Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Har vi den ateisme vi fortjener?

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2008, nr. 10, december, s. 173-174.

Hvorfor står ateismen så stærkt i debatten i dag? Hvorfor udkommer den ene ateisme-pamflet efter den anden - Sam Harris, Richard Dawkins, Dennett, Christopher Hitchens - og bliver bestsellere? Det er da tankevækkende, at f.eks. en bog som "Gud er ikke stor. Hvordan religionen forgifter alting" skrevet af sidstnævnte Christopher Hitchens opnår fine anmeldelser både i Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Weekendavisen - og selvfølgelig udkommer på Gyldendal. Tankevækkende, fordi bogen ikke er andet end et veldrejet propagandistisk agitationsskrift fyldt med fejl, manipulationer og fordrejninger. Hitchens hader religion i almindelighed og kristendommen i særdeleshed og virker til tider næstet omtåget af sit eget frenetiske raseri, så han skyder vildt omkring sig uden nogensinde at ramme plet. Det er ikke nogen farlig bog, ikke en bog, der river grundlaget væk under nogen som helst. Og interessant nok: Den gamle trotskist, der tror på Fornuften med stort, nærer stadig varme følelser for Lenin, der også mente, at religion forgifter alt. Som det hedder andetsteds hos Hitchens: "En af Lenins store fortjenester var at skabe et sekulært Rusland. Den russisk-ortodokse kirke, som var en absolut rotterede af reaktion og ondskab og overtro, vil formodentlig aldrig komme sig oven på det, han gjorde mod den".

En forvildet bog fra en gammel Lenindiscipel roses raden rundt i danske aviser. Det er ikke bare pinligt, men også underligt. Hvad er grunden? Og hvorfor skal folkekirken i dag forsvare sig mod beskyldninger så grove, dumme og uvidenhedsbaserede, at man føler sig hensat til oldkirken, hvor det som bekendt hed sig, at de kristne på kannibalistisk vis samledes ved nadverbordet for at indtage små børns legemer og blod.

Det umiddelbare svar er selvfølgelig islam. Når en aggressiv, voldsforherligende religion melder sin ankomst i Vesten, er den umiddelbare, overfladiske reaktion: Hvis én religion er farlig for friheden, er alle andre religioner, herunder kristendommen, det også.

Hermed forelå alle tiders pædagogiske opgave for folkekirken, der med sin - ideelt set - store skare teologisk kyndige præster har haft alle muligheder for at skære ud i pap, hvilken afgrundsdyb forskel, der er på islams sharia og Ny Testamentes eleutheria.

Men her kommer vi til den beskæmmende forklaring på dele af ateismens succes: Folkekirken har svigtet og svigtet fatalt. I stedet for med Paulus og Luther i hånden at angribe den islamiske lovreligiøsitet har den massive folkekirkelige majoritet logret for den nye magtfulde religion. Ja, har nærmest lavet en slags hellighedsalliance med den. Tænk på "Islamisk-kristent Studiecenter", hvor stiftspræst Lissi Rasmussen i årevis har siddet og flettet fingre med steningsimamer, mens Københavns biskop har nikket tilfreds til fra sidelinjen. Tænk på "Folkekirke og Dialogmøde", et stiftsfinansieret foretagende, som faldt Muhammedtegnere i ryggen under Muhammedkrisen og aktivt propaganderer for, at muslimer og kristne tror på den samme Gud. Tænk på teologiprofessor Niels Henrik Gregersen, der mente, Jyllands-Posten havde gjort sig fortjent til dagbøder ved sine blasfemiske tegninger. Tænk på hans kollega, Hans Ravn Iversen, der udtalte, at han har mere til fælles med en moderat muslim end med en tidehvervsmand (sikke en selverkendelse!). For slet ikke at nævne Københavns måske fremtidige biskop, Anders Gadegaard, der så hjertens gerne ville samle ind i kirkerne til byggeri af en moske - med minaret. Og så springer vi oven i købet pinlige udtalelser fra kristelige redaktører, dialogmaniske biskopper og en vis patentgrundvigiansk kirkeminister over.

Hvordan har de - og desværre mange, mange andre - kunnet andet end skabe det indtryk, at kristendom og islam var fælles religiøse allierede? At den ene religion godt nok er hård, mens den anden er blød, men at begge bekender sig til samme Gud og dermed har samme fjende i det sekulære, "ugudelige" samfund? Er det så så mærkeligt, at den uoplyste offentlighed ikke er i stand til at skelne mellem religionerne, når de, der burde vide bedre, ikke selv håndhæver skellet? Og er det så underligt, at de mest uvidende blandt denne med god grund islamforskrækkede skare tager næste skridt og drager den konklusion, at det bedste bolværk mod islam er en total afvisning af enhver tale om religion? At enhver religion skal bortvises fra det offentlige rum?

