Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Frihedskamp

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2007, april, s. 78.

Ved Den danske Forenings 20 års jubilæum 17. marts 2007 i Roskilde

Da Den danske Forening blev stiftet for 20 år siden ved et møde i Virumhallen, var jeg ikke med. Jeg husker, at jeg den aften talte på Bangsbo slot ved Frederikshavn og af den grund var forhindret, men jeg må tilstå, at jeg nok ikke havde deltaget, selv om jeg havde kunnet.

Vi havde om efteråret startet kampen imod indvandrerpolitikken og stiftet Komiteen mod Flygtningeloven, men vi – Jesper Langballe og jeg – var ikke organisationsmænd. Dette skulle siges, så være det sagt, som en berømt dansker har formuleret indholdet af sit opgør, men vi var betænkelige ved at blive politikere og partigængere. Som vore forældre ville vi i situationen gå ind i en modstandskamp og gøre en indsats, men afgørende for os var og blev forkyndelsen af det evangelium, der sætter virkeligheden på plads ved at sætte enhver på plads. Startskuddet var givet med aktionen i september¬oktober 1986. Kampen for danskernes frihed til at være herrer i eget hus var sat i gang. Vi lavede også bogen ”Hvad med Danmark?” og lancerede den ved et pressemøde i Aarhus 9.april 1987 og stillede op, hvor og når der var et ord, som skulle siges, men det organisatoriske og foreningsmæssige var ikke vores anliggende.

I dag siger jeg: Gud ske lov var der andre, for hvem sagen stillede sig anderledes! Her ved Den danske Forenings jubilæum vil jeg prise dem, der tog dette lange, seje arbejde på sig og lavede bladet Danskeren og arrangerede de mange møder og holdt den forening kørende, som blev ved med at kalde til modstand. Konsekvensen blev jo den systematiske forfølgelse fra magten og medierne. Det ved vi alle, der har oplevet 80´erne og 90´erne. Hele det politisk korrekte kor, hele det officielle Danmark eller – som jeg kalder det – Systemet Politiken hidsede og hetzede mod Den danske Forening. Mødeterror, vold både fysisk og verbalt, skældsord, bagtalelse og enhver form for forfølgelse – dette blev jo Den danske Forenings skæbne fra dens start. Der er noget symbolsk i, at den blev stiftet, mens gaståger drev gennem Virumhallen og luften genlød af ruder, der knustes.

Og det har altid forekommet mig paradoksalt, at sådanne voldsekscesser blev rettet mod stilfærdige, beskedne akademikere. For dem var det jo, der stod i spidsen for Den danske Forening i begyndelsen, Sune Dalgaard først og fremmest. Jeg havde lært ham at kende i efteråret 1986, hvor han øjeblikkeligt erklærede sig villig til at træde ind i Komiteen mod Flygtningeloven, da jeg bad ham, og jeg lærte jo snart hans stille ukuelighed at kende. Sune Dalgaard og Jens Toldstrup, begge medlemmer af vores komité, passede i al deres ydre forskellighed godt sammen, dr.phil´en og nedkastningschefen, forskeren og krigeren, for trusler påvirkede ingen af dem. Sune Dalgaard blev som bekendt snart formand for Den danske Forening, ikke med lyst, fornemmede jeg, men af pligt, og stilfærdigt gik han i disse første år sit skud og lod sig overhælde med maling og så sin bil ødelagt af voldsmænd uden at vakle eller vige. Det er få mennesker, jeg har en sådan respekt for som Sune Dalgaard. Med ham ved roret var Den danske Forenings lødighed sikret. Redaktionen af bladet Danskeren tog han også på sig. Her ved Den danske Forenings jubilæum føler jeg især trang til at hylde og prise Sune Dalgaard.

Og dette fornemme eksempel prægede foreningen og satte dens niveau, og hans medarbejdere og efterfølgere var for så vidt formet i hans billede. Jeg skal ikke nævne mange navne, men kan ikke lade være med at omtale også ham, der efterfulgte Sune Dalgaard som formand, Ole Hasselbalch, hvis dygtighed og energi jeg også tidligt havde lært at kende. Han havde hjulpet os med sin juridiske kompetence i efteråret 1986, hvor han ved et af vore første planlægningsmøder i Frørup præstegård på Fyn nærmest overvældede os med sine planer og sit sproglige drive – jeg mener at kunne huske, at Jesper Langballe blev gjort ganske stum - og hans ledelse af Den danske Forening var af samme opfindsomhed og fremdrift. Professoren, der uforbløffet holdt foredrag i fri luft, mens de autonome hylede omkring ham, juristen, der hele tiden fandt på nye veje og metoder til at fortsætte frihedskampen og afvise de gemene angreb og bagvaskelser, der blev rettet mod Den danske Forening.

Også Ole Hasselbalch vil jeg fremhæve ved dette jubilæum, og i forlængelse heraf kan jeg ikke lade være med at nævne Poul Vinther Jensen, der ligeledes havde været med i Komiteen mod Flygtningeloven og var af samme mod og uselviske offervilje. Lad os blot se i øjnene, at de, der vovede pelsen i Den danske Forening, kom til at betale en høj pris for det. Ikke blot blev deres gode navn og rygte ødelagt i den offentlighed, der beherskedes af Systemet Politiken, men alle karrieremuligheder var med det samme ophørt med at eksistere. Jeg taler her bl.a. om Peter Neerup Buhl, denne højt begavede skribent, der bidrog til at holde Danskerens niveau så højt, men som derfor også måtte finde sig i at se alle veje til stillinger og ansættelse blokeret. Ligesom jeg også vil nævne den nuværende formand Harry Vinter, der vistnok aldrig opnår at blive ansat på den Biblioteksskole, hvor – så vidt jeg husker – én fra Blekingegadebanden øjeblikkelig fik stilling, da han blev løsladt fra fængslet.

Vor tids frihedskæmpere - det har Den danske Forenings mænd og medarbejdere været, og ligesom i den gamle frihedskamp har motivet i den nye også i al enkelhed været kærlighed til Danmark. Det er ikke uden mening, når foreningen antog det navn, som Grundtvigs politiske venner samlede sig under i 1850´erne, og når Den danske Forenings blad hed Danskeren ligesom Grundtvigs blad 1848-51, for det er i denne histo¬riske sammenhæng, man må forstå det arbejde, der nu har 20 års jubilæum. En ny frihedskamp. En fædrelandskærlighed, der ikke fylder sig med ord og snak, men som har turdet sætte sig selv ind i kampen for at sikre Danmark som danskernes land.

En sidste bemærkning i denne forbindelse. Jeg meldte mig ud af Den danske Forening for fem år siden i ærgrelse over nogle dumheder, som jeg havde bedt foreningens ledelse afstå fra. Det skete nok også, fordi jeg følte mig bundet af et andet arbejde, der havde samme formål, men som også blev generet af det, jeg kalder for dumheder. Det er nødvendigt, også i dag, at se sine folk an og at holde sit anliggende fast.

Men dette skal ikke afholde mig fra at hylde Den danske Forening for dens imponerende, lad mig blot sige historiske indsats. Når Systemskiftet indtraf i 2001, når den danske befolkning i dag har et anderledes klart blik end i de to foregående årtier, når kærlighed til fædrelandet ikke er et dødt begreb, men en levende virkelighed iblandt os, så har Den danske Forening og dens mænd og kvinder haft afgørende andel i denne glædelige, opløftende udvikling.

Tak! – og tillykke!