Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

En svensk opposition

Af Majken Frost, Tidehverv, 2005, nr. 6, juni, s.119-120.

På et møde for et par år siden fik jeg stukket et eksemplar af det svenske tidsskrift DSM i hånden. Den adspredthed, hvormed jeg på vejen hjem begyndte at blade i det, ændredes hurtigt til dyb opmærksomhed. Her var en svensk opposition, et oprør og opgør i konformitetens land, her var en afdækning af et ensrettet og totalitært samfund, hvor den indbyrdes loyalitet mellem et regeringsbærende socialdemokrati, en servil embedsstand og de toneangivende medier har resulteret i et jernregimente af uhyggeligste karakter. DSM står for Debatt, sandhedssökande Mediakritik – og der er grund til at gøre opmærksom på dets eksistens.

Ivar Kreuger-sagen
”Dette er ikke selvmord, det er et mord”! De dramatiske ord kom fra en af Sveriges mest meriterede retsmedicinere, Erik Karlmark, som var hidkaldt til at bistå ved den af familien og det franske politi krævede obduktion af den 52-årige svenske storfinansmand Ivar Kreuger. D. 12. marts l932 var Kreuger blevet fundet død i sin lejlighed i Paris.

Dagen før obduktionen skulle finde sted, havde Erik Karlmark i overværelse af den nærmeste familie foretaget en retsmedicinsk undersøgelse af Kreugers afsjælede legeme, der var henstillet i Gustav Vasa kirken – og Kreugers søster hørte da Karlmarks uhyggelige konstatering. Få timer efter blev imidlertid alle planer om obduktion bremset på ordre af landshøvding Nils Edén, og den efterfølgende kremering satte punktum for enhver afeller bekræftelse af retsmedicinerens udtalelse.

Ivar Kreuger, der som 19-årig var blevet civilingeniør fra Sveriges Kongelige tekniske Skole og siden i USA havde erhvervet sig en enestående ekspertise i byggeri og handel, var mest kendt under navnet ”Tændstikkongen”. Han havde i årene l917 til 1932 opbygget et finansimperium, der omfattede ikke blot 40% af verdens tændstikproduktion, men også utallige former for andre finansoperationer. Hans firma(er) var verdensomspændende og var børsnoterede i stort set alle vestlige finanscentre. De ansås for noget af det mest solide, man kunne investere i.

Og – hvad der ikke er mindst væsentligt – samtidig var Kreuger dybt respekteret for sin ubestikkelighed og gennemførte hæderlighed i forretningsanliggender. I årene efter 1. verdenskrig ydede han sammen med først og fremmest USA store lån til de krigshærgede østeuropæiske lande langs Sovjets grænser, idet han mente, at en voksende velstand i landene ville gøre dem mere robuste over for den store nabo. Kreuger nærede indædt mistro til kommunismen og Sovjetstyret.

I 1932 var han i færd med en større långivning til Tyskland for her at opretholde den tændstikindustri, tysk og udenlandsk, som ved sovjetiske dumpingpriser var kommet i vanskeligheder.

I de mere end 70 år, der er forløbet siden fundet i Paris, har Ivar Kreugers død optaget sindene i Sverige. En kommission blev få uger efter dødsfaldet nedsat for at gennemgå hans selskabers likviditet; det ansete amerikanske revisionsfirma Price, Waterhouse & Co. blev tilknyttet kommissionen – med det noget tvivlsomme opdrag, at PW&C ikke skulle undersøge forretningsimperiets stilling og foranstaltninger, men blot have som opgave at verificere det resultat, som udredningskommissionen måtte komme frem til. PW&C fulgte lydigt sit opdrag.

Hvilket resultat kom kommissionen da til?

