Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Johannes Horstmann

Af professor, dr. theol. Jesper Høgenhaven, Tidehverv, 2000, nr. 2, februar, s. 24-25.

Johannes Horstmanns teologiske arbejde behøver ingen anprisninger. Det taler for sig selv. Det taler ved sin uomgængelighed, et værk, der ikke er til at komme udenom for den, der vil arbejde som dansk luthersk teolog og gøre det seriøst, og dermed også et værk, der til stadighed nok skal blive genfundet og genopdaget, og som der nok skal blive arbejdet videre med, et værk, der nok skal sætte sig igennem aldeles uafhængigt af den tilfældige ydre anerkendelse eller den tilfældige mangel herpå fra dem, der tilfældigvis måtte mene, at de har eneret på at sætte den aktuelle dagsorden.

At have kendt Johannes Horstmann er et privilegium. Både fordi han var et fornemt menneske, et sjældent dannet menneske i den gammeldags forstand, der ikke har det fjerneste med ydre manerer at gøre, men i stedet drejer sig om det helstøbte og ægte i personligheden. For mig står Johannes Horstmann som det fornemste eksempel på »teologisk eksistens«, jeg har kendt. For Horstmann var det alvor med teologiens sag. Alt teologisk arbejde kunne for ham kun have det ene formål at vise hen til sagen, evangeliet, som der i egentlig forstand kun kan tales om i bekendelse og forkyndelse.

Horstmanns indsats måtte derfor blive præget af en radikalitet og en kompromisløshed, der selvfølgelig kunne misforstås som stædighed og rethaveriskhed – og jævnligt blev det. Men Horstmanns kompromisløshed udsprang af, at det teologiske arbejde for ham var en forpligtelse. Kampen for den rette lære var en kamp for den størst mulige klarhed i ord og begreber, en kamp, der nødvendigvis altid måtte føres af og blandt syndige mennesker, der ikke vil vide af sandheden, og for hvem sandheden derfor må åbenbares – af Gud selv og af ham alene. Sandhedens erkendelse er Guds værk, aldrig et resultat af menneskers kamp for sandheden, heller ikke et resultat af nogens teologiske arbejde. Det er præcis på dette vilkår, at det teologiske arbejde skal gøres, det er på dette vilkår, kampen for klarhed og bekæmpelsen af den falske lære giver mening og skal føres med alvor og lidenskab – i det håb, at Gud vil tage vores ringe og forfængelige arbejde i tjeneste for sin sandhed, dersom det måtte behage ham at gøre det. Den rette lære kan på det vilkår aldrig blive den sikre platform, hvorfra teologen kan bekæmpe sine modstandere i forvisning om at have sit på det tørre. Til gengæld kan det være uundgåeligt, ja, bydende nødvendigt, at det ind imellem tager sig præcis sådan ud. Den kæmpende teolog kan ganske enkelt være nødt til at ligne en rethaverisk rigorist, der har »taget patent« på sandheden.

I den teologiske strid var Horstmann uden skånsel. At tænke i taktik, alliancer eller succeskriterier var ham fuldstændig fremmed. Side om side med hans kompromisløshed gik en undertiden forbløffende vilje og evne til at lytte der, hvor han fandt, at nogen havde et anliggende. En vilje til at lytte, der må være kommet af, at han vidste sig selv stillet under tiltale. At han aldrig kunne glemme, at han i den teologiske strid selv var det syndige menneske, der ikke ville høre evangeliet, men for hvem evangeliet dog havde lydt og ville lyde igen. Han var som menneske selv til stede i sit teologiske arbejde, som derfor blev konkret og virkelighedsnært – uagtet, at der var dem, der ud fra en overfladisk betragtning kunne finde det teoretisk og verdensfjernt. Horstmanns indsats var tillige båret af en vidunderlig – og ægte luthersk – ubekymrethed. En i bedste forstand enfoldig – og dybt alvorlig – fortrøstning til, at Guds ord og gerning er der ingen og intet, der kan stille sig i vejen for; og den, der forsøger at gøre det, kan dermed ikke komme til at gøre andet end at afsløre sig selv.

Med dette udgangspunkt kunne Horstmann – mere end et årti før Berlinmurens fald – skildre »den socialistiske æras dødskamp« i sin bog af samme navn. Idag ville nogle sikkert sige, at »udviklingen« havde givet ham ret; men Horstmann ville selvfølgelig aldrig anerkende et populærmytologisk begreb som »udviklingen«. For ham var det derimod sådan, at ethvert menneskeskabt Babelstårn i sig selv, når evangeliets lys faldt på det, måtte bære vidnesbyrd om Guds dom – og denne dom måtte den ydre virkelighed også før eller siden gøre synlig for enhver.

Også i forholdet til den teologiske tradition var samtalen og opgøret for Horstmann bestemt af lidenskab og alvor – og tillige af en dyb respekt for det arbejde, fædrene havde ydet. Samhørigheden med dem var givet i og med, at de havde lyttet til det samme evangelium og stået under den samme forpligtelse. Af Horstmann kunne man lære at læse teologiske tekster fra fortid og nutid, dvs. virkelig læse teksterne som indlæg i en samtale, som udsagn, der skal tages alvorligt, ikke som døde genstande for forskeres nysgerrighed.

Grundlaget og udgangspunktet for Horstmanns teologiske overvejelser var til hver en tid den hellige skrift, den bog, der – med Luthers ord – »gør alle andre bøgers visdom til dårskab«, et udsagn, der kan stå som forudsætningen for alt, hvad Horstmann har sagt og skrevet om teologi. Et udsagn, som for Horstmann var uafkortet alvor: Bibelen er kirkens kanon. Dette er ingen formel konstatering, men et teologisk udsagn, en henvisning til de bibelske teksters kanonicitet, som sætter sig selv. Bibelens kanonicitet er ikke et konstaterbart forhold men en begivenhed, der må forudsættes. Som begivenhed er den ét med Guds åbenbaring. Bibelens kanonicitet er ganske enkelt den begivenhed, at skriften viser hen til Kristus, »driver på« ham og dermed gør sig selv gældende som Kristusvidnesbyrd, som Guds åbenbaringsbog. Naturligvis var Horstmann på det rene med, at hvad han sagde om Bibelen kunne misforstås som fundamentalisme og »konservativt bibelsyn« og også måtte blive det; men hans foredrag og artikler om den teologiske bibeleksegeses vilkår repræsenterer en uafviselig udfordring for enhver nutidig dansk teolog.

At ære Johannes Horstmanns minde kan for den, der har stået i lære hos ham, ikke skilles fra den forpligtelse, der er indeholdt i hans teologiske arbejde.