Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

En undladelsessynd

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1984, s.79-80.

Fra tid til anden bliver man mindet om det. Når man støder på de mange forvrængninger og bagvaskelser, slår det én, at noget er blevet forsømt. Det er en luthersk kirkens ansvar. Hvorfor har den ikke taget det på sig?

Jeg taler om Luthers skrifter vedrørende jøder og jødedom. Det sker med jævne mellemrum, at man i den offentlige debat ser dem brugt og misbrugt. Martin Luther hænges hyppigt ud som "antisemit". LO-funktionærer på socialrådgiverniveau kan ikke blive trætte af at karikere den sagesløse reformator, og politiske og kulturelle skribenter af forskellig art er enige om at fordømme hans "reaktionære" skrifter. Ja, selv kirkehistorikeren Leif Grane, Luther-forsker m. m., kan i sin til Luthers 500 årsdag udgivne bog finde på at skrive: "Hvad han i slutningen af sit liv skrev mod paven, mod jøderne og mod tyrkerne, er af en sådan art, at man undertiden væmmes ved det". (Historien om Martin Luther, p. 66).

Nej, der er noget, som er blevet forsømt. Når sådanne misforståelser og bagvaskelser kan sættes i stadigt omløb - undertiden af et ærligt hjerte - må man konstatere, at den lutherske kirke og dens teologer har svigtet på et afgørende felt. Det passer jo nemlig ikke. Det er den rene og skære usandhed. Når man læser hovedskriftet, Luthers bog "Von den Juden und ihren Lügen" fra 1543, kan man konstatere, at det er et centralt evangelisk skrift, der gentager Jesu opgør med farisæerne og som på intet punkt er "antisemitisk" i den betydning, ordet har fået idag. Tværtimod fortjener det at blive genlæst og forstået i en religiøs blandingssituation som nutidens, hvor en forvirret biskop (Henrik Christiansen) går i økumeniske processioner med katolikker og baptister, og hvor en popularitetssøgende dogmatiker (Poul Henning Jørgensen) tillader sig at kalde Luther en forløber for nazismen. Den slags burde lutherske teologer ikke stiltiende være vidner til. Også i almindelig forstand er sandheden deres ansvar. Når forholdet oven i købet er, at Luthers skrift tillige indeholder en uhyre aktuel kritik af en moderne samfundsopfattelse, ifølge hvilken staten blot er en neutral rammeordning eller et tomrum (der som sådant straks besættes af syv andre onde ånder, der er værre end den ene udfejede), bliver undladelsessynden særligt utilgivelig.

Hvad årsagen er? Ja, findes der mon anden forklaring end fejghed og frygt for at blive genstand for den samme ideologiske bagvaskelse? Teologer er ikke altid helte. Også i den henseende er det gået tilbage siden Luther. Hellere tie bomstille end stå fast på en upopulær sandhed. Hellere søge fejgt ind i tavshedens tusmørke end stå frem i dagens lys og tale tydeligt og tiltrængt.

Det er en undladelsessynd for en evangelisk-luthersk kirke. Tidehverv vil sørge for at råde bod på den.