Af Sven Voss, Tidehverv, 2003, s.166-167.

"Præster skal ikke dømmes paa deres Tro, men paa deres Forkyndelse" (Rudolf Arendt). Dermed blev der omsider sagt det i Drøftelsen af Pastor Grosbølls Udfordring, som fra Begyndelsen skulde have staaet klart for alle i en evangelisk-luthersk Kirke, men faktisk ikke engang er blevet hørt endnu. Og fordi det ikke er blevet forstaaet fra Begyndelsen eller taget op og lagt til Grund, efter at det var blevet sagt, har hele Røret i Sagen været en rethaverisk Debat og ikke en opbyggelig Drøftelse til Besindelse paa, hvad der er os givet og vi ikke maa give Slip paa. Debatten har kørt ad to Skinner i samme vildledende Spor: enten paa, hvad en Præst personligt skal tro, eller paa, hvor vide Rammer et Troessamfund kan have, naar det vil være en bekendende Kirke. Men dette Spor leder vild, fordi vi som Kirke ikke er under Lov, men under Naade, og derfor ikke alene Præsten, men Kirken selv ikke skal dømmes paa sin Tro, men paa sin Forkyndelse. Vil vi dømme Præsten paa hans Tro, bliver vi derfor kun Hyklere, der kommer til at dømme os selv med Guds Dom. Vel er Præsten som vi alle under den borgerlige Lov, som han skal straffes efter, hvis han forser sig imod den, som vi alle skal det. Men netop ifølge vores Tro skal og kan altsaa ingen straffes efter den borgerlige Lov for sin Tro. Og heller ikke en Præst kan overtræde den borgerlige Lov ved sin Tro, men kun ved sin Ulydighed mod Loven selv. Præstens egen Tro har overhovedet ingen Interesse for den kristne Kirke som borgerligt Retssamfund. Har Kirken Interesse for Præstens egen Tro, har den straks stillet sig paa samme Sted, som den Præst staar, der maatte mene, at hans egen Tro har Interesse for den. Til Usalighed er det Sted Fornægtelsens. Fornægtelse nemlig af, hvad en sand kristen Kirke er. Og det Spor kommer ingen af uden Aandens Vejledning ved den hellige Skrifts Ord.

Har Pastor Grosbøll da ikke overtraadt den borgerlige Lov ved sin offentlige Fornægtelse af, at Gud er til, og ved alle de andre Usandheder, han har ført frem i Kristendommens Navn? Nej. Netop derfor - netop fordi han efter eget Udsagn har gjort det til Opfyldelse af sit Præsteløfte, som i et strengt personligt Ansvar over for Gud forpligter ham paa de profetiske og apostolske Skrifter og Kirkens Bekendelse. Han maa altsaa mene, at Skrift, Bekendelse og Præsteløfte siger noget ganske andet end det, Menigheden hører i dem, eller - vil han maaske sige at Menigheden ikke veed, hvad den faktisk faar at høre. At Menigheden f.eks. kunde hænge sig i Ordene uden Aanden. Men er det Situationen - og det maa den jo være, enten hans Forklaring er den ene eller den anden - saa skylder Menigheden ham en Vejledning, som ikke skal gives af Kirkens borgerlige Domstol, for der er foreløbig intet Lovbrud, men den skal gives ved Sjælesorg, der ikke maa høre op, før en af Parterne er viss paa, at Modparten er overbevist, men taler imod bedrevidende, men i saa Fald skal den saa ogsaa straks høre op.

