Udskriv

Håndtrykket

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2008, Februar, s. 21-22.

En højst privat erindring:
Igennem det meste af fyrretyve år var det min bestilling som residerende kapellan ved Ribe Domkirke at holde indledningsprædikenen, intimationstalen, ved ordinationer, ligesom det var mig, der forestod altergangen. Jeg har været med til at ordinere de fl este præster i Ribe Stift. Og i anledning af postyret om mandlige og kvindelige præster samt om håndtryk og ikke håndtryk er en bestemt hændelse faldet mig i tankerne.

Det var ved en ordination for snart femogtyve år siden. En højkirkelig præst blev ordineret, og da han efter at have modtaget biskoppens håndtryk skulle rundt til de forsamlede præster i domkirkens kor og trykke i hånden, kom han til en ung kvindelig præst, som rakte hånden frem. Den højkirkelige præst, som i øvrigt var ledsaget af adskillige kolleger og kammerater af samme indstilling, gik hende koldt forbi, og jeg husker endnu hendes fortabte udtryk. Da han kom til mig, beholdt jeg demonstrativt min hånd på ryggen og nægtede at trykke ham i hånden. Til min fornøjelse konstaterede jeg, at den højkirkelige ordinand så næsten lige så fortabt og forvirret ud som den unge kvindelige præst.

Ved den efterfølgende altergang havde jeg bedt en anden kvindelig præst assistere mig ved uddeling af brødet. Der var altid mange borde ved ordinationsgudstjenster, og ved ét af bordene lå de højkirkelige præster på knæ i fl ok. De kunne ikke lide det, men de måtte modtage Jesu Kristi legeme af en kvindelig præsts hånd. Jeg noterede mig endnu en gang deres ansigtsudtryk.

Og så mener jeg, at jeg sagde til dem ved omklædningen efter gudstjenesten: I skal opføre jer ordentligt! Jeg vil ikke forbyde jer at læse Paulus på en sådan måde, at I betragter en kvinde som uren, når hun er i præsteklæder. Jeg synes, I læser ham forkert, men det er tilladt at være uenig. Derimod er det ikke tilladt at opføre sig som en tølper. Kan I ikke opføre jer ordentligt, så kan I holde jer væk fra ordinationer, for her kommer der kvindelige præster. Og den, der ordineres, skal i Ribe Domkirke give hånd til alle - eller holde en lille ussel ordination i en afsides kirke.
Hvis biskoppen går med til det…

Helge Skov turde sige nej. Helge Skov var en ordentlig biskop på den måde, at han vedkendte sig sit ansvar for sit stift og derfor også turde udvise myndighed, når det var påkrævet. Han lod sig ikke overtrumfe af højkirkelige præster.

Han turde sige til dem: Kan I ikke opføre jer ordentligt ved en ordination og give hånd til alle præster, så skal I holde jer væk, for jeg vil ikke se en sådan tølperagtig opførsel ved ordination i Ribe Domkirke!

Det er jo denne myndighed, nutidens danske biskopper mangler. Derfor bliver de gidsler for tidens ideologiske ensretning og indfanges af billig snak om "ligestilling" og "diskrimination". Og de er åh så berørte over højkirkelige præsters "diskrimination" af kvindelige præster i Viborg Domkirke, og de udsender biskoppelige udtalelser, hvor de lægger op til at kommandere højkirkelige præster ind i den politiske korrektheds geledder.

Nej, højkirkelige præster skal have lov til at læse Paulus forkert. Det er en teologisk strid, der ligger i dette, og i en sådan strid skal der være frihed. Den politiske korrekthed med dens ligestillingssnak og diskriminationsvrøvl viser sig til ingens overraskelse at være uden enhver respekt for åndelig frihed - jf. Lone Dybkjærs afslørende argumentation i en diskussion med Jesper Langballe i Radioavisen 7.januar.

Det er i folkekirken ikke forbudt at være uenig.
Men det er forbudt at træde på andre, og det er biskoppens pligt og opgave at sørge for, at dette ikke sker i hans stift og domkirke. Han skal holde orden i sit hus. Han skal vise dem ud af huset, der ikke kan opføre sig ordentligt. Han skal sige til præsterne i sit stift: Ved ordinationer giver man hånd til alle - eller holder sig væk!

Derimod er det ikke forbudt at strides om, hvad der er evangelium rent og purt. Som bekendt forpligter en præst sig ved sin ordination til at forkynde evangeliet rent og purt, idet han underskriver præsteløftet, og striden skal angå evangeliets rette forkyndelse, men folkekirken har ingen pave. Biskoppen skal ikke tale ex cathedra. Ordet skal være frit. Om forkyndelsen må der kunne være strid.
Men alle skal opføre sig ordentligt i kirkens hus.

