Af Søren Krarup, Tidehverv, 1984, s.1.

Idet Tidehverv går ind i sin 58. årgang, skifter bladet redaktør og udvider kredsen af udgivere.

Da jeg i foråret 1963 skrev kirkehistorisk speciale hos Hal Koch, talte han ofte om Tidehverv og beklagede, let vrissende, at bladet ikke var gået ind. Åh, disse mammut-artikler om Kierkegaard! sagde han; denne sterile Kierkegaard-ortodoksi! Nej, bladet har overlevet sig selv. Tilsvarende fandtes der hos dem af mine jævnaldrende, der af den ene eller den anden grund følte sig knyttet til Tidehverv, en forsigtighed eller tilbageholdenhed, som bundede i frygten for at være "epigoner" - og måske også deri, at man ikke havde noget på hjerte. Man beundrede de gamle. Man anbragte dem nok også på en teologisk piedestal. Men man kunne ikke rigtig finde sine egne ben i forholdet til dem og dermed til sig selv.

Den ændring i bladets udgivelse, der nu finder sted, er udtryk for, at alle sådanne blege, lidt famlende fornemmelser er fortid. Tidehverv er virkelig nutid! Ikke blot i den forstand, at bladet fortsætter med at udkomme: en ny generation overtager redaktionen og vil med ny energi gå ind i arbejdet. Men også i den forstand, at Tidehvervs anliggende er det mest nødvendige og påtrængende idag. Ja, vi er bestemt af den forkyndelse, Søren Kierkegaard førte i forlængelse af Luther og Paulus og Ny Testamente, men i modsætning til Hal Koch og efterkrigstidens teologi forstår vi Søren Kierkegaard som den, der klarere end nogen anden har undsagt den dæmoniske humanisme eller marxisme, der er blevet en så overvældende trussel imod det enkelte menneskes frihed og ansvar. I ly af en forvirret og overfladisk folkekirkelighed har det ideologiske djævelskab kunnet brede sig i de seneste årtier, og når vi nu overtager arbejdet, er det i bevidstheden om at have en opgave, der ikke blot er lige så afgørende som Tidehvervs i 20'erne og 30'erne, men som også er af samme art og indhold.

"Vi forstår ikke at drage grænserne mellem kirkeligt og ikke-kirkeligt stof", skrev Gustav Brøndsted i Tidehvervs første nummer. Forholdene bevirkede imidlertid, at Tidehvervs første generation måtte bruge sine kræfter til at rydde ud i den Augias-stald, som kirken var blevet til. Vi kender heller ikke forskel på kirkeligt og ikke-kirkeligt stof, men vi kan se, at det i dag er det ikke-kirkelige, der former det kirkelige, og derfor vil opgøret især komme til at dreje sig om den humane idealisme eller totalitarisme, der er blevet vor tids religion. En kamp må altid føres på de til enhver tid givne betingelser. I nutiden er den "revolutionære humanisme" menneskeforagtens og overmenneskedyrkelsens bastion. Men opgørets indhold er saglig set det samme som før, for opgøret står uforandret om, hvad det er at være menneske: en fordret og dermed ansvarlig skabning i solidaritet med næsten.

Vi er os bevidst at have en opgave - en afgørende, som ingen andre kan tage op. Et opgør med den dæmoniske humanisme og derfor - teologisk - med den antinomisme, der er et ekko af humanismen.

Der er nok at gøre, og vi vil gøre det.