Men hvad er det da, som Menigheden maa bebrejde Pastor Grosbøll, og som den maa insistere paa, at han skal indse det forkerte i? Ja, allerførst maa Menigheden indrømme, at Fejlen har været paa begge Sider, for den bestaar just i, at ingen af Parterne fra Debattens Begyndelse har forstaaet, hvad der kom til Udtryk i det Citat, som her er begyndt med, og som det er livsvigtigt for enhver Drøftelse af Forholdet mellem Præst og Menighed, at den forstaar. Pastor Grosbøll har med Menigheden - det viser Debatten jo - troet, at han skulde forkynde sin egen Tro, og har dermed i Aandshovmod skilt sig fra sin Menighed som en, der selv havde noget at give den. Og Menigheden har i falsk Ydmyghed fundet sig i, at Præsten stod et andet Sted end den selv, og har dermed paa sin Side svigtet sit almindelige Præstedømme. Præst og Menighed er altid sat paa samme Sted for Gud ved Jesu strenge Dom over Disciplene, hvori han ikke taler om en menneskelig Umulighed, men tværtimod om, hvad der er muligt for dem: "Har I Tro som et Sennepsfrø" - det mindste af alle Frø - "kan I sige til dette Bjerg: Flyt dig! og det vil flytte sig" (Mt.17,20). Men ikke engang Tro som et Sennepsfrø havde de altsaa, de, som lige af Peters Mund havde bekendt om Jesus: "Du er Kristus, den levende Guds Søn" (Mt.l6). Et Menneske kan derfor efter Guds Ord aldrig kende sig selv som troende, men altid kun som den vantro, hvem det af Naade er befalet at tro: "Glæd jer altid i Herren! jeg siger atter: Glæd jer!" (Fil.4,4).

Naturligvis er baade Præst og Menighed troende i den Forstand, at de begge gaar til Kirke for igen at faa at høre, hvad der befales deres Vantro at tro, og saaledes være sammen i Lydighedens Glæde om at love og prise Gud for hans Naade i Herren. Den eneste Forskel mellem Præst og Menighed er, at Gud taler til ham to Gange med de samme Ord, som Menigheden kun faar at høre een Gang, uden at det nogen af Gangene er det samme, Gud siger til den enkelte, saa sandt al Tale forstaas efter, hvor den i Talens Stund er, som hører. Præsten siger altsaa ikke andet, end hvad han er sammen med Menigheden om at skulle høre til Tro er Guds store Gerninger i Jesus Kristus.

Og sker der nu det, som det er sket i Pastor Grosbølls Tilfælde, at Præsten af bare Ærlighed kun vil sige, hvad han personligt kan staa inde for er sandt, og som han derfor kun kan komme frem til ved at lade sit Kød og Blod læse Skriften, saa er det ikke andet end en Fortvivlelse af Djævelen over den Vantro, Gud ved sit Ord i Jesus vil frelse ham fra. Det er jo at ville lade andre end Gud selv være Garant for sit Ord. Det, et Menneske, der vil Tage af Skriften, hvad han personligt kan staa inde for, faar, er alene Befalingen til at tro.

Vil han i egen Person staa inde for andet, aner han ikke, hvad Tro er, og vil barnagtigt forvandle den til Viden. Pastor Grosbøll har jo Ret i at være Antimetafysiker i den Forstand baade, at ingen kender Gud uden ved den Jesus, der traadte frem for Verden som et Menneske, og at vi intet Vidnesbyrd har om, hvem Jesus i Sandhed dengang var og nu er, uden deres, hvis Tro Jesus engang dømte som Vantro, og som i alle Ting var Mennesker ligesom vi. Men deraf at lade sig forlede til, at deres Vidnesbyrd derfor ikke kan være det, hvorigennem Gud taler direkte til os, det er som Antimetafysiker at slaa sig selv paa Munden. Det er nemlig selv paa Sværmervis at ville være Discipel og altsaa en, der endda heller ikke kan troes paa anden Maade end de, hvis Vidnesbyrd han derfor forkastede. For Metafysiker eller Transcendentalist i den Forstand, at vi over os har en Dommer og Fader, vi kun kender i den af Skriften bevidnede Jesus, og alene som Skriften bevidner ham, er enhver kristen.

Dette skulde Pastor Grosbøll lade sig sige med Menigheden, og det maa vi af skyldig god Vilje tro, at han har ladet sig sige af sin Biskop ved den Sjælesorg, som hendes Samtaler med ham naturligvis har været, og som aabenbart, siden Præsten selv offenligt har erkendt at have været barnagtig, er forløbet saadan, at vi med Biskoppen kan finde det forsvarligt, at Præsten har genoptaget sit Arbejde. Dermed har Pastor Grosbøll til en Ruelse for sig selv, som kun hans Tro kan lade ham leve med, faaet den Barneret i Kirken, af hvilken intet forlanges, men som atter og atter faar skænket Befalingen til at tro, og for hvilken der overhovedet ingen anden Tro findes end Barnetroen.