Af Stefan Zweig fra "Verden af i går", Tidehverv, 2003, s.51.

- I radioen hørte man det budskab om "peace for our time", der forkyndte for vor hårdt prøvede generation, at vi endnu en gang skulle få lov til at leve i fred og være ubekymrede, og at vi endnu en gang skulle få lov til at hjælpe med til at bygge en ny, en bedre verden op; og hver den lyver, der nu, bagefter, vil nægte, at vi var som berusede af dette magiske ord. Thi hvem kunne komme på den tanke, at det var en nederlagets mand, der Vendte hjem og rustede sig til triumftog? Havde den store mængde i London den morgen, da Chamberlain vendte tilbage fra München, vidst den nøjagtige tid for hans ankomst, ville hundredtusinder være strømmet ud til Croydon-flyvepladsen for at hilse ham og tiljuble den mand, der, som vi alle i det øjeblik formodede, havde frelst Europas fred og Englands ære. - Så kom aviserne. De bragte et billede, hvorpå Chamberlain, hvis hårde ansigt ellers havde en fatal lighed med en irriteret fugls, stolt og leende i flyvemaskinens dør viftede med det historiske papir, som forkyndte "peace for our time", og som han bragte med hjem til sit folk som den kosteligste gave. - Om aftenen viste man allerede scenen i biograferne; folk sprang op fra deres pladser og jublede og skreg - det var lige ved at de havde omfavnet hinanden i den nye broderskabsfølelse, der nu skulle omslutte hele verden. -