Det er den indlysende biskoppelige pligt at sørge for dette og herunder at turde hævde sin myndighed, vi savner hos nutidens danske biskopper, der dels svigter de højkirkelige præster ved ikke at beskytte deres forkyndelsesfrihed, dels svigter folkekirken som en evangelisk-luthersk kirke ved at rette ind efter den politiske korrektheds dogmatik.

Til helvede med denne fingernemme, tyranniserende snak om "ligestilling"! Lad fanden og Systemet Politiken dyrke "anti-diskrimination" som den højere, hellige sandhed!

Nej, i folkekirken skal der herske åndelig frihed og ydre orden. Det er biskoppernes pligt at sørge for begge dele. Og tør de ikke hævde den myndighed, der er nødvendig til dette, nåja, så kan de høre op med at være biskopper og lade andre påtage sig embedet.

Idet de og vi samtidig kan fortælle de menighedsråd, der vælger biskopper, at der er andet end søde smil og lumre ord om "kærlighed" at vælge biskop efter…

Jeg kan huske, at Helge Skov sagde til nogle kvindelige præster: I smiler for meget! Dermed ville han jo sige, at præstekjolen er ikke en del af efterårets modekollektion, og det smarte look og det yndige, kokette smil er ikke det afgørende for en præst i den danske folkekirke. I smiler for meget! Sagt af en af de biskopper, som havde respekt for folkekirkens embede og anliggende, og som derfor havde et godt øje til alt for modebevidste damepræster, der gjorde det ydre og dermed deres egen forfængelighed til en alt for stor del af sagen.

En præst skal ikke smile evindeligt (som om han eller hun altid optræder i tv), og folkekirken skal ikke være så forbandet optaget af at tækkes tidens politiske og mediemæssige korrekthed (som om den er et politisk parti, der skal være populært). Foragten for sin egen bestilling og dermed foragt for det evangelium, der er bestillingens mening og indhold - det er i stigende grad ved at blive folkekirkens virkelighed. Biskopper uden myndighed, ofte også uden teologisk vægt, og præster uden respekt for deres gudstjeneste, sogn og menighed. I dag i folkekirken handler det om "præsters arbejdsmiljø", om præsters rettigheder vedrørende fridage og "arbejdsvilkår", om "spaghetti-gudstjenester" og "kunde-service" i stedet for om den gudstjeneste, præsten skal holde i sin kirke hver søndag for det sogn, der er menighed og ikke "kunder".

Nej, aldrig har den danske folkekirke været så nødvendig som i dag, hvor det danske folk er under pres af et islam og en multikulturisme, der forsøger at opløse vores folkelige sammenhæng og dermed det danske folks kristendom og kulturelle grundlag, og aldrig synes folkekirkens vægtfylde at have været så ringe som i dag. Guds ord er ikke anliggendet, det forpligtende og afgørende. Hvad er dagsorden på danske præstekonventer? Frisøndage, afgrænsning af "præstearbejdet, så det ikke spreder sig reelt eller mentalt ud over hele døgnet", rettigheder vedrørende arbejdstid og adskillelse af arbejdsliv og familieliv. Det interesserer danske præster i dag. Det drøftes med lidenskab af folkekirkens præster. Biskopperne uden myndighed finder drøftelsen meget vigtig og deltager i den.

Men hvad med det folk, der skal betjenes med Guds ord og finde mod og trøst og styrke i evangeliet? Hvad med gudstjenesten på søndag? Hvad med det sognebarn, der har behov for at tale med præsten på en fridag?

Intet er for dagens folkekirke så vigtigt som at være "moderne", men der er grund til at være gammeldags i stedet. Gammeldags som Peder Palladius, den første lutherske biskop på Sjælland, som i sin Visitatsbog fortalte præsterne, at de først af alt skulle tjene folket med evangeliet - også selv om det kunne være farligt for helbredet og gik ud over fridagene. Når vi læser om bispevalgkampen i Roskilde Stift, hvor en af præsterne, ham, der lavede "nadver" i sin kirke med en superkok ved navn Meyer, pris pro persona 5oo kr. (uden at præstens biskop påtalte denne uhyrlighed), nu agiterer for sit valg ved at love en "sanselig" folkekirke - så foretrækker vi Palladius. Når vi læser om præster i Mariager og omegn, der dyrker den politiske korrekthed i udlændingespørgsmål og gør dette til folkekirkens hovedsag - så foretrækker vi Palladius.

Niveauet er for lavt. Præsterne er for ringe og uden luthersk lidenskab. Biskopperne er for feje og uden myndighed og teologisk vægt. Begge parter skulle læse Palladius. Eller Martin Luther. Eller Ny Testamente. Begge parter skulle vide sig stillet i et kald, hvor det ikke drejer sig om bekvemmelighed og popularitet, men om at forkynde Guds ord rent og purt.

Som de har lovet det i deres præsteløfte.
Og som den gamle lutherske biskop holdt sine præster fast på.