Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Biskoppens veje til Gud

Af Jesper Langballe, Tidehverv, 2010, nr. 5, maj, s.89-91.

 

”Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” Johs. 1,18.
”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johs. 14,6.
”Alt er overgivet mig af min Fader; og ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham. (Matth. 11, 27, par.: Luk. 10,22).
”Jeg og Faderen, vi er ét. (Johs. 10,30)

Det var fire klare kernecitater fra Ny Testamente. Efter dem tager vi lige ét fra Århus-biskoppen Kjeld Holm:

”Jeg udelukker ikke, at mennesker af anden religiøs opfattelse end kristendommen kan finde den Gud, vi møder gennem Kristus. Jeg har mødt både muslimer og buddhister, som har været ualmindeligt spændende og sympatiske at tale med, og det er bestemt muligt, at de har fundet den samme Gud gennem deres tro.” (Kristeligt Dagblad).

Med de ord har biskoppen i Århus – efter adskillige års tilløb – kappet forbindelsen til kristendommen definitivt. Med følge af blandt andre Københavns domprovst (ham vender vi tilbage til). Som andre modebevidste ideologer har Kjeld Holm længe tilbedt det multietniske og det multikulturelle. Der manglede bare en tredje ting, for kristendommen står i vejen ved at sætte mennesket en virkelighed for, der opløser sådanne abstraktioner. Kristendommen måtte uskadeliggøres, så nu bekender Århus-bispen sig tillige til det multireligiøse.

For Herre du milde, mennesker kan vel ligeså godt frelses ved Muhammeds eller Buddhas lære som ved Jesus Kristus. Hvorfor gå så højt op i slige petitesser? Hvorfor være så ”absolutistisk” og så ”fundamentalistisk”? (De ord, som Kjeld Holm hæftede på mig, da jeg anfægtede hans multireligiøse lære og sagde, at han burde tage sin afsked.)

Det religiøse sammenskudsgilde, han inviterer til, er ganske vist langt fra af ny dato. Det nye er, at meldingen kommer fra en biskop, som skal føre tilsyn med, at præsterne i Århus stift prædiker i overensstemmelse med bibelen og bekendelsesskrifterne.

Og så fremgår det i øvrigt også, at Kjeld Holm bekender sig til en ny åbenbaringskilde: Hvad der er frelse i, det læres hverken af den Helligånd eller den hellige skrift, men af, at Århus-bispen finder muslimer og buddhister, som han har mødt, ”ualmindelig spændende og sympatiske at tale med”. Og så må det bestemt også være muligt, at Muhammed og Buddha ligesom Kristus kan føre mennesker til Gud. – Ærlig talt: det er ikke bare kætteri, men ubegavet nonsens.

Kristendommen siger, at uden Kristus er Gud den store ubekendte. Mennesker kan slet ikke lade være med at søge Gud, men de famler i blinde og finder ham aldrig. Derfor er menneskehjertet uroligt (Augustin). Gud kan derimod finde os ved ordet om Jesus af Nazareth, i hvilket Han selv er til stede. Da først finder det urolige hjerte hvile, og da først véd vi, hvem Gud er.

Trosbekendelsens anden artikel om Jesus Kristus er derfor den uomgænge lige forudsætning for at fatte en lyd af den første artikel om Gud som Skaberen. Uden bekendelsen til Kristus, er bekendelsen til Gud Fader tom. Thi så dybt var vi sunket i synd og vantro, at kun ét kunne redde os – at Gud selv fornedrede sig og led døden på et kors for vores skyld. I det kors alene er Gud at se. Kun ved det frelses vi. Skulle der her i verden være andre veje til at kende den levende Gud, hvad skulle så Kristi lidelse og død til for? Så ville kristentro jo være det mest overflødige spilfægteri. Hvem ville blandt fere valgmuligheder bekende sig til noget så forargeligt og fornufts stridigt som en korsfæstet Gud?

Herefter kan det uden videre fastslås, at kristendommen ikke har nogen værre fjende end biskoppen i Århus. Derimod har kristendommen unægteligt haft fjender af større format. Kjeld Holms multireligiøsitet er ikke blot kætteri, men karakterløshed. For evangeliet kræver bestandigt afgørelse af den lyttende: Enten-eller. Enten Kristus eller tomhed. Enten Kristus eller fortabelse. Og den, der tager den stejle personlige fordring om afgørelse og forvandler den til en valgmulighed i et religiøst supermarked, han har gjort karakterløsheden til sin teologiske norm. Hvilket selvsagt vil gennemtrænge alt, hvad han i øvrigt siger og gør.

Mens Kjeld Holms ytringer om sagen os bekendt er uden nogen teologisk refleksion, er det anderledes med Københavns domprovst, Anders Gadegaard. Han har i en kronik i Kristeligt Dagblad (19/3) forsvaret synspunktet ved at opstille en række bibelske og lutherske begreber i en ferm slagorden, der prøver at tildække, at udtrykkene er revet afled og brugt i sammenhænge, hvor de intet har at gøre. Det gælder først og fremmest hans nøgleudtryk ”den skjulte Gud”.

