Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Dagbog

Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 10, december, s.218-219.

Nej, dette er stadigvæk ikke en rigtig dagbog. Det er kun beretningen om et forløb i den forgangne måned, som jeg har lyst til at fortælle om. Foruden at der er to spalter, der skal udfyldes.

Forløbet handler om kirkeministeren, der endnu en gang har været ude i stormvejr. På ny og på ny er Tove Fergo genstand for det besynderligste raseri – fra kirkefolk, fra pressen og naturligvis også fra en politisk opposition, der næsten som en embedspligt søger at få en minister fyret for derved at svække regeringen. Dette sidste kan altså ikke vække forundring, om end man kan finde grundlaget så tyndt og argumenterne så svage, at stormløbet i sig selv virker som en afsløring af oppositionens desperation. Men hvorfor forfølger kirkeligheden og pressen dog Tove Fergo så intenst og uophørligt?

Det har jeg spurgt mig selv om, og jeg er såmænd undertiden kommet til det resultat, at det er Tidehvervs skyld – in casu Jesper Langballes og min skyld. For Jesper Langballe er kirkeordfører for Dansk Folkeparti, og både han og jeg er Dansk Folkepartis medlemmer af Folketingets kirkeudvalg, og det er jo Dansk Folkeparti, der er regeringens støtteparti. Og i kirkelige anliggender er Tove Fergo ofte enig med os (og med kirkeudvalgets formand Birthe Rønn Hornbech), og det bliver man ikke populær på. Ikke i kirkeligheden. Ikke hos biskopperne. Ikke i den kirkelige presse. Heller ikke i den ukirkelige presse, der jo i vid udstrækning er politisk korrekt og derfor heller ingen ynder af Tidehverv.

Nej, jeg tror virkelig, at Tove Fergo forfølges, fordi vi støtter hende.

Og det, vi har lært af de seneste begivenheder, er jo, at alt kan bruges i forfølgelsen af Tove Fergo. Det var økonomien, der her blev brugt – kirkeministeriets økonomi. Og vist har der været rod i økonomien i kirkeministeriet, det syndigste rod. Men det var et rod, som Tove Fergo arvede fra sine forgængere, da hun i november 2001 blev kirkeminister. Uden at tænke på regnskaber og budget har de foregående radikale kirkeministre Ole Vig Jensen, Margrethe Vestager og Johannes Lebech kastet sig ud i projekter, der var urimeligt dyre, bl.a. den elektroniske kirkebog, som virkelig synes at kunne blive en pind til folkekirkens ligkiste. Men man kunne skjule rodet, for man forhøjede blot skatteprocenten til landskirkeskatten eller Fællesfonden. Det havde kirkeministeren ret til. Og med store skatteudskrivninger til Fællesfonden kunne underskud altid dækkes.

Så kom der en regering, der indførte skattestop, og så kom regnskabets time. Kirkeministeriet gik reverenter talt fallit. Der var ingen penge i kassen. Og hvem rammer fallitten? Den kirkeminister, der er ansvarlig for kirkeministeriet.

Og drivkraften i det hele, det egentlige anliggende i striden om kirkeministeren, det kommer fra den kirkelighed i bispekredse og menighedsrådsforening, der er Tove Fergos fødte modpol, fordi kirkeligheden vil have magt i folkekirken og skabe et kirkeligt organ, der kan tale på ”kirkens” vegne. Dette er sagen, den egentlige, i striden om den nuværende kirkeminister. I spørgsmålet om Fællesfonden ønskede denne kirkelighed at få magt til at fordele pengene. Så var kirkeligheden jo kommet ind i varmen, ind i folkekirkens varme, så at ikke længere folketinget, men også de særligt udvalgte og særligt ”demokratiske” kredse kunne være med til at lovgive for folkekirken og forvalte folkekirkelige midler. En begyndende selvstændiggørelse af kirken. Og dermed en begyndelse til adskillelse af stat og kirke.

Som sagt: Her ligger hunden begravet. Her er stridens sidste og egent lige årsag. Kirkeministeren forsvarer folkekirken, mens kirkeligheden vil have magt over eller i hvert fald i folkekirken. De biskopper, der via deres private ”bispemøde” opfatter sig som folkekirkens røst og overhoved, forarges på den udiplomatiske kirkeminister, som ikke vil vide af en særlig ”kirkelig” røst, men som tillader sig at modsige biskopperne og deres medløbende presse. Og den kirkelige forargelse puster kritikken af kirkeministeren op og får sat gang i både opposition og presse, der naturligvis gerne vil demonstrere sin betydning og fælde en minister.

Sådan er det. Ikke særligt indviklet eller forunderligt.

Men drøjt for den arme kirkeminister, der skal finde sig i en grov behandling og som er omgivet af intriger og bagtalelse, både på og uden for Christiansborg. Sådan som jeg har oplevet det i de seneste uger.