Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Løvehjerter

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2010, nr. 4, april, s.61-62.

Jeg har fortalt om det før, men får på given foranledning lyst til at fortælle det igen:

28. februar – 7. marts 2009 var forsvarsudvalget på besøg i USA for at sætte sig nærmere ind i vilkårene for køb af nye jagerfly til det danske luftvåben. Det indebar besøg på flyfabrikkerne Boeing og Lockheed Martin, men inden vi fløj sydpå, besøgte vi i Washington DC det amerikanske forsvarsministerium Pentagon og havde en samtale med den amerikanske forsvarsminister Robert Gates, ligesom vi efterfølgende besøgte det amerikanske senat og havde møde med formanden Carl Levin.

Disse samtaler med ledende amerikanske forsvarspolitikere undlod ikke at gøre et vist indtryk på deres danske gæster, for vi mødte en ubetinget respekt og sympati. Begge understregede meget kraftigt, at det danske bidrag til krigen i Afghanistan blev betragtet som beundringsværdigt. De danske soldaters kamp i det fjerne asiatiske bjergland kastede glans over Danmarks navn. Vi kunne forlade Pentagon med rank ryg. 

Det gjorde vi også, hver for sig, og jeg for min del kunne ikke lade være med at tænke på en tidligere situation, hvor dansk forsvarspolitik også blev kommenteret i USA. Det var efter 9. april 1940. Her sagde man i USA om den bokser, der opgav uden at kæmpe: ”Han lagde sig ned som en dansker”. Hvilket ikke var udtryk for respekt.

Det er anderledes i dag. Det er – lad mig blot indrømme det – vederkvægende at opleve som dansker. Man tænker med taknemmelighed på dem, der således kaster glans over Danmarks navn. De danske soldater i Afghanistan gør danskerne stolte af at være danske – og er således et afgørende bidrag til dansk ånd og identitet i dag.

*

Og deres landsmænd påskønner det. Ingen tvivl om det. Og til belysning heraf får jeg lyst til at fortælle om en anden oplevelse.

Det var i juni 2008. Livgarden havde 350 års jubilæum og fejrede det med tattoo på Rosenborg eksercerplads over tre aftener, og mange tusinde mennesker havde indfundet sig hver aften. Det var, som den slags plejer at være. Forskellige regimenter fra forskellige lande, som optrådte med forskellige numre. Vi betragtede det med velvilje og applauderede loyalt. Aftenen sluttede med Livgarden selv, som gik i parade over pladsen i lyset fra de skarpe projektører, da der pludselig dukkede soldater op i kampuniform på paradens flanker. Vi kiggede på de ukendte skikkelser. Men så blev det meddelt i højtaleren, at der var tale om netop hjemkomne soldater fra Afghanistan – og der brød en overvældende jubel og begejstring løs fra de mange tusinde tilskuere, som rejste sig og hyldede de hjemvendte voldsomt og langvarigt. Det skete den første aften, da jeg var derinde med børnebørn. Ganske det samme skete de følgende aftener. Et taknemmeligt folks tak til dem, der var eksempel og inspiration.

For de forsvarer Danmark. Det er dette, de med livet som indsats gør i kampene i Afghanistan, der jo er et vestligt selvforsvar imod den islamiske terrorisme, hvis sindelag mod vores land blev tydeligt for alle under Muhammed-krisen. De danske soldater kæmper for Danmark i de blodige kampe i Helmand provinsen, og således er disse soldater det stærkeste bidrag i dag til opretholdelse af dansk eksistens og kultur.

Jo, vi er stolte af dem. Vi er dem taknemmelige for de byrder, de bærer til opretholdelse af et frit Danmark. Vi fornemmer, at her bliver vort folks åndelige og egentlige grundlag hævdet af en fok unge soldater.

Mens Systemet Politiken i skikkelse af bladets chefredaktør søger at undergrave dette grundlag ved at kapitulere over for islamismen. Modsætningerne i kulturkampen står klart aftegnet.

*

Og der er en særlig anledning til, at jeg får lyst til at trække dem op.

