Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Konfus

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2001, s.82.

Det begyndte med, at Johs. Lebech sagde til mig, at han var egentlig ikke modstander af at skille stat og kirke. Da dette var det modsatte af, hvad han havde sagt i en radiodiskussion om bl.a. folkekirkens stilling i et EU, der vil forbyde "diskrimination vedrørende tro og religion", undrede jeg mig over bemærkningen og nævnede den i Tidehvervs februar-nummer på et tidspunkt, hvor Johs. Lebech var blevet kirkeminister.

Det stødte kirkeministeren. "Jeg er ikke modstander af, at folkekirken er sikret en fortrinsstilling ifølge grundloven", siger han i Kristeligt Dagblad 7. marts. "Om en adskillelse af kirke og stat siger han, at den sag slet ikke er på den politiske dagsorden, og det kommer den heller ikke, før man eventuelt i øvrigt skal diskutere grundloven".

Hvorefter Johs. Lebech så i Berlingske Tidende 9. marts - to dage senere - meddeler, at han "vil ligestille alle religioner". Det sker i et længere interview, i hvilket han finder det pinligt, at der synes at finde religiøs diskrimination sted i Danmark. "Det er pinligt for Danmark, hvis vi i overordnede vendinger taler imod diskrimination af mennesker, og så ikke i praksis står ved vores høje moral på hele menneskehedens vegne, mener Lebech".

Der er med andre ord slet ikke mening og sammenhæng i kirkeminister Johs. Lebechs syn på folkekirke og stat i Danmark. Han er i et grundlæggende modsætningsforhold til den danske folkekirkes position og placering. Nej, vi har religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed, for det danske folk tilhører den evangelisk-lutherske kirke, og derfor giver vi denne en særstatus og lader staten understøtte den og kalder den for den danske folkekirke - hvad den er. Det er af folkelige grunde. Det har en historisk baggrund. Det er fordi den danske stat naturligvis støtter den danske kirke på samme måde som staten støtter folkeskolen og kongehuset.

Elementært. Det er sagt tusindvis af gange. Elementær tale om virkeligheden i Danmark.

Men altså ukendt og fremmed for den danske kirkeminister. Her har man et eksempel på, hvor konfus og begrebsforvirret man kan blive, når man dyrker en ideologi eller "høj moral på hele menneskehedens vegne". Så forsvinder virkelighedssans og dømmekraft. Så løber de ideologiske fraser af med skønsomhed og fællesskab med folket.

Jeg siger til mig selv: kirkesangerens og skoleinspektorens søn fra Stoholm, der kom til studenteroprørets Aarhus og mistede sjæl og sans.