på sladder og rygter.

Så meget mere uundskyldelig er dens konklusion. Det er dette, der er det tankevækkende: hvad der får en mand som Peter Wivel til at tale mod bedre vidende og tilslutte sig en forargelse, om hvis falskhed han ikke kan være i tvivl. Han har nemlig tidligere dokumenteret, at han ikke blot kan læse, men også tænke. Da han var menig medarbejder på Information, udgjorde han et lødigt alternativ til den fodformede holdning, som dette studentikose organ for burgøjseragtig socialdemokratisme har gjort til sin. Vi har endnu ikke glemt hans store essay om Orwell. Vi husker også, at vi med et vist udbytte hørte ham tale om totalitarismens problem på Tidehvervs sommermøde i 1984.

Men så blev Peter Wivel chefredaktør, og siden har hans fleste anstrengelser drejet sig om at bevise for den københavnske bladverden og kulturradikalisme, at han skam slet ikke er stor og aparte, så at han skal kanøfles. Hvad sker der egentlig med et menneske, som således indlemmes i disse kredse? Gælder det om at dokumentere for kollegerne i kantinen, at man er sgu med på holdet? Er det rygraden, der på denne måde skiftes ud med en kogt spaghetti?

Vi finder fænomenet interessant, fordi vi kan konstatere dets tilbagevendende karakter. Peter Wivels udvikling på Information synes os at svare til f.eks. Ulrik Høys på Weekendavisen. Et hæderligt menneske, der pludselig bliver til en stakåndet stymper. En sans for anstændighed og ansvarlighed, som - hokus pokus - forvandles til opportunisme.

Der er tale om et fænomen af offentlig interesse, for det er jo, når de kommer i højheden og på ledende poster, at disse folk, som skulle være noget værd, bliver til opportunistiske medløbere. Det er da med til at skabe den presse, vi har. Det muliggør bl.a. mordet på Jenningers tale, hvor sladder og sammenspisthed tog livet af sandheden.

Gang på gang kan vi konstatere, at forvandlingen ikke blot består i en ophævelse af evnen til at tænke frit og modet til at turde tale selvstændigt, men at den også indbefatter de pågældendes overtagelse af de herskende fordomme og idiosynskrasier. Nogle elskes og andres hades - på kommando. Nogle er retfærdige og andre færdige - på forhånd. Peter Wivel står på geled med alle de andre og deler smag og sympatier med dem. Det er mærkeligt. Og farligt.

For det fører til de offentlige tilstande, vi har oplevet med Jenninger-talen.