Den bog med titlen ”Løvehjerter”, som sognepræsten på Thurø, forhen feltpræst i Afghanistan i 2008 Thomas Østergaard Aallmann netop har udgivet i Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, er noget af det mest åndfulde og opløftende, jeg længe har læst. Den har for så vidt karakter af en prædiken. Thomas Aallmann lægger ikke skjul på, hvad det er, der bærer hans arbejde som feltpræst for de hårdt pressede soldater i den yderste frontlinie, hvor tabene er hyppige og mange. Han udsiger evangeliets glædelige budskab i klare og uforbeholdne ord, som andre ville vige tilbage for. Men han gør det med den selvfølgelighed, der giver ordene styrke, og som især får hans soldater til at lytte og – ja, at tro. Det er troens ord på grænsen mellem liv og død. Og hvis de ikke skal lyde her, hvor så?

Og soldaterne lytter. Og vi, der læser, lytter også – og glæder os over, at kristendommens betydning for danske soldater i kamp for Danmark er så indlysende og enkel. Det er kristendom og danskhed in actu. Det er en dansk feltpræst, der tør prædike, bede og velsigne i sådan åbenhed, at hans soldater får mod til at gå ud i det afghanske landskab og tage kampen op med en lumsk og lurende fjende, der gemmer sig bag småbørn og civile.

Thomas Aallmann giver sin bog titlen ”Løvehjerter”, og det er sine soldater, han kalder med dette navn. Christian Raaschou med tilnavnet Rocco, der faldt 31.marts 2008 i et område langs Helmandfoden nord for patruljebase Armadillo, er prototypen på en dansk soldat med løvehjerte, som intet kunne afholde fra at gøre sin pligt og gå med sine kammerater ud i døden, selv om han var blevet såret dagen før, og Thomas Aallmann skriver også sin bog som et minde om ham, han var særligt knyttet til. Men han er knyttet til alle sine soldater. Og det er tydeligt, at de er knyttet til ham.

Og det fremgår af alle bogens sider, at det er evangeliets glædelige budskab, der giver de hårdt pressede og dagligt dødstruede mod til at gå ud af den grønne port og møde taliban. ”En feltpræst er de pressede sinds vigtigste støtte. Jeg sagde til drengene, at jeg var et stykke fædreland, der var taget med den kristne ånd hjemmefra derud, hvor intet ligner livet, som man kender det. Feltpræsten tager ånden og sproget med fra barndommens have, så der altid er en familiær skulder at græde på og et øre, der lytter som dem derhjemme.”

Men feltpræsten er ikke kun hjemmet i det fremmede. ”Enhver, der føler sig kaldet som præst, må vedkende sig livet som kamp. Man er jo Herrens tjener – og det betyder ikke, at man er anæmisk theskænker – men at man er Lysbringer. Ved kraft og gerning. Man svinger med lysets banner! Og om man bryder sig om kampmotivet eller ej, så er man med til at fordrive mørket, når man bringer lys… Mine våben i felten i Helmand var derfor velsignelsen, fadervor, ånden og ordet om Guds rige.”

Og ånden i evangeliet er en fordring. ”Det er derfor også forkert, hvis man har den fornemmelse, at i kirken skal mænd blive som kvinder og kvinder blive til lam. Hvis man er udstyret med et løvehjerte, skal man ikke falde ned som et lam. Har en voldsmand din moder i et kvælertag, er det sandelig ikke særligt kristent at lade ham fortsætte og løbe sin vej, fordi det ville et får gøre. Ikke at gribe ind, fordi man ikke bryder sig om vold, fører ofte til mere vold. At ”vende sin anden kind til” har aldrig betydet, at du skal vende den andens kind til. Vi er får og lam i forhold til Gud. I forhold til verden er vi mennesker med ansvar, under fordring.”

*

Det er det bedste og egentlige i dansk kultur og lad mig bare sige dansk kristendom, der taler her. I en sådan tale, en sådan prædiken er der kraft og kerne. I de soldater, der hører og lever på disse ord, der er ånd og indhold.

Dansk kultur. Kristendom og danskhed. Her lever og ånder det egentlige og bedste i det, der er vort folks sande indhold og grundlag.

Og som sådant i utvetydig modsætning til Systemet Politiken med samt dettes chefredaktør og hele pibetøjet af usselhed og fejhed over for det, der truer os i dag.

Søren Krarup.

Thomas Aallmanns bog: "Løvehjerter" kan købes hos Trykkefrihedsselskabet.