Påstanden om, at der er andre veje mellem Gud og os end Kristus, er i virkeligheden et forsvar for Guds suverænitet, erklærer domprovsten frisk og frejdig. Og han henviser til, at hans missionske forfædre ved Vestkysten altid sagde ”Guds veje er uransagelige”. – Se, det var virkelig tro på Guds suverænitet til forskel fra dem (os), der vil kende Guds veje og indsnævre hans frelsesmuligheder til Kristus alene. Vi har ikke forstået, at der er tale om ”den skjulte Gud”. Siger altså Anders Gadegaard.

Nu tør vi godt – også uden Anders Gadegaards familiære forudsætninger – antage, at de gode folk på Vestkysten med det gamle ord om, at Herrens veje er uransagelige, sigtede til Guds forsyn og ikke til Hans selvåbenbaring. De ville formentligt rotere i deres grave, hvis de hørte, at deres københavnske ætling tog dem til indtægt for, at Gud gør sig kendt for mennesker i andet end Kristus. Og når vi taler om Guds forsyn som det, der fra det skjulte bestemmer, hvad der overgår os her i verden – hvad enten vi er kristne eller ej – ja, så taler vi netop om det, som Luther kaldte ”den skjulte Gud”. Men Luther kunne kun tale om ”den skjulte Gud” i lyset af ”den åbenbarede Gud” – Ham, som vi alene kan kende i Kristus. Luther havde ikke nogen isoleret lære om den skjulte Gud, hvilket også ville have været noget af en selv modsigelse.

Man kan sige, at hvad enten vi tror på Kristus eller ej, er vi til for den skjulte Gud, men Han er ikke til for os. Det er jo meningen med, at Han er skjult. Vi kan altså slet ikke tale luthersk om den skjulte Gud, så længe Han ikke har åbenbaret sig for os i Kristus. Først da véd vi, at, at det var Hans forsyn, vi altid stod under uden at vide det. Og så ser vi måske også, at Gud fra det skjulte leder os gennem tilsyneladende meningsløse trængsler for at optugte og berede os til at tro evangeliet. Men vi ser det først ved evangeliet.

Alt kan Anders Gadegaard bruge. De ord fra Johannesevangeliet, som vi indledte denne artikel med – ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” – de bliver ham minsandten en bekræftelse på, at der er flere veje til Gud, uden at han dog forklarer nærmere hvordan. For ikke at tale om hans besynderlige fortolkning af Johannesprologen – om Ordet, som var i begyndelsen, som alt er skabt ved, og som blev kød i Jesus Kristus. Det betyder, som Anders Gadegaard rigtigt bemærker, at Kristus var med ved skabelsen, ja var selve skaberordet. I parentes bemærket ét af bibelens stærkeste udsagn om Kristi ”frelsesmonopol”: Da han kom til verden for at frelse menneskene, da kom han sandelig ”til sit eget” med evangelistens ord, for alt er blevet til ved ham.

Men ikke for Anders Gadegaard, for nu følger hans vildeste afsporing: ”Netop derfor kan Gud som Kristus være skjult eller latent til stede i alt levende”. Herreje! Det er den rene skinbarlige panteisme. Ikke luthersk kristendom, men et gnostisk præget sværmeri. Anders Gadegaard kender tydeligt nok ikke forskel på skaberen og skabningen. At Kristus er skaberordet, der var fra begyndelsen, skal ifølge ham betyde, at vi finder Kristus latent til stede i alt levende. Så slutningen synes at være, at han også er til stede i alskens religiøst hedenskab. På den måde er det altså takket være Kristus, at islam og buddhisme kan være veje til den sande Gud. Goddaw do!

Nej, da Ordet blev kød i Jesus af Nazareth, da mødte han intet af sig selv i verden. Han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham. Han, som var verdens lys, mødte i verden kun mørke og forargelse, indtil han blev sømmet op på et kors. Men mørket fik ikke bugt med ham, og de, der tog imod ham – de, der så hans herlighed i hans fattige menneskeskikkelse – blev Guds børn.

Guds latente tilstedeværelse i alt levende finder Anders Gadegaard bevidnet af, at man i Det gamle Testamente kan møde Gud i en brændende tornebusk, i en skysøjle eller en ildsøjle. Ja, det er rigtigt, at sådan mødte Moses Gud. Men det gør Københavns domprovst nu ikke. Skulle det en dag ske, bør han straks meddele det til offentligheden. Med Kristi komme til verden åbnedes for os den indgang til Edens have, som efter Adams fald var lukket. Og samtidigt lukkede Gud alle andre tilgange til sig end Jesus Kristus. For det folk, Gud talte til – fordum ved Moses og pro feterne, ved en skysøjle eller en brændende tornebusk – det var nu ikke længere det gamle Israel, men det ny – Kristi menighed.