Egentligt synes jeg det ikke. De islamofile præster, teologer og kirkeministre har fået den nyateisme, de fortjener.

Måske nyateismen med al dens primitive had til kristendommen er Guds vredes ris over den dorske og følgagtige evangelisk-lutherske kirke i landet?

Lad mig skyndsomt forlade Guds vredes ris igen. Det er af gode grunde en uvane at prøve at kikke Vorherre i kortene og udlægge den ene eller anden begivenhed som henholdsvis Guds belønning eller Guds straf. Og desuden: Folkekirkens svigt er stort, men udgør ikke den eneste forklaring.

Den anden forklaring er det såkaldte dannelsestab. De dannede blandt religionens foragtede er blevet udannede. Og når man ikke engang ved, at man ingenting ved, er man et let offer for den ateistiske agitation.

Alligevel må man undre sig over, at f.eks. Weekendavisens Hitchensanmelder, professor Frederik Stjernfelt, i fuldt alvor kaldte Hitchens' bog "lærd". Det siger unægtelig noget om professorens egen mangel på lærdom. Indtrykket bekræftes i den nye bog "Adskillelsens politik", som Stjernfelt netop har udgivet sammen med Jens Martin Eriksen. Her hævder forfatterne, at Ny Testamente indeholder "voldsopfordringer" på linje med Koranen. De skriftsteder, de henviser til - og som de vist nok har hentet hos Sam Harris - er Johannes 15 og Matthæus 10, 34: "Jeg er ikke kommet for at bringe fred men sværd". Det er altså voldsopfordringer kirkegængeren får med sig hjem til julefrokosten 2. juledag. Voila. Så ubegavet kan man kun skrive, hvis man er ude i et propagandistisk ærinde.

Men det er ikke kun blandt propagandister, som Stjernfelt trist nok har reduceret sig selv til, man finder de bizarre anklager mod kristendommen.

I den netop udkomne bog "Den borgerlige orden. Tanker om borgerlighed og kultur" skriver universitetslektor Søren Hviid Pedersen et pro-konservativt essay om "Nation, lov og folk". Kristendommen affejes her som en fjende på linje med liberalismen, fordi den hævder, at alle mennesker er lige over for Gud, hvad der ifølge Hviid Pedersen "er opskriften på en universalistisk og dermed også totalitær ideologi". Øh, hvordan hænger det lige sammen? Er den førpolitiske, universelle lighed for Gud lig med totalitarisme? Det kan man kun hævde, hvis man ikke er klar over, hvad den kristne lighed indebærer eller ikke kender indholdet af begrebet totalitarisme.

Hviid Pedersens dybt ejendommelige essay viser, hvor bundløs uvidenheden om kristendommen er blandt dem, der voksede op i Ritt Bjerregaards 70er-folkeskole. Men det antyder også, hvor man risikerer at ende, hvis man som han afviser "den kristne tradition". Med sin hyldest til "nationalisme", til nationen som en familie og påstanden om, at man altid er en tysker, franskmand eller dansker, før man er menneske, bevæger Hviid Pedersen sig - sikkert uafvidende - i en meget betænkelig retning. Han er tæt på at bygge et alter til nationen, sådan som man gjorde under den kristendomsfjendtlige franske revolution. Og hvor nationen bliver gud, hvad bliver det enkelte menneske så andet end dansker eller tysker? Og hvilken værdighed og eksistensberettigelse har så det menneske, landsforræderen, der ikke lever op til sin bestemmelse som familiemedlem af nationen? Med andre ord: Hvis nationen bliver absolut og ikke relativeres af kristendommen, hvad forhindrer så fædrelandskærligheden i at udvikle sig til fascisme? Det er som om kristendommen er en så fjern, eksotisk og ustuderet størrelse for Hviid Pedersen, at han aldrig har givet sig tid til at refl ektere over dens vitale, samfundsmæssige betydning.

Har vi den ateisme, vi fortjener? Både og. Ateisme, uvidenhed og islamisering kalder på offensiv kristen apogeletik. Der er brug for et teologiens genmæle. Og genmælet kan blive en ren fornøjelse; med deres mærkelige blanding af aggression, uvidenhed og arrogance er nyateisterne simpelthen gefundenes fressen for enhver veloplagt kritiker.

Men hvis teologer og præster i dovenskab og konfliktskyhed afstår fra teologiens genmæle, ja, så ligger vi som vi har redt. Så har vi fået den ateisme, vi fortjener.