Den kunne efter få måneder fastslå, at Kreuger-imperiet var dybt insolvent, at alle aktiver var opskrevne og gældsposterne tilsvarende nedskrevne. Det overalt ansete navn PW&C bevirkede tillid til kommissionens udredning, (bag hvilken man mere end anede den magtfulde Marcus Wallenbergs styrende hånd), og udenlandske bankforbindelser tog den til efterretning – med de konsekvenser, det havde for deres inddrivelse af krav og fordringer. De svenske panthavere, som siden blev købere af imperiet, kunne således selv fastsætte værdien af imperiet og de krav, der måtte indgå.

Kommissionens konklusion er efterfølgende blevet stærkt betvivlet. I DSM (nr.3, 2005) gennemgår fil.dr. og VD (adm. dir.) ved Aktiv Företagsledning AB, Malmø, Sven Olof Arnebäck minutiøst de kreugerske regnskaber og opgørelser fra 1931 og l932 og konstaterer, at Kreugervirksomhederne var solide og grundfæstede. Nok var de berørte af Wall Street-krakket, men i bund og grund var de solvente. Og Ivar Kreuger havde ikke i dagene op til sin død, som ”Dagens Nyheter” dagen efter skrev, været nervøs og nedbrudt, men han havde if. mange vidner afbalanceret og veloplagt deltaget i en række møder så sent som dagen før dødsfaldet. Ivar Kreuger havde skudt sig med en pistol og havde efterladt et afskedsbrev, forlød det fra pressen, og indtrykket af en højt begavet og hæderlig finansfyrste ændredes i de efterfølgende uger, måneder og år gennem flittige avisledere og -artikler til et billede af en spekulant af værste skuffe, en eksponent for kapitalismens mest hæslige ansigt.

Men tvivlen om sandheden i udredningskommissionens konkluderinger og i det vedtagne eftermæle af Kreuger har ikke villet forlade svenskerne, og i en række bøger og artikler har forskellige skribenter og forskere anfægtet denne sandhed. (Lars-Jonas Ångström, ”Därför mördades Ivar Kreuger”, l990 – Sven Olof Arlebäck, ”Kreuger-kraschen – storbankernas verk”, 2000) m.fl.

I 1932 havde Kreuger overstået de likviditetsproblemer, der havde været, og han kunne se fremtiden i møde med fortrøstning, konkluderer disse bøger og artikler.

Alt dette kan man læse om i DSMs ovennævnte nummer, der er helliget en gennemgang af sagen. Tidsskriftets redaktør, Jan Gillberg, har utrætteligt holdt offentligheden fast på Kreugersagen og dens tvivlsomme udfald, og i sin spidsartikel fremhæver han, at mordet på Kreuger – som han ikke er i tvivl om er en kendsgerning – fulgtes op af et karaktermord og det rovmord, som de svenske bankers plyndring af Kreugerimperiet må kaldes.

Magtens duopol
I efteråret 1932 kom socialdemokraten Per Albin Hansson til magten, og ”magtens duopol mellem SAP (Socialdemokratiet) og Wallenbergs opstod” skriver Jan Gillberg. Dermed begyndte den uhyggelige udvikling i Sverige, som i dag har ændret et samfund hvilende på det tidlige 1900-tals økonomiske og kulturelle hæderlighed til den ”mørklægnings- og desinformationskultur, der i så høj grad er kommet til at udmærke Sverige, og som blev grundlagt med Nils Edéns standsning af obduktionen og med den pressekampagne, som – anført af Dagens Nyheter indledtes få dage efter Kreugers død”.

Hvad var der sket, hvis Kreuger havde fået lov til at leve, spørger Gillberg, – og hans svar er, at for både Europa og Sverige kunne det have haft afgørende betydning. Der var ikke tvivl om, at man fra Sovjet opmærksomt fulgte Kreugers deltagelse i långivningen til de østog centraleuropæiske stater, og i Sverige indledtes det samarbejde mellem en udvalgt storkapital og en socialdemokratisk regeringsmagt, der har gjort Sverige til den etpartistat, hvis realitet Gillberg i årevis har påpeget.

