Af Søren Krarup, Tidehverv, 1977, s.74-75.

Ved et tilfælde er jeg blevet rådgiver for en familie, hvis yngste barn er blevet tvangsfjernet fra hjemmet. I Bistandslovens paragraf 123, stk. 4 hedder det om sådanne sager, at forældrene "kan søge bistand hos trediemand, der kan give møde i udvalget", og det pågældende forældrepar - bosiddende i en østjysk købstad - bad mig hjælpe sig imod et socialudvalg, hvis fremfærd mod hjemmet havde været både drastisk og rigoristisk: på grund af forældrenes vanskeligheder med at klare overholdelse af en kompliceret diæt til deres yngste, syge pige havde socialudvalget diskvalificeret forældrenes hele opdragelse og havde med politiets hjælp tvangsfjernet alle tre hjemmeværende børn. Efter adskillige måneders protest og forhandling var de to ældre børn kommet hjem, men den yngste var blevet anbragt i fremmed familiepleje og kunne ikke hjemgives. Forældrene, der i mere end et halvt år ikke har set den to-årige pige, var med god grund ude af sig selv. Kunne barnet overhovedet kende dem igen, og ville dets forhold til hjemmet ikke lide ubodelig skade ved en sådan langvarig fjernelse? Tilmed var plejefamiliens adresse blevet ændret, så at forældrene nu slet ikke vidste, hvor barnet opholdt sig. Jeg skrev da til socialudvalget og bad det oplyse adressen, ligesom jeg på ny opfordrede det til at træffe foranstaltninger til barnets hjemgivelse. Socialudvalget svarede, at plejefamiliens nye adresse ville blive meddelt "de biologiske forældre", så at "en besøgsordning" kunne gennemføres.

Således lyder da nu Kanaans tungemål! "De biologiske forældre". Der siges ikke slet og ret forældre, hvad man hidtil har sagt. Men moderen og faderen kaldes "de biologiske forældre" - hvorved selvsagt er antydet en indskrænkning af forældrebegrebet, som igen betyder, at der kan findes andre "forældre" end de "biologiske".

Det er en tankevækkende sproglig udvikling. For den rummer jo påstanden om, at forældremyndigheden ikke er noget med barnets fødsel givet, en historisk bestemt omstændighed, men at det er en kvalifikation, en indholdsbestemt og defineret værdighed, hvilket videre forudsætter, at forældrene kan diskvalificeres og kendes uværdige. Det afhænger helt af dem, der definerer forældrebegrebet. Og ved at dele dette op i "biologiske" og andre bestanddele gør magthaverne sig det muligt at underkende et forældrepar uden større vanskelighed, for opfylder det mon også de "psykologiske" eller "sociale" kvalifikationer? Har forældrene gjort sig værdige til at være forældre? Eller er de bare "biologiske"?

Der ligger i denne sprogbrug en professionalisering af dét at være menneske, hvis egentlige indhold er modviljen mod at leve et usikret menneskeliv. Via adfærdsvidenskaben skal tilværelsen beherskes. "Med hensyn til kvalifikationskrav rangerer opdragergerningen, når den varetages af forældre, i vores samfund på niveau med snekaster jobbet", har psykologen Jesper Jensen skrevet. "Mød med skovl og snetegn - så skal ingen komme og påstå, at I ikke har forstand på det, I laver". Således bliver menneskelivet opslugt af kvalifikationskravene, og således kan kvalifikationskravenes forvaltere opsluge menneskene.

Men hvem sætter kvaliteten? Der ligger et ironisk paradoks i den omstændighed, at samtidig med at den biologiske faktor nedvurderes af adfærdsvidenskaben, søger biologien ihærdigt at definere sig selv som en disciplin, af hvilken der kan udledes en objektiv moral - jvf. Anders Munks "Humanismens Biologi". Det er tydeligvis adfærdsvidenskabernes korrupte videnskabsbegreb, der smitter. Biologerne vil vinde med i kapløbet om at fremkomme med løsninger på al verdens elendighed. Det er nu ikke nok at måle og veje i fordringsløs samvittighedsfuldhed. Sligt er "reaktionært". Resultaterne skal kunne bruges. Og således forvandler også biologien sig til en metafysisk og propagandistisk disciplin.

