Af Søren Krarup, Tidehverv 2005, nr. 1, januar, s. 3.

Folketinget 17.12.2004.

Jeg har lovet mig selv, at jeg vil gå på talerstolen hver gang indfødsretten er på dagsordenen og som gamle Cato gentage, at for øvrigt mener jeg - ikke at Karthago skal ødelægges, for dette vil være en smule forsinket, men at betingelserne for at opnå dansk indfødsret skal strammes så meget, at indfødsretten kun gives dem, der er den værdig. Det er efter vores mening en katastrofe, at man i to årtier har ladet fremmede få indfødsret i titusindtal om året, som ikke kunne tale et ordentligt dansk, som for manges vedkommende havde øvet kriminalitet og som ofte havde stor gæld til det offentlige. De to sidste punkter er blevet kraftigt ændret med regeringens og vores aftale fra maj 2002. Men danskkundskaberne er fortsat helt utilstrækkelige til at kunne varetage den stemmeret til Folketinget, der følger med indfødsretten, og for øvrigt mener jeg derfor, at reglerne for opnåelse af dansk indfødsret skal ændres således, at Folketinget kan tildele den med god samvittighed.

I den forbindelse har jeg lyst til at sige, at årsagen til den nationale ulykke, som indvandringspolitikken er ved at udvikle sig til, hvor ytringsfriheden trues, hvor tæskehold og terror breder sig og hvor det danske samfund er ved at blive splittet op i to adskilte dele, der betragter hinanden med mistro og modvilje, er en følge af det lave niveau i dette ting. Forholdet er jo, at viden om principielle eller åndelige sammenhænge har været lig nul i adskillige generationer. Hvem vidste besked om forholdet mellem kristendom og islam? Hvem interesserede sig for at vide besked? Den slags kaldtes religiøst, og i politisk korrekte danskeres bevidsthed var det religiøse noget, som man havde hævet sig fornemt over for derefter at gå til væsentlige ting.

Men det er jo det religiøse eller teologiske forhold mellem kristendom og islam, der er baggrunden for de problemer, vi står i. Det er det dybe misforhold mellem evangelium og militant lovreligiøsitet, der er årsag til, at den megen tale om "integration" viser sig at være tomme ord, der ikke får indhold af at blive gentaget i stigende desperation. Hvad anede Folketinget om islams væsen og virkelighed, da man i 1983 satte indvandringen i gang med den nye udlændingelov? Hvad vidste politikerne om de åndelige og religiøse konflikter, som lå i vedtagelsen af udlændingeloven for 21 år siden?

Da den blev behandlet her i Folketinget, udtalte Bjørn Elmquist, dengang Venstres ordfører, siden folketingsmedlem for Det radikale Venstre, at hermed kunne ingen i hvert fald anklage Danmark for at "diskriminere". Man kan formelig høre rådvildheden i et sådant udsagn. For ikke at kunne anklages for at diskriminere ophævede Folketinget i 1983 den danske grænse eller gav alle såkaldte flygtninge uhindret adgang til Danmark, og siden har porten stået på vid gab og skabt de uløselige problemer, vi nu hjemsøges af. Nej, den politiske korrekthed har gjort diskrimination til synden over alle synder. Anti-diskrimination er indholdet af den politisk korrekte trosbekendelse, der i generationer har behersket vort offentlige liv. Det har betydet, at sansen for alle religiøse, åndelige og nationale forskelle har været ikke-eksisterende. Blinde og uvidende skabte sådanne politisk korrekte folketingsmedlemmer den indvandringspolitik, som nu er ved at forvandle et trygt og fredeligt Danmark til et opsplittet, konfliktfyldt samfund.

Nej, Bjørn Elmquist & Co. "diskriminerede" ikke i 1983, til gengæld udleverede de deres eget folk til en hastigt accellerende elendighed. Tænk, hvis de havde haft anelse om, hvordan forholdet er mellem kristendom og islam. Tænk, hvis de havde respekteret danskernes åndelige og folkelige virkelighed.

For øvrigt mener jeg, at adgangen til dansk indfødsret skal strammes.