Det totalitære Sverige
Kreugersagen er kun én af de mange i det senere års Sverige, som Gillberg (der er både ejer, udgiver og redaktør af DSM) har taget op. For en jordbunden dansker kan gennemgangen af denne og andre synes at tangere det fantasifulde, men jeg er ikke sikker på, at det er tilfældet. Det fremlagte og omfattende regnskabsmæssige kildemateriale i Kreugersagen må jeg som økonomisk ignorant melde pas overfor, men gennem mit medlemskab af en nordisk oganisation, som forsøger at gøre op med især Sveriges horrible tvangsfjernelser og udeanbringelser af børn, har jeg fået kendskab til et land, hvor retssikkerheden er en by i Rusland, og hvor pressen fungerer som regeringsmagtens forlængede arm. Og tænk blot på den ikke-eksisterende – eller rettere brutalt undertrykte svenske indvandrerdebat og den vedtagne og systematiske forfølgelse af partiet Sverigesdemokraterne. Et forhold, som på et møde i april i Trykkefrihedsselskabet af 2004 endnu engang blev præsenteret for rystede danske tilhørere.

Disse ting og masser af andre drages igen og igen frem af Gillberg, og den historiske baggrund for dem analyseres. Støt og stille har ansættelser efter loyalitet mod regeringsmagten afløst ansættelser efter kompetence. Effektivt er lighedsdogmet blevet indpodet i svenskernes bevidsthed og multikulturalismens velsignelser blevet fastslået. I årti efter årti er landets bærende traditioner – religionen, familien, forsvaret og den nationale forbundethed blevet trådt under fode. Utrætteligt gør Gillberg opmærksom på forhold efter forhold.

F.eks. omstændighederne omkring Estonia-forliset. Havarikommissionens 10 år gamle rapport er af utallige sagkyndige blevet anfægtet, og velbegrundede formodninger om sabotage, evt. med politisk baggrund, er blevet fremført. D. 17. marts i år anmodede derfor 40 rigsdagsmedlemmer om en fornyet undersøgelse af forliset. Anmodningen blev blankt afvist af Rigsdagen. I årene før havde DSM i flere store artikler gennemgået kommissionens rapport og udspurgt relevante søfartskyndige og toldembedsmænd, og disse menneskers svar gør unægtelig en læser mere end tankefuld.

Free Voice of Sweden
Ovenstående er fast ledsagetekst på DSMs forside, og valget er ikke tilfældigt.

”Som svenskere har vi grund til at huske og at skamme os over den modtagelse, Alexander Solzjenitsyn fik, da han som Nobelpristager kom til Sverige og i Spejlsalen på Grand Hotel mødte svensk presse og TV. Han blev hånet og blev stadig afbrudt af spotske svenske journalister … Selv har Solzjenitsyn fortalt, at han aldrig har mødt noget lignende – at han aldrig er blevet konfronteret med en så primitiv foragt for de værdier og synsmåder, som han er vor tids måske klareste eksponent for”.

Sådan skriver Jan Gillberg i en manchet, da han i 2004, nr. 5, bringer en svensk oversættelse af Solzjenitsyns foredrag ”Tabet af åndeligt liv truer vor civilisation”. Foredraget blev holdt på Harvard University i 1978, og i en indledningsartikel før foredraget gør Gillberg opmærksom på, hvor meget den vestlige verden skylder Solzjenitsyn. Gillbergs artikel bringes nedenunder.

(Jan Gillberg (født l935), fil.cand. i nationaløkonomi, statskundskab og økonomisk historie, filosofi og psykologi.
Ordførende for højrestudenterne i Stckh.
Opstillet på højrepartiernes ungdomsliste.
1964-70 udgiver af tidskr. ORIGO.
1969 udgiver af Sacharovs manifest. L969 VD i Sveriges Markedsforbund og ansvarlig for forbundets organ ”Det svenske Marknad” (DSM).
1988-99 bosat i Frankrig og eneudgiver af DSM, hvis initialer får sit nuværende indhold.
1999 bosat i Gränna i Sv.)
www.dsm.nu