Af Søren Krarup, Tidehverv, 1990, s.126.

På tærskelen til grundlovsdag, hvor danskerne atter skal fejre de borgerlige frihedsrettigheder med fagre ord og i de grønne bøgelunde, meddeles det fra Frankrig, at National-forsamlingen har vedtaget en lov, der udelukker enhver, som "er fundet skyldig i racediskrimination eller opfordring til racehad eller vold", fra valgte embeder og jobs i centraladministrationen. "Herudover gør loven det til en lovovertrædelse at benægte eksistensen af forbrydelser mod menneskeheden". (Information 4. maj).

Det sidste udtryk er Nürnbergdomstolens, der søgte at opstille en demokratisk ideologi med juridisk gyldighed, og således er det åbenbart, at ytringsfriheden og åndsfriheden er vel rejst i Frankrig. Det totalitære demokrati tegner sig stadigt tydeligere. Den omstændighed, at lovforslaget kommer fra kommunistpartiet, bidrager til at understrege hensigten. Hvor kommunisterne bliver demokratiets kernetropper, behøver ingen at være i tvivl om demokratiets karakter.

Med denne lov er begyndelsen gjort til at afskaffe den frie, folkelige drøftelse, der i henhold til grundloven er blevet betragtet som demokratiets forudsætning. Eller hvorfor hedder det mon i paragraf 77: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres".

Nu indføres der censur i Frankrig, for naturligvis kan enhver ubehagelig kritik registreres som opfordring til "racediskrimination" eller som en bestridelse af "eksistensen af forbrydelser mod menneskeheden". Det vil være en smal sag for en opfindsom ideolog. Kommunisterne i Frankrig som i andre lande er utvivlsomt i fuld gang med at udarbejde et katalog over de hertil fornødne argumenter.

For efter kommunismens sammenbrud er sådanne sager afgørende nødvendige for de infamt afslørede. Hvad skal de ellers gribe og gøre i? Siddende i ruinerne af den sammenstyrtede ideologi har de kun to halmstrå tilbage: miljøkampagne og anti-racisme. Her øjner kommunisterne og deres ideologiske meningsfæller det sidste håb. Via miljøkampagnen kan man mistænkeliggøre det frie erhvervsliv og via antiracismen kan man mistænkeliggøre den antiideologiske folkelighed. Og i "demokratiets" navn. Idet rette, totale demokrati.

Vi vil komme til at høre mere til demokratiets kernetropper.