Og for resten: Da Moses mødte Gud i den brændende tornebusk ved foden af Sinai, var det altså ikke udtryk for, at Gud er ”latent” til stede i tornebuske i almindelighed, men at Han underfuldt greb ind i sit udvalgte folks historie og gav Moses hans kald, lovens kald. Sådan har Gud også i Kristus grebet ind og givet Københavns domprovst hans kald, evangeliets kald. – Gud bedre det.

I sit svar på domprovst Steffen Ravn Jørgensens præcise indsigelse i Kristeligt Dagblad erklærer Anders Gadegaard formanende, at ”virkningen af den korsfæstedes frelsergerning ikke er begrænset i tid og rum af menneskets forestillingsevne og ej heller af kirken som institution”. Nej, hvem har også sagt det? Steffen Ravn Jørgensen har ikke, jeg heller ikke. Den korsfæstedes frelsergerning er alene begrænset af, at det virkelig er den korsfæstede og ham alene, der er frelser. Guds suveræne handlen er ikke begrænset af noget andet end hans eget løfte i evangeliet. Altså ikke fordi Guds muligheder er indsnævrede, men fordi sådan har Gud villet det.

Gadegaards anklage for at låse Gud inde i ”kirken som institution” viser sig imidlertid at hænge sammen med en mærkværdig polemisk konstruktion: Han jævnfører Steffen Ravn Jørgensens indsigelser med den katolske kirkes på stand om, at der ikke gives frelse uden for kirkens mure, og tilføjer, at den position gjorde vi op med ved reformationen. Det sidste er rigtigt nok, men hvad har det med sagen at gøre?

Den katolske kirke hævder (hævdede), at kun i den kirkeinstitution, som paven bestyrer, er der frelse at finde. Vi siger derimod med Luther: Til helvede med den institution. Der er kun frelse i ordet om Kristus, og det uanset om det lyder i en domprovsts eller i en bordelværts mund. Thi hvor Kristus bliver forkyndt, dér er den hellige almindelige kirke, som ikke er nogen institution – hverken pavekirkelig eller folkekirkelig – men er helligåndens værk.

Og så erklærer Anders Gadegaard minsandten, at de to modsatte udsagn er identiske.

Det samme vrøvl har Else Marie Wiberg Pedersen, lektor i teologi ved Aarhus Universitet, udtalt i Kristeligt Dagblad: ”Jesper Langballes syn på folkekirken afspejler middelalderpavernes påstand om, at der ingen frelse er uden for kirken. Den tankegang stemmer ikke overens med den generøse og nådige gud, som er essensen af evangelisk-luthersk kristendom.”

Vi er godt hjulpne med sådanne middelmådigheder som teologiske lærere.

– Jamen I begrænser jo ”gudstroen til et spørgsmål, om man tilslutter sig kirkens rette lære eller ej”, siger Anders Gadegaard. Her må vi igen gå til Luther, der skelnede mellem livet og læren. Livet er gudstroen, som er det afgørende. Men læren er den nødvendige tjener for livet, thi livet er ikke hvad som helst, vi kalder liv, men livet i Kristus. Det er troen, der frelser, men det er læren, vi strides om – ikke vores egen gudstro. Alt andet ville føre til det standpunkt, at et hvert religiøst udsagn kan være lige gyldigt, når bare det påberåber sig gudstro. Og det er vel også nærmest dér, vi er henne, selvom Anders Gadegaard ivrigt benægter det.

Det er pudsigt, at når Anders Gadegaard docerer sit eget kætterske læresystem om Kristi latente tilstedeværelse i alt levende – og bliver modsagt – så klynker han sentimentaliserende over, at vi henholder os til læren, ”kirkens rette lære”, som ledesnor, når det dog er gudstroen, det kommer an på. Han er ikke det første teologiske sludre hoved, der har benyttet den fidus.

Det mest sympatiske, man kan sige om denne multireligiøse kristendomsfornægtelse er vel, at den synes at hænge sammen med en anfægtelse, der er ligeså gammel som den kristne kirke: ”Hvad nu med de millioner af mennesker, som aldrig hører evangeliet? – Skal de gå fortabt?”

Til sådanne humant set ganske sympatiske, men rent spekulative spørgsmål hører vi Gud svare: – Pas jer selv! – så passer jeg mit. Vi skal ikke kigge Gud i kortene for at beregne hans frelsesstrategi for den ganske verden. Han klarer det nok uden vores ørkesløse spekulationer. Vi har i den henseende kun én eneste opgave for hånden: At sørge for, at evangeliet om Kristus bliver forkyndt så langt, vi formår – og så lade Gud om resten.:

Hvad os er for hånden,
er villigt at gå,
udstyret af Ånden
med bud til de små,
at timen er inde
for håbet at finde,
for troen at se.