Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Moralsk mod

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1985, s.100.

Hjertets ondskab helt igennem - sådan skrev Rudyard Kipling i et privatbrev om Lytton Stracheys bog "Store Victorianere", og hans vurdering er værdifuld på flere måder. Dels fører den klar tale. Her stikkes ikke noget under stolen i den pæne tones eller de dannede løgnes lammefromme navn. Kipling kalder denne kulturradikale bog, som bevidst søgte at håne og fornedre den holdning af moralsk ansvarlighed, der havde båret England i det 19. århundrede, for et udslag af menneskelig ondskab, og foruden at føre klar tale har hans kritik også den tiltalende egenskab ved sig, at den tør hævde en moralsk målestok. Den kender forskel på godt og ondt. Den anser forskellen for væsentlig. Den kalder ikke alle handlinger for lige gode i den hellige, almindelige relativismes eller udfoldelses eller faglige solidaritets navn, men Kipling kalder det onde for ondt, fordi han lever en tilværelse, i hvilken noget skal gælde, fordi det er godt.

Det kræver naturligvis moral. Uden kendskab til forskellen på godt og ondt ingen mulighed for at tale om ondskab. Men moralen kræver tillige mod, for fejheden tør ikke kende til en afgørende forskel, som den personligt er forpligtet på. Det er nemmere at lade alt være lige godt og lige meget. Man slipper uden om kampe og sammenstød, når man indhyller den menneskelige tilværelse i et amoralitetens tusmørke, i hvilket alle handlinger er lige grå og ingen handling stiller krav til den enkelte. Så rager det ikke mig. Eller så er jeg bare et underordnet led i maskineriet som ikke kan drages til ansvar. Eller endnu tydeligere: så fungerer jeg kun og kan ikke gøre for det, som flertallet eller fagforeningen tvinger mig til at gøre mod min næste … Det er nemt nok at kende og respektere sandheden i et sofahjørne, men at udsige og hævde den i offentlighed er svært. Det kræver mod. Men uden dette mod er sandheden lige så værdiløs som en dækningsløs check.

Hvis Martin Luther ikke havde haft mod til at sige højt og offentligt, hvad han igennem mange års anfægtelser og studier var kommet til at erkende som sandheden om afladshandel og evangelium, så havde han bare været en tænksom munk som så mange andre munke i den katolske kirke; så var der ikke blevet nogen reformation; så havde pavens løgne haft let spil. Hvis Grundtvig ikke havde haft mod til at sige højt og offentligt, hvad han igennem svære åndelige kampe var kommet til at kende som sandheden om kristendommen og menneskeliv, så var han ikke kommet i den strid med rationalisme og romantik, der gjorde ham til en forhadt og foragtet skikkelse i dansk kirke- og åndsliv; så havde han syslet harmløst med historie og poesi, og Danmark havde set anderledes ud. Og hvis Aleksander Solsjenitsyn ikke havde haft mod til at sige højt og offentligt, hvad han igennem mange års erfaringer og lidelser var kommet til at kende som sandheden om socialismen og Sovjetunionen, så havde han blot været en ukendt russisk matematiklærer med sære meninger; så kunne han have levet i anonymitetens stille ro; men så havde de totalitære løgne sejret.

Disse store mænd var ikke store i kraft af deres begavelse. Talent og intelligens er kun redskaber, og der er så mange talentfulde og intelligente mennesker til. De blev store i kraft af deres mod, og modet er altid et spørgsmål om moral. De kunne jo have tiet stille. Hvad vedkom afladshandelen Martin Luther, som ikke selv havde tænkt sig at købe afladsbrev? Hvorfor er du ikke solidarisk, broder Martin! sagde den gejstlige fagforening, der hed den katolske kirke. Men at sige sandheden var en uafviselig pligt for Luther og Grundtvig og Solsjenitsyn, og således var sandheden et moralsk spørgsmål, for således udkrystaliseredes den i spørgsmålet om at turde, hvad de skulle. Uden mod til at hævde forskellen ingen forskel på sandhed og løgn, på ret og uret, på respekt for næsten og foragt for næsten. Det moralske mod er menneskelivets og den menneskelige anstændigheds salt, og hvor det er lykkedes pavekirken og ideologien og fagforeningen at forvandle menneskene til tavse, ligeglade og feje funktionærer, har løgnen - og det vil i sidste instans sige den rå magt - sejret.