Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Plötzensee

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2001, s.113-114.

Da jeg modtog svarbrevet fra Martin Schwarz Lausten - aftrykt i forrige nummer af Tidehverv - lagde jeg det til side efter læsningen. Man bliver jo hårdhudet med årene. Det var rigtignok en meget tvivlsom forklaring eller undskyldning for hans ubehagelige udtalelser på Uffe Østergaards holocaust-konference, syntes jeg, en sludder for en sladder, som ikke ophævede det mistænkeliggørende i hans ord og røbede et temmelig uafklaret forhold til luthersk kristendom - men herregud! Der siges så meget sludder, og man orker ikke at reagere på det hele. Jeg har været ude for værre ting, og Schwarz Laustens vilje til at beklage var jo tydelig nok.

Så jeg lagde brevet til side og lod det ligge.

Men for en ordens skyld sendte jeg en kopi af det til Jesper Langballe, som jo også var indblandet, og han meddelte mig nogle dage efter, at han egentlig havde lyst til at skrive et længere svar til Schwarz Lausten. Han syntes, at denne opfattelse af forholdet mellem luthersk kristendom og jødedom var kompromitterende for en kirkehistorisk professor ved et teologisk fakultet i det evangelisk-lutherske Danmark, og følte trang til at bore i problemet. Det var jo selve evangeliets kerne, der blev anfægtet af en politisk korrekthed. Det burde ikke forbigås i tavshed.

Selvfølgelig havde han ret! Man bør ikke blive så hårdhudet, at man negligerer en reel ophævelse af kristendommens prædiken, fordi den er pakket bestikkende ind. Selvfølgelig var det rigtigt at tage alvorligt fat på Martin Schwarz Laustens "forklaring" og anholde det kristeligt kompromitterende i den. Hvis en kirkehistorisk professor kan slippe afsted med at fremføre sådanne ideologisk bestemte påstande om evangelisk-luthersk kristendom, hvad er der så egentlig grund til at reagere på?

Eller hvorfor prædiker vi i kirken?

Nej, kristendommen er opgøret med enhver selvretfærdighed, enhver farisæisme, og selv om denne er pakket ind i menneskerettigheds-fraser og bestemt af holocaustsyndromet, der gør enhver kritik af jødedommen kriminel ved at kalde den for "antisemitisme", så skal kristendommens dom over alt kød forkyndes og frelsen i Jesus Kristus alene fastholdes. Det er jo dette, Martin Luther gør i sin bog "Om jøderne og deres Løgne". Lad være, at hans forslag til praktiske forholdsregler imod jøderne er uhyrlige. De er bestemt af tidens metoder og udgør et fremmedelement i bogen. De er for så vidt sagen lige så uvedkommende som halshugning eller gabestok er en drøftelse af lov og ret uvedkommende idag. Anliggendet i bogen er principielt. Eller teologisk. Eller kristeligt. Og anliggendet er dommen over alt kød og dermed prædikenen om frelsen i Kristus alene.

Og Martin Schwarz Laustens forargelse over kollekten til 10. søndag efter Trinitatis, hvor det hedder: "Opvæk vore hjerter ved din Helligånd, så at vi omgås rettelig med dit ord og ikke slår det hen i vejret eller hører det uden frugt, som dit folk Israel gjorde i sin vantro", hvilken kollekt ifølge ham "kan betegnes som antijudaistisk og sårende for jødiske medborgere" - den er jo et angreb på troens ord, eftersom den angriber brugen af ordet "vantro" om dem, der forkaster Kristus. Så enkelt er det. Hvis kristendom er forkyndelsen af Jesus som Kristus, så er det kristeligt vantro at gøre Jesus til en falsk Messias. Hvis kristendom er forkyndelsen af troen på Kristus som frelseren, så er forkastelsen af Kristus naturligvis vantro.

Anderledes kan det ikke være, hvis der skal være mening i den kristne prædiken i kirken på søndag.

Og sagen er jo mildt sagt ikke bibelen fremmed. Paulus' fremstilling af forholdet til sine jødiske landsmænd i Romerbrevets kapitel 9-11 udtrykker forholdet. "Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed" (9,16). Dette er anliggendet. I Romerbrevet, i Ny Testamente, i bibelen. Og netop dette anliggende fremdrager Luther i skriftet om jøderne og deres løgne - grundigt, samvittighedsfuldt, omhyggeligt. For så vidt et lærestykke i bibellæsning og tekstudlægning. Samt i evangelieforkyndelse.