Af dette generelle sammenbrud i menneskelig og intellektuel hæderlighed opstår "videnskabens" trang til at opstille kvalifikationskrav for tilværelsen, og den praktiske konsekvens viser bedst, hvorledes trangen i sidste instans bunder i en blanding af magtbegær og frygt for livet. Den første følge af en sådan "videnskabelig" kvalificering af tilværelsen bliver nemlig adfærdsvidenskabens magt over borgerne. Således også i det nævnte tilfælde. Det er her en overlæges udtalelse om forældrenes uegnethed som opdragere, der ligger bag socialudvalgets beslutning om tvangsfjernelserne. I kraft af sin titel og sin kittel er han udstyret med en umådelig myndighed - især i forhold til et folkevalgt råd, der viger tilbage for selv at stå til ansvar for sine beslutninger. På den måde tilbyder "videnskaben" sig som en velegnet mulighed for at slippe ind i ansvarsløsheden: socialudvalget hævder at måtte rette sig efter eksperterne. Og at "ekspertens" vurdering er lige så subjektiv som enhver andens og derfor ikke forlenet med nogen som helst form for ekspertise, lukker man øjnene for dér, hvor man i modsat fald måtte finde sig i at stå i valgets og afgørelsens risiko.

Og den "kvalificerende" overlæge - ja, han får jo magt derved, og magten kildrer så dejligt ....

Det er det ene perspektiv. Men magt over mennesker giver også en overlæge følelsen af at have magt over det liv, han er sat til at leve sammen med sit medmenneske, og det er i dette andet perspektiv, man nok især skal søge adfærdsvidenskabelighedens baggrund. Livsangst. Trangen til at undslippe tilværelsens usikrethed. Ønsket om at løbe fra skylden og døden.

Og hvis man får livet defineret og destilleret ud i alle detaljer og begreber, kan dette give et dødeligt menneske fornemmelsen af at være livet mægtigt. Der er da begreberne og ens bedreviden at holde døden på afstand med. Der er det "videnskabelige" overblik og den "objektive" erkendelse at stille imellem sig og intetheden. Det er ligesom med den skræmte nattevandrer i den sorte skov: den stadige talestrøm kan for en tid holde angsten for det lurende mørke i skak.

Således tjener også begrebet "biologiske forældre" til at besværge eksistensens sande karakter: at et menneske er udleveret til en historisk given tilværelse, i forhold til hvilken det slet ikke kan sikre sig. Ingen er i stand til selv at vælge sine forældre. Ingen kan løbe fra sin tid og sit sted. Ingen evner at hæve sig over tiden. Og ingen - end ikke en socialpædagog - kan derfor undfly den timelighed, i hvilken enhver er det lille, bange menneske i den store, mørke skov.

Men - man kan "gå ind i mørket" (Luther)! Man kan vælge at forstå dette usikre, udsatte liv som en opgave, man skal være tro. Eller man kan vælge at kalde det en gave. Det er muligt dér, hvor det forkyndes, at mennesket er ikke sit eget livs herre, men er skabning, der af skaberens hånd skal modtage sit liv og sin død som det bliver givet. Så drejer det sig ikke om at beherske eller bemægtige sig, men så gælder det om at stå bi og være tro. Så hedder det hverken "biologiske forældre" eller "psykologiske forældre" eller "sociale forældre", men så hedder det forældre - for så er man henvist til historien.

Og i denne historiske sammenhæng står mennesket ikke frit vælgende eller fornemt vragende i forhold til sin far og sin mor. Her har disse fået det embede at være forældre på samme måde som barnet har fået det embede at være barn. Og her kan både børn og forældre nok svigte deres embede eller vende sig imod det, men de kan ikke erstattes eller udskiftes som møtrikker i et maskineri, for de er henvist til hinanden - og kun således er de børn og forældre.

Det er denne forståelse af menneskelivet, der savnes i de stadigt mere tyranniske sociale love og socialforvaltninger, og tyranniet er en følge af savnet. Uden betænkelighed river man børn og forældre fra hinanden og udøver et voldsregimente, i hvilket de regerede udsættes for alle former af åndelig tortur, for de sociale og adfærdsvidenskabelige magthavere er sig i stadigt ringere grad bevidst at have med levende mennesker at gøre. "Biologiske forældre". "Sociale relationer". "Sagsbehandler". Sproget angiver opfattelsen, og opfattelsen er - nå ja, den er uden respekt for mennesket, fordi den er opfyldt af trang til at beherske livet.