At kalde udgivelsen af denne bog for "udtryk for en forbløffende mangel på historisk fornemmelse" - det er at kapitulere over for tidens ideologiske afguder: menneskerettigheds-dyrkelsen, holocaust-hysteriet, den politiske korrekthed. Det er en teolog, der har opgivet teologiens sag. Eller det er en kirkehistoriker, der er mere optaget af at tækkes samtiden end af at være tro imod evangeliet.

Fornylig var jeg på besøg i Berlin. Andetsteds i dette nummer af Tidehverv fremgår det, at jeg var ikke alene. Vi var en flok, der i fællesskab besøgte Tysklands hovedstad og bl.a. havde lejlighed til at se de forskellige Gedenkstätte for modstanden mod nazi-regimet.

Det sted, der vistnok gjorde størst indtryk på os, var fængslet i Plötzensee. Det var her, 20. julioprørerne blev henrettet som svin, hængt op i slagtekroge, der netop skulle tjene til at bestialisere og fornedre disse formastelige modstandere af tidens afgud, og vi var inde i det dystre rum med bare, kolde vægge, hvor krogene hang for enden af rummet som et vidnesbyrd om vilkårene under datidens politiske korrekthed, og hvor halshugningsmaskinen havde arbejdet ustandseligt i alle årene under diktaturet. På væggene var ophængt dokumenter fra de såkaldte rettergange, der dømte folk til døden, som havde ytret kritiske ord om Hitler eller udtalt tvivl om den endelige sejr.

Vi stod tavse og temmelig rystede.

Uden for i solskinnet faldt jeg i snak med Werner Matlok, forhen dansk præst i Lyksborg i Sydslesvig.

- Her har kristendommen virkelig et ord at sige om al afgudsdyrkelse, bemærkede jeg. Synes du ikke, det er kristendomsforfalskning, når kirken i stedet er optaget af at snakke tidens afguder efter munden?

- Nej, svarede Matlok. Det er ikke kristendomsforfalskning, det er kristendomsfornægtelse. Forleden så jeg i tv en udsendelse om den kirke, der er blevet bygget i Dachau, dér, hvor koncentrationslejren lå. Præsten blev spurgt, hvad kirken skulle være der for. Han svarede, at det var for at forhindre en gentagelse: at umenneskeligheden blev husket. Jeg blev så rasende, da jeg så det. Nej, det er for at forkynde evangeliet om Gud som den menneskets herre, der dømmer og tilgiver suverænt og som således sætter alle afguder fra styret. Når kirken siger andet, er det ikke kristendomsforfalskning, det er kristendomsfornægtelse.

Werner Matlok har jo fuldstændigt ret. I sin trang til at komme tiden imøde og gøre sig til eet med tidens toneangivende tale svigter den kristne kirke sin ene afgørende opgave: at holde tiden og sig selv fast på, at der er kun frelse i Jesus Kristus og at enhver anden frelse er selvforgudelse og menneskeforagt og dæmoni - er den end nok så smukt camoufleret i fine ord om menneskerettigheder og tolerance og fred og ansvar for alverden. Kristus skal forkyndes. Ganske ubetinget og absolut. Og enhver anden forkyndelse skal afvises som den vantro, der i sig bærer overmenneskedyrkelsen og menneskefornedrelsen som sin konsekvens.

Hjemme på mit bord lå det "Charta Oecumenica", der 22. april 2001 blev vedtaget af "Conference of European Churches" og som nu er forelagt den danske folkekirke. Her har man hele nutidens politiske korrekthed tilsat de velkendte kirkelige fraser og pastorale selvhøjtidelighed.

Hensigten er udelukkende ideologisk-politisk. "Kirkerne støtter europæisk integration", hedder det. "Uden fælles værdier kan enheden ikke bestå. Vi er overbeviste om, at kristendommens åndelige arv udgør en stadigt vældende kilde til inspiration og berigelse for Europa. På grundlag af vor kristne tro arbejder vi henimod et humant, socialt bevidst Europa, i hvilket menneskerettigheder og de grundlæggende værdier om fred, retfærdighed, frihed, tolerance, delagtighed og solidaritet hersker". Og så følger alle de velkendte artikler i den politiske korrektheds bekendelse: at bekæmpe fordomme, at bekæmpe "etniske og nationalistiske hensigter", at bekæmpe "antisemitisme og antijudaisme", at fremme dialogen med islam på "alle niveauer", og således at skabe eet, multietnisk Europa.

Dette kaldes kirkens opgave. Dette ligger nu på folkekirkens bord.

Nej, ikke kristendomsforfalskning, men kristendomsfornægtelse.